Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har sat alt på et bræt med sin økonomiske 2025-plan.

Lykkes det ham at lande en stor aftale, vil det placere ham i de politiske historiebøger som en af de store statsministre, der formåede at fremtidssikre Danmark. Fejler han, vil det udløse et folketingsvalg, som han risikerer at tabe, og dermed vil hans liv i dansk politik formentlig være et afsluttet kapitel.

Hans ”Helhedsplan” er en af de største samlede politiske planer i flere årtier siden Poul Schlüters plan fra 1989 – kendt som ”Århundredets plan”. Den lægger op til store omvæltninger af samfundet og omfordelinger på tværs af generationer.

Løkke tager fat på en række politisk ømtålelige sager. Han synes indstillet på et opgør med det omstridte skattestop for boligejerne, som økonomiske eksperter har efterlyst i årevis, men som hidtil er prellet af på et massivt flertal i Folketinget.

Han vil reformere landets unikke pensionssystem, der på trods af sine mange internationale roser også har sine store skavanker. Problemet er, at 750.000 danskere slet ikke sparer op eller kun sparer lidt op til deres egen pension. Løkke Rasmussen vil have flere af dem til at spare mere op til deres egen pension.

Han tager fat på Danmarks langsigtede økonomiske udfordringer – det såkaldte hængekøje-problem – ved at hæve folkepensionsalderen og derved mindske regningen til vores børn og børnebørn. Som økonomiprofessor og tidligere overvismand Torben M. Andersen udtrykker det:

”2025-planen har en pænere budgetprofil end det, vi ellers har set. Når regeringen fremrykker forhøjelsen af pensionsalderen, bliver det såkaldte hængekøjeproblem mindre. Vi står ikke over for helt så store underskud på de offentlige finanser efter 2025, sådan som det var tilfældet med 2020-planen,” siger han.

Løkke har med sin plan også kastet sig selv ud i et politisk minefelt. Flere af hans forslag – som at skære i SU, hæve folkepensionsalderen, ophæve skattestoppet på boliger og droppe den offentlige nulvækst – er i direkte modstrid med, hvad han lovede i valgkampen. Han risikerer derfor at blive ramt af en boomerang, efter at han selv i fire år konstant anklagede Helle Thorning-Schmidt for løftebrud.

En stribe økonomiske forudsætninger skal dog falde i hak, for at Løkkes mål i 2025-planen kan indfries. Mandag Morgen udpeger i denne analyse 10 store økonomiske udfordringer for Løkke.

Let skatten for kvinder og indvandrere – ikke for mænd

SKAT. Forestil dig, at du har 10 milliarder kr., som du vil bruge på skattelettelser. Hvem ville du give skattelettelserne til for at få størst mulig beskæftigelsesmæssig effekt? De 40-årige velstillede mænd, lavtlønnede grupper i udkanten af arbejdsmarkedet eller kvinder med små børn?

Her har Lars Løkke valgt en mellemvej med en lempelse i både bund og top. I Helhedsplanen skønnes det, at de initiativer vil få 11.300 flere personer i beskæftigelse frem mod 2025.

Men måske Løkke kunne have fået endnu flere i beskæftigelse for de samme penge.

”Hvis målsætningen med skattelettelser er at øge beskæftigelsen, bør man give dem der, hvor man får mest beskæftigelse for pengene. Det betyder, at man bør målrette dem mod grupper, som vi tror reagerer mest. Det er grupper, hvor beskæftigelsen som udgangspunkt ikke er særligt høj,” siger den internationalt anerkendte professor i økonomi Henrik Jacobsen Kleven, der de sidste 10 år har slået sine folder på London School of Economics. ”Brede skattelettelser er et lidt kluntet instrument, som smøres tyndt ud over hele økonomien. Alle grupper får lige meget – eller lige lidt – ud af dem. Det er problematisk, fordi mange demografiske grupper allerede er tæt på fuld beskæftigelse,” siger han.

Som bedste eksempel fremhæver Henrik Kleven højtlønnede mænd i alderen 40 til 60 år. De arbejder i forvejen meget, derfor vil skattelettelse til dem kun i begrænset omfang få dem til at arbejde mere. Som gruppe kan de simpelthen ikke komme meget mere i beskæftigelse, arbejde flere timer eller mere produktivt, end de allerede gør.

”Vil man have value for money med sine skattelettelser, er det mere fornuftigt at målrette dem til de grupper i samfundet, hvor effekten er størst. Naturlige kandidater er dem, der i udgangspunktet har en lav beskæftigelsesfrekvens. Det vil i særlig grad være kvinder med små børn. Det kunne også være andre lavindkomstgrupper som for eksempel indvandrere, hvor skattelettelser vil give en større effekt – simpelthen fordi de i udgangspunktet har en lavere beskæftigelse,” siger Henrik Jacobsen Kleven.

Også professor i økonomi ved Aarhus Universitet og økonomisk overvismand Michael Svarer vurderer, at der er en god beskæftigelseseffekt forbundet med skattepolitiske initiativer, der målrettes mod udvalgte grupper.

”Ser man på den enkelte lønmodtager, så hjælper det faktisk at give et meget målrettet jobfradrag. Det kan øge sandsynligheden for, at den enkelte ledige kommer ind på arbejdsmarkedet. Der er god evidens for, at målrettede jobfradrag øger beskæftigelsen i den pågældende gruppe,” siger overvismanden.

Usikre gevinster

DYNAMISKE EFFEKTER. Regeringen har understreget, at skattereformen er fuldt finansieret. Det er den også på papiret, fordi regeringen forventer et øget arbejdsudbud fra de såkaldte dynamiske effekter. Der er imidlertid stor usikkerhed om effekten. Og hvis nu danskerne i stedet for at arbejde mere pga. lavere skatter begynder at holde mere fri, kan det koste milliarder af kroner i statskassen.

Lad os prøve at dykke ned i tallene: Med skattelettelserne i både bund og top fuldt indfaset i 2025 koster initiativerne sammenlagt 11,4 milliarder kr. om året.

Men den pris står vel at mærke kun til troende, hvis danskerne rent faktisk reagerer ”korrekt” på skattelettelserne, tager skeen i den anden hånd og begynder at arbejde mere. Hvis ikke det sker, bliver prisen for skattelettelserne en hel del højere. Faktisk vurderer regeringen selv, at initiativerne i jobreformen kommer til at koste 19,7 milliarder kr. om året – eller godt 8,3 mia. kr. mere end budgetteret – hvis skattelettelsernes dynamiske effekter udebliver. Se figur 1.

”Der er masser af elementer i Helhedsplanen, hvor der indgår dynamiske effekter. Ligegyldigt hvilket element du kigger på, så er det forbundet med usikkerhed, om der er adfærdseffekter, og hvor store de er,” siger professor og økonomisk overvismand Michael Svarer.

Han understreger, at det sådan set er fornuftigt at medregne de dynamiske effekter af skattelettelser, da det jo netop er de effekter, man ønsker at opnå med reformerne. Men som han også påpeger:

”Man må dog bestræbe sig på at medregne både positive og negative adfærdseffekter i både offentligt og privat regi. Der kan f.eks. godt være nogle negative effekter af lavere offentligt forbrug. Hvis vi lader den offentlige sektor blive mindre, end den ellers ville have været, så sparer vi nogle penge. Men hvis det betyder, at folk f.eks. får sværere ved at få passet deres børn, fordi der lukkes daginstitutioner, så bliver beskæftigelseseffekten måske negativ. I Helhedsplanen er sådanne effekter ikke regnet med, men her kunne der være en negativ beskæftigelseseffekt.”

”Medregner man kun adfærdseffekter af skattelettelser, så tegner man kun et halvt billede af helheden. Det er en kompliceret men reel diskussion, som det Økonomiske Råd også vil belyse i en kommende rapport,” tilføjer Michael Svarer.

Kan det nu betale sig?

BESKÆFTIGELSESEFFEKT. Det skal bedre kunne betale sig at arbejde. Sådan lyder et af Løkke Rasmussens oftest gentagne budskaber, og i 2025-planen tager han konsekvensen. Han letter skatten i bunden og øger dermed den økonomiske gevinst ved at komme i job. Det vil halvere antallet af personer – fra 48.000 til 25.000 – der får mindre end 2.000 kr. ekstra om måneden ved at komme i job.

Så vidt så godt. Men spørgsmålet er imidlertid, om beskæftigelsen nu også stiger, når det bedre kan betale sig at arbejde?

Det er usikkert. Ifølge et nyere studie gennemført af den danske økonomiprofessor Henrik Jacobsen Kleven fra London School of Economics er sammenhængen yderst tvivlsom. Han har undersøgt sammenhængen på tværs af lande. Og hans konklusion er overraskende.

Groft sagt er beskæftigelsen højest i de lande, hvor det mindst kan betale sig at arbejde – dvs. i de tilfælde, hvor de såkaldte deltagelsesskatter er højest.” Erfaringer på tværs af lande tyder på, at lave deltagelsesskatter ikke er nogen garanti for høj beskæftigelse. Det skyldes formentlig, at beskæftigelseseffekten i høj grad også afhænger af, hvordan man bruger skatteprovenuet. De lande, der har de allerhøjeste deltagelsesskatter – som f.eks. de skandinaviske – har også den højeste beskæftigelse. Det skyldes bl.a., at de investerer meget i børnepasning, ældrepleje, og offentlig transport, der understøtter beskæftigelse,” siger Henrik Jacobsen Kleven. Se figur 2.

Han suppleres af den økonomiske overvismand Michael Svarer, der advarer imod, at den økonomiske politik fokuserer for ensidigt på, om det kan betale sig at arbejde:

”Det er ikke nødvendigvis sådan, at har man en lav deltagelsesskat i et land, så har man en høj beskæftigelse – og omvendt.”

Fra dagpenge til job

OVERFØRSELSINDKOMSTER. Det var et af valgkampens store temaer. De omkring 800.000 voksne danskere på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andre overførselsindkomster.

Det er alt for mange, lød det gang på gang fra Løkke. Samme holdning deler S-formanden Mette Frederiksen. Men Løkkes nye plan viser, at det er lettere sagt end gjort at få flere folk i job. Talrige reformer har høstet de økonomiske – og menneskelige – gevinster.

Den gode nyhed er, at antallet af folk på overførselsindkomst er faldet siden folketingsvalget til nu ca. 750.000 – en anelse under det rekordlave antal i 2008, før krisen satte ind. Faldet skyldes først og fremmest en halvering af antallet af folk på efterløn og førtidspension. Det tyder på, at reformer af bl.a. efterløn og førtidspensioner har haft en effekt.

Med 2025-planen fortsætter Løkke Rasmussen forsøgene på at trække borgere på overførselsindkomst i job. Denne gang sker det ikke ved at ændre på tilgangen til ordningerne, sådan som det var tilfældet med reformer af efterløn og førtidspension. Denne gang skal skattelettelser i bunden gøre det mere attraktivt for særligt langtidsledige at finde et job.

På det punkt fortsætter Løkke Rasmussen linjen fra SR-regeringens skattereform fra 2012, der fordoblede jobfradraget til de lavestlønnede. Nu ønsker Løkke endnu et løft i fradraget. Og sammen med den særlige præmie til langtidsledige, der får et job, regner han med, at det vil flytte omkring 10.000 borgere fra overførselsindkomst til et job.

10.000 er ikke mange ud af 750.000. Langt de fleste økonomer sætter da også spørgsmålstegn ved, hvor meget man ad politisk vej yderligere kan reducere antallet af borgere på overførselsindkomst. Professor i økonomi ved Københavns Universitet David Dreyer Lassen siger:

”På det område er vi kommet meget langt med arbejdsmarkedsreformerne fra 1990’erne og frem til i dag. Derfor er det også spørgsmålet, om det efterhånden er superrealistisk at hente så frygteligt meget mere på den konto.”

Smalhals i ni år

VELFÆRD. Løkke har forsøgt at sælge sin plan som en stor gavebod med milliarder af kroner til ældre og sundhed.

”Vores helhedsplan giver mulighed for at løfte velfærden med 22 milliarder kr. ekstra. Det svarer til mere end det dobbelte af, hvad vi i dag bruger på politiet,” sagde Løkke.

Men den nye plan betyder reelt, at Løkke og andre regeringer er bundet på hænder og fødder de næste ni år. Der er ikke ekstra penge at gøre godt med til nye store velfærdsinitiativer ved de årlige finanslovforhandlinger.

Regeringen budgetterer med en vækst i den offentlige service på 0,5 pct. om året – svarende til en samlet vækst på knap 22 milliarder kr. frem til 2025. Dermed har Løkke definitivt droppet sin plan om nulvækst – udgiftsstop – i det offentlige forbrug.

Problemet er bare, at det stigende antal ældre og flygtninge også koster mange penge. Regeringen skønner selv en vækst i det demografiske træk på 0,6 pct. om året i snit frem til 2025 – svarende til knap 27 milliarder kr. Og det er oven i købet lavt sat.

For få måneder siden skønnede regeringen selv i sit konvergensprogram, at det demografiske træk ville løbe op i 0,8 pct. Dertil kommer, at hvis velfærden skal følge den generelle velstandsudvikling, løber den offentlige vækst op i godt 1,0 pct. Direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger:

”Regeringens vækst i det offentlige forbrug på 0,5 pct. er de facto en besparelse. For blot at opretholde uændret serviceniveau i den offentlige sektor mangler regeringen omkring 5 milliarder kr.” Regeringen har ganske vist afsat en særlig pulje, der løber op i over 13 milliarder kr. frem til 2025 for at have nogle reserver til at stå imod med til uforudsete ting. Men flere økonomer har advaret regeringen mod at bruge løs af den til velfærd.

Økonomiprofessor og tidligere overvismand Torben M. Andersen forudser økonomisk smalkost de næste mange år.

”Tæller man det hele med, det vil sige planens ekstra 0,5 pct. til offentligt forbrug, den særlige buffer til uforudsete hændelser på 13 milliarder kr. og den pulje, der er afsat til offentlige investeringer, så er der penge til at følge med befolkningsudviklingen. Men så er der heller ikke penge til mere. Skal velfærden udbygges, må politikerne hente pengene ved for eksempel at omprioritere eller effektivisere den offentlige sektor. Og det er lettere sagt end gjort,” siger han.

Planen indeholder dog plads til mindre, uforudsete forbedringer af velfærden. Løkke vil bl.a. oprette en såkaldt ”Velfærdspulje” på 1 milliard kr. om året, der skal bruges til bedre sundhed, ældrepleje og anden kernevelfærd. En anden pulje, en såkaldt ”Kompetencepulje”, på 1 milliard kr. skal løfte danskernes kompetencer.

Udlicitering skal betale for ny velfærd

OFFENTLIG SEKTOR. Regeringen har en ambitiøs plan om at effektivisere og modernisere den offentlige sektor for at få råd til ny velfærd. Det skal både ske ved at lade private virksomheder løse langt flere offentlige opgaver end i dag og styrke digitaliseringen.

Målet er, at opgaverne løses ”smartere, mere effektivt og på borgernes og virksomhedernes præmisser”, som det hedder i 2025-planen. Ligesom i 00’erne vil regeringen indføre måltal for, hvor stor en andel af serviceopgaverne der skal konkurrenceudsættes. Men denne gang skal måltallene omfatte både staten, regioner og kommunerne. Derudover skal borgernes frie valg styrkes, så ældre for eksempel også frit vælge kan vælge mellem private og kommunale sygeplejere, hjælp til rehabilitering og leverandør af mad.

Men Torben M. Andersen tvivler på, at det er så enkelt at hente flere penge ved at udlicitere flere opgaver til private.

”Hvis man skal finde penge til ny velfærd, skal der ske effektiviseringer i det offentlige. Det lyder godt at sige, at så skal der udliciteres flere opgaver. Men udliciteringer skulle gerne give mere velfærd for de samme penge. Problemet er, at hverken offentlige eller private leverandører af service har kunnet øge produktiviteten særligt meget. Der er ikke mange erfaringer, der tyder på de store gevinster på centrale velfærdsområder,” siger han.

Stop for nye asylsøgere på motorvejene

UDLÆNDINGE. Ikke siden 2. Verdenskrig har så mange mennesker været på flugt fra krig, konflikt og forfølgelse som i dag. Antallet af flygtninge og internt fordrevne er nu oppe på 65 millioner og er steget år efter år.

Den skrøbelige aftale mellem EU-landene og Tyrkiet har ind til videre sat en prop i tilstrømningen via Tyrkiet og Grækenland. Regeringen håber, at aftalen med Tyrkiet holder, og at asylsøgere ikke finder andre veje til Europa og Danmark.

I 2025-planen skruer regeringen nu på sine forventninger til, hvor mange asylansøgere der kommer til Danmark. Sidste år kom der godt 21.000 asylansøgere til Danmark, og regeringen har hidtil forventet, at der i år ville komme 25.000. Nu regner udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg med, at der ”kun” kommer 10.000 i år og de kommende år.

”Selvom antallet af asylansøgere er lavere i år, end vi i første omgang havde forventet, så er 10.000 asylansøgere stadig for mange, og vi ønsker antallet længere ned,” sagde Inger Støjberg ved fremlæggelsen.

Hun har fremlagt en omfattende pakke af nye udlændingestramninger for at ruste Danmark til presset fra det stigende antal flygtninge og immigranter.

Ingen kan i dag forudsige, om regeringens spådomme om antallet af asylsøgere holder stik. Antallet af flygtninge og internt fordrevne er ifølge FN’s Flygtningehøjkommissariat steget med over 50 pct. på bare fire år. EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet kan krakelere. Over 100.000 flygtninge og migranter er ankommet til Italien i år – ind til nu er det præcis samme antal som i samme periode sidste år.

Kommer der flere asylsøgere til Danmark, end regeringen forventer, er det med til at underminere Løkkes plan.

Hov, er skattestoppet pludselig droppet?

BOLIGSKAT. De økonomiske eksperter er enige. Talrige gange har økonomiske mastodonter som Nationalbanken, de økonomiske vismænd, OECD og Produktivitetskommissionen opfordret Danmark til at droppe skattestoppet på boliger. Hver gang er det prellet af på politikerne.

Men nu kan et af de mest ømtålelige emner i dansk politik stå for fald. Regeringen har ikke afsat penge til at bevare skattestoppet på boliger efter 2020 i sin nye plan.” Der er ikke afsat en budgetpost til at videreføre skattestoppet. Det er meget lang tid siden, man har kunnet finde 90 mandater for at ophæve skattestoppet. Men hvis ikke man ophæver det, kommer man til at mangle yderligere finansiering,” siger Jens Hauch, der er vicedirektør i Kraka.

Regeringen har ganske vist afsat en pulje til boligejerne på 24 milliarder kr. frem til 2025. Men de 7 milliarder kr. skal gå til at tilbagebetale de boligejere, der historisk har betalt for meget i ejendomsskat pga. de fejlbehæftede ejendomsvurderinger. De resterende 17 milliarder kr. skal bruges til at kompensere de boligejere, som får store stigninger i boligskatten, når det nye system for ejendomsvurderinger tages i brug i 2019.

Siden skattestoppet på boliger blev vedtaget i 2002, har det kostet staten enorme tab i milliardklassen. Et tab, der bare vokser år for år. En forlængelse af skattestoppet frem til 2025 vil svække den offentlige saldo med ca. 4 milliarder kr. Venstre lovede i valgkampen at bevare skattestoppet efter 2020. Men hvis Løkke skal indfri det løfte, skal han altså finde nye penge.

Godt begyndt, halvt fuldendt ...

PENSION. Regeringer i andre lande skeler ofte misundeligt til Danmarks unikke pensionssystem. Vores samlede pensionsformue er nu på ca. 3.000 milliarder kr. – svarende til at hver dansker i snit har en pensionsformue på 525.000 kr.

