Danmark har tre arbejderpartier
Midt i sidste valgperiode stod Socialdemokraterne til at miste sin status som Danmarks store arbejderparti. Arbejderne vendte ryggen til partiet og søgte over til Venstre og Dansk Folkeparti. Men det lykkedes Socialdemokraterne frem til valget at vinde arbejderne tilbage, og partiet undgik en identitetskrise. Det viser en ny stor valgundersøgelse, som professor Jørgen Goul Andersen og analysebureauet YouGov står bag. Undersøgelsen viser også, at der i dag kun er nuanceforskelle på vælgerkorpsene hos Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Derfor spiller Mette Frederiksen (S) højt spil, når hun gør DF til sin hovedmodstander på den politiske scene: Det kan give bagslag og fortsætte partiets mangeårige stemmetab til netop DF.
Jens Reiermann
VelfærdsredaktørTorben K. Andersen
Politisk redaktørLad os begynde med en lille quiz.
Danmark har i dag tre arbejderpartier. Men hvem er de egentlig? Vi kan hjælpe så meget, at Venstre, som for bare et par år siden stod til at støvsuge mere end hver 3. af landets arbejdere og dermed kaste Socialdemokraterne ud i en alvorlig identitetskrise, i dag ikke er et af dem.
De tre arbejderpartier er nu Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Fælles for alle tre partier er, at næsten halvdelen af deres vælgere på arbejdsmarkedet er faglærte og ufaglærte arbejdere som snedkere, rengøringsassistenter, havnearbejdere, truckførere og elektrikere.
Men selvom Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, nærmest har gjort Dansk Folkeparti til sin hovedmodstander, er de to partiers vælgergrundlag meget ens, hvad end det drejer sig om vælgernes stillingsbetegnelser, personlige indkomster, alder og holdning til en række velfærdsspørgsmål.
De to partier er næsten præcis lige gode til at tiltrække arbejderstemmer. De har stort set lige mange både faglærte og ufaglærte arbejdere i deres vælgerkorps. Socialdemokraterne har lidt flere højere funktionærer som akademikere og folk med ledelsesansvar, mens DF har lidt flere selvstændige. De har næsten lige få studerende. Og mere end seks ud af ti førtidspensionister og efterlønnere stemmer på et af de to partier. Se figur 2.
Det smitter også af på vælgernes personlige indkomst. De to partiers vælgere har en meget identisk indkomstprofil. Godt halvdelen af både S-vælgerne og DF-vælgerne havde en personlig indkomst før skat på under 300.000 kr. sidste år. Cirka hver fjerde af begge partiers vælgere havde en indkomst på 300-399.000 kr. Og vælgerne med de højeste indkomster følges også pænt ad.
Alderen på de to partiers vælgere er også forholdsvis ens. De har begge to svært ved at få fat i de unge vælgere, som er klart underrepræsenteret. Det ser langt bedre ud blandt de ældre vælgere, som er overrepræsenteret i begge partier. Specielt hos Socialdemokraterne. Godt hver tredje vælger på 66 år eller derover har sat deres kryds ved Socialdemokraterne. Se figur 3.
Grå i toppen" caption="Figur 3
Særlig Socialdemokraternes og Dansk Folkepartis vælgere har oplevet lukninger af offentlige institutioner. Det Radikale Venstres vælgere har i langt mindre omfang oplevet lukninger.
Kilde: Jørgen Goul Andersen og YouGov, valgundersøgelse 2015
Mette Frederiksens farlige kurs
Gennem årene har Socialdemokraterne gjort mange forsøg på at stoppe vælgerflugten til Dansk Folkeparti. Men som regel uden den store succes.
Nu prøver Mette Frederiksen så en ny variant. Hun har nærmest gjort Dansk Folkeparti til sin hovedfjende og vil under ingen omstændigheder lave politiske aftaler med partiet, medmindre Venstre også er med.
Men strategien er risikabel. Den kan give bagslag og fortsætte partiets mangeårige styrtblødning af vælgere til netop Dansk Folkeparti. For de to partier appellerer langt hen ad vejen til de samme vælgere, og hun kan derfor få meget svært ved at forklare sine vælgere, hvorfor hun ikke vil bruge det alternative flertal til at gennemføre sin politik og lave aftaler om f.eks. social dumping, dagpenge og forbedringer af velfærden. Strategien kommer bag på Kristian Thulesen Dahl.
