Googler vi skilsmisse særligt meget under coronakrisen? Nej, ikke mere, end vi plejer

Under coronakrisen googler danskerne ivrigt ord som skilsmisseadvokat og skilsmissepapirer, skriver danske medier på baggrund af analyse. Men analysen kan give anledning til misforståelser, siger bureauet bag.

Bemærk: Denne artikel blev udgivet for over en måned siden

Fostrer coronakrisens karantænetid mon en stigning i skilsmisser? Små gnidninger i parforholdene kunne jo vokse sig store, når man er mere eller mindre tvunget til at gå op ad hinanden dagen lang.

En del af svaret har et par danske medier givet tidligere på måneden.

Ekstra Bladet kunne i artiklen “Håndsprit og skilsmisse: Det googler vi under coronakrisen” fortælle, at danskerne fra den første til den anden uge i coronanedlukning googlede ‘skilmisseadvokat’ 120 procent mere. ‘Skilsmissepapirer’ søgte vi hele 170 procent mere efter hos søgemaskinen Google.

De samme tal giver netmediet Zetland anledning til at skrive, at det indespærrede hjemmeliv “ser ud til at tære på parforholdene rundtom i Danmark”.

Begge medier angiver analysebureauet Analyse & Tal som kilde til søgetallene.

Men faktisk lader danskerne slet ikke til at være så ivrige efter at google forskellige skilsmisseord under karantænetiden, som de tal, bureauet har gravet frem, giver indtryk af.

For går man længere tilbage og kigger på, hvor meget vi søgte efter de samme ord før virustiden, er forskellen svær at få øje på.

Lige så eftersøgt tidligere

Bag tallene står analysebureauet Analyse & Tal, der for Ekstra Bladet har undersøgt, hvor meget vi googler en masse forskellige ord under coronakrisen.

For eksempel skulle ‘hvordan laver man håndspritgele’ være googlet hele 3.100 procent mere i den anden uge af coronanedlukningen – altså fra 20. til 27. marts – sammenlignet med ugen før.

Det er værktøjet Google Trends, der kan fortælle, hvor stor interessen er for forskellige ord i søgemaskinen. Dog oplyser værktøjet ikke, præcis hvor mange gange der er blevet søgt på for eksempel skilsmisseadvokat i de forskellige uger.

I stedet kan man på en graf aflæse, hvor stor interessen har været for et søgeord i forhold til tidligere eller i forhold til andre søgeord.

Med Google Trends kan man altså slet ikke få at vide, hvor mange gange i antal, at danskerne har søgt på ‘skilsmisseadvokat’ eller ‘skilsmissepapirer’ i nedlukningens anden uge. Men man kan se, at interessen har været større end i ugen før.

Og kigger man længere tilbage er interessen for netop de ord umiddelbart lige så stor på andre tidspunkter af det forgangne år.

For eksempel har danskerne søgt på ordet ‘skilsmisseadvokat’ mindst lige så meget i februar som i marts, hvor landet blev lukket ned.

Tallene i Ekstra Bladets artikel, som altså også har fundet vej til Zetland, er for så vidt gode nok. Det fremgår bare ikke hos nogle af medierne, at danskerne for tiden ikke googler ‘skilsmisseadvokat’ og ‘skilsmissepapirer’ mere, end de gjorde på adskillige andre tidspunkter før coronakrisen.

Artiklen fortsætter under figurerne.
Søgeinteressen for ordet 'skilsmisseadvokat' på søgemaskinen Google i perioden 16. april 2019 til 16. april i år. Flere gange i løbet af det forgangne år er der søgt mere efter skilsmisseadvokat, end der er gjort under coronakrisen.

 

Søgeinteressen for ordet 'skilsmisse papirer' på søgemaskinen Google i perioden 16. april 2019 til 16. april i år. 

 

Søgeinteressen for ordet 'skilsmisse' på søgemaskinen Google i perioden 16. april 2019 til 16. april i år. Ifølge Google Trends bliver der søgt langt mere på 'skilsmisse' end på ordene skilsmisseadvokat og skilsmissepapirer. Men heller ikke interessen for 'skilsmisse' har de seneste uger været større end på flere andre tidspunkter det seneste år. 

