Hvordan er det nu, borgere på overførselsindkomst finder netop deres personlige vej tilbage på arbejdsmarkedet?

Et svar kunne handle om økonomiske incitamenter, sådan som Venstre netop har gjort opmærksom på i kampagnen med fokus på de 454.215,00 kr., en familie med tre børn kan få, når man regner det hele med, dvs. kontanthjælp, boligsikring, børnecheck og tilskud til daginstitution. Budskabet er: ”For fremtiden skal det kunne betale sig at arbejde.”

Men hvorfor ikke lade borgere selv svare på spørgsmålet og på den måde udpege netop de barrierer, der forhindrer ham eller hende i at finde vej tilbage på arbejdsmarkedet? Og koster det noget at overvinde lige netop de barrierer, hvorfor så ikke give de langtidsledige et personligt budget, så de selv kan investere i lige netop de tiltag, de selv tror mest på?

I Aarhus er et bredt flertal i byrådet helt fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten klar til at give langtidsledige råderet over et personligt budget på 50.000 kroner, så de langtidsledige for alvor kan rydde netop de barrierer af vejen, som de selv oplever som en forhindring i at finde et arbejde.

Barriererne kan være vidt forskellige fra borger til borger.

En borger tør måske ikke møde op til en jobsamtale med gule eller misfarvede tænder, mens en anden oplever, at en tatovering sender det forkerte signal. I de to tilfælde kan en løsning være en tandbehandling eller en fjernelse af en tatovering, altså behandlinger som i langt de fleste tilfælde koster så meget, at der ikke er råd til det.

Her kommer det personlige budget på de 50.000 kroner ind i billedet.

Endnu er der tale om et projekt, men håbet er, at den enkelte borger føler mere ansvar, når han eller hun selv identificerer barrierer eller udfordringer og bagefter får mulighed for at investere i de løsninger, der kan rydde barriererne af vejen.

DET VAR, HVAD DER SKETE, da en gruppe hjemløse i London fik råderet over et personligt budget, så de hver især kunne bruge penge på lige netop det, der kunne give dem fast tag over hovedet.  Nogle brugte pengene på en mobiltelefon, andre købte nyt tøj og gik til frisøren, så de ikke lignede en hjemløs.

Det lykkedes halvdelen at finde en bolig, og tankevækkende nok brugte de hjemløse i London langtfra alle det personlige budgets ca. 30.000 kr., men afleverede i gennemsnit mere end 70 pct. tilbage.

EKSEMPLET FRA LONDON VISER, at velfærd ikke nødvendigvis handler om at levere offentlige serviceydelser til borgerne, men at det kan være langt mere effektivt, når borgerne selv udpeger problemerne og selv får mulighed for at finde løsningerne. Derfor kan projektet i Aarhus blive en tiltrængt fornyelse også af den danske diskussion af velfærden.

Så indlysende det end kan være at bede borgerne om selv at udpege barriererne, så er det – som Venstres kampagne viser det – ikke den tilgang, der præger den Christiansborg-politiske tilgang. Venstres ønske om at forstærke de økonomiske incitamenter ligger i lige forlængelse af de seneste års førte politik.

Tænk bare på, hvordan dagpengeperioden er blevet forkortet til 24 måneder, hvorefter arbejdsløse mister retten til dagpenge og i stedet har den såkaldt ”midlertidige” arbejdsmarkedsydelse, der udgør 60 procent af højeste dagpengesats for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere.

Eller tænk på den seneste skattereform, der giver rabat på skatten til borgere i job, men altså ikke til modtagere af overførselsindkomster. Eller på, at kontanthjælp fremover reguleres i takt med prisstigninger og ikke som før i takt med lønningerne. Resultatet er givet: Langsomt men sikkert øges afstanden mellem kontanthjælpsmodtagernes og andre borgeres købekraft.

TRODS CHRISTIANSBORG-REFORMER og trods forstærkede økonomiske incitamenter hænger mange langtidsledige fast i systemet. Enten er de økonomiske incitamenter ikke stærke nok, eller også oplever de enkelte ikke, at de selv er så robuste, at de kan overvinde andre forhindringer.

Samtidig er beskæftigelsessystemet trods den seneste reform den hårdest regulerede del af velfærdssamfundet. Ikke så overraskende klager sagsbehandlere over bureaukratiseringen af deres arbejde, og ledige kan opleve, at hensyn til lovgivning står i vejen for den hjælp, der lige netop kan hjælpe dem tilbage i job.

Ingen er i tvivl om, at økonomiske incitamenter har en betydning. Men når forskning gang på gang fortæller os, at betydningen ikke er stor, så er spørgsmålet, hvordan man bedst muligt motiverer en borger til selv at tage ansvar og – når det handler om ledige – selv finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet.

Her baner byrådet i Aarhus nye veje. Ved at give langtidsledige et personligt budget viser de tillid og lægger op til en proces, hvor borgere svarer igen på samme måde og tager både opgave og ansvar på sig. Det vil være fantastisk, hvis Danmark ikke bare bliver kendt for Fattig Carina og Dovne Robert, men for borgere, der trods ledighed men med hjælp fra de personlige budgetter selv tager ansvar og selv baner deres helt personlige vej tilbage til arbejdsmarkedet.

DEN NYE REFORM AF BESKÆFTIGELSESINDSATSEN lægger vægt på, at borgerne får en mere individuel, meningsfuld og jobrettet hjælp, og også at der skal lægges et større ansvar over til den enkelte borger selv.

Med sit nye initiativ rammer politikerne i Aarhus ånden bag reformen. Bliver ordningen en succes, vil andre kommuner både her i landet og fra hele verden valfarte til den jyske hovedstad for at lade sig inspirere. Og bliver ordningen en fiasko, skal Aarhus have ros for at tænke nyt og udfordre landspolitikkens fokus på incitamenter og kontrol.

Projektet med de langtidslediges personlige budgetter er et af mange elementer, der alle kendetegnes ved, at byrådet i Aarhus lader den enkelte borger eller grupper af borgere om at disponere over offentlige midler.

Selvom vi som danskerne ofte roser vores demokrati og særlig det lokale demokrati, så breder denne form for borgerstyrede budgetter sig med lynets hast i andre dele af verden.

Danmark er fortsat kun et uland på området. Men de få kommuner, som har prøvet kræfter på området, som Odense, Kolding og Hedensted har gode erfaringer. De mærker også løbende, hvordan andre kommuner kommer på besøg for at lade sig inspirere.

Borgerstyrede budgetter kan blive det nye sort i den danske velfærdsmodel.

Sker det, vil historikerne om nogle år kunne se tilbage på Aarhus og udpege den som den første kommune her i landet, der for alvor tog den budgetform til sig, lod den gennemsyre hele forvaltningen og dermed blev frontløber på området. Og det er da ikke så ringe endda – for nu at sige det på jysk.