Egentlig startede det helt tilbage i september 2019, da det hollandske finanstilsyn blev den første myndighed til at sige højt, at mange af de grønne investeringsfonde ikke har noget (grønt) tøj på. Tilsynets undersøgelse af over 1.200 ’bæredygtige’ fonde viste, at over halvdelen af fondene intet bæredygtighedsfokus havde i deres investeringer. Kun otte procent levede op til EU’s krav til bæredygtige investeringer efter Artikel 9 – det, der på europæisk finanslingo kaldes ’mørkegrønne investeringer’.  

Den hollandske tilsynsmyndighed slog kort sagt fast, at det er ulovligt for investeringsfonde at kalde sig mørkegrønne uden at være det. En melding, der har givet genlyd i hele den finansielle verden.

For selvom fondene i første omgang slap med en løftet pegefinger, så sendte tilsynet et klart signal om:

• at investeringsfonde, der sælger sig selv som bæredygtige, skal redegøre langt mere detaljeret for deres bæredygtige investeringer
• at det ikke er lovligt at undtage ’gamle’ investeringer, foretaget før EU-reglerne trådte i kraft
• at en investering kun kan kaldes bæredygtig, hvis den både fremmer bæredygtighed og samtidig hverken gør skade på klima, miljø og mennesker.

Tager en vindmølleproducent eller elbilsproducent for eksempel ikke hensyn til det lokale miljø eller medarbejdernes helbred, kan man altså ikke kalde deres produktion for mørkegrøn efter EU’s standarder. Et krav, som mange fonde hidtil har set stort på.

FOR ET PAR MÅNEDER SIDEN pillede også analysebureauet Morningstar den grønne pynt af investeringsfondene i en omfattende gennemgang baseret på oplysninger fra kapitalforvalterne selv.

Analysen viste, at hver femte ’mørkegrønne’ fond har under ti procent af sine penge placeret bæredygtigt. Kun hver tyvende har mindst 90 procent bæredygtige investeringer.

Greenwashing blandt de fonde, der sælger sig som best in class blandt de grønne, er med andre ord mere reglen end undtagelsen.

At det også gælder de investeringsfonde, som mange danske pensionssparere har placeret deres penge i, viser afsløringerne i denne uge fra et netværk af journalister fra flere lande – heriblandt Mathias Hagemann-Nielsen fra Børsen.

I artikelserien ’The Great Green Investment Investigation’ afslører journalisterne, at næsten halvdelen af de grønneste investeringsfonde i Europa og Danmark investerer i fossile industrier og luftfart. Det gælder for eksempel samtlige Danske Banks mørkegrønne fonde og en del af Nordeas.

Problemet er, at EU’s retningslinjer for bæredygtige investeringer (som banksektoren selv har spillet en meget aktiv rolle i at udforme) er åbne for fortolkning og svage på kontrolmuligheder. Der findes ingen uafhængig myndighed, der uddeler de grønne stempler, og slet ikke nogen, der kontrollerer dem.

Som senior manager for ESG og ansvarlige investeringer i PWC, Frances Owen, skrev på LinkedIn i sidste uge efter et møde med sektoren i London, ”så er det stadig op til investorer og virksomheder selv at ’gøre, hvad du siger, og sige, hvad du gør’”.

Net-zero commitments have varying levels of rigor and loopholes wide enough to drive a diesel truck through.

Antonio Guterres
FN's generalsekretær

MEN NU STRAMMES GARNET. Alene på EU-plan er der lige nu flere simultane skridt mod greenwashing:

• I juni indskærpede EU-Kommissionen kravene til de finansielle virksomheders bæredygtighedsrapportering, inklusiv nye regler, der træder i kraft januar 2023
• De tre europæiske finansielle tilsyn for værdipapirmarkedet, banksektoren og pensions- og forsikringsselskaber går nu aktivt i gang med at undersøge sektoren for greenwashing
• Den 15. november åbnede de tre tilsynsmyndigheder et ’call for evidence of greenwashing’, hvor alle med relevante oplysninger om greenwashing i finanssektoren kan henvende sig inden den 10. januar. Der er nok nogle ngo’er (og konkurrenter til net-zero-virksomheder?), der får travlt med anmeldelserne julen over.

At det har været nødvendigt at stramme op på de mange ’net zero claims’, er der næppe mange med indsigt i sektoren, der har været i tvivl om. Men skulle man alligevel være det, kan man læse Bloombergs afsløring for få uger siden.

Finansmediet har gennemgået en stribe store virksomheders løfter om klimaneutralitet og afsløret, at langt hovedparten af de klimakreditter, virksomhederne bruger til at få deres klimaregnskab til at gå i nul, ikke har den påståede positive påvirkning på klimaet.

Blandt dem, der mest skamløst har flaget med ’net zero emissions’ er Delta Airlines, som i flere år har solgt ’klimaneutrale flyrejser’. Bloombergs undersøgelser viser imidlertid, at kun seks procent af det ’grønne’ flyselskabs klimakreditter rent faktisk er gået til grønne projekter, der kan siges at have haft nogen positiv virkning på de globale CO₂-udledninger.

