Tech-virksomhed vil kurere kurérbranchens udfordringer

Mover er ved at etablere sig som en betydende aktør på det danske kurérmarked og mener, at man har udviklet løsningen på kurérbranchens udfordring. Arbejdsmarkedsforsker advarer om, at udviklingen i branchen risikerer at trykke lønnen ned.

En virksomheds maskine er gået i stykker. En anden virksomhed har den nødvendige reservedel på lager. For at produktionen ikke skal forsinkes yderligere, skal delen leveres i en fart. Etablerede kurérvirksomheder som GLS eller PostNord vil typisk være en arbejdsdag om at klare forsendelsen. Tid er penge i sådan en situation, så hvad gør man så?

Ovennævnte er et tænkt eksempel, men problemet udspiller sig hver eneste dag i erhvervslivet, og det koster både tid og penge. Det forsøger den danske tech- og kurérvirksomhed Mover at løse med sin Uber-lignende platform, hvor privatpersoner med en bil og et kørekort kan tjene penge på at fragte pakker.

“Det er spild af tid for håndværkere og andre professionelle at bruge tid på at køre efter reservedele. Mover giver håndværkeren mulighed for at udføre andet arbejde, imens reservedelen leveres til vedkommende,” siger Martin Christian Hansen, direktør og medstifter af Mover.

Formidlingen mellem afsender, chauffør og modtager går gennem en app. Platformen sørger for administration og forsikring af forsendelsen, og desuden giver platformen mulighed for, at man kan overvåge pakken, registrere køre- og hviletid på chaufføren og sågar holde øje med bilens hastighed undervejs. For de fleste af Movers chauffører er kurérkørsel en sidebeskæftigelse.

“Vi vækster i øjeblikket med 40 pct. om måneden, og det har vi gjort 12 måneder i træk. Vi ser ikke os selv som en transportvirksomhed, men som en tech-virksomhed,” siger Martin Christian Hansen.

Mover har for nylig tilknyttet chauffør nummer 4.000 til deres platform, og vokseværket har derfor fået virksomheden til at udvide med et kontor i Aarhus.

Reguleringer rammer små kurérer

Mover opererer inden for feltet godstransport under 3,5 ton, men beskæftiger også større biler i kurérbranchen. De store biler kører efter reguleringerne i godskørselsloven, som blandt andet indbefatter krav om chaufføruddannelse, sikkerhedskapital, momsregnskab og køre- og hviletidsbestemmelse. De små biler kører derimod på et ureguleret marked.

LÆS OGSÅ: Flertal vil gøre op med lovløshed for pakkepost

“Det system, vi har udviklet, er en win-win-situation for alle involverede. Det udnytter samfundets ressourcer bedre, giver mere effektivitet og en enorm fleksibilitet for virksomhederne,” siger Martin Christian Hansen. 

Hvis reguleringerne bliver en realitet, sådan som et flertal uden om regeringen ønsker, frygter Mover for virksomhedens fremtidige eksistens på kurérmarkedet for små biler. Reguleringerne vil afskrække chauffører fra at bruge Mover som en sidebeskæftigelse, mener direktøren.

“GLS, PostNord og de andre store transportvirksomheder kan sagtens absorbere reguleringerne og de medfølgende administrationsomkostninger. Det er den lille vognmand, som vil blive ramt. Hvis formålet er øget sikkerhed og kontrol, så viser alle analyser foretaget i Danmark, at de små varebiler er endnu mere sikre end store lastbiler,” siger Martin Christian Hansen. 

Han erkender dog, at der er behov for ændringer for at imødekomme udviklingen i branchen. Men resultatet må bare ikke gøre det sværere for vognmændene at finde arbejdskraft til deres biler, mener han.

Pas på den danske model

Chauffører, der kører for Mover, risikerer at blive udnyttet, og de kan med tiden være med til at ødelægge hele fundamentet for deres egen branche. Det fortæller arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet Bent Greve.

“Platformsejerne vil gerne have, at chaufførerne er selvstændige, så de ikke har noget ansvar for løn under sygdom, feriepenge og pension,” siger Bent Greve.

Bent Greve finder det bekymrende, at der med platforme som Mover kommer flere selvstændige freelancere, som ikke har adgang til fagforening eller andre rettigheder. Og han peger på, at udviklingen risikerer at få negativ effekt på resten af arbejdsmarkedet.

”Som selvstændig freelancer kan man arbejde for en lavere løn. Det kan have den konsekvens, at man ikke kan blive beskæftiget uden også at være selvstændig, og det kan være med til at trykke lønnen ned,” siger Bent Greve.

Mover er dog ikke ude på at udfordre den danske model, siger Martin Christian Hansen, der afviser, at Movers chauffører har dårlige arbejdsforhold 

“Vi ønsker også, at der skal være styr på alt fra arbejdsforhold til skattebetaling. Vi har på eget initiativ haft Skat på besøg for at kontrollere, at alt kører efter bogen, og vi har opsøgt 3F, LO m.fl. samt aktivt været en del af Folketingets varebilsudvalg,” siger Mover-direktøren.

I stedet argumenterer han for, at netop platforme som Mover kan være med til at skabe den nødvendige kontrol, som efterspørges af politikere og aktører i branchen.

“Vi har udviklet et system, som kan registrere alting på chaufførniveau. Det betyder, at staten kan undgå at blive snydt i skat, og at vejene kan forblive sikre. Vi kan f.eks. med vores system holde øje med, at vores chauffører ikke ligger og kører rundt i døgndrift,” siger Martin Christian Hansen.

Mover har efter eget udsagn endda tilbudt Transportministeriet, at ministeriet kan overtage platformen ganske gratis, med det formål at platformen skal udgøre løsningsmodellen for fremtidens udfordringer i branchen. Ministeriet har dog afslået tilbuddet.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu