Vi accepterer myndighedernes brug af kunstig intelligens – med måde

Verdens befolkninger bakker generelt op om myndigheders brug af kunstig intelligens, så længe det holder sig til mindre indgribende områder, viser en undersøgelse. Størst er opbakningen i lande med en højere grad af dokumenteret eller opfattet korruption.

Af John Murawski 

Borgere rundtom i verden er trygge ved, at deres myndigheder anvender kunstig intelligens på mindre indgribende områder som til at styre trafikken og ved at bruge robotter i kundeservicecentre.

Ifølge en verdensomspændende undersøgelse lavet af Boston Consulting Group er folk mere bekymrede for, at myndighederne vil bruge kunstig intelligens til at træffe drastiske beslutninger, der går ud over deres personlige frihedsrettigheder, for eksempel ved at stadfæste fængselsdomme i kriminalsager.

Men går man lidt i dybden, viser der sig at være store kulturelle og geografiske forskelle i opbakningen til kunstig intelligens; den laveste grad af opbakning finder man ifølge undersøgelsen i de vestlige lande og den højeste i Kina, Indien og andre ikkevestlige lande, "der har højere niveauer af dokumenteret eller opfattet korruption". 

Rapporten, der blev offentliggjort for nylig, giver et indblik i befolkningers indstilling til kunstig intelligens. For multinationale virksomheder, konsulenter og nonprofitorganisationer, der udbyder teknologi rundtomkring i verden, har folks mening stor betydning.   

Rapporten 'The Citizen's Perspective on the Use of AI in Government' er konsulentfirmaets første måling af indstillingen til kunstig intelligens rundtomkring på kloden.  

Boston Consulting Group har sidste forår og sommer interviewet over 14.000 mennesker fra 30 lande, svarende til 500 mennesker fra hvert land, fortæller Steven Mills, der er konsulentfirmaets vicedirektør for maskinlæring og kunstig intelligens og medforfatter på rapporten.     

Arbejdspladser, værdier og etik

På tværs af alle lande var det gennemgående, at folk i alle aldre er bekymrede for, at kunstig intelligens vil tage deres job og erstatte menneskelig arbejdskraft: I alle lande udtrykte et flertal af respondenterne bekymring for at miste deres job til kunstig intelligens. Bekymringerne varierede dog fra land til land – fra minimal bekymring i Sverige til meget stor bekymring i Indien.

Jeremy Gillula, som er teknologiprojektchef for Electronic Frontier Foundation, en ngo med fokus på digitale borgerrettigheder, siger, at konsulentfirmaets undersøgelse viser, at folk er på vagt over for, at teknologi trænger ind på det menneskelige domæne med værdier og etik. 

"Folk har fat i noget her," siger Jeremy Gillula. "De er bekymrede for brugen af kunstig intelligens på de områder, hvor kunstig intelligens kommer til at træffe beslutninger om mennesker."

Om kunstig intelligens kommer til at tage eller helt fjerne arbejdspladser, vækker ikke stor bekymring i Sverige, hvor der var næsten lige så mange ubekymrede som bekymrede respondenter. I USA var der dobbelt så mange, der var bekymrede som ubekymrede over at blive fortrængt fra arbejdsmarkedet. I Indien var tre ud af fire bekymrede. 

I Danmark, hvor der er forholdsvis lav grad af bekymring, blev der heller ikke udtrykt særligt behov for statslig regulering af AI-teknologi. I USA bakker tre ud af fem op om statslig regulering, mens to ud af fem er imod. I Kina er der opbakning til statslig regulering fra næsten tre ud af fire.    

Respondenterne udtrykte generelt opbakning til at anvende kunstig intelligens til trafikstyring, kundeservice, administration af skat og sociale ydelser, tilsyn med svindel og lovovertrædelser og til at forudsige vedligehold af offentlig infrastruktur. Funktioner, der ikke under normale omstændigheder begrænser individuelle frihedsrettigheder, men er med til at forbedre myndighedernes service over for borgerne.

Mest opbakning i lande med meget korruption

Størst opbakning til, at myndigheder bruger kunstig intelligens, fandt undersøgelsen i Indien, Kina, Indonesien, De Arabiske Emirater og Saudi-Arabien. Rapporten påpeger her, at disse lande i befolkningens opfattelse har et højt niveau af korruption i det offentlige, og det tyder på, at borgerne mener, at kunstig intelligens kan afskaffe korruption og andre uregelmæssigheder.

Borgerne i Schweiz, Danmark, Østrig og Estland bakkede i mindre grad op om, at myndighederne bruger kunstig intelligens. Og overordnet var der størst opbakning blandt unge mennesker til, at kunstig intelligens bliver reguleret.

Steven Mills fra Boston Consulting Group fortæller, at undersøgelsen vil blive gennemført hvert andet år for at følge forandringerne i opfattelsen af kunstig intelligens over tid.

"Den bekræfter noget, vi alle havde en formodning om, og giver os et redskab til at følge udviklingen over de kommende år," siger Steven Mills.

 

Denne artikel blev bragt i Wall Street Journal 4. marts 2019.

Artiklen er oversat til dansk af Maria Bierbaum Oehlenschläger


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu