Danmarks vigtigste ægteskab

Den alliance, der blev indgået på DI's topmøde mellem regeringen og erhvervslivet, kan gøre konferencen til en af de hidtil mest skelsættende og konstruktive begivenheder i klimakampen, vurderer Erik Rasmussen. Men den skaber også meget høje forventninger.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) i dialog med Lars-Peter Søbye, formand DI, Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør DI, Jesper Hjulmand, direktør for SEAS-NVE, og Lars Aagaard, Dansk Energi, ved Dansk Industris Topmødet 2019 i DR's Koncerthus i København tirsdag.<br>
Klimaminister Dan Jørgensen (S) i dialog med Lars-Peter Søbye, formand DI, Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør DI, Jesper Hjulmand, direktør for SEAS-NVE, og Lars Aagaard, Dansk Energi, ved Dansk Industris Topmødet 2019 i DR's Koncerthus i København tirsdag.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Erik Rasmussen

KOMMENTAR: Rammerne, iscenesættelsen og deltagerne kunne ikke have været mere imponerende, da Danmarks nye grønne superpar – regeringen og erhvervslivet – indgik et formelt ægteskab.

Under overværelse af det danske og svenske kongehus, statsministeren, medlemmer af regeringen, de politiske partiledere og 1.000 indbudte erhvervsledere indgik de to parter det forhold, der i medgang og modgang skal sikre Danmark og næste generationer en bæredygtig fremtid. Omgivelserne i DR's Koncerthus var perfekte, og strømmen af talere bekræftede forventningerne om et lykkeligt samliv.

Romancen har været undervejs i nogen tid, men blev offentligt kendt i marts under en konference arrangeret af Concito i samarbejde med blandt andet Vindmølleindustrien, ingeniørernes hovedorganisation IDA og Synergi, som er en sammenslutning af blandt andet Grundfos, Vestas, Rockwool, Danfoss og Velux. Temaet var 'Danmark som grøn vækstnation'. Her deltog Mette Frederiksen, den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen samt et bredt udsnit af erhvervslivet. Her var der så mange amoriner i luften, at jeg efterfølgende tillod mig at forudse et tæt fremtidigt parløb mellem erhvervslivet og Socialdemokratiet. Det skete i en klumme her i Ugebrevet under overskriften “Erhvervslivet og Mette Frederiksen i ny alliance”. Den konkluderede, at konferencen rummede perspektiver, “som kan blive dagsordensættende for den fortsatte debat om Danmarks rolle i klimakampen”.

Her var der tale om en gensidig kærlighedserklæring, der nu har ført til et ægteskab. Hvis det holder, og forventningerne indfries, bliver det Danmarks vigtigste. 

Det store uafklarede spørgsmål er så, hvordan hverdagen udfolder sig, når hvedebrødsdagene er forbi. Men i sandhedens interesse skal siges, at ceremonien og indlæggene udstrålede en seriøs forpligtelse til i fællesskab at indfri de ambitioner, der er udtrykt i regeringens 70/20-plan – at reducere CO2-udslippet med 70 procent inden 2030.

Det bliver ingen nem opgave, og den vil uundgåeligt støde ind i store konflikter og komplekse dilemmaer, når regningerne skal betales, og bastioner skal opgives i en fælles sags tjeneste.

Den første betingelse opfyldt 

Men den første betingelse er, at parterne fra starten har en fælles erkendelse og en fælles italesættelse af udfordringernes omfang og ved, at de er uløseligt bundet sammen i et skæbnefællesskab. De ved også, at omverdenen vil dømme dem hårdt, hvis de fejler så vigtig en opgave på så kritisk et tidspunkt. Deres troværdighed er bundet op på at nå konkrete og overbevisende resultater. Der var heller ingen vaklen eller tøven i virksomhedernes opbakning til at opfylde regeringens målsætninger.

Når man sad med en god mavefornemmelse under den fem timer lange forestilling, var det netop, fordi den fælles erkendelse kom til udtryk i samtlige indlæg. Det gælder ikke mindst de to hovedindlæg fra henholdsvis DI's nye administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, og statsminister Mette Frederiksen.

Selv om DI stadig har nogle vigtige kæpheste at ride omkring virksomhedernes rammebetingelser, sendte den nye direktør nogle signaler, der godt kunne varsle et paradigmeskifte i organisationens selvforståelse som en vigtig arkitekt i opbygningen af morgendagens samfund. Lad os kalde den en større social musikalitet. Og selv om den nye statsminister tilsvarende har sine politiske dagsordener og begrænsninger, oplevede jeg en betydelig åbenhed og udtalt respekt for virksomhedernes vilkår, muligheder og potentialer. 

Der skal som bekendt to til tango – og brudevalse – og man kan ikke undgå at reflektere over betydningen af, at der er nye par på gulvet, og at det netop skaber de nye takter. Mette Frederiksen bød op til dansen ved at foreslå en gensidigt forpligtende klimakontrakt – eller ægtepagt. Den handler blandt andet om at vurdere de enkelte branchers muligheder og forudsætninger for at bidrage til 70-procentsmålsætningen.

Mette Frederiksen inviterede på topmødet til et indledende møde på Marienborg for at udfolde ideen og dermed tage det første vigtige skridt. 

Optimale forudsætninger

Nu skal man naturligvis være varsom med ikke at lade sig rive med af stemningen på et enkelt arrangement, vel vidende at hverdagen hurtigt kan få et glansbillede til at krakelere. Men også i sandhedens interesse vil jeg gerne tilføje følgende: Personligt har jeg igennem adskillige årtier overværet og deltaget i et uendeligt antal konferencer og topmøder. Men DI's topmøde 17. september fremstår som et af de mest skelsættende, konstruktive og lovende, jeg mindes. 

Det skyldes en næsten optimal kombination af timing, forberedelse, iscenesættelse og en fælles forståelse af øjeblikkets betydning. At tiden ikke var til politisk polemik, men det var sidste udkald, hvis indflydelse og troværdighed skulle bevares. Hvad det kunne handle om, kom til udtryk i såvel regeringens klimaoplæg som i DI's 2030-plan “Sammen skaber vi grøn vækst”. Det var velforberedte udspil, og timingen kunne ikke være bedre. Den blev også udnyttet fuldt ud og efterlod derfor indtrykket af, at 17. september kan gøre en forskel. Hermed også understreget hvor store forventninger, der er skabt til det efterfølgende forløb.

Fem stjerner

Hvis jeg skulle uddele stjerner til begivenheden med seks som maksimum, bliver det til fem. Den manglende sjette stjerne skyldes, at der efter min opfattelse var for lidt fokus på, hvordan det omgivende samfund bliver en del af transformationen. Det var godt nok ikke målet for mødet, men omvendt er en bred folkelig forståelse alligevel en betingelse for, at så omfattende transformationer rodfæstes og bliver en integreret del af en ny national identitet, en ny bevægelse. Men det må så blive det første barn, der sættes i verden.

Men hvis man for et øjeblik ser begivenheden og de mulige resultater i et lidt større perspektiv, understøtter det også den gode fornemmelse. Her tænkes på de internationale konflikter og den geopolitiske turbulens og de mange forgæves forsøg på at finde fælles løsninger på fælles trusler, herunder klimaforandringerne. I den sammenhæng var topmødet en befriende og tankevækkende oplevelse. Det ville også være vederkvægende og stimulerende, hvis Danmark virkelig kunne demonstrere både modet, viljen og evnen til at vise, hvordan nye uortodokse samarbejdsmodeller kan løse selv de største udfordringer. 

Den demonstration har jeg ofte efterlyst, men konturerne blev klart udfoldet 17. september. Nu kan man blot håbe på, at konturerne også udvikles til en bæredygtig og langtidsholdbar samfundsmodel – og ikke lever op til ordsproget: Kærlighed gør blind, men når man bliver gift, genvinder man langsomt synet.

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu