Engang var det Arne Jacobsen, Bauhaus eller Philippe Starck, der bragte moderne design til nye højder. De lavede møbler og apparater, der både var smukke og funktionelle. Som kunde eller bruger bestod ens indflydelse af at vælge mellem de færdige stole.

I de kommende år er det en helt anden type design, der bliver den væsentligste.

Ligesom 7’er-stolen og PH-lampen er også digitale tjenester som Google og Airbnb skabt til at understøtte brugernes behov. Men de materialer, de skabes af, er ganske anderledes, og udformningen sker i et tæt samspil med både brugere og computere.

Det kaldes computational design.

En helt ny måde at tænke design på, som er baseret på, at designeren forstår og bruger kunstig intelligens, trækker på enorme mængder data om brugernes situation og lader computerne være meddesignere, der kan spille ind med forslag til løsninger.

Den amerikanske designer, John Maeda, har været toneangivende i at formulere, hvad computational design indebærer. Den tidligere MIT-professor ser begrebet som afløseren for de seneste ti års fokus på designtænkning.

”Designtænkning blev en generel metode i alle industrier for at sikre sig, at man holdt brugerne og deres faktiske behov for øje. Computational design udvider det til også at forstå, hvordan computere og netværk fungerer, og hvad de kan,” siger John Maeda.

Men det er stadig de færreste, der har den indsigt, mener Maeda:

”Computere og internettet er som en fremmed livsform. På helt grundlæggende måder fungerer det anderledes end den verden, designere hidtil har skabt løsninger i.”

John Maeda er i dag global chef for ’Computational Design and Inclusion’ i Atomattic, der blandt andet står bag det sociale blogmedie Tumblr og Wordpress, som står for næsten en tredjedel af verdens internetsider og blandt andet er blevet et succes, fordi den enkelte bruger kan bygge sit site om med open source plugins.

Produktet udvikler sig, efter det er leveret

En af de måder, fremtidens produkter og tjenester vil være anderledes, er, at de ikke er færdige den dag, de bliver leveret til kunden. De kan fortsætte med at udvikle sig, for eksempel fordi de kan forandres og forbedres, ved at producenten opdaterer softwaren.

En elbil fra Tesla kan således ændre køreegenskaber, mens den står i garagen. Tesla sender jævnligt softwareopdateringer, som blandt andet kan forlænge batteriernes levetid eller forbedre bilens evner til at styre selv.

”Man behøver ikke sende et perfekt produkt ud. Man kan shippe et halvfærdigt produkt og så forbedre det med tiden. I princippet sælger man en halvfærdig bil og fortsætter med at bygge på den, mens den står ude hos kunden,” siger John Maeda:

”Det er helt uvant for de fleste selskaber og designere. De er ikke vant til at arbejde med den her fremmede livsform, computation.”

Det fysiske og det virtuelle smelter sammen

Design har allerede ændret sig meget: Tidligere tiders formgivning var rettet mod fysiske genstande, men med tiden har de services, der leveres omkring produktet, og de processer, som produkterne er en del af, fået større betydning, og designere er blevet mere fokuserede på at orkestrere hele oplevelsen.

Ser man nogle år frem, er den klare tendens, at langt flere af de apparater og genstande, vi bruger, vil være online, programmerbare og tilknyttet en tjeneste, der i høj grad bestemmer, hvilke funktioner og hvilken nytte brugeren oplever.

Vores smartphone er et oplagt eksempel: Uden de apps, der giver os adgang til et væld af forskellige tjenester, ville dens værdi være meget begrænset.

Derfor er kompleksiteten også et af kendetegnene ved computational design. Det handler ikke om enkeltstående, isolerede objekter, men om at skabe værdi for de enkelte brugere ved at forbinde og koordinere mange dimser i store sammenhængende systemer.

I mange tilfælde vil det ikke længere give mening at skelne mellem den fysiske og den virtuelle dimension af et produkt. Det indebærer, at designere skal tilrettelægge hele oplevelsen og samspillet mellem det fysiske og det virtuelle.

I designverden bruges ofte udtrykket CX – customer experience, men John Maeda foretrækker at tale om computational experience, fordi så stor en del af oplevelsen vil være præget af computerne.

Som et eksempel nævner han Airbnb:

”De løser en meget kompleks opgave, både i den digitale og den fysiske verden, men for brugerne er det nemt og hurtigt at bruge, og man har overblik og tryghed i hele processen. Det fungerer så godt, at vi tager det for givet, men der har været mange små og store problemer, der skulle løses af designerne for at nå dertil.”

Kunstig intelligens med personlighed

Kunstig intelligens er et af de vigtigste nye elementer i fremtidens teknologi, og kunstig intelligens vil også ændre kraftigt på, hvad der skal designes, og hvordan man gør det.

AI er stadig på et tidligt stadie, men tendensen er tydeligvis, at alle de objekter, som forsynes med computerkraft og kobles sammen i the internet of things, vil kunne trække på kunstig intelligens på nettet.

Mange objekter – biler, sko, hospitalssenge, klimanlæg – vil bruge maskinlæring, der går ud på, at computeren løbende analyserer store datamængder og dermed selv identificerer mønstre og sammenhæng, og, groft sagt, danner sig en mening om, hvordan verden fungerer.

Med maskinlæring kan produktet udvikle og forbedre sig selv og med tiden tilpasse sig brugerens behov mere præcist. Det kan eksempelvis være, at apparaterne i et hjem lærer, hvad den daglige rutine er, og derfor er i stand til automatisk at indstille temperatur eller belysning, som beboerne plejer at foretrække det.

Vi møder allerede den type AI i det små: Mange apps bliver med tiden bedre til at rette stavefejl, tyde brugerens håndskrift eller forstå brugerens talte instrukser. Google kan efter nogle få bogstaver foreslå det, man vil søge på, ligesom Facebook kan udvælge de opslag i ens vennekreds, der formentlig er de mest interessante og relevante. Maskinen kan også få evnen til at forudsige og gribe ind for at forhindre problemer.

Sat på spidsen kan man sige, at vores dimser får en form for personlighed og evnen til at træffe selvstændige beslutninger. Fra et designperspektiv betyder det, at designeren ikke er alene om at udforme løsningen – den udvikler til dels sig selv, og dermed mister designeren også en del af kontrollen med resultatet.

”Som designere kan vi sørge for, at de første input, vi giver systemet i form af data og værdier, er korrekte og moralsk forsvarlige. Men når en maskine eller en tjeneste begynder at kunne lære selv, kan vi som designere ikke forudsige, hvad det er for en personlighed, den ender med at få,” siger Oliver Vassard fra designbureauet 1508 på Christianshavn.

Individuelt tilpasset – i stor skala

Et andet aspekt af computational design er, at det kan være rettet mod millioner af brugere og samtidig tilpasset hver enkelt – måske endda til den helt specifikke situation, en bruger står i, her og nu.

De fleste af os bruger de samme få modeller af smartphones, laptops eller smarte ure, men indstillingerne, betjeningen, de apps, der er installeret, og skærmens udseende er vidt forskelligt fra bruger til bruger. Præcist det samme vil gælde for de mange andre af vores genstande, der fremover vil være online og programmerbare.

I dag foregår vores omgang med den digitale dimension mest gennem skærmsider, men hvis objekter som cykler eller tandbørster skal være smarte, vil vi i højere grad kommunikere med stemmestyring, gennem chatbots og digitale assistenter som Siri eller Alexa – eller gennem kameraer, der kan genkende os og aflæse vores bevægelser og måske endda vores humør.

”Den logik og den tone, som præger stemmestyringen, vil være en vigtig del af den oplevelse, brugeren har af et produkt eller en tjeneste. Det bliver et væsentligt designelement,” siger Lasse Underbjerg, der er global future lab director i Designit, et internationalt bureau med fokus på strategisk design.

Lasse Underbjerg forventer, at samspillet mellem tjenesten og brugeren kan blive langt mere intimt fremover i takt med udviklingen af ansigtsgenkendelse, eye tracking, stemmestyring og andre måder at bruge biometriske kendetegn for brugeren.

”Når vi interagerer fysisk, foregår halvdelen af det, vi kommuniker, gennem vores gestikulation og intonation og de kropslige signaler, vi helt underbevidst bruger til at kommunikere med hinanden. Det kan vi begynde at detektere, for eksempel ved at bruge et webcam og machine learning til at prøve at forstå, hvilken mening eller følelser der ligger bag menneskers forskellige udtryk og kropssprog,” fortæller Lasse Underbjerg.

”Forestil dig, at man i fremtiden i realtid kan detektere, at dine pupiller udvider sig, kortisolniveauet stiger, og andre biomarkører er et tegn på, at du koncentrerer dig. Det gør det muligt at tilpasse indholdet på de digitale platforme. Hvis der for eksempel er en, der har svært ved at forstå et dokument, der skal underskrives, så kan vi skrue ned for lixtallet, eller omvendt gå hurtigere frem, hvis brugerens signaler indbyder til det,” forudser Lasse Underbjerg.

Det er ikke kun rent digitale tjenester, der vil kunne individualiseres i stor skala. 3D-print og andre fleksible produktionsteknologier vil med tiden reducere prisforskellen mellem at fremstille fysisk i store serier af ens genstande og personligt tilpassede produkter.

Et andet materiale for design

Computational design er stadig et lidt uklart begreb med kun nogle få år på bagen – et buzzword, man fornemmer, vil blive vigtigere fremover, efterhånden som det bliver klarere, hvad det indebærer at designe løsninger til en verden, hvor milliarder af devices er bundet sammen i lynhurtige, globale netværk gennemstrømmet af ekstreme mængder data og koordineret af kunstig intelligens.

En måde at indkredse begrebet på er at konstatere, at computational design bruger et nyt sæt af designmaterialer.

Lasse Underbjerg fra Designit peger på, hvordan møbeldesign blev forandret, da det blev muligt at formspænde træ, og hvordan plastik blev grundlag for helt nye kategorier af objekter i årene efter Anden Verdenskrig.

Nye teknologier flytter hele tiden grænsen for, hvordan man kan udtrykke sig som designer, siger Oliver Vassard fra 1508:

”Når vi designer digitale oplevelser, har vi hidtil primært brugt CSS og HTML. Nu er paletten udvidet med AI, machine learning, augmented reality, VR og blockchain. For computational designere handler det især om at forstå kraften i, hvad de datadrevne teknologier kan gøre.”

John Maeda mener, at designere skal lære de nye materialer at kende på samme måde, som man hidtil har været nødt til at kende materialer som glas, stål eller træ:

”En god møbeldesigner ved, at årerne i træet skal vende den rigtige vej i alle delene af en stol. Det er ikke noget, man kan se på afstand, men det er nødvendigt for at give den helt rigtige fleksibilitet, når man sidder i den. Sådan er det også med computational design; man skal lægge årerne i den rigtige retning og have respekt for den måde, materialets software kan fungere,” siger han og fortsætter:

”Men for de fleste er computation netop som en fremmed livsform. Man forstår ikke, hvordan det fungerer, for materialet er usynligt, det er uendeligt stort, det kan være uendeligt detaljeret, og det forandrer og udvikler sig selv, som var det levende.”

En af konsekvenserne er ifølge den amerikanske designer, at kraftcentrene for godt design er skiftet.

”Den første gang jeg besøgte Danmark, var jeg forbløffet over, hvor smukke møblerne var. Dengang var amerikansk design ikke overbevisende, men nu er det omvendt. Når det drejer sig om godt computational design, så er Silicon Valley blevet det, der svarer til Skandinavien, for møbler – det er der, man finder de nye stjernedesignere og mesterværker,” siger John Maeda:

”Jeg kan ikke forestille mig noget mere elegant end Googles søgemaskine. Den forbinder os let og hurtigt til alt, hvad vi ønsker, det fungerer overalt og på vores telefon eller med stemmestyring.

Det er en tjeneste med kvaliteter, som almindeligt design ikke besidder.”