En kompromitterende rejse.

Sådan blev det beskrevet i dele af den franske fagbevægelse, da franske fagforeningsfolk forleden var på besøg i Danmark sammen med landets arbejdsminister.

Alene det faktum at fagforeningsfolkene rejste sammen med ministeren til det lille land mod nord, som er ophavsland til begrebet ’flexicurity’, var nok til, at skepsissens bål endnu en gang flammede op i de mest yderligtgående dele af den franske fagbevægelse.

Frankrig er – ikke mindst når det gælder arbejdsmarkedspolitikken – kendt som et af EU’s mindst reformvillige lande. Derfor har præsident Emmanuel Macron handlet ekstremt hurtigt efter sine valgsejre og gennemført en række store ændringer af det franske arbejdsmarked per dekret.

22. september satte Macron sig foran rullende kameraer og underskrev fem dekreter, der udgør et historisk opgør med landets legendarisk omfattende arbejdsmarkedslovgivning – Code du travail.

I Frankrig og andre europæiske lande forudså eksperter, at Macrons dekreter ville få den samlede fagbevægelse til at tænde bål i gaderne i de franske storbyer. Men sådan er det ikke gået. Strejker og demonstrationer har været meget begrænsede, selv om præsidenten med dekreterne er gået direkte til angreb på en stribe mere eller mindre velerhvervede rettigheder hos franske lønmodtagere.

Fagforeningerne vånder sig udadtil, men indadtil ser det ud til, at de to store lønmodtagerorganisationer CFDT og FO har valgt at give præsidentens reformer en chance, fordi disse også imødekommer lønmodtagerønsker på samme måde, som de opfylder en række ønsker fra arbejdsgiverside.

Når Macron sender sin arbejdsminister og delegationen af fagforeningsledere på besøg hos LO på Islands Brygge i København og på erhvervsskoler i hovedstaden, så bunder det i, at præsidenten har behov for at skrive sine barske strukturreformer ind i et positivt politisk narrativ.

Eller som den amerikanske avis The New York Times forleden skrev: ”De vedtagne forandringer skal komme sammen med højere understøttelse og styrkede efteruddannelsesprogrammer.

Det er en plan, der er modelleret over det veritable arbejderparadis, de nordiske lande, og ikke over USA og Storbritannien med deres brutale vinderen-tager-det-hele-samfund.”

Macrons reformer af det franske arbejdsmarked anses med rette for et politisk projekt med betydning for hele Europa.

Hvis Macron lykkes med planen i Frankrig, vil den stemme Tyskland mildere over for dybere integration i eurozonen, lyder ræsonnementet. Og netop dette projekt anses for at være nøglen til, at hele EU kan opnå højere vækst og dermed mulighed for at reducere den meget høje og politisk ikke-bæredygtige arbejdsløshed i det sydlige Europa.

Samtidig er man både i EU-institutionerne i Bruxelles og i nationale hovedstæder meget bevidste om, at de store sociale uligheder i EU-landene efter næsten 10 års krise giver populistiske politikere vind i sejlene. Tag et eksempel fra sidste uge.

16 millioner tyskere – 19,3 pct. af befolkningen – er i dag ifølge Tysklands statistikkontor Destatis så fattige, at de ikke har mulighed for at deltage i det normale samfundsliv, fordi de har problemer med at betale huslejen, varmen, maden og andre fornødenheder.

Sådan er det i det velhavende Tyskland, og i andre EU-lande er situationen endnu værre. Kombinationen af den udbredte sociale nød og en stadig strøm af nyheder om globaliserede velhavere, der undviger skattebetaling, giver politikerlede og revolutionære ideer kraftig næring. 

Det danske paradoks

Der er med andre ord rigtig mange gode grunde til, at EU nu forsøger at relancere den arbejdsmarkeds- og socialpolitik, som i årtier har været et af unionens mest underudviklede i den forstand, at disse politikområder fortsat er national kompetence.

Det sker, når EU’s stats- og regeringschefer mødes til det sociale topmøde i Göteborg, der begynder på fredag. Her vil Angela Merkel og Macron sammen Lars Løkke Rasmussen og de andre regeringschefer højtideligt underskrive EU’s såkaldte Sociale Søjle – et dokument, der opstiller 20 principper for, hvilket arbejdsmarkeds- og socialpolitisk serviceniveau EU-landene bør tilbyde deres borgere. Se tekstboks under artiklen.

Umiddelbart er der ikke noget punkt på listen, Danmark ikke allerede opfylder væsentligt bedre end langt hovedparten af de øvrige EU-lande. Og det står sågar skrevet sort på hvidt, at man i EU skal respektere nationale kutymer på arbejdsmarkedet, og at man skal gå så langt som overhovedet muligt for at nå målsætningerne gennem kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter.

Ikke desto mindre er der i den danske fagbevægelse en udbredt skepsis over for projektet. Trods historiske slagord om ’international solidaritet’ og ’arbejdere i alle lande’ får de europæiske ambitioner om at få hele EU til at ligne Danmark en lunken velkomst i LO.

