Der er håb. Også selvom COP27 gjorde det beskæmmende tydeligt, at det hverken bliver FN eller verdens politiske ledere, der sikrer en opbremsning af den fatale opvarmning af vores klode. Det er den sørgelige konklusion efter årets globale klimakonference i Sharm El-Sheik, hvor olielobbyen i historisk højt tal befolkede korridorerne, og slutdokumentet kun med nød og næppe undgik at lyde som et decideret backlash i forhold til tidligere aftaler. 

27 år efter det første klimatopmøde kunne landene stadig ikke blive enige om selv et vagt formuleret datoløst mål om at udfase alle former for fossil energi. 

Formand for Siemens, Jim Hagemann Snabe, opsummerede det kort og nøgternt på LinkedIn: ”In terms of drastic action, COP27 was a dissappointment. It failed to bring about the great acceleration of climate action, that we urgently need.”

Morten Dyrholm, vicepresident i Vestas, drog samme konklusion: “The COP27 has landed, and it leaves the 1.5 degree scenario in a critical condition.”

27 år efter det første klimatopmøde kunne landene ikke engang blive enige om et vagt formuleret datoløst mål om at nedbringe brugen af alle former for fossil energi. Selv folk, der hver dag arbejder optimistisk og konstruktivt med klimaløsninger, kan føle sig lidt slået ud i disse dage. Den danske iværksætter Emil Stigsgaard Fuglsang, der står bag platformen Matter, beskriver det sådan her på sin LinkedIn:

”Der er en tid til alting. Snart skal vi se fremad og finde løsninger på klimaforandringerne, der rækker ud over, hvad regeringerne kan levere. Men først skal jeg personligt lige bruge lidt tid på at sluge det faktum, at COP27 har lært os, at regeringerne ikke kan og vil løse klimakrisen.”

Så hvor finder man klimahåbet efter COP27?

HÅBET SKAL FINDES der, hvor der findes handlekraftige mennesker. For eksempel blandt de over 100 topledere, der har formet en Alliance of CEO Climate Leaders, hvor de forpligter sig til at bruge deres magt og indflydelse på at bidrage til at løse klimakrisen.

Toplederne kommer fra nogle af verdens største virksomheder inden for deres felt, og de lover i fællesskab og på tværs af værdikæder at tale klimaets sag og arbejde for transparens og fælles standarder. Det kan få impact af transformativ karakter, hvis det lykkes disse ledere at samle deres respektive brancher om forskningsbaserede klimamål, der flugter med Parisaftalen – inklusiv klare roadmaps for hvordan man når målene. Jeg hepper på dem og håber, det lykkes.

HÅBET SKAL FINDES i de 96 byer, som udgør 20 procent af den globale økonomi og har samlet sig i netværket C40. Her konkluderer formanden, Londons borgmester Sadiq Khan, at årets klimaforhandlinger viser et akut behov for, at byer og andre ikke-statslige aktører stiller sig i spidsen for klimahandling nu og her. De 96 borgmestre har bundet sig til at levere en halvering af byernes udledninger inden 2030. Det vil der komme 50 millioner nye, grønne jobs ud af alene i deres byer, viser beregningerne fra C40-sammenslutningen. Det giver håb om, at borgmestrene vil holde omstillingen i gang – selv i krisetider. 

Håbet skal findes i de mange, mange andre sammenslutninger, der bygger på erkendelsen af, at vi står ved en korsvej, hvor vi enten bygger en bæredygtig fremtid sammen eller går en mørk og splittende tid i møde. 

Men forudsætningen er, at lovgivning og lobbyisme ikke spænder ben for deres anstrengelser. “Cities are the doers — and now we need the delayers to join us,” lyder opfordringen fra Sadiq Khan. Jeg håber, regeringer og erhvervsliv over hele verden lytter til ham.

HÅBET SKAL FINDES i sammenslutningen af pensionsfonde, der gennem Climate Investment Coalition har bundet sig til at lægge i alt 130 milliarder dollars i bæredygtige investeringer. Og det skal findes i en generel erkendelse blandt investorer af, at langsigtede investeringer i virksomheder, der bygger på fossile løsninger, risikerer at strande og miste deres værdi. Også selvom olie og gas lige nu luner på bøgerne. 

HÅBET SKAL FINDES i de mange, mange andre sammenslutninger, der bygger på erkendelsen af, at vi står ved en korsvej, hvor vi enten bygger en bæredygtig fremtid sammen eller går en mørk og splittende tid i møde.

Det gode ved dette håb er, at de fleste af os kan bidrage til det. Uanset hvilken branche man arbejder i, har man muligheden for selv at bidrage til, at de langsigtede, bæredygtige beslutninger vinder over den kortsigtede trang til at køre samme vej, som vi plejer.

“We are on a highway to climate hell with our foot still on the accelerator,” sagde FN’s generalsekretær António Guterres under klimatopmødet.

Men beslutningen om at fortsætte i fuld fart mod afgrunden ligger – heldigvis – ikke hos en forsamling mere eller mindre demokratisk valgte i Sharm El-Sheik. Den træffer vi alle sammen hver dag. Ikke mindst ude i de virksomheder, der ejer og forvalter mange af de ressourcer, vi nu har brug for at passe bedre på.

”Time to give up business as usual,” som Ørsted skrev med store blå pløkker på en reklameforside på The New York Times, der blev delt ud på årets klimatopmøde.

Et budskab, der gerne må give genlyd på Ørsteds egne værker, som stadig brænder store mængder træ af, og på Christiansborg, hvor landbruget nu sammen med Venstre skal til at finde ud af, hvilke grønne ben de skal stå på i forhandlingerne om en CO2-afgift.