Alt var sort, da den 27-årige lægesekretær Hanne Olsen vågnede efter en diabetesoperation i 1987. Noget var gået helt galt, mens hun havde været bedøvet; begge nethinder havde løsnet sig, og nu havde hun fuldstændig mistet synet. Hun kunne ikke engang fornemme lys.

I dag, 27 år senere, står hun bag disken i en lille kælderbutik i det indre København og sælger håndbundne børster og flettede kurve, der er lavet af synshandicappede. Vi Ses, hedder butikken, som ejes af den erhvervsdrivende fond Blindes Arbejde.

Hanne Olsen er stadig 100 pct. blind og har for længst fået førtidspension, men hun vil alligevel gerne arbejde, siger hun. Derfor har hun igennem 23 år stået 18 timer om ugen i den lille butik. 

”Jeg kunne vælge bare at ligge derhjemme på sofaen og få min førtidspension. Jeg får ikke rigtig noget økonomisk ud af det her,” siger hun og beskriver sin løn som ”nærmest symbolsk”.

”Men jeg føler, at jeg kan noget, når jeg er her. At jeg fungerer. Jeg får den der yes-følelse.”

Desværre er Hanne Olsen en undtagelse. 70 pct. af de blinde i Danmark har hverken et ordinært eller et støttet job, og kun 1 ud af 10 har et almindeligt arbejde.

Det mønster går igen hos en lang række andre udsatte grupper, såsom personer med ADHD, anbragte unge og psykisk syge: De halter langt efter resten af befolkningen, når det handler om job og uddannelse, og udviklingen er gået i stå. Se tekstboks. 

Men selv om der altså burde være nok at tage fat på, er socialpolitikken gledet helt ud af den politiske debat.

”Socialpolitikken er forsvundet fra både den politiske og den offentlige agenda, og fra administration og lovgivning. Den er blevet opslugt af beskæftigelsespolitikken, så det er beskæftigelsen, der sætter rammer og formål for socialpolitikken,” siger professor på CBS Ove Kaj Pedersen. 

Resultatet er en politik med mere fokus på økonomiske incitamenter end på socialt arbejde og forebyggelse. Senest har regeringen under overskriften ”Det skal kunne betale sig at arbejde” fremlagt en kontanthjælpsreform, der sænker ydelserne for 22.800 mennesker, hvilket ”skønnes strukturelt at styrke beskæftigelsen med omkring 650 fuldtidspersoner”, som det hedder i Beskæftigelsesministeriets beregninger.

Reformens begrænsede jobeffekt tyder på, at mange kontanthjælpsmodtagere ikke kan reagere på regeringens økonomiske incitamenter, fordi de har sociale problemer. 

Den 2. oktober i år viste en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, at 120.000 ud af 157.000 kontanthjælpsmodtagere – det vil sige mere end 3 ud af 4 – står helt uden for arbejdsmarkedet og har problemer ”såsom helbredsmæssige og psykiske, misbrug eller kriminalitet”. I november 2013 konkluderede AE desuden, at næsten hver tredje af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere på et tidspunkt har købt antidepressiv medicin. 13 pct. har købt antipsykotiske lægemidler, og 16 pct. angstdæmpende medicin. Der er også en højere forekomst af astma, KOL, hjertesygdomme og type-2-diabetes blandt de svage kontanthjælpsmodtagere end i resten af befolkningen.

Stort potentiale

Ud over det store menneskelige potentiale, der ligger i en bedre social indsats, gemmer der sig også en rigtig god forretning for samfundsøkonomien. Alene på det specialiserede socialområde – sådan noget som opholdssteder, plejefamilier og hjælpemidler til handicappede – bruger staten hvert år 45 milliarder kr. Dertil kommer udgifter til sundhed, retsvæsen, fængsler, politi og overførselsindkomster, når den forebyggende indsats ikke lykkes.

”Vi ved, at godt socialt arbejde er en god forretning, men nogen skal jo investere pengene nu og her. Vi mangler en investeringsvilje fra politikerne til at nå mål, der ikke kun handler om at komme i arbejde,” siger Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Politikerne bør i det mindste investere i de sociale tiltag, som man ved virker, for eksempel flere døgntilbud til misbrugere og flere psykiatriske sengepladser til patienter med både stofmisbrug og psykiske problemer, påpeger hun. Det sidste kunne muligvis have forhindret det meget omtalte dobbeltmord på et behandlingshjem på Lolland i maj, hvor en psykotisk mand dræbte to ansatte med en kniv.

Måske er det én af forklaringerne på, hvorfor kun halvdelen af alle blinde får en uddannelse efter folkeskolen, selv om uddannelse ifølge Dansk Blindesamfund er nøglen til at få blinde i arbejde.

”Hvis vi blinde skal biddrage med det, vi kan, skal vi have en uddannelse. Vi kan ikke blive ufaglærte. Vi kan jo ikke lige køre en lastbil,” siger Thorkild Olesen, der er formand for både Dansk Blindesamfund og Danske Handicaporganisationer.

Andre mennesker med handicap slås med samme problemer som de blinde, fortæller Finn Amby. Kun 43 pct. af de handicappede i Danmark har et arbejde – et fald fra 51 pct. i 2002 – og det viser, at samfundet ikke formår at inkludere mennesker med handicap på arbejdsmarkedet, mener han.

”Hvis beskæftigelse er løsningen på sociale problemer, har man i hvert fald ikke fundet løsningen for mennesker med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Der er ikke sket nogen ændring,” siger han. Se figur 2.

Der findes ingen officielle tal for, hvor mange danskere der har et handicap, men i den seneste SFI-spørgeskemaundersøgelse fra 2014 svarer 17 pct. af danskerne, at de har længerevarende helbredsproblemer eller handicap. Det svarer til 600.000 mennesker. 

Løber ikke efter bussen

Selv om det er besværligt at pendle de 15 kilometer fra hjemmet i Taarbæk til Vi Ses-butikken i centrum af København, er Hanne Olsen glad for, at hun ikke bare ligger hjemme på sofaen. Selv om man ikke kan se, kan man godt arbejde, mener hun, men det kræver, at arbejdsgiverne tager visse forholdsregler. I butikken er der talende computere og forstørrelsesapparater, og så er det vigtigt, at alle husker at lægge sakse og indpakningspapir tilbage på deres vante pladser, når de har været i brug.

”Alt tager jo lidt længere tid for os. Vi løber ikke efter bussen, og hvis jeg skynder mig for meget, vælter jeg tingene,” siger Hanne Olsen og smiler. 

”Man hører altid, at man skal være omstillingsparat. Det er vi nok ikke rigtig, men derfor kan vi nu godt have et arbejde.”