”Skatten er for høj til, at danske lønmodtagere gider arbejde. Det samme er selskabsskatten, som tvinger virksomheder til at dreje nøglen om. Lønnen er for høj, produktiviteten for lav. Den store offentlige sektor hæmmer væksten. Og vi taber i den internationale konkurrence.”

[quote align="right" author="Peter Birch Sørensen, professor i økonomi, Københavns Universitet"]Kan man bryde med den negative sociale arv, øger man sandsynligheden for, at de senere bliver aktive på arbejdsmarkedet. Som sådan kunne man pege på kvaliteten af de danske daginstitutioner som en overset dansk konkurrencefaktor.[/quote]

Sådan lyder nogle af de oftest gentagede dogmer om dansk økonomi her i 2015. Men skruer vi tiden ti år frem og forestiller os indholdet af regeringens samfundsøkonomiske redegørelse ”Velstand 2025”, står det klart, at dogmerne var netop det: dogmer. Ikke kendsgerninger. Og at selv de mest sejlivede offentlige sandheder ikke bliver mere korrekte af at blive gentaget.

Om 10 år tegner ”Velstand 2025” billedet af et nyt og radikalt forandret Danmark. Det beskriver, hvordan ambitiøse styrings- og ledelsesreformer har forløst en ny innovations- og konkurrencekraft og bragt Danmark tilbage i toppen af internationale ratings over verdens mest konkurrencedygtige nationer. Gennembruddet er skabt igennem anvendelsen af relativt enkle metoder:

For det første beror det på en bred erkendelse af, hvad der fra starten har skabt Danmarks velstand, nemlig udviklingen af et effektivt samfundssystem, hvor vækst og velfærd har været hinandens forudsætninger. For det andet beror det på et tæt samspil mellem alle samfundets aktører om at skabe det stærkest tænkelige beredskab over for de udfordringer, Danmark – på linje med andre nationer – konfronteres med. Det har ført til udviklingen af en konkurrencemodel, der ikke alene har gjort Danmark mere robust over for nye kriser og udfordringer, men også sikret Danmark en langt større omstillingsevne.

Modellen har også formet sig som et opgør med en række fastlåste økonomiske dogmer. I 2025- redegørelsen er de traditionelle makroøkonomiske analyser suppleret med opgørelser, der langt mere fintmasket måler Danmarks præstationer. Det sker ud fra opfattelsen af, at et samfunds konkurrenceevne kan sammenlignes med en række små og store tandhjul, der griber ind i hinanden og forstærker hinanden. De er alle hinandens forudsætninger og dybest set ligeværdige. Vuggestuerne er her lige så vigtige som forskning og udvikling.

Dette er et bud på perspektivet i det arbejde, som Mandag Morgens Velstandsgruppe er i gang med. Gruppen tæller 25 af Danmarks mest respekterede samfundsøkonomiske eksperter – heriblandt adskillige professorer, tidligere overvismænd og kommissionsformænd. Sammen har de sat sig for at udstikke rammerne for en ny konkurrencemodel, der ud fra de hidtidige erfaringer og resultater skal gøre Danmark klar til fremtidens globale vilkår. En første skitse til modellen præsenteres i denne artikel.

Dogme-Danmark

Som afsæt for modellen har Mandag Morgen, bistået af en række af Velstandsgruppens medlemmer, igennem den seneste tid stillet spørgsmål ved nogle af de økonomiske dogmer, som bl.a. har præget de seneste ugers valg- og talkamp.

• Skat på arbejde: Det fremstilles ofte, som om danske lønmodtagere bebyrdes med så høj skat, at de mister incitamentet til at arbejde. Men for nylig har professor Jørgen Goul Andersen dokumenteret, at det gennemsnitlige skattetryk på arbejde er markant lavere i Danmark end i lande, vi normalt sammenligner os med. Marginalskatten for en dansk gennemsnitsarbejder ligger i den lave ende af OECD med 42,5 pct. og er – måske overraskende – lavere end det tilsvarende i USA (43,6 pct.) eller EU-gennemsnittet (51,3 pct.).
• Selskabsskat: De høje danske selskabsskatter tvinger danske virksomheder til at dreje nøglen om eller flytte produktion ud af landet med tab af vækst og arbejdspladser til følge. Sådan lyder et andet kendt dogme. Men den skat, danske virksomheder faktisk betaler – dvs. den effektive marginale selskabsskat – er lavere end den, deres konkurrenter betaler i vores nærmeste samhandelslande. Det er bl.a. dokumenteret af Produktivitetskommissionen, der viste, at Danmarks effektive marginale selskabsskat i 2012 var 14,7 pct. og dermed noget lavere end i Tyskland (22,5 pct.), Sverige (17,4 pct.) og Storbritannien (27,4 pct.).
• Størrelsen af den offentlige sektor: Den omfattende offentlige sektor hæmmer fremtidig vækst i Danmark. Men også det er en sandhed med modifikationer. Dels anslår EU-Kommissionen i deres ”Ageing Report 2015”, at Danmark skønnes at opnå den fjerde højeste vækst i Europa frem mod 2060. Dels har LO blandt 28 EU-lande påvist en positiv sammenhæng imellem størrelsen på det offentlige forbrug, arbejdsudbud og produktivitet. Større offentligt forbrug giver ifølge studiet højere produktivitet og arbejdsudbud. Og endelig er det et åbent spørgsmål, om den offentlige sektor faktisk er så stor, som vi tror. F.eks. har OECD udviklet en opgørelsesmetode, der bl.a. medregner private udgifter til sociale services – dvs. aktiviteter, som i Danmark varetages af det offentlige. Målt sådan har Danmark verdens niendestørste sociale servicesektor i verden (25,4 pct. af BNP). USA (28,8 pct.), Tyskland (27,5 pct.) og Storbritannien (27,6 pct.) er alle i top-5.
• Arbejdstid: Et fjerde dogme går på, at den korte ugentlige arbejdstid skader Danmarks vækst, produktivitet og konkurrenceevne. Men også arbejdstid afhænger af opgørelsesmetoden. Dels er den korte ugentlige arbejdstid præget af to-forsørger-modellen, hvor både mand og kvinde i et parforhold er på arbejdsmarkedet. Dels er danskernes arbejdstid set over et livsforløb høj. Ifølge Eurostat er danskere i gennemsnit aktive på arbejdsmarkedet i 39,3 år. Det er 2 år længere end i Tyskland og 4 år mere end gennemsnittet i EU. Hertil kommer, at stadig flere eksperter peger på, at det ikke er den nominelle arbejdstid, der er afgørende, men præstationerne. De kan muligvis blive bedre, hvis arbejdstiden bliver kortere.

Børnepasning er også konkurrenceevne

Rækken af dogmer er lang. Men det er rækken af modbeviser også. Det afgørende for en intelligent diskussion af Danmarks fremtidige vækst og velstand er, at man tør udfordre dogmerne og se nuanceret på de tal og argumenter, der bruges i samfundsdebatten.

[quote align="left" author="Per Kongshøj Madsen, professor Aalborg Universitet"]Vi ser i disse år – både internationalt og herhjemme – en stigende interesse for de ’bløde’ forudsætninger for konkurrenceevne f.eks. sundhed, ældrepleje og adgang til ordentlig børnepasning.[/quote]

Et fællestræk for de fleste af de herskende dogmer er, at de hæfter sig ved isolerede økonomiske nøgletal uden blik for deres rolle i en større samfundsøkonomisk sammenhæng. F.eks. skal man ifølge Jørgen Goul Andersen være varsom med at betragte 60.000 danskere på barselsorlov som en byrde i et land, der skriger på flere babyer. I Danmark er fødselsraten i perioden 2010-2013 faldet dramatisk fra 1,87 til alarmerende 1,67 barn pr. kvinde. Det har samfundsøkonomiske konsekvenser, og derfor er barslende danskere nærmere en investering.

På samme vis pointerede en række af medlemmerne i Mandag Morgens Velstandsgruppe i sidste uge, at det er en misforståelse at forstå den offentlige sektor alene som en udgift uden også at tage højde for, hvordan den bidrager til danske virksomheders konkurrenceevne. Produktivitetskommissionens formand og medlem af Velstandsgruppen Peter Birch Sørensen fremhæver danske daginstitutioner som eksempel:

”Der er overvældende forskningsmæssig evidens for, at en tidlig indsats til fordel for børn fra socialt udsatte grupper er afgørende vigtig for at bryde negativ social arv. Kan man bryde med den, øger man sandsynligheden for, at de senere bliver aktive på arbejdsmarkedet. Som sådan kunne man pege på kvaliteten af de danske daginstitutioner som en overset dansk konkurrencefaktor,” siger Peter Birch Sørensen.

Fra dogmer til en tandhjulsmodel

Det er ud fra disse erkendelser, at Velstandsgruppen har arbejdet på en skitse til en ny konkurrencemodel. Formålet har været dels at fokusere på Danmarks evne til hurtig omstilling og dels på, hvordan alle styrkepositioner og kompetencer inddrages i én model.

Som professor og medlem af Velstandsgruppen Per Kongshøj Madsen forklarer:

[graph title="Danmarks nye konkurrencemodel" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/4bf2a-tandhjulsfigur.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/5e3ff-tandhjulsfigur.png" text="Tandhjulsmodellen består af tre store tandhjul. 1. politikhjulet med de politikker, der former samfundets overordnede udvikling. 2 aktørhjulet over de institutioner, der udgør samfundets reelle ”maskinrum”. 3. værktøjshjulet med de redskaber, de hver især kan betjene sig af for at få det hele til at fungere optimalt."]Kilde: Velstandsgruppen og Mandag Morgen. [/graph]

”Uden et klart blik for det samspil mellem aktører og institutioner, som skaber ’sammenhængskraft’, risikerer man, at reformiveren fører til indgreb, der ud fra en snæver og kortsigtet økonomisk logik kan forekomme velbegrundede. Men på længere sigt kan uigennemtænkte reformer erodere og underminere den danske konkurrencemodel,” siger Per Kongshøj Madsen.

Og egentlig har Danmark et godt udgangspunkt for at nytænke sin konkurrencemodel. Det forklarer professor Torben M. Andersen, idet han sammenligner Danmarks konkurrencemodel med en racerbil:

”Vi betragter tit den internationale konkurrence som et øjebliksbillede. Men et land, der er konkurrencedygtigt i dag, er det ikke nødvendigvis på sigt. Man kan låne billedet fra motorsport, hvor forreste vogn ikke fører løbet, hvis den mangler et pitstop. Lidt forsimplet kan man sige, at Danmark har været i pit. Og selvom f.eks. Tyskland lige nu ser ud til at være foran, mangler de et reformpitstop til at håndtere ældrebyrden. USA mangler et par stykker,” siger Torben M. Andersen.

På baggrund af dybdeinterview med 24 af Velstandsgruppens medlemmer kan deres forslag til en konkurrencemodel sammenfattes i, hvad der kan beskrives som ”tandhjulsmodellen”. Det vil sige en model, hvor samfundets aktører og institutioner griber ind i hinanden i et komplekst men alligevel logisk mønster og gensidigt forstærker hinanden. Modellen består af tre store tandhjul:

• Politikhjulet: de politikker, der former samfundets overordnede udvikling
• Aktørhjulet: de institutioner, der udgør samfundets reelle ”maskinrum”
• Værktøjshjulet: de redskaber, de hver især kan betjene sig af for at få det hele til at fungere optimalt

Efterfølgende uddybes de enkelte hjul, og deres samspil illustreres i figur 1. Generelt bygger modellen på følgende kriterier:

• Et samfunds udviklingsstadie bestemmes af  antallet af tandhjul. Jo flere hjul, des mere avanceret er samfundet. Et moderne samfund bliver stadig mere multifacetteret og skal rumme stadig flere nuancer og muligheder. Det er en naturlig konsekvens af, at al ny udvikling i stigende grad kommer nedefra og op. Det er blandt andet baggrunden for, at World Economic Forum siden 2014 har sammenlignet landes bæredygtige konkurrenceevne på en række indikatorer for bæredygtighed og social robusthed.
• Konkurrenceevnen bestemmes af,  hvor tæt og effektivt hjulene arbejder samme. I et samfund med stadig flere aktører og drivkræfter er et tæt og friktionsfrit samspil en forudsætning for stærk konkurrenceevne. Ingen nation er stærkere end det svageste hjul.
• Der er intet primært drivhjul, underforstået at fremdriften f.eks. ikke skabes af en regering og et folketing, men af den selvforstærkende kraft, som hjulene udløser i deres indre samspil.
• Ethvert samfund har  sin ”tandhjulsmodel”. Hvor fristende det end er at sammenligne med andre nationer,  er de alle sammen særlige på egne præmisser. Schweiz har fundet sin succesmodel, Singapore sin, og Danmark sin. Man kan lære af hinanden, men ikke kopiere hinanden.

Sammenfattende udtrykker tandhjulene en ny governance model – en model, der f.eks. skal sikre en langt hurtigere omstillingsevne, og hvor alle relevante ressourcer integreres i processen. Den optimale ”tandhjulseffekt” skal garantere den optimale konkurrenceevne.

Efterfølgende en mere uddybet gennemgang af de enkelte hjul.

POLITIKHJULET

Politikhjulet omfatter alle de politikområder, der bidrager til danske virksomheders konkurrenceevne.

