Rutsjeturen har stået på længe for de globale klimatopmøder, som skiftevis har vakt håb og fortvivlelse for alle, der bekymrer sig om klimaet. Mens behovet for handling bliver stadig større, bliver resultaterne af de stort anlagt globale træf om klimaet mindre og mindre.

Da verdens ledere mødtes i Egypten i november, var den fossile industris lobbyisme blevet så synlig, at ingen længere kunne overse den. Olie- og gasindustrien deltog med 636 repræsentanter, mens ngo’er klagede over dårlig adgang og dyr indkvartering, og de politiske forhandlere oplevede stilstand langt ind i overtiden på konferencen.

Vi bliver nødt til at erkende, at løsningerne nu ligger alle andre steder end de kuldsejlede klimatopmøder. Ære være deres minde og alt det gode, de trods alt nåede at gøre for verden.

RESULTATET BLEV DEREFTER: Kun med nød og næppe blev det undgået, at konferencen ligefrem udvandede tidligere mål og aftaler. Og beslutningen om, at De Forende Arabiske Emirater skal være vært for det næste topmøde, understreger, hvor stærk indflydelse den fossile lobby er lykkedes med at få på den internationale institution, der mere end nogen anden har skabt håb om, at det kan lykkes at flytte verden i en grønnere retning.

I dag fik det håb så det sidste dødsstød: I spidsen for COP28 står nu sultan Ahmed al-Jaber, leder af et af verdens største olieselskaber, Adnoc. I forbindelse med udnævnelsen fremhæves det, at han også har været med til at stifte et vedvarende energiselskab, Masdar, som Adnoc ejer 25 procent af.

SULTANEN UDTALER, at han vil have en ”pragmatisk og realistisk” tilgang til opgaven med Cop28 og, at klimakonferencen skal have en ”inkluderende indstilling til energiproducenter”.

Emiraterne står bag omkring tre procent af verdens olieproduktion, og der er reserver til at fortsætte med samme udvinding i de næste 100 år. Trods de sideløbende investeringer i grøn energi er der ingen planer om at lade olien ligge, men udvindingen vil ske ’ansvarligt’, har landets præsident sheikh Mohammed bin Zayed al-Nahyander tidligere forklaret.

Det vil være synd at sige, at regimet, der nu skal lede klimaforhandlingerne, er vant til at tænke ud over egne snævre interesser. Emiraterne er kendt for at stå bag krigsforbrydelser i Libyen og Yemen, systematisk forfølgelse af kritiske journalister, bortførelser og tortur og diskrimination af kvinder og LGBTQ-personer.

Regimet har desuden tætte bånd til verdens største olieproducent, Saudi-Arabien.

Kan de internationale klimakonferencer igen komme til at spille en afgørende rolle for den grønne transformation, verden har brug for, for at undgå at netop disse fossile interesser skubber til klodens tipping points og gør ubodelig skade på klimaet, biodiversiteten og de øvrige forudsætninger for liv på Jorden? Måske. Men det bliver næppe i Dubai.

KUNNE MAN SKRIVE DEN MODSATTE ANALYSE? At nu tager olieindustrien endelig ansvar for kloden og sætter sig selv for bordenden for at løse klimakrisen. At Emiraterne længe har ønsket at positioneret sig som en grøn frontløbernation. Givetvis – og det vil helt sikkert også blive skrevet i forskellige varianter. Men uanset hvor fristende sådan et selvbedrag er, så bliver vi nødt til at erkende, at løsningerne nu ligger alle andre steder end de kuldsejlede klimatopmøder. Ære være deres minde og alt det gode, de trods alt nåede at gøre for verden, inden de blev slugt af den ulv, de skulle vogte verden mod.