Men trods den internationale misundelse over vores enorme pengekiste, er der også store udfordringer at tage fat på. Specielt to udfordringer skiller sig ud:

For det første er der mange personer uden egen – eller kun meget lille – opsparing til alderdommen. Den såkaldte restgruppe skønnes at udgøre ca. 750.000 og omfatter især folk på overførselsindkomst samt selvstændige.

For det andet bliver der ikke gjort op med de såkaldte samspilsproblemer, der betyder, at folk med lav- og mellemindkomster ikke har den store fordel ved at spare op til deres egen pension. Forklaringen er, at opsparingen løfter deres pension så meget, at tillæg som f.eks. boligydelse, varmetillæg og helbredstillæg bortfalder.

Alle disse problemer havde den nu nedlagte Pensionskommission øje for. Men den nedlagde V-regeringen.

Regeringens nye plan indeholder både forslag om obligatorisk pensionsopsparing og tiltag for at reducere samspilsproblemerne. Men som formanden for den nu nedlagte Pensionskommission, økonomiprofessor Torben M. Andersen, udtrykker det:

”Regeringen får sat nogle propper i de største problemer, men får ikke fjernet samspilsproblemerne. De mange forskellige nye tiltag gør samtidig pensionssystemet mindre overskueligt for den enkelte borger. Det bliver bestemt ikke dårligere at være pensionsrådgiver,” siger han.

Regeringen vil bl.a. indføre en obligatorisk pensionsopsparing for personer uden eller med meget lave pensionsindbetalinger og en særlig pensionsbonus til personer med indkomster over 300.000 kr.

Regeringen risikerer at havne i et politisk minefelt, hvis den vil tage fat om samspils-problematikken. For det kan komme i karambolage med Dansk Folkepartis greatest hit – ældrechecken. Og derfor er det meget tvivlsomt, om en pensionsreform én gang for alle får bugt med de mange samspilsproblemer og dermed fremtidssikrer pensionssystemet mange år frem i tiden.

Ambitiøse mål

VÆKST OG BESKÆFTIGELSE. Danmark er et af de meget få lande, hvor BNP endnu ikke er nået op over niveauet fra før krisen. BNP i både Sverige og Tyskland var tilbage på førkriseniveauet i 2011. I Storbritannien skete det i 2014. Se figur 3.

Som Handelsbanken noterer i sin seneste konjunkturanalyse, er Danmarks BNP skrumpet med 0,3 pct. i perioden fra 2006 til 2015 sammenlignet med en økonomisk fremgang på 25 pct. i den foregående 10-års periode.

”Kun Cypern, Grækenland, Kroatien, Italien og Portugal har fremvist en svagere økonomisk udvikling over de seneste 10 år – ikke lande, man normalt gerne vil sættes i bås med,” hedder det i analysen.

Alligevel lægger regeringen i sin nye plan op til en væsentlig højere vækst end i dag. Målet er, at væksten i dansk økonomi skal øges med 65 milliarder kr. Hvor regeringen forventer en vækst på 0,9 pct. i år, regner den i 2025-planen mere optimistisk med en gennemsnitlig årlig vækst på 1,7 pct. i alle årene frem mod 2025.

Der er altså gode grunde til, at 2025-planen indeholder en stribe initiativer, der både kan forbedre produktiviteten og øge væksten, så den i den kommende tiårsperiode vender tilbage til noget, der ligner det historiske niveau fra før krisen. Og mange ting skal falde i hak for regeringen, hvis målene skal indfries.

Selv om planen giver et bidrag til de ambitiøse mål, skyldes langt den største del af den ønskede fremgang imidlertid ikke planens mange forslag, men den forventede økonomiske udvikling i samfundet. Planen øger ikke beskæftigelsen med 240.000, som man ellers kunne få indtryk af ved regeringens fremlæggelse af planen. Regeringens mål er at øge beskæftigelsen med 40.000 frem mod 2025. Af dem vil de 32.500 komme i beskæftigelse som følge af de nye initiativer i planen. Se figur 4.

LÆS OGSÅ: 2025-plan betyder større ulighed