Denne uge har budt på tre vigtige begivenheder i det europæiske samarbejde. 

Mandag aften valgte eurogruppen – de 17 eurolandes finansministre – ny formand: Den 46-årige hollandske socialdemokrat Jeroen Dijsselbloem, der går under tilnavnet ”den røde ingeniør”. Dagen efter mødtes Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Francois Hollande, i Berlin for at fejre 50-året for den aftale, som institutionaliserede de to landes forsoning efter tre krige i perioden 1870-1945. Og onsdag holdt Storbritanniens premierminister, David Cameron, omsider sin tale i London, hvor han lovede briterne en folkeafstemning om EU-medlemskabet i 2017. 

De tre begivenheder giver på hvert deres niveau afgørende fingerpeg om, hvor det europæiske samarbejde kommer til at bevæge sig hen frem mod 2017 – en periode, som bliver præget af vigtige nationale valg, folkeafstemninger og intense forhandlinger om nye integrationstiltag i EU. Se tekstboks.

De tre begivenheder får også, på hver deres vis, betydning for Danmark, den danske regering og den danske europadebat. Omvendt står det også klart, at ingen af dem – heller ikke Camerons tale i London – på afgørende vis forandrer den politiske, økonomiske eller institutionelle retning i det europæiske samarbejde: Den kraftige integration i eurozonen vil fortsætte med Tyskland og Frankrig som motor, hvad Storbritannien i øvrigt bifalder. Det europæiske samarbejde vil også i de kommende år komme til at foregå i flere hastigheder. Og den stramme finanspolitiske genopretningskurs vil fortsætte i hvert fald frem til det tyske valg i september, selv om det nu bliver en socialdemokrat, der bliver formand for eurozonens finansministre. Angela Merkel vil ikke risikere at se sin lille men vrede euro-skeptiske højrefløj, som findes i både CDU, CSU og FDP, vokse sig stærk.   

Uenighed om vækststrategi

De fire hovedpersoner – Cameron, Merkel, Hollande og Dijsselbloem – er alle fokuseret på, hvordan Europa må styrke sin konkurrenceevne for at kunne skabe ny vækst og beskæftigelse i en markant skærpet global konkurrencesituation. Men de er ganske uenige om, hvilken vej man skal gå for at skabe denne nye vækst.

Cameron vil gøre EU mere liberalt med mindre europæisk regulering – ikke mindst på det beskæftigelsesmæssige område. Merkel og Hollande vil tværtimod styrke den europæiske konkurrenceevne gennem en stadig mere forpligtende dialog med arbejdsmarkedets parter. Således meddelte Tysklands kansler og Frankrigs præsident, at de fremover vil mødes jævnligt med lønmodtager- og arbejdsgiverrepræsentanter fra de to lande med det formål at lægge grunden til de arbejdsmarkedsreformer, som særligt i Frankrig er nødvendige for at styrke konkurrenceevnen.

Dijsselbloem har understreget, at han – ligesom sine socialdemokratiske partifæller i Danmark – mener, at ny vækst og beskæftigelse nødvendigvis må bygge på sunde offentlige finanser. Til gengæld gav han også en åbning til dem, der ønsker offentlige investeringer i ny vækst, da han gjorde det klart, at man naturligvis må diskutere, med hvilken hastighed den økonomiske genopretning skal gennemføres. Hvad han præcist mente med dette udsagn, ville den nyudnævnte hollænder dog ikke svare på, da han mandag aften blev grillet af særligt italienske, franske og spanske journalister ved pressekonferencen i Bruxelles. De latinske medier er meget fokuserede på, at den nyudnævnte hollænder repræsenterer et af de triple A-lande, der sidder på alle de tunge centrale økonomiske poster i eurosamarbejdet. Naturligvis med den store undtagelse italieneren Mario Draghi, som med succes leder Den Europæiske Centralbank.

I modsætning til Camerons tale, der gav genlyd i medier over hele Europa, blev de to øvrige begivenheder kun sporadisk dækket. 

De tysk-franske festligheder gav hovedsagelig anledning til statsradiofonisk pligtformidling i de to deltagende lande, mens resten af Europa dårligt opdagede, hvad der foregik i Berlin. Her mødtes de to landes nationale parlamenter til en fælles session med over 1.200 parlamentarikere samlet i Forbundsdagen, og de to regeringer holdt fælles møde med deltagelse af stort set alle fagministre. Fra det møde udgik en liste med 75 konkrete punkter, fra arbejdsmarkedspolitik, over udveksling af højtstående embedsmænd, til skabelsen af en fælles industripolitik, som kan understøtte en fremtidig fælles EU-forsvarspolitik.

Udnævnelsen af Dijsselbloem blev stort set kun nævnt i europæiske og globale erhvervsmedier, men er tilsvarende vigtig. Eurogruppen er reelt kimen til eurozonens kommende finansministerium, med kontrol over de nye gigantiske krisefonde, og det forum, hvor eksempelvis holdningen til en eventuel kollektivisering af eurolandenes statsgæld formes. Udnævnelsen af den uerfarne Dijsselbloem er samtidig en begmand til Frankrigs socialistiske ledelse, der havde håbet på, at finansminister Pierre Moscovici kunne få posten. Men her satte Merkel foden ned.

