Set for nylig

Mit kulturforbrug og mine præferencer har ændret sig markant under corona. Efter lange dage med onlinemøder og telefonopkald har jeg indtil for nylig ikke haft meget lyst til at opsøge kulturoplevelser på nettet. Men det er nu engang dér, mange af dem findes for tiden. Og der er meget at vælge mellem. Jeg er begyndt at gå på opdagelse i videokunstplatformen DIS.art, som er udviklet i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg. Værkerne går i kødet på overvågning og arbejde i vores netværksbaserede samfund. Derudover har jeg i den seneste tid fulgt det engelske National Gallerys fremragende Youtube-kanal, som indeholder utallige inspirerende små film, reportager og forelæsninger. Jeg er meget begejstret for en video, der fortæller om, hvordan museets formidlere tager den kvindelige barokkunstner Artemisias’ hovedværk ud til et kvindefængsel, hvor de indsatte kan møde maleriet direkte.

Hørt for nylig

Fordi arbejdet i disse måneder finder sted på hjemmekontoret, spiller musik en større rolle i dagtimerne, end det plejer at gøre for mig. Jeg lytter en del til musik, som afsøger grænselandet mellem forskellige musikalske traditioner og kulturer. Det gør blandt andet den tunesiske oud-spiller Anouar Brahem og den israelske mandolinist Avi Avital, som spiller både vestlig barokmusik og folkemusik fra Balkan, Mellemøsten og Nordafrika. Man kan komme langt ud i verden ad musikalske veje, når man nu ikke må rejse. Jeg lytter også til den amerikanske producer og komponist Francis Harris. Især til den musik, han har lavet med den danske sanger Gry Bagøien – sfærisk og dunkel musik, men samtidig rytmisk inciterende.

Læst for nylig

Jeg må tilstå, at jeg pludselig fik forstoppelse af coronarelaterede historier og breaking news. Som modgift kigger jeg nu tilbage på litteraturhistoriens mindre kendte hovedværker. To bøger har fyldt de sidste to uger. Den ene er den Kierkegaard-inspirerede roman ’Tåge’ af den spanske modernist Miguel de Unamunos fra 1914. Den handler om en mands håbløse forsøg på at opnå flere kvinders kærlighed og hans lige så håbløse forsøg på at løsrive sig fra sin forfatter. Den anden er Sylvia Plaths digtsamling ’Ariel’, der udkom posthumt i 1965 og nu foreligger i Peter Laugesens meget vellykkede danske gendigtning. Det er stærke sager.