Borgerne får ikke nødvendigvis øget indflydelse, selv om borgmestrene ihærdigt forsøger at lokke dem ind i det politiske maskinrum.

Det er kommunernes initiativ om borgerforslag et eksempel på.

Selv om det vælter ind med ideer over hele landet fra borgere i de kommuner, som har åbnet op for borgerforslag, er det sjældent, de bliver ført ud i livet.

En opgørelse foretaget af Altinget sidste år viser, at der indtil da kun var vedtaget 2 ud af 48 mulige borgerforslag i de 26 kommuner, som på daværende tidspunkt havde indført ordningen om borgerforslag.

Læs: Kommuner siger stort set altid nej til borgerforslag 

”Det er en af faldgruberne ved borgerinddragelse,” siger formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus og tilføjer:

”Vi er nødt til at få afstemt forventningerne om, hvad der er realistisk, og hvad man som borger kan forvente. Få sat nogle rammer. Det er der jo ikke i dag, hvis man bare har indsamlet de nødvendige underskrifter. Forslagene er jo ikke nødvendigvis tænkt igennem fra ende til anden. Og når de så rammer virkeligheden politisk, økonomisk og fagligt, kan de strande og dermed kortslutte forventningerne,” siger han.

Albertslund Kommune var den første kommune, som vedtog et borgerforslag. Det skete helt tilbage i juni 2017. Her lykkedes det en gruppe unge musikere at samle de nødvendige mindst 672 underskrifter, som svarer til det antal stemmer, et mandat koster i kommunalbestyrelsen. De unge ønskede at få et kulturelt iværksætterhus, som de kaldte Cre-A-Town. Politikerne gav grønt lys til ideen. Men alligevel strandede projektet på grund af mangel på egnede lokaler. 

Et andet borgerforslag handlede om længere parkeringstid i Skjerns centrum end blot en halv time. Forslagsstillerne samlede de nødvendige 1.148 underskrifter og ønskede tre timers parkering. Politikerne i byrådet vendte tommelfingeren op. De ville dog kun gå med til at forlænge parkeringen til to timer.

Ejerskab er afgørende

Professor i politik og offentlig forvaltning Jacob Torfing fra Roskilde Universitet frygter, at denne form for borgerinddragelse bare fører til mere konflikt og frustration fremfor egentlige løsninger.

”Vi oplever for øjeblikket to spejlvendte problemer. Der er det klassiske borgermøde- eller høring. Her bliver borgerne præsenteret for et nyt forslag fra politikerne, som ønsker at få deres mening. Men ofte har borgerne ikke et ejerskab til den løsning, som lægges frem. De bliver meget kritiske og ender med at vende tommelfingeren ned,” siger Jacob Torfing og tilføjer:

”Det omvendte ser vi med borgerforslag. Her har borgerne formuleret et forslag på egen hånd og sendt det til politikerne. Men ingen i kommunalbestyrelsen har ejerskab til forslaget. Og så vender politikerne tommelfingeren ned.”

Hvad er konsekvensen af det?

”Det skaber frustration hos borgerne og kan vaccinere dem mod at ville deltage en anden gang. Folk bliver rigtig skuffede og mister lysten, når de kan se, at det ikke har en effekt. Derfor er det så vigtigt at skabe ejerskab til forslaget på begge sider af hegnet. Både blandt politikerne og blandt borgerne,” konkluderer Jacob Torfing.

Erfaringerne fra kommunerne med borgerforslag minder meget om den nationale ordning. Her skal der 50.000 underskrifter til for at få Folketinget til at debattere et borgerforslag.

Det er foreløbig lykkedes i ni tilfælde at samle de nødvendige 50.000 underskrifter. Men også her vender politikerne tommelfingeren ned, og derfor halter det alvorligt med at få borgernes forslag ud over rampen.