Når dogmerne giver et fortegnet billede, bunder det netop i, at de kun betragter udvalgte politikområder uden for sammenhæng. Det understreger fhv. direktør i Nykredit og medlem af Velstandsgruppen Peter Engberg Jensen: ”Konkurrenceevne er sammensat af enormt mange forskellige ting. Og skal man forstå dem, må man nødvendigvis betragte de underliggende strukturer i et langsigtet perspektiv. Det er ligesom i finansverdenen, hvor der også er uhyre stor fokus på kvartalsregnskaber og anden overfladisk information. Men skal du virkelig forstå en investerings langsigtede rentabilitet, er du nødsaget til at grave dybere og se på fundamentale forudsætninger for værdiskabelse.”

Professor Per Kongshøj Madsen uddyber: ”Vi ser i disse år – både internationalt og herhjemme – en stigende interesse for de ’bløde’ forudsætninger for konkurrenceevne f.eks. sundhed, ældrepleje og adgang til ordentlig børnepasning. Særlig kredser interessen om, hvordan de på lige fod med de klassiske, ’hårde’ parametre som f.eks. infrastruktur styrker og understøtter virksomheders vækst.”

Professor Ove K. Pedersen stemmer i: ”I den internationale forskning rettes opmærksomheden i disse år mod den store del af velstandens isbjerg, der er under vand. Dvs. de dele af samfundet – f.eks. velfærdssektoren – der yder et indirekte vækstbidrag til samfundsøkonomien, men som sjældent italesættes sådan.”

På den baggrund understreger Velstandsgruppen behovet for, at vi i Danmark får øjnene op for de bløde og mere oversete tandhjul i politikhjulet. Ud over de mere klassiske konkurrenceparametre som f.eks. skat, uddannelse, innovation, forskning og iværksættere bør man også medregne robustheden af et lands digitale infrastruktur, dets energi- og forsyningssektor, arbejdskraftens fysiske og psykiske sundhedstilstand samt geografiske mobilitet, kvaliteten af børnepasning, ældrepleje, sundhedssystemet og socialforsorgen.

AKTØRHJULET

Det andet store hjul er aktørhjulet.  Siden fremkomsten af vidensøkonomier har man talt om Triple Helix – dvs. det forbund af stat, erhvervsliv og vidensinstitutioner, der tilsammen bidrager til national vækst og velstand i kraft af forskning, udvikling og forskellige former for offentlig-privat samarbejde.

Men ifølge Velstandsgruppen bør flere og nye typer af aktører tænkes ind i konkurrencemodellen. Som direktør for Dansk Design Center Christian Bason udtrykker det: ”Vi ser i disse år fremkomsten af en helt nye type, som elsker og omfavner komplekse, systemiske og ondskabsfulde samfundsudfordringer. For dem er kompleksitet ikke et onde, der skal udjævnes, men en ressource, der kan orkestreres, omformes og transformeres til ny værdi,” siger Christian Bason.

For eksempel oplever det nystartede taxifirma Uber kometvækst uden at eje biler. På lignende vis producerer Facebook ikke selv nyhedsindhold, og en af verdens største udlejningsvirksomheder, AirBnB, ejer ikke fast ejendom. Aktører som dem kan ifølge Christian Bason styrke Danmarks konkurrenceevne, fordi ”de står i kontrast til industrisamfundets virksomheder, ministerier og universiteter, der er optaget af at reducere, minimere kompleksitet og risici. I stedet fokuserer de nye aktører på problemerne og eksperimenterer sig til nye løsninger,” siger Christian Bason.

I løbet af sit arbejde har Velstandsgruppen identificeret flere vigtige aktører:

• Filantropiske fonde, investorer og pensionskasser: De store danske pengetanke er en betydelig udviklings- og innovations-driver i det danske samfund. Det skønnes f.eks., at de filantropiske fonde alene sidder på en samlet formue på 400 milliarder kr. De arbejder ofte mere langsigtet og risikovilligt end f.eks. staten og besidder også den nødvendige viden og finansielle styrke til at stå i spidsen for større forandringsprocesser.
• Arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer: Disse aktører spiller en stor rolle for omstilling og tilfører forandringer legitimitet, forankring og viden. De bidrager ved at udpege f.eks. markedsfejl og stiller forslag til deres udbedring. F.eks. har arbejdsmarkedets parter igennem tiden taget ansvaret for at sikre en hensigtsmæssig lønudvikling, taget initiativer til at styrke opkvalificeringen af arbejdskraften.
• Byer/metroregioner: Internationalt begynder også byer, regioner og bystyrer at påtage sig rollen som driver af forandringer. I takt med urbaniseringen bliver byer ekstremt komplekse, sårbare og oplever voksende problemer med trængsel, forurening, kriminalitet, ulighed og stigende boligpriser. Netop fordi byerne rummer netværk af innovative virksomheder, talentfuld arbejdskraft, risikovillige iværksættere samt institutioner, klynger og inkubatorer, der understøtter dem, bliver byerne stadig mere vigtige medproducenter af de rammevilkår, der understøtter vækst og velstand.
• Kulturinstitutioner og medieinstitutioner: En nations kulturbærende institutioner som f.eks. museer, biblioteker, teatre og medier m.v. besidder ikke stor finansiel styrke. Til gengæld har de stor indflydelse på et samfunds værdier og holdninger. Som sådan har de en vigtig rolle at spille i forhold til at italesætte behovet for forandring samt at skabe forudsætningerne for samarbejde imellem de øvrige aktører.

VÆRKTØJSHJULET

Konkurrencemodellens tredje store hjul er redskabshjulet – dvs. de forskellige mekanismer, som aktørerne i fællesskab bruger til at skabe samfundsforandringer. Man kunne også kalde det konkurrencemodellens værktøjskasse.

Velstandsgruppen har udpeget en række vigtige værktøjer, som alle skal tages i brug for at tune den danske konkurrencemodels motor:

• Ny organisering: Netop fordi de nye udfordringer har en grænseoverskridende karakter, giver det stadig mindre mening at håndtere dem inden for afgrænsede sektorer, professioner eller organisationer. Forenklet kræver komplekse udfordringer systemiske løsninger. Det understreger behovet for nye organisationsformer, der styrker samspillet imellem forskellige politikområder og skaber rum for et fleksibelt flow af ressourcer, viden og kompetencer imellem organisationer, sektorer og institutioner.
• Ny ledelse: På tværs af sektorer betyder det nye konkurrenceparadigme også voksende behov for nye typer ledere. I Danmark har vi i årtier importeret amerikansk inspireret ledelsestænkning. F.eks. kom der med introduktionen af new public management større fokus på output, styring, mål og resultater. De nye udfordringer kræver supplerende modeller, der også fokuserer på input og throughput – dvs. mere regenerative ledelsesmodeller, der fokuserer på medarbejderes motivation, faglige selvtillid og autonomi, sociale kapital og forudsætninger for at præstere.
• Ny innovation: Videreudviklingen af den danske konkurrencemodel forudsætter også, at det fulde arsenal af innovationsmodeller og metoder, som eksport af systemløsninger, design, brugerdreven innovation og naturlige eksperimenter, tages i brug. F.eks. kan design netop i kraft af sit visuelle sprog og evne til at skabe mening være et velegnet instrument til at etablere de nødvendige synteser imellem forskellige professioner, discipliner og domæner.
• Ny viden: Central er også aktørernes viden- og analysekapacitet. Og dermed også det sæt af vidensproducerende organisationer som f.eks. analyseinstitutter, tænketanke, råd m.v., der udvikler og udbreder politisk og økonomisk analyse. Sådanne organisationer kan bidrage til langt større pluralisme i den politiske og økonomiske debat og tilføre en række yderligere analyseformater.
• Nye styringsredskaber: Endelig er de økonomiske styringsredskaber af stor betydning. Måleinstrumenter og metoder som f.eks. ADAM, DREAM, MONA, Output-gaps, vækstregnskaber m.v. er vigtige instrumenter til at måle og evaluere praksisser og processer, men også til at udstikke mål og rammer for samfundsmæssige forandringer.

Næste skridt for Velstandsgruppens arbejde er at gennemarbejde skitsen og mere præcist definere de enkelte tandhjul og – hvad der er nok så afgørende – identificere, hvilke initiativer der skal sikre, at hjulene griber ind i hinanden og samlet set sikrer en høj fart eller omstillingsevne, uden at vigtige ressourcer tabes. I den proces vil Mandag Morgen involvere og engagere centrale danske beslutningstagere til at bidrage til udarbejdelsen af denne nye fælles vision for, hvordan Danmarks velstand og konkurrenceevne kan nytænkes og styrkes frem mod 2025. Processen gennemføres over de kommende måneder, og til januar 2016 forventes gruppen at kunne præsentere et samlet bud på, hvordan Danmark kan vende en ny tids internationale konkurrence til nye muligheder for vækst og velstand.