Bennys bukser brænder, men det er virksomhederne, der har dem på
På trods af at det stort set på dagen er to år siden, at den daværende S-R-SF-regering sammen med V, K og LA indgik en politisk aftale om at gøre det mere attraktivt for danske virksomheder at overgå til en erhvervsdrivende fond, venter aftaleparterne og i særdeleshed erhvervslivet stadig på, at skatteminister Benny Engelbrecht (S) kommer med et udspil til aftalens konkrete indhold. Aftalen skal bl.a. genindføre muligheden for skattemæssig succession fra og med 2016, så virksomhedens ejere slipper for at skulle betale 42 pct. i avanceskat i forbindelse med generationsskifte, eller hvis virksomheden går i arv. Efter flere udsættelser vurderer en række eksperter, at det er usandsynligt, at skatteministeren kommer med et udspil til indholdet på denne side af folketingsvalget. “Det er trist, men vinduet er lukket. Egentlig burde det være noget, der er stemmer i på tværs af partiskel, fordi det har stor betydning både for virksomhedsejeren og manden på gulvet, som gerne vil beholde sit arbejde og arbejde i en dansk virksomhed,” siger Rasmus Feldthusen, juraprofessor ved Københavns Universitet. Ifølge Henriette Kinnunen, chefjurist i Cepos, risikerer Danmark, at nogle af de store vækstsucceser bliver solgt til udlandet pga. nøleriet. Samtidig kritiserer både eksperter og virksomhedsejere det årlige budgetloft for skattefritagelse på 300 mio. kr., som regeringen lagde op til, da aftalen blev indgået.
Anna Fenger Schefte
Bennys bukser brændte. Børge råbte, åh! Børge havde nemlig, Bennys bukser på.
Sådan lyder et af digteren Halfdan Rasmussens mest kendte børnerim, som akkompagneret af Ib Spang Olsens tegninger i bogen Halfdans ABC fra 1967 har fået generationer af børn og barnlige sjæle til at klukle ad de små, rappe historier.
På mange måder passer rimets gakkede ordvalg godt på skatteminister Benny Engelbrechts (S) håndtering af den længe ventede erhvervsfondsaftale, der skal gøre det mere attraktivt for virksomheder at stifte nye erhvervsdrivende fonde i Danmark. Aftalen, der snart har været undervejs i to år, skal bl.a. sikre, at store danske virksomheder ikke bliver solgt til udlandet, og at danske arbejdspladser dermed forbliver i Danmark.
Den eneste forskel på børnerimet og den aktuelle situation er blot, at der ikke er så meget at grine ad for virksomhederne. For ligesom det i rimet er Børge, der har Bennys brændende bukser på, så er det ikke skatteministeren, der risikerer at få brandsår, men derimod de store virksomheder, der står over for et generationsskifte eller for at skulle gå i arv, fordi aftalen endnu ikke er på plads.
Nu vurderer flere eksperter, at konsekvensen af skatteministerens nøleri er, at der ikke når at komme en færdig aftale inden det forestående folketingsvalg.
Pinsepakke lukkede døren
Den 24. april er det på dagen præcis to år siden, at den daværende S-R-SF-regering kunne melde ud, at man sammen med Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti som en del af Vækstplan DK havde indgået en bred politisk aftale om bl.a. at gennemføre en ny regel om skattemæssig succession, som fra 2016 skulle åbne døren for, at der kan etableres nye erhvervsdrivende fonde i Danmark.
Frem til 1999 kunne en fond som arv modtage en virksomhed eller aktier i et unoteret selskab samt børsnoterede aktier over en vis minimumsværdi, uden at det førte til umiddelbar beskatning af virksomheden. Det betød, at virksomheden slap for at betale den såkaldte avanceskat på 42 pct. Modellen kaldes for skattemæssig succession og er bl.a. en model, der er brugt i fondsejerskabet af store virksomheder som A.P. Møller – Mærsk, Carlsberg, Novo Nordisk og Grundfos. Men med Pinsepakken i 1999 blev der sat en stopper for denne model. Konsekvensen har været, at der siden 1999 ikke er etableret nye større erhvervsdrivende fonde i Danmark.
Erhvervsfondsudvalget, som blev nedsat af regeringen i marts 2012, kom i december samme år med en rapport om fremtidens regulering for erhvervsdrivende fonde. I rapporten anbefalede udvalget bl.a. at skabe bedre forhold for erhvervsdrivende fonde, ved at skattereglerne for etablering af fonde ændres, således at der igen åbnes for muligheden for skattemæssig succession.
Med afsæt i Erhvervsfondsudvalgets anbefalinger fremlagde S-R-SF-regeringen i Vækstplan DK fra 2013 et forslag om, at det fra og med indkomståret 2015 igen skulle være muligt at overdrage en virksomhed til en fond uden umiddelbar beskatning – dog med en maksimumgrænse for den samlede skattemæssige succession på 300 mio. kr. årligt.
