Velfærd for lovgivningens skyld, ikke for borgernes
Trods talrige politiske initiativer gennem årtier halter det fortsat med at levere god velfærd, når opgaven går på tværs. Folketinget vedtog banebrydende lov for at skabe sammenhæng i indsatsen lige før sommer. Eksperter har et kontroversielt bud på en løsning.
Jens Reiermann
Velfærdsredaktør
Torben K. Andersen
Politisk redaktør- Mandag Morgen udpeger Danmarks syv sociale dødssynder, hvor udgifter i milliardklassen ikke hjælper udsatte borgere til et bedre liv, og hvor problemerne tårner sig op.
- Dødssynderne omfatter bl.a. anbragte børn, integration af ikkevestlige kvinder, udsatte unge uden uddannelse, den udbredte silotænkning i det offentlige og den sociale arv.
- Regeringen har en række planer i støbeskeen i håb om at få bugt med problemerne.
Danmarks syv sociale dødssynder
1. Integrationen af ikke-vestlige indvandrere halter
2. Den sociale arv betyder mere og mere
3. Unge hænger fast på kanten af samfundet
4. Velfærd for lovgivningens skyld, ikke for borgernes
5. Social bosteder: Det store asociale tag-selv-bord
Der hænger en plakat på innovationsminister Sophie Løhdes (V) kontor. Plakaten forestiller Preben. Han er et symbol på en af Danmarks største sociale udfordringer.
Preben er langtidsledig, har dårlig ryg, problemer med sin søn, har et hashmisbrug og lider af en depression. Han har 9 forskellige handleplaner og 17 skiftende sagsbehandlere fra forskellige dele af kommunen. For sådan er lovgivningen nu engang skruet sammen.
I praksis kan det betyde, at den ene sagsbehandler ofte ikke ved, hvad den anden laver. Nogle gange overlapper indsatserne hinanden. Det er ikke bare frås med ressourcer – i værste fald modarbejder hjælpen fra forskellige sagsbehandlere ligefrem hinanden.
Hvis nu Preben oven i købet er gift med Lone, der helt som ham selv også kæmper med flere forskellige problemer i hverdagen, kan den lille familie møde ikke bare Prebens 17 forskellige sagsbehandlere, men også mange på Lones side.
Det kan ende med, at borgere i udsatte familier bruger det meste af deres energi på at holde styr på handleplaner og møder med socialrådgivere eller andre sagsbehandlere i stedet for at holde fokus på det vigtigste, den fremgang i deres livssituation, som de mange handleplaner gerne skulle skabe.
Desværre er Preben ikke et enestående tilfælde. For trods talrige skåltaler og politiske initiativer gennem årene halter det fortsat med at levere god velfærd, når opgaven går på tværs. Ikke bare mellem stat, regioner og kommuner. Også inden for den enkelte kommune, og selv inden for den enkelte forvaltning kan det halte.
Forsknings- og analysechefen for VIVE Social, Kræn Blume Jensen, betegner den manglende sammenhæng som en af de største uløste udfordringer på det sociale område.
”Det har altid været et problem på det her område, at sektorer ikke taler sammen. Vi har f.eks. lavet en del undersøgelser om lejere, som bliver sat ud af deres bolig, fordi de ikke betaler deres husleje. De er måske på kontanthjælp, men er ikke mødt op til deres beskæftigelsesforanstaltninger. Så bliver de sanktioneret af beskæftigelsesforvaltningen, skåret i kontanthjælpen, og sidenhen bliver de sat ud af deres bolig, da de ikke har råd til at betale huslejen. Men måneden efter skal folk i socialforvaltningen så prøve at finde en ny bolig til dem, da de nu står uden tag over hovedet. Der er behov for, at systemerne taler bedre sammen,” siger Kræn Blume Jensen.
Regeringen vil rydde op
En analyse foretaget af Deloitte viser, at der hvert år bliver udarbejdet 900.000-950.000 personlige handleplaner til borgere alene i kommunerne. En stor del af disse planer overlapper hinanden. Og så omfatter det endda kun tre områder: beskæftigelse, socialområdet og integration.
Hvis alle andre områder, herunder f.eks. sundhed og psykiatri, blev talt med, er omfanget langt større. De mange planer i regionerne om f.eks. genoptræning, udskrivning og behandling løber op i knap 400.000 årligt. Og dermed kommer det samlede antal planer på landsplan op i over 1,3 million. Se figur 1.
De mange handleplaner er et af de værste eksempler på, hvordan velfærden knopskyder i et omfang, så det oprindelige formål med indsatsen fortabes.
Et enigt Folketing vedtog på tværs af blokke i juni lovforslaget ’En plan’, der både skal gøre det nemmere at udarbejde en sammenhængende plan på tværs af sektorområder for den enkelte borger og som noget nyt for hele hans eller hendes familie.
Loven bygger bl.a. på erfaringer med praksis i ni nordsjællandske frikommuner, der gennem snart to år har arbejdet med koordinerede indsatser og handleplaner over for udvalgte udsatte borgere. De ni kommuner har både samlet de mange handleplaner i kun én og samtidig udpeget en enkelt kontaktperson for hver borgere. Borgerne oplever derfor både færre handleplaner og færre sagsbehandlere.
Loven trådte i kraft allerede 1. juli og er et første og meget vigtigt skridt i arbejdet med at samle indsatsen over for den enkelte borger og dennes familie. Samtidig har Sophie Løhde nedsat et såkaldt udfordringspanel med 13 topledere fra både det offentlige og det private for at få gode ideer til at sikre mere sammenhæng på tværs af den offentlige sektor. Panelet kom med dets anbefalinger lige før sommerferien. De anbefaler, at det offentlige primært skal styres efter at skabe værdi og effekt for borgerne. Resultater for borgerne skal gennemsyre alt, hvad det offentlige foretager sig. Panelets forslag kommer nu til at indgå i regeringens videre arbejde med en sammenhængsreform.
Det starter i toppen
Det bedste sted at starte en proces, som skal sikre mere sammenhæng på tværs af det offentlige, er i toppen. Hos regeringen og i staten. Problemet er dog, at Folketinget oftest vedtager love på enkelte sektorområder uden vurderinger af lovgivningens effekt for borgeren – og endnu mindre af effekten af en sammenhængende indsats.
Sat på spidsen er der mere fokus på de enkelte og måske vigtige indsatser på et enkelt område end på de resultater, lovgivningen samlet set skal skabe for borgeren.
Sophie Løhdes særlige udfordringspanel, der består af en lille gruppe offentlige og private topledere, foreslår, at Folketinget nytænker sin måde at arbejde med lovgivningen på. De opfordrer regeringen til at etablere et helt nyt politisk udvalg – et såkaldt resultatudvalg. Det kan rent organisatorisk minde om regeringens magtfulde koordinationsudvalg og økonomiudvalg, hvor en lille håndfuld topministre har omfattende indflydelse på en stor del af lovgivningen.
Tanken er, at det nye resultatudvalg skal holde øje med, at reformer på tværs af ministerier føres ud i livet, sikre sammenhæng på tværs af siloerne, og at reformerne får den ønskede effekt for borgerne.
