Forsøget på at løse regeringens interne dagpengestrid ved at indkalde til ”mini-trepartsforhandlinger” er dømt til at mislykkes. Der findes intet tryllemiddel i beskæftigelsespolitikken, der inden 1. januar kan skaffe job til de langtidsledige, der er i fare for at ryge ud af dagpengesystemet. Derfor vil debatten – både i og uden for regeringen – fortsætte på højt blus. Det skal både fagbevægelsen og Enhedslisten, som regeringen er tvangsindlagt til at indgå finanslovsforlig med, nok sørge for. Holder regeringen fast i den nuværende linje, som er dikteret af De Radikale, er det svært at se en løsning. En mulighed kunne dog være en reform af kontanthjælpen, som indebar, at ledige uden dagpengeret skulle have en ydelse, der var lavere end dagpengene. Det ville sikre dem et eksistensgrundlag. Det stillede Velfærdskommissionen i sin tid forslag om, og lignende ordninger findes både i Sverige og Finland.