”Mette Frederiksens udmelding er mærkelig og også lidt uforståelig. Socialdemokraterne vil som opposition i sidste ende jo gerne vælte regeringen, og så virker det mærkeligt, at de ikke vil afsøge mulighederne for at lave noget sammen med os,” siger Kristian Thulesen Dahl.
Målet med hendes strategi er at forhindre Kristian Thulesen Dahl i at kunne boltre sig frit i den politiske manege ved først den ene dag at pege på Løkke som statsminister, lave stramninger af udlændingelovgivningen og puste til danskernes bekymring for den stigende indvandring og EU-skepsis, for så den næste dag at pudse sin velfærdsprofil af ved at lave aftaler med Mette Frederiksen og den øvrige del af venstrefløjen. Frederiksen vil i stedet tvinge Kristian Thulesen Dahl til at tage ansvar.
Men strategien giver Kristian Thuelsen Dahl gode muligheder for at udstille Socialdemokraterne som et parti, der ikke vil gennemføre sin egen politik, men hellere vil lege med Lars Løkke Rasmussen. Og Jørgen Goul Andersen tvivler på, at Socialdemokraternes nye strategi for alvor vil ryste Dansk Folkeparti.
”Ser man på Socialdemokraternes naturlige vælgergrundlag, er der ikke så stor afstand mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Når Mette Frederiksen så vil gøre Venstre til sin hovedsamarbejdspartner og undlade at søge nogle politiske mål, man kunne have opnået sammen med Dansk Folkeparti, og som Venstre er imod, er det en dristig kurs for partiet. Det kommer måske an på udførelsen, men jeg tror ikke umiddelbart, at denne kurs vil destabilisere Dansk Folkeparti,” siger Jørgen Goul Andersen og tilføjer:
”Faktisk ser det ud til, at Socialdemokraterne ved valget havde fået stoppet lid af blødningen til Dansk Folkeparti sammenlignet med et år tidligere, og 2015-valget kan jo under et læses som et opgør med magtens partier.”
Tulle kan gå på vandet
Den omstridte dagpengereform er et meget godt eksempel på, hvad der risikerer at vente Mette Frederiksen med hendes nye strategi.
Reformen var et mareridt for Socialdemokraterne i hele Thorning-regeringens levetid. Som beskæftigelsesminister stod Mette Frederiksen i frontlinjen og måtte aften efter aften gå på live-tv for at forsvare den reform, som partiet oprindelig var imod. Og partierne i rød blok brugte milliarder af kroner på at udbedre nogle af dagpengereformens største skavanker, så de ledige, der mistede retten til dagpenge, ikke måtte gå fra hus og hjem.
Da VK-regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om dagpengereformen i maj 2010, skønnede de, at 2.000 til 4.000 mennesker årligt ville falde ud af dagpengesystemet. Det må betragtes som en af Danmarkshistoriens største kommafejl. For siden januar 2013 har 60.000 personer mistet retten til dagpenge. Heraf har over 9.000 mistet dagpengene i 2015, viser en helt ny opgørelse fra AK-Samvirke.
”Her halvanden måned før dagpengekommissionen kommer med sine forslag, kan vi konstatere, at et stort antal ledige fortsat mister dagpengene,” siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke.
Ved dette valg har mændene stemt stort set på samme måde. Partierne i blå blok har fortsat et klart flertal blandt de mandlige vælgere på 56 pct. Til gengæld har færre kvinder stemt på partierne i rød blok denne gang på trods af, at Danmark havde sin første kvindelige statsminister. Rød bloks forspring er nu skrumpet til 52 pct. Se figur 6.
Liberal Alliance er Danmarks maskuline parti number one med suverænt flest mandlige vælgere. Næsten to ud af tre af partiets vælgere er mænd. De Radikale ser omvendt ud til at være bedst til at tiltrække kvinderne. Dog skarpt forfulgt af Alternativet og SF. Men trods venstrefløjens kvindetække, lykkedes det som bekendt Lars Løkke Rasmussen at tilbageerobre statsministeriet med et enkelt mandats flertal.