Kommentar af 
Erik Rasmussen

Davos er blevet afmagtens topmøde

KOMMENTAR: Mens en række af klodens toneangivende ledere mødes i Davos denne uge, accelererer de udfordringer, de er sat i verden for at løse. Der er akut behov for at finde nye svar på de globale risici.

Der er noget selvmodsigende i det verdensøkonomiske topmøde, som World Economic Forum afvikler i den schweiziske alpeby Davos i denne uge.

Her samles et par tusinde af verdens førende erhvervsledere, toppolitikere fra en række lande og en perlerække af eksperter fra toneangivende vidensinstitutioner og organisationer.

Det er uden sammenligning det sted og det tidspunkt, hvor flest magthavere fra flest dele af samfundet mødes samtidigt for at drøfte klodens største udfordringer. Det har de gjort i efterhånden mange år, samtidig med at de problemer, de har skulle løse, er blevet stadig større, stadig mere komplekse og stadig mere uløselige.

Denne uges konference vil utvivlsomt sætte en bekymrende rekord. Aldrig har mødet været holdt i skyggen af så mange, så store og så tæt forbundne kriser. De udfoldes overbevisende i den netop udkomne ’Global Risks Report 2019, som tegner et billede af en verden, der er fanget i et selvforstærkende og tæt sammenhængende net af udfordringer.

Som udtryk for situationens alvor konstaterer rapporten bl.a., at problemerne er blevet så integrerede, at de ikke kan løses hver for sig, men at der heller ikke eksisterer en politisk vilje til at finde de fælles løsninger.

Storpolitisk handlingslammelse

Det kommer bl.a. til udtryk i, at klimaforandringerne står øverst på listen over de største risici, både når det gælder sandsynlighed og verdenssamfundets manglende evne til at løse dem. Med andre ord: Ifølge Global Risk Report er vi fanget i en geopolitisk fastlåst situation. Det gælder ikke blot for klimaforandringerne, men for de fleste af de globale udfordringer.

En nærlæsning af rapporten, tilsat de politiske dramaer, der løbende dukker op på den verdenspolitiske scene, efterlader det skræmmende indtryk, at vi styrer direkte mod, hvad rapporten beskriver som “global risks out of control”.

Tænk bare på nedlukningen i det amerikanske statsapparat, det accelererende Brexit-kaos i England, de gule vestes oprør i Frankrig, fire måneders regeringskrise i Sverige, datatyverier, risikoen for lammende cyberangreb og en nyhedsformidling, der i hastigt stigende omfang inficeres af falske nyheder.

Nu kunne man så håbe på og fæstne lid til, at den globale magtelite under sit topmøde i Davos i denne uge ville bidrage til konkrete løsninger, og at vi herefter kunne sove roligere om natten.

Med al og stor respekt for World Economic Forum er organisationen bedre til at formidle holdninger end handlinger. Men dermed er konferencen i Davos også symptomatisk for den reelle udfordring: storpolitisk handlingslammelse.

Udfordringerne har i omfang, kompleksitet og acceleration udmanøvreret demokratierne og de politiske beslutningsprocesser. Det er såvel klimaforandringerne som flygtningekriserne eksempler på, og flere eksempler er godt på vej.

Ud af elfenbenstårnet

Temaet “Globalisering 4.0” på årets dagsorden i Davos refererer til den voksende modstand mod en globalisering, som mange oplever truer deres job og økonomiske vilkår.

Det samme risikerer at ske som følge af klimaforandringerne, der meget vel kan kræve økonomiske ofre. Det var netop en ’grøn’ afgiftsstigning på brændstof, der fik store grupper af franskmænd til at mobiliserede en mindre hær af gule veste. De fik da også indrømmelser i form af en udsættelse. Men konsekvensen er en forsinkelse af nødvendige omstillinger og en styrkelse af de populistiske og nationalistiske kræfter.

Hvis ikke de magthavere, der i denne uge mødes i Davos, finder hurtige og gennemtænkte svar på den type udfordringer, vil de brede sig eksponentielt de kommende år, støttet af de “nyheder”, de nye bevægelser selv udvikler og formidler.

Et sted at starte kunne være, at World Economic Forum ikke kun udtrykte holdninger til den form for udfordringer, men også handlede derefter, f.eks. ved at skabe en bredere forståelse for og involvering i de temaer, der drøftes i Davos – at “oversætte” og formidle dem til større samfundsgrupper.

Der er behov for, at man kravler ned fra det elfenbenstårn, som World Economic Forum nærmest har gjort en dyd ud af at være – et mødested for de få, de magtfulde og de særligt udvalgte.

Årets Global Risk Report må opfattes som et wake-up call til de magthavere i såvel det politiske liv som i erhvervslivet, der ønsker at bevare magten og indflydelsen.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024