General Electrics kontorer i Paris ligger ved Seinen, ikke langt fra Von Spreckelsens store triumfbue. Europæisk vindindustri er ikke noget triumftog endnu, men der arbejdes intenst på sagen. Blandt andet hos den amerikanske energigigant, der har indledt en stor satsning på offshore-vindenergi. Den satsning har kun fået yderligere vægt af General Electrics (GE) opkøb af den franske ingeniørvirksomhed Alstoms energiaktiviteter, der i begyndelsen af november endelig blev godkendt af EU’s konkurrencemyndigheder. Prisen landede på den nette sum af 93 milliarder kroner, hvilket er GE’s største opkøb til dato. Opkøbet er et udtryk for GE’s ambition om at blive en del af det europæiske eventyr inden for vedvarende energi.

Midt i denne fusion finder vi danskeren Anders Søe-Jensen, der for to år siden blev udnævnt til vice president for Alstoms og efter opkøbet til CEO for GE’s offshore-vindaktiviteter, efter at han i en årrække havde været topchef på netop offshore-området hos Vestas.

Det er et rent held, at Mandag Morgen fanger ham i Paris. Anders Søe-Jensen er der i gennemsnit kun en dag om ugen. Hvis han ikke er i Spanien, USA eller i Danmark, hvor han stadig har weekendbopæl, opholder han sig i hovedkvarteret i Nantes og i Saint-Nazaire, hvor produktionen af den 100 meter høje 6 MW, direct drive Haliade-mølle med en rotordiameter på 150 meter, foregår. Anders Søe-Jensen ligner i det hele taget en mand, der for længst føler sig hjemme på sin nye udebane.

”Når du kommer ind i Alstom, har du at gøre med en virksomhed, der er vant til at håndtere store projekter og har strukturen til det. De er ikke bange for at lave et vandkraftværk ude i junglen i Brasilien eller en metro under Paris. Der må jeg kippe med flaget. Det er en forholdsvis stor og kompleks butik med 98.000 ansatte, men det har været en fantastisk spændende rejse for mig,” siger han.

Vindmølle er flagskibet

Hos GE både tænkes og handles der stort, og det passer fint til Anders Søe-Jensens temperament. Han taler begejstret om flagskibet, Haliade-møllen.

”Hvis du er bare en smule vindnørdet, skal du se vores fabrik. Kommer du til EWEA’s (European Wind Energy Association, red.) årlige konference i Paris? Det er det store vindmekka. Vi organiserer en tur ud til fabrikken i Saint-Nazaire. Nu har jeg altså set en del vindfabrikker i min tid, og den er altså Spitzenklasse,” siger han.

Den danske offshore-profils ansættelse i Alstom-GE er ikke helt tilfældig, for der blæser nye energipolitiske vinde i Frankrig. Landet er først i de senere år kommet ind i den vedvarende vindenergikamp efter tidligere at have satset tungt på atomkraft. Først efter Tysklands beslutning i sommeren 2011 om at udfase atomkraften frem mod 2022 har franskmændene indset, at de – ikke mindst af hensyn til landets vækst og jobskabelse – er nødt til at rykke på den grønne energidagsorden, herunder offshore-vindenergi.

Hvor Tyskland kalder den grønne omstilling for Energiewende, hedder den i Frankrig la transition énergétique. Samtidig har den franske regering droppet eksportkreditter til fossile kulkraftværker.

Som Alstom-mand indtil for nylig er Anders Søe-Jensen lidt skizofren lige netop på det punkt, for firmaet er en stor gammel industrispiller, der både er aktiv på vind- og kulfronten. Men der er ingen tvivl om, hvor hans eget hjerte ligger, hvilket kommer klarest til udtryk, når han skal beskrive sine forsigtige forhåbninger til COP21 i Paris, der går ind i sin anden uge i dag:

”Der har været meget snak om at forlænge Kyotoaftalen. Men realiteten er jo, at den har en lang række undtagelser, så den dækker i virkeligheden ikke ret meget. For mig er det store spørgsmål, om man er villig til at sætte en pris på det, det koster at forurene. Det ligger måske ikke i kortene i Paris, og det er så det samme som at svare på, hvor meget jeg forventer, at COP21 vil komme til at hjælpe.”

Det hindrer dog ikke Søe-Jensen i at tænke uden for boksen:

”Det kunne være sindssygt interessant at se på at få beskattet det, der bliver udledt, i de lande, det bliver udledt i. Det ville skabe en helt anden interesse for at styre energimikset. I dag er der jo ikke noget level playing field mellem de forskellige energiformer.”

Konkret mener Søe-Jensen, at der burde være en mekanisme, hvor man i stedet for at give støtte til den vedvarende energi, kunne lægge skat på de energikilder, der forurener – dvs. kul, A-kraft, olie.