Analysebureau beklager

I en mail skriver Sarah Steinitz, partner og analytiker hos Analyse & Tal, at hun ærgrer sig over, at analysebureauet ikke har undersøgt, hvor meget de forskellige ord blev googlet før coronakrisen.

"Søgninger på ‘skilsmissepapirer’ og ‘skilsmisseadvokat’ ser ud til at fluktuere (svinge op og ned, red.) hen over året, og det er en mulighed, at skilsmissesøgningerne ikke har noget med coronakrisen at gøre. Vi arbejder grundlæggende for at skabe viden og forståelse, og vi er enige i, at vores søgninger med fordel kunne have været holdt op imod et længere tidsinterval for at få det større perspektiv. Det var en fejl og ikke ordentligt gennemtænkt fra vores side. Vi vil derfor gerne beklage, hvis vores tal er blevet tolket, som om coronakrisen fører til flere skilsmisser eller dårlige parforhold. Det kan vi ikke se af tallene. Vi kan udelukkende se, at antallet af danskere, som søgte på disse emner, steg kortvarigt efter nedlukningen," skriver Sarah Steinitz i en mail.

TjekDet har henvendt sig til både Ekstra Bladet og Zetland og gjort opmærksom på, at Analyse & Tal indrømmer, at skilsmissesøgningerne ikke var "ordentligt gennemtænkt". Men ingen af medierne har fundet anledning til at ændre eller nuancere søgetallene i artiklerne.

Forrige artikel Opslag med falsk citat udløser møgfald mod Pia Kjærsgaard Opslag med falsk citat udløser møgfald mod Pia Kjærsgaard Næste artikel Bizar historie: Greta Thunberg viklet ind i tvivlsomt drama om spisepinde og toiletpapir Bizar historie: Greta Thunberg viklet ind i tvivlsomt drama om spisepinde og toiletpapir
Underholdningsbranchens genåbning udnyttes groft af svindlere

Underholdningsbranchens genåbning udnyttes groft af svindlere

Adskillige virksomheder får deres navn misbrugt af svindlere, der gennem falske konkurrencer og tilbud forsøger at udnytte underholdningsbranchens genåbning efter coronanedlukningen. Legoland i Billund er seneste offer for fupmagernes forsøg på at snyde godtroende danskere.

Pensionist blev ikke fyret på grund af upassende joke om kunde

Pensionist blev ikke fyret på grund af upassende joke om kunde

En spøjs artikel om en ældre mand, der angiveligt har fået en fyreseddel fra den amerikanske supermarkedskæde Walmart blot to timer, efter han var ansat, spreder sig på sociale medier. Han fyrede angiveligt en grov joke af om en kunde, men historien er med al sandsynlighed ren fiktion. 

Fupmagere jagter kreditkortoplysninger i falsk Disney-konkurrence

Fupmagere jagter kreditkortoplysninger i falsk Disney-konkurrence

I en facebookkonkurrence, som filmgiganten Disney tilsyneladende står bag, udloves 200 gratis konti til den kommende streamingtjeneste Disney+. Men opslaget er det rene fup, der intet har med Disney at gøre, og svindlerne bag er blot ude efter godtroende danskeres penge.

Nej, smittetrykket er næppe lavere i Skåne end i Region Hovedstaden

Nej, smittetrykket er næppe lavere i Skåne end i Region Hovedstaden

Rejsebegrænsningerne mellem Danmark og Sverige debatteres heftigt for tiden, og adskillige både danske og svenske politikere påstår, at smittetrykket for covid-19 er lavere i Skåne end i Region Hovedstaden. Men det er der ikke noget, der tyder på, vurderer flere forskere. 

Biograf-fupkonkurrencer hærger igen på nettet

Biograf-fupkonkurrencer hærger igen på nettet

De danske biografer har nu fået lov til at slå dørene op. Og det fejrer de åbenbart på livet løs med konkurrencer om gratis billetter eller næste uhørte rabatter. Men selv om biografgængerne måske nok synes, der er noget at fejre, så er der en god grund til at se sig for.