FN’s generalsekretær, António Guterres, udtrykte det sådan her under årets klimaforhandlinger:

“The problem is that the criteria and benchmarks for these net-zero commitments have varying levels of rigor and loopholes wide enough to drive a diesel truck through.”

SKÆRPEDE EU-KRAV TIL RAPPORTERING skal nu lukke i hvert fald ét af de største huller, nemlig manglen på standarder for hvilke produkter og virksomheder, der overhovedet må kaldes grønne.  

• Grønne produkter skal fremover dokumenteres ved hjælp af samme standardiserede metode kaldet PEF (Product Environmental Footprint), og her må klimakreditter ikke indgå i regnestykket. Det betyder formentlig, at det er slut med ’klimaneutral yoghurt’ eller ’net zero fly’
• Organisationer, der kalder sig bæredygtige eller klimaneutrale, skal også rapportere efter en ny standard kaldet Organisational Environmental Footprint (OEF), hvor klimakreditter også forventes at ryge ud af regnestykket.
• Endelig vedtog EU for få dage siden det længe varslede CSRD-direktiv, der kræver bæredygtighedsrapportering af de største europæiske virksomheder fra 2024 og mellemstore virksomheder fra 2025. Rapportering af virksomhedens bæredygtighed får samme vægt som den økonomiske rapportering i de traditionelle årsrapporter. Rapporteres der ikke efter forskrifterne, skal virksomhederne sanktioneres på samme måde, som hvis der var mangler i det traditionelle årsregnskab.

De nye krav er langt mere detaljerede end dem, der gælder i dag, og kræver blandt andet flere oplysninger om værdikæden. Det betyder, at virksomhederne også skal indhente oplysninger hos deres underleverandører og samarbejdspartnere. Dermed kan langt de fleste virksomheder i et eller andet omfang blive påvirket af de nye og skærpede krav.

REAKTIONEN på skærpede krav og øget kontrol med grønne investeringer ligner ved første øjekast lidt af et backlash for opbakningen til den grønne omstilling. 

I stedet for at stramme op på investeringerne for at overholde kravene er mange investeringsbanker nu i gang med at nedgradere fondene fra ’mørkegrøn’ til ’lysegrøn’ – en kategori, hvor man stadig må have fossile investeringer med i porteføljen, og som derfor giver et mere retvisende billede af den faktiske adfærd i fondene.  

Nedgraderingsbølgen har især taget fart blandt de største amerikansk-globale investeringsbanker. Alene BlackRock har ifølge Financial Times inden for de seneste uger nedgraderet passivfonde med værdier på 26 milliarder dollars fra mørkegrøn til lysegrøn. Fondene rummer opsparing fra pensionskasser over hele verden, som har solgt investeringerne som grønne til deres kunder. Men med nedgraderingen kan BlackRock nu investere pengene langt mere frit og stadig sætte penge i fossile virksomheder, så længe de har et mål om at omstille sig med tiden.

Nedgraderingerne fra mærkegrøn til lysegrøn sker også i stor stil hos Amundi, Axa, Invesco, NN Investment Partners, Pimco, Neuberger Berman, Robeco og Dek. Og analytikere forudser, at flere vil følge efter. 

Mens det på overfladen kan ligne et tilbageskridt for den grønne omstilling, når de grønne skilte tages ned fra facaden, så er det et tegn på, at både markedet og myndighederne er begyndt at tage farven grøn mere alvorligt.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør på Mandag Morgen

’DEN STORE OMKLASSIFICERING’ kalder Morningstars analytikere det, der sker lige nu. Begrebet rummer både alle de fonde, der løbende opgraderer til højere niveauer, efterhånden som de får styr på deres dokumentation – og de nedklassificeringer, der tager særlig fart lige nu.

Samtidig forventes det, at mange vil blive nødt til at rulle deres løfter om ’net zero’ tilbage. For hvis virksomheder, der hævder at udlede netto nul CO₂, ikke længere må tælle klimakreditterne med, går regnestykket for de fleste ikke op. Det kan give en bølge af tilbagetog blandt ’klimaneutrale’ virksomheder.

Og det er ret beset en glædelig nyhed.

For mens det på overfladen kan ligne et tilbageskridt for den grønne omstilling, når de mørkegrønne skilte tages ned fra facaden, så er det et tegn på, at både markedet og myndighederne er begyndt at tage farven grøn mere alvorligt, og at vi måske fremover kan få et mere realistisk billede af, hvor langt vi reelt er kommet med omstillingen af både investeringer, virksomheder og produkter.

De, der stadig vil kalde sig grønne, må på den ene side indstille sig på mere offentlig kontrol. Men de vil samtidig stå i en mere fordelagtig konkurrencesituation end i dag, hvor det grønne marked er så oversvømmet af grønvaskede fakes, at det har været svært af få øje på de ægte grønne varer på hylderne.