I april 2013 blev Vækstplanen vedtaget af den daværende regering sammen med de borgerlige partier bortset fra DF. Forslaget om genindførelse af skattemæssig succession blev i forbindelse med aftaleindgåelsen rykket til at have virkning fra 2016. Den nuværende S-R-regering skulle ifølge deres eget lovprogram have fremlagt et aftaleforslag i februar 2015.
Aftalen om skattemæssig succession skal ses i sammenhæng med den nye erhvervsfondslov, som blev vedtaget den 3. juni 2014 af et enigt Folketing. Den indebærer bl.a. opdatering og modernisering af lovgivningen i tråd med selskabsloven, større åbenhed om fondene samt skærpelse af kravene til ledelsen.
En dør, der ellers, siden Nyrup-regeringen gennemførte Pinsepakken i 1999, har været hermetisk lukket. Dengang fjernede man muligheden for, at fonde ved et generationsskifte kunne modtage en virksomhed i arv – uden at skulle betale den såkaldte avanceskat.
Konsekvensen har været, at der siden dengang ikke er blevet stiftet en eneste ny fond, der ejer en større dansk virksomhed. Se tekstboks.
Men til trods for at aftalepartierne nu i to år har været enige om, at erhvervsdrivende fonde er fremtidens model i Danmark, lader den konkrete aftale og model for den nye skatteaftale altså stadig vente på sig.
”Jeg tror ikke på, at der kommer noget inden folketingsvalget. Det er trist, men vinduet er lukket. Der er gået valgkamp i den, og erhvervsfondsbeskatning er formentlig ikke noget, der er stemmer i for rød blok,” siger Rasmus Feldthusen, professor ved Københavns Universitet og en af landets førende eksperter i fondsret, skatteret og generationsskifte, der undrer sig over det langsommelige forløb.
”Egentlig burde det være noget, der er stemmer i på tværs af partiskel, fordi det har stor betydning både for virksomhedsejeren og manden på gulvet, som gerne vil beholde sit arbejde og arbejde i en dansk virksomhed med alt, hvad det indebærer. Men den historie får man ikke formidlet, og derfor bliver det en svær sag at vinde stemmer på,” siger Rasmus Feldthusen.
Nøleri kan blive dyrt
Ved fremlæggelsen af Vækstplan DK tilbage i foråret 2013 var der ellers lagt op til en stærk vækstpolitisk trumf for regeringen i forhold til erhvervslivet. Nogle måneder senere skrev en tydelig tilfreds Benny Engelbrecht, der på det tidspunkt var vækst- og erhvervsordfører for Socialdemokraterne, følgende på sin blog på business.dk: ”Det (de erhvervsdrivende fonde, red.) er ubetinget det element i vækstplanen, jeg selv har arbejdet mest ihærdigt for at sikre, fordi det på en og samme tid værner danske virksomheder mod fjendtlige opkøb og samtidig er et godt værktøj til at sikre danske arbejdspladser”.
Dermed lagde Engelbrecht og regeringen sig i slipsporet på Erhvervsfondsudvalgets anbefalinger og hyldede værdien af erhvervsfondsejerskabet som helt afgørende for Danmarks vækst. Se figur 1.
”Det er absurd at lave en kvote for skatteregler. Det er en norm, at vores skatteregler skal være neutrale og lige for alle. Og hvordan vil man reelt gøre det, når man sætter et loft på en skattefritagelse på 300 mio. kr. Jeg har svært ved at se, hvordan man kan gøre det i praksis,” siger Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet.
Samme konklusion lyder fra Henriette Kinnunen, som peger på, at loftet er en af de primære hurdler for, at aftalen endnu ikke er blevet fremlagt.
”Politikerne har set sig blinde på ideen om erhvervsdrivende fonde, men har samtidig låst sig fast på en model, som ikke kan løses. Dette kombineret med, at der lige nu er tre ministerier med forskellige interesser, som skal blive enige, gør, at de har sat deres embedsmænd på noget nær en umulig opgave,” siger hun.
Endnu en skatte- og fondsekspert, Susanne Nørgaard, der er partner i PWC, istemmer sig kritikken:
”Jeg tror, at man er blevet overrasket over, hvor vanskeligt det er at lave den nye lovgivning – og hvor dybt udfordringerne med at finde en brugbar og effektiv model stikker. Jeg tror, at det kan kræve, at man kigger på hele lovgivningsområdet for skattebetaling ved generationsskifte, hvis man skal komme ordentligt ud af det,” siger hun.
Folketingsvalget står også i vejen
Ud over de tekniske problemer med 300 mio. kroners-modellen trækker det forestående folketingsvalg i retning af, at erhvervsfondslovgivningen er sat på hold.
”Det kan godt være, at der er politikere, som i tale har gjort det her til deres mærkesag, men de mangler at bevise det i handling. Faktum er i hvert fald, at der ikke er nogen partier, som virkelig har taget ejerskab for denne dagsorden, og at lovforslaget har befundet sig i syltekrukken i snart to år,” siger Henriette Kinnunen.
For både rød og blå blok vil en aftale inden valget kunne have direkte negativ effekt. For S-R-regeringen – og særlig Socialdemokratiet – kan en aftale om skattefritagelse for landets store virksomheder nemt blive en dårlig valgkampshistorie, fordi den kan fremstilles, som om at Socialdemokraterne tager fra de fattige og forgylder de rige. Dertil kommer, at erhvervsdrivende fonde ikke er en socialdemokratisk mærkesag eller en typisk socialdemokratisk valgkamps-booster. Derfor kan det vise sig problematisk at slutte af med et forslag af denne type lige før sommerferien og med et folketingsvalg lige rundt om hjørnet.
Fra blå bloks side kan det at vente med en aftale være fordelagtigt, fordi både Venstre og de konservative flere gange har lovet, at man vil forbedre forholdene for danske virksomheder ved generationsskifte, hvis man kommer til magten efter valget. Venstre har bl.a. været ude og love, at de fra 2018 vil bruge 800 mio. kr. om året på at forbedre vilkårene for generationsskifte for familieejede virksomheder. Derfor vil en aftale med et loft på 300 mio. kr. være en potentiel tabersag for Venstre.
Fra Venstre selv lyder dog skarp kritik af, at regeringen nøler med at fremlægge aftaleforslaget:
”Det er utilfredsstillende, at der ikke er kommet noget. Det er ikke godt nok, at regeringen ikke kommer med de modeller og analyser, som kan være med til at sikre danske arbejdspladser og danske virksomheder. Vi mangler analysen til at få afklaret, hvordan vi gør det bedst muligt. Det er blot endnu et eksempel på, at regeringen skubber det, der er svært at håndtere, ud i fremtiden, så de ikke selv skal stå på mål for det,” siger skatteordfører Torsten Schack Pedersen, som dog ikke vil forholde sig til, om Venstre ser loftet på de 300 mio. kr. som farbart.
”Vi kan ikke tage stilling til, om det er den rigtige model, når vi ikke har analysen. Det er den, regeringen skulle komme med,” siger han.
Tiden løber ud
Et kig i kalenderen vidner om, at tiden er ved at løbe fra regeringen. Ifølge Folketingets forretningsorden er 1. april den normale frist for fremsættelse af lovforslag, som skal gennemføres i det pågældende folketingsår. Derfor udtrykker flere eksperter skepsis over for, om der overhovedet kommer et forslag og dermed en aftale om at lempe skatten ved overdragelse af en virksomhed til en fond inden det kommende folketingsvalg.
”Hvad er det, vi venter på? Hvorfor tager det to år at genindføre en regel? Jeg kan jo ikke udelukke, at de sidder med noget, men nu har de haft knap to år, og de er ved at ramme deadline frem mod sommerferien, så mon ikke det er fordi, der ikke kommer noget,” siger tidligere departementschef Peter Loft.
Også fra Susanne Nørgaard lyder vurderingen, at det ikke er sandsynligt, at man vil fremlægge noget i dette forår.
”Det står på lovprogrammet for april, og det kan skyldes, at man reelt arbejder med noget lige nu, men også, at man ikke vil stå frem og sige, at man har udskudt lovændringen til efter et valg. Så selvom det står på lovprogrammet, tror jeg ikke, at der kommer noget.”
Fortsætter den politiske nølen, kan det på sigt koste Danmark dyrt.
”Den manglende politiske handling og uvisheden vil gøre, at de store danske virksomheder, som står over for et generationsskifte, vil kigge i andre retninger. Det kan betyde, at vi vil opleve flere salg til udlandet og dermed tab af danske arbejdspladser og vækst,” advarer Henriette Kinnunen.
I den sammenhæng er skrækeksemplet Danisco, der efter en hård kamp i 2011 blev solgt til den amerikanske virksomhed DuPont. Daniscos hovedkontor rykkede efterfølgende til USA, og flere medarbejdere blev afskediget.
En række andre store danske virksomheder er også blevet solgt til udlandet i de seneste år. Det gælder f.eks. højteknologivirksomheden Thrane & Thrane, som i 2012 blev solgt til det britiske selskab Cobham, og den danske ingeniør- og rådgivningsvirksomhed Carl Bro, der i 2006 blev solgt til det hollandske selskab Grontmij.
Frygten er, at store danske vækstlokomotiver som Jysk, Bestseller, Linak og Foss vil lide samme skæbne, hvis ikke skattereglerne for generationsskifte og herunder muligheden for overdragelse af en virksomhed til fondseje bliver lempeligere.