Anbragte børns skæbne afhænger af bopælen
Hvert eneste år anbringer kommunerne i gennemsnit godt 1 pct. af alle børn. Forskellene fra kommune til kommune er dog store, men ingen ved, hvad der giver det bedste resultat for barnet.
Jens Reiermann
Velfærdsredaktør
Torben K. Andersen
Politisk redaktør- Mandag Morgen udpeger Danmarks syv sociale dødssynder, hvor udgifter i milliardklassen ikke hjælper udsatte borgere til et bedre liv, og hvor problemerne tårner sig op.
- Dødssynderne omfatter bl.a. anbragte børn, integration af ikkevestlige kvinder, udsatte unge uden uddannelse, den udbredte silotænkning i det offentlige og den sociale arv.
- Regeringen har en række planer i støbeskeen i håb om at få bugt med problemerne.
Danmarks syv sociale dødssynder
1. Integrationen af ikke-vestlige indvandrere halter
2. Den sociale arv betyder mere og mere
3. Unge hænger fast på kanten af samfundet
4. Velfærd for lovgivningens skyld, ikke for borgernes
5. Social bosteder: Det store asociale tag-selv-bord
Et 100-års jubilæum er normalt værd at fejre. Men når Danmark i hvert eneste år siden 1918 har anbragt ca. 1 pct. af en børne- og ungdomsårgang uden for deres familie, er der mere grund til eftertanke end til fest.
Sådan lyder budskabet fra Inge Bryderup, professor på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet. Hun har været i arkiverne og har beregnet, hvor mange børn der hvert år har været anbragt helt tilbage fra 1918. For 2016, det senest tilgængelige år, lå andelen på 1,2 pct.
Med et niveau på omkring 1 pct. adskiller Danmark sig ifølge Inge Bryderup ikke fra de andre nordiske lande, hvor andelen af anbragte børn også ligger på omkring 1 pct. af en årgang. Og der er intet, der tyder på, at den andel i fremtiden vil ændre sig.
Eftertanken må derfor begynde med spørgsmålet, om samfundet hjælper de anbragte børn til at få et liv og en livskvalitet, der kan sammenlignes med ikkeanbragte børn. Svaret på det spørgsmål er et stort, rungende nej. Anbragte børn får et markant dårligere liv end andre børn.
I publikationen ’Hvad vi ved om udsatte unge’ fra sidste år påviser Rockwool Fonden, at flere anbragte børn dør, før de fylder 18, flere indlægges på et sygehus, og som om det ikke var nok, gennemfører markant færre en ungdomsuddannelse sammenlignet med andre børn.
Da der er en næsten 1:1-sammenhæng mellem uddannelse og livskvalitet, har anbragte børn som voksne helt anderledes livsmuligheder end andre.
Sådan er situationen, selv om der hvert eneste år gennemføres indsatser, der koster næsten 10 mia. kr. om året, eller op mod 700.000 kr. for hvert eneste af de omkring 14.000 børn under 18 år, der lige nu lever i plejefamilier, på opholdssteder eller på en døgninstitution.
Kommuner forvalter forskelligt
Det næste gode spørgsmål er derfor, om indsatsen kan blive bedre, så forskellen mellem anbragte børns og andre børns livsmuligheder mindskes eller i bedste fald forsvinder. Meget tyder på, at svaret på det spørgsmål er et rungende ja.
I 2016 analyserede Rigsrevisionen kommunernes indsats over for anbragte børn for at se, om de levede op til hensigten i den seneste store reform på området, Anbringelsesreformen fra 2006. Målet med reformen var, at indsatsen i højere grad skulle tilpasses det enkelte barn, at der skulle følges bedre op på indsatsen, at børnene skulle inddrages mere i deres egen sag, og at kommunerne skulle dokumentere og måle effekten af indsatsen.
Desværre viste Rigsrevisionens analyse, at problemerne på de fire områder ”ikke var blevet mindre”. I dag, to år efter, fastholder Inge Bryderup kritikken.
”Der er ikke meget galt i lovgivningen, problemet er den måde, som kommunerne forvalter den på,” siger hun.
På hele to områder er der meget store forskelle i kommunernes praksis.
For det første anbringer nogle kommuner 0,35 pct. af børnene, mens andre anbringer 10 gange så mange børn, dvs. 3,5 pct. For det andet anbringer nogle kommuner først og fremmest børn i familiepleje, mens andre kommuner oftere sender børnene på institution. De store forskelle kan skyldes de kendte klassikere, altså forskelle fra kommune til kommune i forældrenes uddannelsesmæssige baggrund. Men den forklaring holder ikke, siger Inge Bryderup:
”Vi kan ikke se nogen sociologiske mønstre, der kan forklare forskellene mellem kommunerne. Tilbage står nogle meget store kulturelle forskelle i den måde, kommunerne forvalter lovgivningen på,” siger hun.
Bedre og tidligere indsats
Bag de store kommunale forskelle gemmer sig en langsigtet tendens: Gennem de seneste mange år anbringer kommunerne færre børn på døgninstitutioner og flere i en familie.
Den umiddelbare erfaring viser, at børn, der er anbragt i familier, klarer sig bedre end børn anbragt på institution. Der er dog et stort men, for desværre kan forklaringen være, at de børn, der anbringes i familier, har færre og mindre problemer end de børn, der i dag anbringes på en institution.
Problemet er, helt som Rigsrevisionen konstaterede i 2016, at man ikke ved, hvornår anbringelser hos en familie skaber de bedste resultater, og hvornår det er nødvendigt med en anbringelse på en døgninstitution. Det eneste, der er sikkert, er ifølge Inge Bryderup, at indsatsen skal ske så tidligt som muligt.
”Vi ved, at en tidlig indsats giver det bedste resultat. Det kan både være ved at forebygge en anbringelse, eller at kommunerne anbringer tidligere og anbringer rigtigt første gang. I dag kan børn både have tre eller fire anbringelser i løbet af deres opvækst,” siger hun.
I Folketinget er man opmærksom på problemet. Satspuljeaftalen for budgetårene 2018-2021 afsatte 73,7 mio. kr. til bedre uddannelse af plejefamilier. Derudover aftalte partierne, at de skulle drøfte, hvordan der kan skabes mest mulig stabilitet og kontinuitet i opvæksten for udsatte børn og unge. Resultatet kan indgå i efterårets satspuljeforhandlinger for årene 2019-2022.
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) lægger derudover op til, at kommunerne i højere grad skal kunne tvinge forældre til at bortadoptere deres barn allerede ved fødslen. I dag sker det for 8-10 børn om året. Derudover vil ministeren gøre det vanskeligere for forældre til anbragte børn at tage sagen op igen.
De to forslag kan rydde op i nogle af de mest problematiske sager. Tilbage står det meget store problem: at sikre hvert enkelt barn den hurtigst mulige og rigtige indsats. Her vil det første skridt være at undersøge, hvad der virker og for hvem. Det vil også være i overensstemmelse med regeringsgrundlagets formulering:
”Der er en stor del af den socialpolitiske indsats, som vi endnu ikke ved, om har en reel effekt. Det skal vi gøre bedre. Det er afgørende at fokusere på tiltag, der gør en reel forskel. Vi skal vide, hvad der virker.”