Camerons satsning    

David Cameron har med sin risikable og partitaktiske EU-strategi gjort året 2017 til et pejlemærke for hele Europa. Ved at varsle en regulær ja/nej-afstemning om medlemskabet af EU – efter det, han beskriver som en ”genforhandling” af betingelserne for det britiske EU-medlemskab – har han sat de øvrige europæiske ledere under pres. I Danmark og resten af Europa peger EU-skeptiske partiledere fra højre og venstre allerede nu på Storbritannien: Hvis briterne kan få en folkeafstemning om EU, hvorfor kan vi så ikke også? Er I bange for at høre folkets stemme?

Omvendt stillede Cameron ingen specifikke krav i den del af talen, der handlede om ”hjemtrækning” af kompetencer fra Bruxelles til London, som han efter højlydte krav fra det euroskeptiske mindretal i sit parti stillede i udsigt.

Den erfarne britiske EU-analytiker Charles Grant fra London-tænketanken Centre for European Reform roser i en analyse den britiske premierminister for at sige, at han ønsker en reform af EU-samarbejdet for alles bedste – og ikke blot af hensyn til britiske særinteresser. Omvendt påpeger han, at enhver traktatændring i EU kræver enstemmighed, og at Storbritanniens partnere ikke har nogen intentioner om at give briterne indrømmelser, som åbner Pandoras æske, således at andre lande begynder at kræve undtagelser fra eksempelvis de grundlæggende regler i det indre marked.

[graph title="Uro på bagsmækken" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/5dba2-ckr_fig1_uro_paa_bagsmaekke.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/b26ab-ckr_fig1_uro_paa_bagsmaekke.png" text="Det er først og fremmest blandt David Camerons egne konservative vælgere, at der er utilfredshed med EU."]Kilde: YouGov. [/graph]

I øjeblikket er der tilsyneladende en bevægelse i EU-positiv retning i de britiske meningsmålinger. Se også figur 1. Men både Grant og andre eksperter advarer om, at der kan ske uendelig meget med den britiske befolknings holdning til EU i løbet af de kommende fire år. Selve den usikkerhed, som den kommende folkeafstemning vil udgøre i de kommende år, kan ifølge EU-positive britiske erhvervsfolk i sig selv være skadelig for den britiske økonomi, da den kan blive en negativ faktor for oversøiske virksomheder, der overvejer, hvor de skal placere sig i Europa.

På det officielle plan var reaktionerne fra både Frankrig og Tyskland afdæmpede. Såvel Merkel som Hollande gjorde det klart, at de ønsker, at Storbritannien bliver i EU. Franskmændene har brug for at stå sammen med briterne over for Tyskland i både forsvars- og energipolitikken, hvor tyskerne optræder egensindigt og til tider u-europæisk. Omvendt har Tyskland brug for Storbritannien som en liberal medspiller i den politisk-økonomiske armlægning med de centralistiske og reformfodslæbende franskmænd.

Merkel var mest imødekommende, da hun sagde, at Tyskland ”naturligvis er klar til at diskutere britiske ønsker”. Hun advarede dog i samme åndedrag om, at andre EU-lande har deres egne prioriteter, og at man derfor må lande på et kompromis. Ved World Economic Forums topmøde i Davos i Schweiz dagen efter sagde hun, at den fortsatte integration i eurozonen skal være bindende for eurolandene og åben for deltagelse for ikke-eurolande. Altså en modus operandi, der, som aftalen om det europæiske banktilsyn fra december understregede, giver vid mulighed for særaftaler. 

Danske skeptikere begejstrede

I Danmark er Camerons tale blevet mødt med en kold skulder fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, der slår fast, at Danmark ikke er til sinds at gå med Storbritannien. Og hun har udtalt, at de andre EU-lande heller ikke vil tillade et selvbetjenings-Europa, hvor man er fri til at vælge fra menukortet.

”Europa er stærkest, hvis de 27 lande holder sammen. Det gælder i forhold til det indre marked, men det gælder også i forhold til andre ting. Hvis vi skal være effektive i forhold til at bekæmpe grænseoverskridende forurening og kriminalitet, social dumping, og få mere vækst og beskæftigelse i Europa, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi kan gøre det mest effektivt ved at arbejde sammen,” siger Thorning i en kommentar til den britiske leders tale.

Omvendt er begejstringen stor blandt EU-skeptikere både til højre og venstre i Folketinget. Merete Riisager fra Liberal Alliance hæfter sig ved, at et stort medlemsland nu går imod en vedvarende integration og øget centralisering i EU.

”Det bør vi støtte i Danmark, for EU’s primære opgave bør handle om at sikre et velfungerende indre marked, skabe velstand og sikre fred,” siger Riisager.

I Dansk Folkeparti kræver partiformand Kristian Thulesen Dahl, at Danmark skal følge det britiske eksempel og kræve en genforhandling af sit forhold til EU. Det er der mildest talt ikke opbakning til blandt Folketingets europapolitiske flertal og slet ikke hos Venstre. Omvendt giver den konservative Camerons udspil Dansk Folkeparti et figenblad for at føre en europapolitisk linje, som uden tvivl appellerer til mange konservative vælgere, der ikke bryder sig om partitoppens EU-positive linje. 

Og dermed kan DF bruge europapolitikken som et effektivt våben til at forfølge partiets centrale nationale ambition: Ved næste valg at sikre et så stort mandattal – og De Konservative et tilsvarende lille – at Dansk Folkeparti bliver uundværligt som deltager i en eventuel borgerlig dansk regering.