CBS vil have ledelsesforskningen bedre forankret i virkeligheden

Ledelsesopgaven går i stigende grad ud på at løse komplekse udfordringer på tværs af fagområder. Det bliver der forsket i, men den forskning skal i langt højere grad koordineres og ud at leve i virkeligheden. CBS har netop lanceret et nyt center til formålet.

Eva Fog Bruun (th.) er leder af CBS Leadership Centre sammen med to co-directors, Sara Louise Muhr (tv.) og Marie Louise Mors. Det nye center har til formål at koordinere ledelsesforskning på tværs af fagligheder og omsætte den til praksis. Foto: CBS/PR
Eva Fog Bruun (th.) er leder af CBS Leadership Centre sammen med to co-directors, Sara Louise Muhr (tv.) og Marie Louise Mors. Det nye center har til formål at koordinere ledelsesforskning på tværs af fagligheder og omsætte den til praksis. Foto: CBS/PR
Stine Bjerre Herdel

Det er et spændende tidspunkt at beskæftige sig med ledelse på, men også et komplekst tidspunkt. Sundfundsforandringerne er store, økonomien er usikker, og ledelse bliver lige nu påvirket af en række transformationsagendaer såsom grøn omstilling og digitalisering.

Derfor skal der ny forskning til inden for ledelse. Og den forskning, der allerede er lavet, skal i langt højere grad formidles, så den kan komme ud af afhandlingerne og ind i virksomhederne, hvor den kan omsættes til praksis og værktøjer. Den beslutning tog bestyrelsen på CBS sidste år, og det er der nu kommet CBS Leadership Centre ud af. Et center, der skal være med til i højere grad at positionere CBS inden for ledelsesforskningen.

”Der er voldsomme paradigmeskift og en række transformationsagendaer, som gør, at der er behov for fokus på lederskab. Det vil vi gerne italesætte stærkere fra CBS’ side,” fortæller Eva Fog Bruun. Hun er leder af det nye CBS Leadership Centre sammen med to academic co-directors, Sara Louise Muhr og Marie Louise Mors. 

Ledelsesforskningen på CBS har førhen været tilknyttet enkelte institutter. Formålet med CBS Leadership Centre er i stedet at gå på tværs af fagligheder, fordi det er det, der er behov for inden for ledelse lige nu, fortæller Eva Fog Bruun. 

Vi mangler som sådan ikke forskning i ledelse. Men ledere går ikke rundt i deres travle hverdag og læser lange forskningsrapporter om teoretiske ledelsesproblematikker. 

Sara Louise Muhr
Centerleder, CBS Leadership Centre

”Vores bidrag til forskningen skal foregå på tværs af institutterne, ligesom vi skal have en stærkere dialog med erhvervslivet om, hvad der er behov for af viden og ledelsesværktøjer. Vi vil meget gerne målrette forskningen til virksomhedernes aktuelle problematikker og samarbejde direkte med både private og offentlige virksomheder og på den måde også gøre forskningen så praksisnær som muligt,” siger Eva Fog Bruun.

 

Vi mangler ikke forskning

Sara Louise Muhr sidder i CBS’ bestyrelse. Hun er academic co-director på CBS’ nye ledelsescenter og har erfaring med etableringen af et lignende initiativ på CBS, den såkaldte Diversity and Difference-platform. En platform, der på samme måde har skullet sikre, at forskning i diversitet og inklusion bliver koordineret og målrettet formidlet ud til dem, der har brug for den.

”Vi mangler som sådan ikke forskning i ledelse. Men ledere går ikke rundt i deres travle hverdag og læser lange forskningsrapporter om teoretiske ledelsesproblematikker. Så der ligger en opgave for CBS i at både koordinere forskningen og få den bedre formidlet ud til erhvervslivet,” forklarer Sara Louise Muhr. 

Ifølge hendes erfaring betyder et initiativ som CBS Leadership Centre, at de forskellige forskere bliver konkret sat i forbindelse med hinanden, hvilket har den effekt, at langt mere tværfaglig forskning også spirer frem.

For at støtte det tværfaglige har centret også to academic co-directors fra institutter, der repræsenterer hvert sit ledelsesstrategiske fokus; professor Sara Louise Muhr fra Institut for Organisering og professor Louise Mors fra Institut for Strategi og Innovation.

”Vi lever i en anden verden nu. Man kan ikke have ledere, som ikke kan se en problematik fra flere forskellige vinkler eller tage flere forskellige perspektiver med ind i deres problemløsning. Reelle ledelsesproblematikker i organisationer er aldrig monofaglige. Derfor skal vi også på CBS sørge for at bringe flere fagligheder sammen om ledelsesforskningen,” siger Sara Louise Muhr.

 

Samspil og synergi er nye ledelsesdiscipliner

På en anden uddannelsesinstitution, nemlig DTU, har man i flere år også arbejdet interdisciplinært med forskning og uddannelse, i dette tilfælde inden for startupmiljøet. På Center for Teknologisk Entreprenørskab, hvor Jes Broeng er direktør, har der for eksempel været fokus på at koble psykologer med biologer og it-eksperter og udvikle viden og erfaring med startuplederskab, der kan operere på tværs af domæner.

”Jeg oplever generelt en drejning væk fra de klassiske kompetencer inden for ledelse, som meget er bygget op omkring management-tilgangen og de økonomiske mål og værktøjer. I stedet bevæger vi os mod ledelse som en disciplin, hvor der er langt stærkere fokus på synergi og vision,” siger Jes Broeng.

Han mener også, at ledere i de kommende år har en vigtig opgave i at facilitere samarbejder og partnerskaber på tværs af fagområder. Derfor skal ledelsesforskningen og -uddannelserne netop bidrage med mere viden om, hvordan dét håndteres ledelsesteknisk.

”Tag den grønne omstilling som et godt eksempel – den kalder jo på ekspertise inden for tværfaglig ledelse. Du skal kunne operere med stakeholdere fra både industrien, investorerne, teknologien, forskningen, det politiske og iværksættermiljøet. Det kræver særlige processer og egenskaber at arbejde på tværs af forskellige tankesæt og få samspillet til at fungere,” siger han.

 

Mere leadership, mindre management

Eva Fog Bruun fra CBS er enig og vurderer, at der især er grund til at satse på mere ledelsesforskning inden for den type ledelse, man kan kalde for ’leadership’, frem for at fokusere på ’management’.

Hun ser samme bevægelse som Jes Broeng; at de mere eksakte, velkendte management-modeller ikke helt slår til, og derfor skal der ny viden til, som afspejler den komplekse, tværfaglige ledelsesvirkelighed i 2023.

”Der skal ny forskning til for at finde ud af, hvad det er for kompetencer, processer og værktøjer, der skal til i de kommende år for at navigere. Inden for den mere klassiske management-tilgang er der en masse eksakte mål for ledelse, som vi ikke kan bruge til så meget i dag. Så hvornår er vi i mål med moderne ledelse af tværfaglige, komplekse projekter?”

Det skal i alt 11 institutter på CBS tilsammen gøre os klogere på i samarbejde med erhvervslivet, lover de to centerledere.

”Al den her forskning skal selvfølgelig også afspejle sig i CBS’ uddannelser, bl.a. MBA’en, MPG’en, MMD’en og vores HD. Så målet er, at forskningen kommer ud og bliver forankret hos de danske executives,” siger Sara Louise Muhr.

Omtalte personer

Sara Louise Muhr

Professor, CBS, Ph.d.
cand.merc. (International Management and Marketing, CBS 2001), Master of Finance, University of Glasgow, 2002, Ph.D., Copenhagen Business School, 2007


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu