I begyndelsen af marts tøvede USA med at lade 21 smittede passagerer og besætningsmedlemmer på krydstogtskibet Grand Princess komme i land i San Francisco. Ikke fordi de var farlige, men fordi de ville tælle med i statistikken.

”Jeg vil gerne bevare tallene, som de er. Jeg har ikke brug for at få fordoblet antallet af smittede på grund af et skib, som ikke var vores fejl,” sagde præsident Donald Trump.

Hans bekymring over de 21 smittede blev hurtigt glemt og overdøvet af epidemien. Forleden rundede antallet af borgere i USA, som er døde af corona, 100.000.

Men det er ikke kun i USA, at præsidenten tæller antallet af smittede og døde. Det samme sker i hele verden, og herhjemme er det blevet en folkesport at sammenligne det danske dødstal med det svenske. Ja, det er næsten blevet en erstatning for de landskampe, der ikke kan spilles for tiden. Kan vi ikke slå svenskerne i fodbold, så banker vi dem i hvert fald i corona.

Men den landskamp bør stoppe nu, inden sejren kommer til at koste alt for dyrt.

I DISSE DAGE er der for alvor ved at komme gang i debatten om grundlaget for den voldsomme danske nedlukning 11. marts.

Det er en vigtig og relevant debat, selv om alle gør klogt i at huske, at virussen for blot to måneder siden forekom langt mere truende, end den gør i dag – og i at huske, at billederne fra Kina og Italien helt forståeligt fik danske politikere til at vælge et forsigtighedsprincip.

Formålet med debatten er derfor ikke at udnævne skurke. Formålet er at blive klogere på, om vi kunne have klaret os igennem med mindre indgribende tiltag. I den forbindelse er det relevant, om vi havde været bedre tjent med at følge embedsværkets indstilling om en mindre dramatisk tilgang til krisen.

For tag ikke fejl: Den danske nedlukning kommer til at koste dyrt. Ikke blot i hjælpepakker til trecifrede milliardbeløb, men også i form af langvarig ledighed, afledt fattigdom, dødsfald af andre sygdomme, der ikke bliver diagnosticeret i tide, og mange andre afledte effekter. Som beskrevet i Mandag Morgen for nylig, tyder meget på langt større stigning i ledigheden end det, vi allerede har set.

NETOP DET FAKTUM gør landskampen mod Sverige ekstra besynderlig. For i takt med at Danmark lukker op, er realiteten, at vi er ved at tilpasse os til den strategi, som meningsdannere og politikere ellers i ugevis har hånet Sverige for at føre.

Status på måltavlen er cirka fire gange flere dødsfald per indbygger i Sverige end i Danmark – men det skyldes især problemer med at beskytte plejehjemmene i Stockholms-området. 90 procent af alle døde i Sverige er 70 år eller ældre, og 49 procent af de døde boede på plejehjem.

Tilsvarende viser landskampen med Tyskland et stort set uafgjort resultat. Og kigger man på Danmarks naboregioner, Slesvig-Holsten og Sydsverige, så er der begge steder markant færre smittede og døde end i Danmark.

I dag kan vi se, at kampen ikke står mellem Danmark og Sverige. Den står mellem lande med høj grad af lighed og velfungerende sundhedsvæsener på den ene side, og lande med stor ulighed og dårlige sundhedsvæsener på den anden. Derfor har krisen ramt langt hårdere i Italien, Spanien, Belgien, Storbritannien og USA.

PÅ DEN BAGGRUND er det svært at begribe den økonomisk dyre nedlukning af grænserne med nabolandene – og man forstår Sveriges frustration over at se lange bilkøer på Øresundsbroen med danskere, der vendte hjem fra weekendophold i Sverige, mens hele Sydsverige har været afskåret fra København.

Desværre kan man ikke helt frigøre sig fra mistanken om, at grænselukningen og flere andre tiltag delvist bunder i danske politikeres ønske om at forvandle det hele til en landskamp, hvor det er os mod Sverige i stedet for os mod corona. De lukkede grænser minder på den måde om Trumps modvilje mod at lade krydstogtskibet Grand Princess gå i havn.

Hvis politikerne lægger deres strategi efter at holde antallet af smittede nede, risikerer de at stå tilbage som tabere, når historiebøgerne skal skrives.