Det gav genlyd i Paris, Beijing og mange andre steder i verden, da Storbritanniens nye premierminister, Theresa May, i slutningen af juli meddelte, at hun har udsat den britiske stats endelig tilsagn til, at franske og kinesiske virksomheder kan bygge et nyt atomkraftværk ved Hinkley Point i Somerset på Englands vestkyst.

LÆS OGSÅ: Briternes nye frontkvinde er mere Merkel end Maggie

Projektet har været undervejs i snart ti år, og det handler kort fortalt om, at det statsejede franske elektricitetsselskab EDF sammen med den industrielle partner Areva og den strategiske kinesiske partner China General Nuclear Power Group skal bygge og drive atomkraftværket til gengæld for en 35 år lang kontrakt med den britiske stat, der lover at købe den atomare elektricitet til en mindstepris langt over den pris, man kan købe elektricitet til på det åbne britiske marked. Se tekstboks.

Mays beslutning har fået den kinesiske regering til at true med at lukke ned for de ellers forbilledlige handelspolitiske relationer mellem Kina og Storbritannien. Og i Frankrig er der stor opstandelse helt ind i præsidentpalæet hos François Hollande over udsigten til, at statslige franske virksomheder nu måske går glip af kæmpeordren i England – en ordre, der betegnes som central for selve overlevelsen af den franske atomare industri, som i forvejen befinder sig i en dyb krise.

Hinkley Point-projektet har i flere år været stærkt omdiskuteret, og dets troværdighed led et stort knæk, da finansdirektøren i EDF, Thomas Piquemal, i marts i år sagde sit job op med den begrundelse, at det store britiske projekt efter hans opfattelse ikke var økonomisk bæredygtigt. Piquemal fik kort efter en topstilling i Deutsche Bank.

Herudover var heller ikke ligefrem betryggende, at EDF’s topchef, Jean-Bernard Lévy, kun kunne mønstre et flertal på 10 stemmer for mod 7 imod, da han 28. juni bragte projektet til afstemning i EDF-bestyrelsen. At det siden blev afsløret, at han over for bestyrelsen havde fortiet sin viden om, at den nye britiske leder ville udsætte sin beslutning, fuldender blot billedet af en nærmest desperat beslutningsproces omkring et gigantisk milliardprojekt.

Det korte af det lange er, at det vil have vidtrækkende energipolitiske, økonomiske og diplomatiske konsekvenser, hvis Theresa May vælger at sætte en stopper for videre brug af atomkraft i den britiske energiforsyning, på samme måde som Angela Merkel gjorde det, da hun i 2011 besluttede at udfase atomkraften i Tyskland.

LÆS OGSÅ: Briternes nye frontkvinde er mere Merkel end Maggie

Den britiske premierminister har meddelt, at regeringen vil træffe en beslutning først på efteråret. Hvis det bliver et nej til Hinkley Point, betyder det samtidig, at Storbritannien vil være tvunget ud i store investeringer i andre energiformer. Det vil booste alle former for vedvarende energi, og det vil sætte turbo på brugen af gasfyrede kraftværker, ligesom det i en periode vil give ny luft til kulfyrede kraftværker, der i de senere år er blevet lukket i stort tal.

Danmark kan levere

Det scenarie vil ifølge Anders Heine Jensen, adm. direktør i Burmeister & Wain Scandinavian Contractors, BWSC, i Allerød, betyde nye eksportmuligheder for danske virksomheder til det britiske marked. Og det er der god brug for, efter at den danske eksport af energiteknologi til Storbritannien er faldet markant i perioden 2013-2015. Se figur 1.

BWSC meddelte i sidste uge, at man sammen med den grønne kapitalfond Copenhagen Infrastructure Partners, CIP, har investeret knap 1,4 milliarder kr. i et biomassefyret kraftværk i Kent i det sydlige England, hvortil BWSC selv har leveret teknologien. Pengene fra CIP kommer fra de danske pensionskasser PensionDanmark og PKA. Projektet i Kent er det ottende kraftværk, som japanskejede BWSC opfører og driver i Storbritannien.

”Vi kan levere kraftværker og kraftvarmeværker, der er drevet af både biomasse og af gas, så der er ingen tvivl om, at vi vil kunne levere noget af den kapacitet, som der – uanset hvordan det går med Hinkley Point – bliver brug for i Storbritannien fremover,” siger Anders Heine Jensen.

Efter hans opfattelse giver det hverken ud fra en økonomisk eller en industristrategisk betragtning mening at bygge det store, nye atomkraftværk. Det synspunkt deles af en række britiske eksperter. Bloomberg New Energy Finance anslår, at den britiske stat for kun en femtedel af den statsstøtte, man har lovet Hinkley Point, vil kunne sikre sig tilsvarende ny elkapacitet fra gasfyrede kraftværker.

Hvis kapaciteten skal dækkes af vinddrevne kraftværker til havs, bliver udgiften med de aktuelle priser nogenlunde den samme som med atomkraft. Og samtidig vil man nyde godt af, at priserne på vedvarende energi i øjeblikket falder markant i takt med teknologiske og implementeringsmæssige fremskridt. Omvendt er der stigende usikkerhed, når det handler om prisen på atomkraft. Det toneangivende britiske ugemagasin The Economist foreslår kort og godt, at Theresa May dropper Hinkley Point.

”Storbritannien bør aflyse sin hvide atomelefant og bruge milliarder på at få den vedvarende energi til at fungere,” skriver bladet i en leder, hvor man argumenterer for, at et så stort atomkraftværk som Hinkley teknologisk set vil fungere dårligt sammen med resten af energisystemet, der er præget af kraftige udsving i både udbud og efterspørgsel.

Storbritannien bør, skriver The Economist, i stedet satse på kulfyrede kraftværker, udvikling af batteriteknologi og på de allerede planlagte højspændingskabler til Norge, Danmark og Holland. Eller ligefrem til Island, hvor man har masser af vandkraft og geotermisk energi. Endelig skal man satse på intelligent styring af elforbruget, hvilet en række britiske selskaber allerede er langt med.

”Alle disse muligheder vil være billigere end Hinkley, som det vil tage ti år at få i gang, og som vil koste forbrugerne store summer, hvis det nogensinde kommer til at virke. Denne strategi vil også vinde tid til at se, hvilke nye teknologier der dukker op.”