”Altså en slags strafporto på det at forurene, der så kunne gives til at støtte de energikilder, der ikke forurener. Når man ser på, hvor meget den fossile industri i dag får i direkte og indirekte i støtte og tax-credits, er det helt ude af balance. Spørgsmålet er jo, om verdens politikere også fremover er villige til at subsidiere noget, der sviner verden til. Men før klimaet slår os hårdt nok i hovedet, tror jeg ikke, vi for alvor vil se en hurtig energipolitisk konsensus om for eksempel skat på forurening.”

Ønske: klare politiske prioriteringer

Så hvad skal der til? En ny endnu større oversvømmelse i New York? Hele Bangladesh under vand? Søe-Jensen vil ikke byde ind på, hvad den skelsættende og hårdtslående klimabegivenhed bliver. Men omvendt ser han en manglende forståelse for klimaudfordringen mange steder.

”Det skal være noget, der skaber en stærkere global forståelse. Og den er der bare ikke i dag. Hvis du følger med i valgkampe verden over og lytter til, hvad mange politikere, der slår sig op på deres holdning til global opvarmning, går rundt og siger, så tænker man tit: ’Ah! Helt ærligt, skulle du ikke lige slå op i et bare lidt seriøst tidsskrift eller i en avis og sætte dig ind i, hvad der foregår?’”

Helt nede i øjenhøjde anno 2015 kunne Søe-Jensen godt ønske sig en klarere vilje til at prioritere den vedvarende energi med konkret politisk handlen, der ikke nødvendigvis behøver at være populær.

”Der skal være en forståelse for, hvad offshore-vind er. Det er ikke olie og gas. Vi sviner ikke. Og ja, der ryger nogle fiskeriområder, fordi man ikke kan ligge og trække bundgarnstrawl, fordi vi har lagt kabler ud. Men marinelivet bliver væsentligt bedre, og det bliver beskyttede zoner,” siger Søe-Jensen og forsætter:

”I stedet for at have alle de her miljødiskussioner om møller, der larmer på landsiden, kunne man sammenligne det med situationen, når der skal bygges en lufthavn. Dér eksproprierer man, fordi man mener, at det er til samfundets fælles gavn. Men det gør vi bare ikke med energi. Det er, fordi der lige nu er nok af den, og at det er billigt. Som det er nu, er vi alle i den grad på den sprøjte, der hedder billig energi. Det driver vores samfund, men det er jo relativt kortsigtet. Det ville jo flyve, hvis der for eksempel var et lovgivningskrav om en vis andel vedvarende energi i de forskellige landes energimiks.”

Uambitiøs dansk regering

Tidligere klimakommissær Connie Hedegaard kritiserede i november regeringens besparelser på grøn teknologi og energi, som hun kaldte en kortsigtet, gal prioritering. Søe-Jensen er heller ikke begejstret:

”Jeg kan umiddelbart godt forstå argumentet fra industrien, der ikke vil gå foran, når andre ikke vil gøre det. Men nogen skal altså gøre det. Jeg løftede altså øjenbrynene, da jeg så, at den danske regering nu vil skrue ned for ambitionerne.”

Bagtæppet for Søe-Jensens undren er den store danske succes på det grønne område – både politisk og kommercielt.

”Når jeg rejser rundt i verden og har med klima at gøre, bliver der peget på Danmark. Vi har 24 pct. af vores energi, der er leveret af vind, og vi er ikke gået i stå. Vi er tværtimod et hightech-land med høj levestandard, der tilmed har verdens lykkeligste befolkning. Vi er faktisk et foregangsland med et stærkt globalt brand. Danmarks tilgang til miljø og ren energi gør, at der bliver lyttet til os i både USA og Kina. Derfor er det, der nu sker, lidt uambitiøst. Jeg kan ikke forstå det. Den forretning og eksport ude i verden, vi har fået ud af satsningen, berettiger det jo. Lige præcis her har vi faktisk råd til det,” siger Søe-Jensen og tilføjer med et selvironisk grin: ”Og det siger en mand, der arbejder for en virksomhed, der konkurrerer med danske virksomheder.”

Kun de store er tilbage

Den ingeniøruddannede dansker begyndte at arbejde med offshore-vind i 2006 og kender branchen bedre end de fleste. Navnlig efter GE’s køb af Alstom er udskilningsløbet spidset til.

”Det bliver et big boys game. Der, hvor offshore er på vej hen lige nu, bliver der færre spillere og større kontrakter. Det europæiske marked har været det mest interessante og ambitiøse marked med høj fortjeneste, men også med høj risiko, fordi vi har måttet bygge en industri op. Nu snævrer det ind. Vi er ved at komme derhen, hvor vi er ved at blive rigtig voksne. Nu er der kun de spillere tilbage, der mener det alvorligt, og som forstår at arbejde sammen. Den farlige risiko i et projekt opstår jo, når du har to parter, der ikke ved, hvad de gør. Når de omvendt kan finde ud af det, så begynder risikoen at forsvinde, og når den gør det, så går prisen ned,” siger han.

