Jørgen Ørstrøm Møller: Der er udsigt til et coronakollaps

ØKONOMI I kølvandet på coronakrisen er den samlede mængde af varer og serviceydelser blevet mindre. Verdens lande er nu fattigere, end da pandemien startede, skriver Jørgen Ørstrøm Møller.

Placeholder image
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Jørgen Ørstrøm Møller
77 år. Adjungeret professor på Singapore Management University, og tidligere på CBS, med fokus på politiske, økonomiske og teknologiske faktorer bag den globale udvikling. Har særligt fokus på Asien og er netop hjemvendt til Danmark fra Singapore, hvor han boede fra 1997 til 2020.

Tidligere ambassadør i Singapore, Brunei, Australien og New Zealand. Før det var han embedsmand i udenrigstjenesten og siden departementschef i Udenrigsministeriet.

Har skrevet 41 bøger om primært international politik og økonomi. Senest ‘Asia’s Transformation: From Economic Globalization to Regionalization’ (2020) og ’The Veil of Circumstance: Technology, Values, Dehumanization and the Future of Economics and Politics’ (2016). Han har dertil bidraget med artikler til en lang række økonomiske og politiske tidsskrifter.

Af Jørgen Ørstrøm Møller
Tidl. departementschef i Udenrigsministeriet

Den globale økonomi er på vej mod en alvorlig finansiel krise. I værste fald kan det blive som Wall Street-krakket i 1929. Potentielt med tilsvarende destruktive politiske og økonomiske følger, som åbner døren for populisme. Debatten om hvilke økonomiske tiltag, der skal bære os igennem coronakrisen, handler derfor om langt mere end blot udviklingen i den økonomiske vækst.  

I USA er Paul Krugman og Lawrence Summers uenige om, hvorvidt Joe Bidens hjælpepakke på 1.900 milliarder dollar vil føre til et output gap, der åbner døren til inflation på varer og serviceydelser. I Europa er økonomer uenige om, hvorvidt afvikling af gæld kommer til at udvikle sig til et damoklessværd, der vil hænge over økonomierne og tvinge dem i knæ.  

Ulykkerne kan dog også melde sig på anden vis. Den ekspansive økonomiske politik har sammen med finanspolitiske hjælpepakker oversvømmet økonomien med likviditet. Formålet er rent keynesiansk: Hvis den private efterspørgsel svigter, træder det offentlige ind for at sørge for, at den samlede efterspørgsel forbliver uændret. Så langt, så godt.  

Desværre gik det galt for denne på papiret korrekte politik, fordi de, der fik glæde af pengene, var dem, som allerede havde rigeligt og ikke dem, som blev taberne i coronapandemiens første bølge. Disse mennesker ser ikke et behov for at købe flere varer og ydelser. I stedet fører de pengene over i aktiver som aktier, ejendomme, bitcoin og lignende investeringer, som ikke er en del af den produktive økonomi.

Priserne på aktiver er skudt i vejret. Hvis nogen skulle være i tvivl om, at det er unormalt, kan de forsøge at forklare, hvorfor aktiemarkedet og boligmarkedet sætter nye rekorder, samtidig med at BNP globalt set falder med omkring 3,5 procent og med 4,9 procent i udviklede økonomier. Hvis vi ser bort fra indviklede økonomiske teorier og i stedet anvender sund fornuft, står det klart, at det er uholdbart. 

Velstanden kan ikke indløses

Vi ved fra den økonomiske lære, at det ultimative mål for enhver økonomisk aktivitet er forbrug. Derfor indebærer den akkumulerede velstand, at ejeren af aktiverne til enhver tid kan gøre krav på, at BNP bliver omdannet til varer og/eller ydelser. I en stabil økonomi – i en form for ligevægt – tillader forholdet mellem velstand og BNP, at økonomiske transaktioner flyttes fra aktiver til varer og serviceydelser, uden at dette forstyrrer den samlede økonomi. Den del af deres velstand, som ejere af aktiver ønsker at skille sig af med, kan blive omdannet til varer og serviceydelser til uforandrede priser.

Det, der er sket efter coronakrisen, er, at den samlede mængde varer og serviceydelser er faldet, hvilket har gjort landene fattigere, end de var før pandemien. Samtidig er den samlede velstand steget. Det har de individuelle velhavere ikke forstået. De antager, at deres øgede velstand er lig med en øget adgang til varer og serviceydelser, som kan indløses på et senere tidspunkt. Men det er reelt umuligt for alle de velhavende at veksle velstanden til varer og ydelser på samme tid, fordi velstanden er gået op, mens udbuddet af varer og serviceydelser er faldet. Der er simpelthen ikke varer og ydelser nok.

Før eller siden vil dette ulige forhold gå op for de velhavende. Så vil de reagere, som de gjorde under tulipanboblen i 1637 og under Wall Street-krakket i 1929 og foretage enorme frasalg, hvilket vil presse priserne ned, skære store dele af velstanden og gøre det umuligt at tilbagebetale de lån, som blev optaget, da renten var tæt på nul. Konsekvenserne for realøkonomien vil følge samme mønster med et fald i efterspørgslen på varer og serviceydelser, som sender os ud i en global recession eller endda en depression.

Det vigtige opsving

Spørgsmålet er, hvornår det sker. Det afhænger af kombinationen af yderligere inflation for aktiver og gendannelsen af realøkonomien. Hvis verden hurtigt vender tilbage til samme vækstrater som før coronapandemien, kan vi måske købe os noget tid. Omvendt, hvis væksten forbliver under niveauet fra før coronapandemien, og spændet mellem mængden af varer og serviceydelser og priserne på aktiver vokser, så kan krisen ramme snart.

Den helt store joker er forholdet mellem USA og Kina. Politiske stridigheder har forværret forholdet mellem verdens to største økonomier, og hvis det skrantende forhold påvirker økonomi- og handelsklimaet, vil investorer måske begynde at overveje, om de skal afvikle investeringerne.

En tredje bekymring er konkurser i de dybt forgældede udviklingslande – både i den offentlige og private sektor – som kan trække finansielle institutioner i de rige lande med sig i faldet.

En fjerde bekymrende omstændighed er usikkerheden i banksektoren, som bliver tvunget til at modtage indskud uden udsigt til normal udlånsaktivitet. Den sektor er unægteligt sårbar, hvis tingene begynder at gå galt.

Indlægget er oprindeligt bragt i magasinet The National Interest og er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Omtalte personer

Jørgen Ørstrøm Møller

Associate Senior Fellow, ISEAS, Singapore, adj. professor, CBS & Singapore Management University, fhv. departementschef, Udenrigsministeriet, fhv. ambassadør
cand.polit. (Københavns Uni. 1968)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser