Trods fortsat sivende vælgeropbakning og kommunal opstandelse over nye sparekrav er regeringen fortsat overbevist om, at den nok skal vinde næste folketingsvalg. For når den første forskrækkelse har lagt sig, vil de kriseramte danskere have forståelse for, at regeringens sparepakke er det mindste af flere onder.

Sådan lyder den optimistiske vurdering fra regeringens finansminister og chefstrateg, Claus Hjort Frederiksen. I et interview med Mandag Morgen fastholder han, at regeringen er uden skyld i den nuværende økonomiske krise, og at de kommende års smalhals er den logiske konsekvens af, at vi som nation er blevet fattigere på grund af tabet af arbejdspladser, produktion og eksport.

Det budskab er selvsagt ikke populært. Men alligevel forventer Claus Hjort Frederiksen, at befolkningen før eller siden vil acceptere ræsonnementet:

“Folk er godt klar over, at der skal gøres noget ekstra­ordinært. Tænk på, at vi har mistet næsten 200.000 arbejdspladser under krisen. Masser af mennesker er blevet arbejdsløse, og mange private virksomheder har måttet skære ned. Derfor tror jeg, at langt de fleste mennesker kan forstå, at det offentlige – ligesom de selv – må holde igen med at øge udgifterne. Har man selv måttet udsætte anskaffelsen af en ny bil eller et køleskab, er det ikke svært at forstå, at vi som samfund må gøre det samme.”

At mange har efterlyst en mere overordnet og samlet plan for bestræbelserne på at skabe økonomisk vækst i det danske samfund, har heller ikke gjort det store indtryk på regeringen. Claus Hjort Frederiksen, der beskriver sig selv som en praktisk anlagt person, mener fortsat, at det er klogest at tage et skridt ad gangen. Som da regeringen i sidste uge forklarede, hvordan konvergensprogrammets fase 1 – nulvæksten i det samlede offentlige forbrug – skal fordeles mellem stat, regioner og kommuner. Se tekstboks.

Derfor har han heller ikke meget at sige om de kommende tiårs gigantiske udfordringer for det danske velfærdssamfund. For selvom regeringen får held med at gennemføre budgetforbedringer for 31 milliarder kr. frem mod 2015, er udsigterne dystre. Ifølge Finansministeriets egne beregninger vil det voksende antal ældre og faldende antal erhvervsaktive derefter medføre underskud i 50 år, hvilket vil få den offentlige gæld til at vokse med ca. 1.400 milliarder kr.

Det er en “kæmpe opgave”, erkender Claus Hjort Frederiksen. Alligevel finder han det klogest at tage problemerne i den rækkefølge, de dukker op. Det næste kommer om en måned eller to, når Danmark modtager en henstilling fra EU om, at vi i henhold til vækst- og stabilitetspagten skal bringe vores underskud ned under 3 pct. af BNP i løbet af tre år:

“Det er en opgave, der skal løses. Som nation har vi heller ingen interesse i at øge gældsætningen med deraf følgende renteudgifter. Derfor er der for os ingen modsætning mellem vækst- og stabilitetspagtens krav og vores nationale interesser. At opfylde kravene er sådan set blot et skridt mod at opfylde vores egne planer frem mod 2015,” siger Claus Hjort.

Besparelser bedre end reformer

Regeringen siger hele tiden, at det er den økonomiske krise, der er årsagen til de kommende besparelser. Men det er vel ikke helt rigtigt?

“Det er krisen, der er årsag til, at vi er slået ud af kurs. I den oprindelige 2015-plan havde vi en udfordring på ca. 14 milliarder kr. Den har vi bl.a. med skattereformen og handlingsplanen for sygefravær nedbragt til ca. 7 milliarder. Men da vi opgjorde udfordringen for et par måneder siden i det såkaldte konvergensprogram, kunne vi konstatere, at den var vokset til ca. 31 milliarder kr., hvis der skulle opnås balance i 2015.”

Men ifølge Finansministeriets egen opgørelse skyldes ca. en tredjedel af forværringen, at det offentlige forbrug er vokset mere end planlagt?

“Det er korrekt, og det er også en af årsagerne til, at der i de kommende år skal være nulvækst, så vi reducerer det offentlige forbrugs andel af BNP.”

Af de ca. 31 milliarder, som budgettet ifølge jeres plan skal forbedres med inden 2015, har I kun fortalt, at de 13,5 milliarder skal komme fra nulvækst i det offentlige forbrug. Burde I ikke fremlægge en plan for resten?

“Det vil komme efterhånden. Når vi i første omgang har koncentreret os om nulvæksten, skyldes det ganske enkelt, at økonomiforhandlingerne med kommuner og regioner skal finde sted i juni. Hvad der yderligere skal ske, vil fremgå af regeringens finanslovsforslag for de kommende år. Derudover agter vi allerede til efteråret at indlede forhandlinger om, hvordan vi kan øge arbejdsstyrken ved at få de unge hurtigere igennem uddannelsessystemet og ændre reglerne for førtidspension. Vi er også åbne for at gennemføre reformer på arbejdsmarkedet.”

Ifølge konvergensprogrammet skal den slags reformer skaffe 7 milliarder, mens de sidste 11 milliarder skal bringes til veje ved besparelser. Hvem skal spare de 11 milliarder?

“Det arbejder vi stadig med, så det kan jeg ikke sige noget om.”

Vil det sige, at det også kan ramme kommunerne – oven i de besparelser, som de skal gennemføre på grund af nulvæksten?

“Hvis vi sammen med kommunerne får fastlagt rammerne for nulvækst for en treårig periode, vil det være mest hensigtsmæssigt, at der ikke sker yderligere ændringer. Men jeg må jo erkende, at regeringen og kommunerne under alle omstændigheder skal mødes hvert år for at se på, hvordan f.eks. overførselsindkomsterne og ledigheden udvikler sig. Derfor kan jeg ikke udstede garantier på nuværende tidspunkt.”

Af de 31 milliarder skal de 24 findes via besparelser. Mange økonomer frygter, at det vil slå det gryende økonomiske opsving i stykker. Ville det ikke være bedre i højere grad at satse på reformer, der øger arbejdsstyrken?

“Jeg er en praktisk anlagt mand, der tager problemerne i den rækkefølge, jeg møder dem. Reformvejen vil ikke have nogen virkning for den del af opgaven, der handler om at nedbringe underskuddet til 3 pct. af BNP i løbet af de næste tre år. Medmindre man da mener, at f.eks. efterlønnen skal afskaffes i 2011, 2012 eller 2013, og det er der vist ikke mange, der finder realistisk. Da vi desuden har et skattestop, er besparelser den eneste mulighed.”

Tror du ikke, at EU vil se lige så positivt på en beslutning om f.eks. at fremrykke forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen, som de ser på besparelser?

“Nej, jeg tror f.eks. ikke, at grækerne kunne slippe af sted med at love, at de i stedet for besparelser ville gennemføre en eller anden reform i 2019. Det samme vil gælde for Danmark – ikke mindst i betragtning af, at vores budgetproblemer er små sammenlignet med andre lande.”

Men er en vedtaget reformpakke, der sikrer balance mellem indtægter og udgifter på lang sigt, ikke meget bedre økonomisk set end et underskud på 3 pct. af BNP tilvejebragt via besparelser?

“Nej, for vi er nødt til at sikre, at gældsætningen ikke løber fra os – og gør vi ikke noget nu, vil vi opleve dramatiske stigninger i renteudgifterne, som vil fortrænge andre vigtige udgiftsposter.”

En vækstpakke kan ikke løse krisen

Når mange økonomer – herunder Nationalbankens direktør – er skeptiske over for besparelsesvejen, skyldes det bl.a., at regeringen ikke hidtil har været i stand til at styre det offentlige forbrug. Med en enkelt undtagelse er alle tidligere målsætninger blevet overskredet. Hvordan skal man have tillid til, at det vil lykkes denne gang?

“Det bliver da en megasvær opgave, men den er nødvendig. Og når vi siger, at de offentlige udgifter skal holdes i ro, skal det tilføjes, at de fortsat vil blive reguleret i takt med løn- og prisstigningerne.”

Så sent som i sidste uge roste du regeringen for, at der er ansat 30.000 flere i den offentlige sektor, siden den trådte til. Nu skal der fyres 8.000 i den kommunale sektor og formentlig 12.000 i den statslige. Er det ikke en zigzag-kurs?

“Vi har ikke sagt, at der skal fyres 8.000 i den kommunale sektor. Vi har sagt, at der skal spares 4 milliarder over de næste tre år. Og der skal man huske, at der hvert år er 100.000, der forlader deres job – enten for at gå på pension eller for at skifte arbejde. Derfor vil der opstå masser af ledige stillinger i det offentlige.”

Skal der ikke også nedlægges stillinger i staten?

“Foreløbig har vi blot sagt, at alle ministerier skal spare en halv pct. i årene 2011-2013.”

Men hvis der er en succes at ansætte 30.000 flere i den offentlige sektor, er det så ikke en fiasko at nedlægge 20.000?

“Når jeg gjorde opmærksom på de 30.000 i sidste uge, var det først og fremmest, fordi Socialdemokraterne fører en kampagne mod regeringen, hvor man påstår, at vi udsulter den offentlige sektor. Det har ikke været tilfældet, og som moderne liberal mener jeg heller ikke, at der er nogen modsætning mellem de to sektorer. En velfungerende offentlig sektor er forudsætningen for den private sektors trivsel. Vores problem lige nu er blot, at den private sektor er blevet fattigere, og derfor har vi ikke råd til at udbygge den offentlige sektor yderligere.”

Er der ikke mere brug for en vækstpakke end en sparepakke?

“Hvis det var sådan, at vi ved at låne f.eks. 10 milliarder ekstra kunne løse krisen, er vi ikke dummere, end at vi ville gøre det. Men så god er virkeligheden desværre ikke. Det er da klart, at vækst er hele formålet med det, vi foretager os. Men vi skal finde en balance mellem at skabe vækst og bremse gældsætningen. Ifølge vores opfattelse er vi på vej ud af krisen, og derfor bør vi gå igang med at bremse gældsætningen, så der ikke opstår mistillid til den danske økonomi og stigende renteniveau. For jo senere vi kommer i gang, jo mere uoverskueligt bliver problemet. Ifølge vores vurdering vil besparelserne ikke hæmme opsvinget. Vi forventer både vækst i år og til næste år.”

En kæmpe opgave forude

Du har kun været finansminister i godt et år. Ville du have sat pris på, at dine forgængere havde været mere sparsommelige?

“Nej, jeg synes faktisk, at de har gjort et rigtigt godt stykke arbejde. De har bl.a. skabt grundlaget for, at vi i forhold til mange andre lande kunne føre en meget ekspansiv finanspolitik i 2009 og 2010, som har dæmpet virkningerne af krisen. Det skyldes først og fremmest, at vi ved udgangen af 2008 havde en nettoformue – og altså havde flere penge til gode, end vi skyldte væk. Det kan man takke mine forgængere for.”

Men der var ikke langsigtet balance på de offentlige budgetter?

“Det arbejde var vi i fuld gang med, men så kom krisen og slog os ud af kurs.”

Ifølge Finansministeriets egne tal var der langsigtet balance mellem udgifter og indtægter, efter at velfærdsforliget blev indgået i sommeren 2006. Men da regeringen fremlagde sin 2015-plan i efteråret 2007, var der en manko på ca. 14 milliarder – først og fremmest på grund af ufinansierede skattelettelser. Var det ikke en fejl?

“Vi har overhovedet ikke lavet ufinansierede skattelettelser.”

Hvor mener du så, at hullet på de 14 milliarder kommer fra?

“Nu skal man huske på, at de 14 milliarder er nedbragt til 7. Og de var jo en konsekvens af et højt ambitionsniveau i planen – nye sygehuse, højere vækst i det offentlige forbrug, ambitiøse klimamålsætninger, skattestop og andre ting. Hvis jeg skal pege på et felt, hvor det ikke er gået helt som planlagt, så er det de offentlige udgifter. Her har væksten været større end i de planer, vi har lagt, og meget større end i den tidligere regerings plan.”

Men så har dine forgængere jo heller ikke haft styr på pengene?

“Jeg mener, at de har opført sig fuldt forsvarligt, fordi vi ved udgangen af 2008 havde en nettoformue. Vi vil fortsat arbejde på at skabe langsigtet balance, og det vil ifølge vores plan ske i 2015, hvis vi bl.a. sørger for at holde de offentlige udgifter i ro.”

Den balance bygger på et meget skrøbeligt grundlag. Ifølge Finansministeriets egne beregninger vil der efter 2015 hvert år være underskud på de offentlige budgetter frem til 2060. Balancen opnås udelukkende ved, at der senere i dette århundrede igen blive overskud. Er det en realistisk forudsætning?

“Økonomisk politik er en proces, hvor man må tage et skridt ad gangen. Det er det, regeringen gør. Men skal jeg kigge så langt frem i tiden, har jeg en grundlæggende tro på, at danske politikere er meget økonomisk ansvarlige. Det fik jeg sidst bekræftet ved indgåelsen af velfærdsforliget i 2006. Derfor er jeg ikke bekymret for, at fremtidens politikere skulle opføre sig økonomisk uansvarligt.”

Men er det ikke en gyser for en borgerlig finansminister, at vi – selv hvis regeringens politik lykkes – vil have underskud på de offentlige finanser i de næste 50 år og ophobe en gæld på ca. 85 pct. af BNP?

“Det bliver da en kæmpe opgave, men det er ikke realistisk at forestille sig, at vi i dag skulle kunne løse alle problemer, der opstår i de næste 30-40 år. Det er langt mere hensigtsmæssigt at løse dem hen ad vejen. Det er i hvert fald regeringens filosofi. Der vil komme masser af udfordringer, der skal adresseres – og derfor vil regeringen omkring nytår komme med en ny langsigtet 2020-plan, så vi kan se, hvor store udfordringerne er.”