”Hidtil har vi haft en industri, der har været ved at blive bygget op, så vi har været dyrere end de andre energiformer, fordi vi har skullet lære nogle ting. Samtidig har vi haft uensartede tilskudsmekanismer i de forskellige lande for at få det her til at flyve – og det er blevet grebet meget forskelligt an i de enkelte lande.”

Dansk model er mest effektiv

De forskellige udgangspunkter fra land til land gør det stadig svært, og trods den erklærede målsætning om en europæisk Energiunion venter en fælles EU-tilgang og fælles standarder ikke lige om hjørnet, vurderer han.

”Vi er der jo ikke rigtig endnu. Der er store forskelle, når du ser på de enkelte lande, og man favoriserer stadig de nationale spillere, hvis man kan. Den måde, landene udbyder deres offshore-vindparker på, er også radikalt forskellig.”

Søe-Jensen peger på Danmarks one-stop shop-tilgang som den helt rigtige, effektive model set med både klima- og virksomhedsbriller.

”I Danmark siger vi jo, at alt er godkendt og uden risiko, fordi kablerne er lagt ud. I Storbritannien er det helt anderledes. Her siger man, at du kan bygge, hvis du kan få det godkendt, når du selv har lavet miljøundersøgelser og lagt dit kabel ud – og hvis kablet bliver skåret over, så er det din egen risiko. I Tyskland siger man, her har du området, du udvikler det, men vi leverer kablet, og du får kompensation, hvis det bliver skåret over – så risikoprofilen er meget forskellig fra land til land.”

Billedet kompliceres yderligere af, at afregningsmekanismerne for vindenergi er forskellige. Det gælder også imellem naboer som Danmark, Sverige og Tyskland.

”Ikke alene er der altså et uensartet system i EU. De politiske ambitioner, og navnlig det vigtigste, hvilke penge der bliver sat bag, svinger også. Storbritannien lagde ud med en ambition om at ville bygge møller med 36 gigawatt kapacitet i 2020. Nu er vi nede på omkring 10 gigawatt,” siger Søe-Jensen.

Til sammenligning producerer for eksempel de 20 offshore-møller i Middelgrundens Vindmøllepark ved Kastrup blot 40 Megawatt – der skal 1.000 MW til en GW.

”Samlet set er ambitionerne skruet ned, pengene er blevet færre, samtidig med at det skal være billigere og billigere. Formår offshore-vindindustrien ikke at finde en balance, slår den sig selv ihjel. Så alle har interesse i at få givet industrien nogle mere simple og klarere rammebetingelser. Fortæl os, hvad energimikset er, så kan vi også lave investeringerne. Det er jo faktisk et af kardinalpunkterne. Når en industri ikke kan kigge frem og sige: ’Hvad er min pipeline?’, så er det altså svært at lave de investeringer, der skal bringe omkostningerne ned. På samme måde er det svært at lave en fuldautomatiseret fabrik, der bare kan spytte møller ud, hvis ikke man kan se, at man får sine investeringer tilbage. Det gælder hele vejen ned – fra udvikling af møller, vindfarme og skibe til anlæg af fundamenter.”

Allez på amerikansk

Fraværet af de ideelle betingelser forhindrer dog ikke spillere som Alstom-General Electric i at handle og positionere sig på et marked, der trods alt er lovende.

”Alstom er en gammel industrispiller med en lang tradition fra tog, el-netværk og energi. Nu tager vi næste skridt sammen med GE, der jo allerede er store på on-shore-vind. Vestas, Siemens og GE er ganske enkelt de tre store på verdensplan. Så det bliver superspændende, ikke mindst fordi GE er et kæmpe globalt brand med en helt klar filosofi om, at de vil være en topspiller – de er ikke interesserede i at være nummer 10 på ranglisten.”

Søe-Jensen fortæller, at en hel del har forandret sig, siden har selv begyndte i offshore-vindbranchen. Dengang var de fleste projekter typisk bygget af et af de store energiselskaber som Dong eller EON, der skrev en check ud og tog risikoen, når de ville bygge en vindfarm.

”I dag er markedet vendt rundt. Nu arbejder man med en klassisk finasiering. Du laver et selskab og skaber finansieringen sammen med bankerne, eller hvem det nu er, der skal lægge hånden på kogepladen. Og de, der finansierer, vil jo have sikkerhed for, at de, der siger, de kan levere, også har den finansielle styrke til at kunne levere varen. Med GE ved bordet er diskussionen om, hvorvidt vi kan løfte den opgave, overstået allerede på day one,” siger Søe-Jensen.

Han har kun godt at sige om skiftet til en fransk virksomhedskultur, der nu er blevet opslugt af en amerikansk.

”Det kan godt være, at tingene tager lidt lang tid i Frankrig, men når først man går i gang, så rykker alle. Allez! Så er det af sted med hele banden. De store, ambitiøse, europæiske industriprojekter som for eksempel Airbus var nok ikke kommet langt, hvis ikke det havde været for den franske stædighed.”