”Vi vil meget gerne bidrage til at udvikle EU i en mere lønmodtagervenlig retning, for det trænger unionen virkelig til. Men man skaber ikke mere folkelig opbakning til EU eller bedre vilkår for lønmodtagerne ved at tromle gode, nationale løsninger,” siger LO’s næstformand Arne Grevsen og fortsætter:

”I Danmark har vi tradition for at lade arbejdsgiverne og arbejdstagerne finde ud af store dele af arbejdsmarkedspolitikken –  og det har været med til at skabe den velstand, fremgang og de gode vilkår, som resten af verden ser på med beundring. Så man udvikler ikke EU ved at begynde at lovgive på en måde, der vil afvikle den danske model. Om noget bør vi udvikle EU i en retning, hvor arbejdsgiverne og lønmodtagerne bliver inddraget mere,” siger Arne Grevsen.

Herhjemme står LO langt fra alene med skepsissen. Den deles også af FTF, mens stort set kun Akademikerne har en mere offensiv tilgang til EU’s forsøg på at styrke beskæftigelses- og socialpolitikken på europæisk niveau.

Umiddelbart kan de danske bekymringer synes overdrevne, eftersom både EU-Kommissionens formand, den konservative Jean-Claude Juncker, og EU’s ligeledes konservative beskæftigelseskommissær, belgiske Marianne Thyssen, utallige gange har slået fast, at realiseringen af målsætningerne i den sociale søjle ikke skal komme via byger af ny EU-lovgivning. Tværtimod har Juncker anskueliggjort sin ambition for det sociale Europa ved at erklære, at EU skal have en såkaldt Triple A-rating på det sociale område på samme måde, som de internationale kreditvurderingsbureauer giver verdens lande et, to eller tre A’er for deres økonomiske kreditværdighed.

”Hvis vi i Den Europæiske Union mister arbejdernes støtte – hvis arbejderne føler sig ladt tilbage, fordi de ikke værdsættes som andre samfundsgrupper, vil vi miste opbakningen til EU i det hele taget,” har Juncker sagt til www.politico.eu.

Marianne Thyssen har tidligere i år under et besøg i Danmark undret sig over det, hun kalder ’det danske paradoks’. Det er ifølge kommissæren det forhold, at danske fagforeninger er så skeptiske over for fælleseuropæiske politiske ambitioner på beskæftigelsesområdet, alt imens den danske model roses fra stort set alle kanter som et forbillede for resten af EU. Kommissæren har adskillige gange forsikret, at det europæiske arbejdsmarked og sociale sikringssystem, hun arbejder for, skal udvikles gennem samarbejde med nationale regeringer, lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

”Behovet for fleksibilitet på arbejdsmarkedet er objektivt dokumenteret. I det 21. århundrede er arbejdsmarkedet i langt højere grad drevet af nye teknologier, globalisering og nye livsstile end af arbejdsmarkedslovgivning. Ved at investere i uddannelse og nye færdigheder, effektiv social service og moderne sociale sikringssystemer kan vi undgå, at ’fleksibiliseringen’ fører til et prekariat,” har hun tidligere sagt.

Løkkes generøse velfærdsstat

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har også givet sit besyv med i debatten om både franske arbejdsmarkedsreformer og EU’s sociale søjle. I et indlæg hos Global Policy Lab, der drives af politico.eu, erklærer Løkke sig ’entusiastisk’ over de reformer, den franske præsident er ved at gennemføre. ”Hans forslag er nødvendige, og de giver rigtig god mening,” skriver statsministeren i et indlæg med titlen ’Macron’s reforms: Lessons from Denmark’. 

Ifølge Løkke er det en af de største udfordringer for Europas politikere at sikre, at deres samfund og arbejdsmarkeder kan tilpasse sig en moderne, digitaliseret global økonomi, der forandrer sig meget hurtigt.

”Dette kræver ikke blot, at man skaber vækst og job gennem traditionelle økonomiske politikker, men også at man skaber fleksible arbejdsmarkeder, som tillader vore økonomier at tilpasse sig, alt imens man giver borgerne effektive sociale sikkerhedsnet. Vi skal investere i uddannelse og efteruddannelse for at sikre, at vores arbejdsstyrker kan tilpasse sig nye behov og nye former for job,” skriver statsministeren til sit europæiske publikum.

Løkke understreger videre, at det ikke er en option at vente på Europa for at finde løsningen.

”Vi bliver nødt til at tage ansvar på nationalt niveau. Hvis ikke vi handler, vil vi blive fattigere og ude af stand til at bevare vores retfærdige og generøse europæiske velfærdsstater,” skriver han. 

Tilbage på Islands Brygge i København forsikrer Arne Grevsen, at LO er af den opfattelse, at EU grundlæggende har været en fordel for Danmark og lønmodtagerne, selv om man ikke er vilde med den sociale søjle, som EU-Kommissionen nu vil udvikle. 

”Den store skepsis er netop et udtryk for, at mange ser EU som noget, der ikke tager hensyn til, om fremskridtene kommer alle til gode. F.eks. kan det virke lidt besynderligt, at et firmas indtjeningsmuligheder ofte vejer tungere end hensynet til de mennesker, som unionen jo rent faktisk består af. Og så er det som sagt en rigtig dårlig idé at mase frem på nye områder, hvor folk kan være bange for, at nu bliver der truffet beslutninger, som ikke tager hensyn til dem,” siger Arne Grevsen.​