Hvis der er to parter, der står sammen om at gøre Danmark til klimaløsningernes globale rollemodel, er det erhvervslivet og Socialdemokratiet. Danmark skal være det "demonstratorium”, der sætter standarden for fremtidens klimaløsninger og dermed det foregangsland, andre vil efterligne. Det vil være en god forretning for landet og sikre ny vækst og arbejdspladser. Ambitionen skal sammenfattes i en ambitiøs og langsigtet klimalov, der fastsætter en række delmål, som der løbende følges op på.

Det kunne være hovedpunkterne i en klimaalliance mellem erhvervslivet og en eventuel kommende S-regering. Efter min opfattelse var det den oversete nyhed på en tankevækkende konference, som tænketanken Concito i sidste uge havde arrangeret i samarbejde med bl.a. Vindmølleindustrien, ingeniørernes hovedorganisation IDA og Synergi - en sammenslutnnng af bl.a. Grundfos, Vestas, Rockwool, Danfoss og Velux.

Hvad der tegnede til at blive blot endnu en af hundreder af klimakonferencer, rummede imidlertid perspektiver, som kan blive dagordensættende for den fortsatte debat om Danmarks rolle i klimakampen.

Overskriften var "Danmark som grøn vindernation” og udgangspunktet var - som det blev formuleret af Concitos direktør Christian Peter Ibsen - at Danmark har mistet sin grønne førerposition og er på vej ned i midterfeltet.

Omend der ikke findes præcise og almengyldige målinger over nationernes gensidige placeringer på klimaskalaen, er det gennemgående synspunkt blandt erhvervsrepræsentanterne, at den danske førerposition er alvorlig truet, at andre lande kan forudses at overhale os, men at det er tvingende nødvendigt, at Danmark bevarer eller generobrer den grønne førertrøje, og at det skal ske hurtigt. 

To politiske strategier

Mødet afslører, at der på det politiske plan er delte meninger om, hvordan førerpositionen skal etableres. Det kommer til udtryk gennem indlæg fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Hun formulerer stærke visioner om Danmark som "en grøn stormagt”, vil have vedtaget af en ambitiøs klimalov med både kort og langsigtet målopfyldelse, en hurtigere udbygning af havvindmøller, efterlyser politisk lederskab og stiller stort spørgsmålstegn ved, om Europa kunne præstere det. Så meget desto vigtigere ser hun betydningen af Danmarks rolle som foregangsland.

Men her synes de politiske vande at dele sig.

Selv om statsministeren deler den fælles opfattelse, at klimaforandringerne er menneskehedens største udfordring, er han åbenbart ikke varm fortaler for et dansk lederskab i kampen for klimaet. Han henviser i stedet til, at klimakampen skal vindes ude i verden, og at vi skal gøre vores indflydelse gældende igennem EU, samt at de bindende klimamål skal formuleres på europæisk plan.

Statsministeren lægger heller ikke skjul på, hvad han anser for de økonomiske udfordringer ved et dansk lederskab, nemlig hensynet til statskassen og konkurrenceevnen. Underforstået at Danmark måske ikke har råd til at være klimapioner, men må sikre fælles vilkår med andre lande. Altså ikke løbe foran.

Fra de to statsministerkandidater hører jeg derfor to vidt forskellige strategier og holdninger til, hvordan Danmark skal positionere sig i løsningen af menneskehedens største udfordring - klimaforandringerne.

Skal Danmark udnytte sit hidtidige grønne forspring til at sætte tempo og standarder for fremtidens klimaløsninger og dermed også score de gevinster, der knytter sig til at være first mover? Det kræver også, at vi har modet, viljen og pengene til at investere i banebrydende initiativer.

Eller skal vi placere os i slipstrømmen på andres lederskab, f.eks. det europæiske og dermed undgå de satsninger, der altid knytter sig til at gå forrest?

At dømme efter stemningen og indlæggene på Concitos konference, er der i erhvervslivet mest opbakning til den offensive strategi og dermed til Mette Frederiksens ambitioner.

Erhvervslivets strategi

Et gennemgående argument er, at en national førerposition også er betingelsen for, at danske virksomheder kan forblive i front.

Selv om de største danske virksomheder har de fleste forretninger uden for landets grænser, er de afhængige af et nationalt avanceret teknologisk miljø. I følge Kenth Kærhøg, Senior Vice President for Communication and Reputation på Danfoss besøger 500 internationale delegationer hvert år koncernen på Als, ikke alene fordi Danfoss et førende, men fordi Danmark er det.

Det kommer typisk til udtryk ved, at delegationerne benytter anledningen til at besøge andre dele af det danske foregangsland, f.eks. kommuner eller andre institutioner, der beskæftiger sig med grønne løsninger.

Kenth Kærhøg deler bekymringen over en truet dansk førerposition og forudser, at en række andre lande meget hurtigt risikerer at overhale Danmark, herunder lande som Sverige og Tyskland. Han slår derfor til lyd for til at hæver ambitionsniveauet og hurtigt få vedtaget en ambitiøs klimalov, der både fastsætter langsigtede mål, delmål, men også mål for hvad de forskellige sektorer skal levere inden for givne tidshorisonter. 

Hvad skal der til?

Hans bekymring støttes åbenbart bredt i erhvervslivet. Det er i hvert fald mit indtryk efter at have lyttet til en række andre indlæg, dels en analyse fra Damvad Analytics, dels en debat imellem næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation Ejner K. Holst, direktøren for Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad, formand for IDA Thomas Damkjær Petersen, og direktør Tine Roed, Dansk Industri. 

Spørgsmålet er bl.a., om Danmark besidder de nødvendige kompetencer til at være frontløber og dermed også kan udnytte de vækstmæssige potentialer. Og det er åbenbart tvivlsomt.

Indlæggene bekræfter billedet af en nation, der risikerer at sakke agterud ud i den grønne konkurrence, især fordi vi har slækket på ambitionerne.

Mest bekymrende er en analyse fra Damvad Analytics, der bl.a. konstaterer at Danmark mister internationalt terræn inden for energiforskning og dermed eroderer det fundament, som en førerposition nødvendigvis må bygge på.

Meget sigende for Danmarks udfordring de kommende år, så medgiver repræsentanterne for de fire interesseorganisationer, at Danmark ikke i øjeblikket er godt nok rustet til at løse fremtidens klimaproblemer og dermed kan bevare sin tidligere position som rollemodel - medmindre vi hurtigt stiller større krav til den danske indsats. De er også enige om behovet for en ambitiøs, detaljeret og forpligtende klimaplan.

Klimakampen skal tage alle med

Men nok så interessant: Budskabet fra "De gule vestes oprør i Paris og de globale skolestrejker har sat sine spor i den danske klimadebat. Der er bred enighed om behovet for at få alle med - at klimaløsningerne ikke splitter befolkningen, men tværtimod styrker den sammenhængskraft, som har været en dansk styrkeposition igennem generationer. Selvom ingen forventer "gule veste” i Danmark, sender det alligevel et signal om, at løsningerne også skal være socialt afbalancerede og dermed leve op til de værdier, som velfærdssamfundet er baseret på.

Mette Frederiksen henviser til, at den hidtidige danske førerposition bygger på et fælles nationalt ansvar - at positionen er skabt kollektivt og ikke kun som en markedsløsning. Derfor slår hun stærkt til lyd for, at den fremtidige klimaindsats nødvendigvis skal være en udpræget folkesag og ikke en dagsorden for de privilegerede.

Ser man tilbage på de signaler, konferencen udsender, står to hovedkonklusioner tilbage: For det første: Danmark har tabt terræn, og positionen som entydig rollemodel er p.t. tabt eller stærkt truet. For det andet: Danmark skal hurtigt tilbageerobre førertrøjen. Det handler ikke kun om at bekende sig til stærke værdier, men om vækst, arbejdspladser og konkurrenceevne på et af fremtidens største markeder.

At være eller ikke være en rollemodel. Det er således spørgsmålet. Svaret får vi måske først efter valget. Men konturerne af en mulig alliance er tegnet.

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.