14 temaer er på dagsordenen, når omkring 2.000 af verdens mest magtfulde ledere i morgen og de følgende dage samles til World Economic Forums årlige topmøde i alpebyen Davos.

Under overskriften ”Creating a shared future in a fractured world” fokuseres der bl.a. på, hvordan fremtiden tegner sig for en række udfordringer, spændende fra forbruget, miljøet og de finansielle markeder til bl.a. fødevaresikkerhed, sundhed og langsigtede investeringer m.m. Men ét centralt emne mangler: Fremtiden for demokratierne.

I den forløbne uge dokumenterede to nye rapporter, at den største og farligste men måske mest oversete udfordring lige nu er demokratiernes stadigt dybere krise – at den styreform, som har været den vestlige verdens identitet og samlende værdigrundlag, er under hårdt pres og får stadigt sværere ved at levere de nødvendige resultater. I stedet styrker de autoritære regimer og de autokratiske ledere deres indflydelse. Med andre ord: Verden er midt i et magtskifte med vidtrækkende konsekvenser.

Udfordringen blev klart påvist, da den fremtrædende amerikanske tænketank Freedom House i tirsdags udsendte deres årlige rapport under overskriften ”Democracy in Crisis”. Dagen efter offentliggjorde World Economic Forum den nye udgave af Global Risk Report med dystre analyser af, hvilke udfordringer verdenssamfundet er tvunget til at løse.

Den rapport satte yderligere demokratiernes krise i relief. I de 13 år risikorapporten er udkommet, har den næppe været så dyster og stillet så store krav til markante og hurtige indgreb. To typer udfordringer dominerer: Klimaforandringer og risikoen for cyberangreb. Spørgsmålet er blot, om demokratierne kan håndtere dem; som det anføres i Global Risk Report, er regeringernes for-lidt-for-sent respons med til at forværre problemerne.

En forklaring

Det er måske en af forklaringerne på demokratiernes krise. De har ikke været i stand til at leve op til befolkningernes forventninger men efterladt indtrykket af magtesløse og evigt stridende parter. Derfor skraber de også bunden i alle troværdighedsanalyser. I stedet øges længslen efter den stærke mand med det hurtige fix. Hermed er vejen banet for populistiske og autokratiske politiske ledere. Selv om de er demokratisk valgte, underminerer de den styreform, der har bragt dem til magten.

Freedom House konstaterer således, at 2017 var det tolvte år i træk, hvor institutionen har observeret en begrænsning af de globale frihedsrettigheder. ”Demokratierne står overfor deres værste krise i årtier,” siger tænketankens formand Michael J. Abramowitz i en kommentar. Sammenholder man institutionens rapporter fra både 2017 og 2018, tegner de to scenarier for demokratiernes tilstand og forventelige udvikling.

Det ene viser, hvordan autoritære styrer som bl.a. Kina og Rusland cementerer deres magtbaser, f.eks. gennem infiltrering andre landes demokratiske processer. De forsøger målrettet at udnytte de frustrationer, de iagttager i de vestlige landes demokratier og frygtes at blive cyber-krigens nye stormagter.

Det er f.eks. sket ved Ruslands indblanding i den amerikanske valgkamp og forsøg på at udsende falske nyheder til europæiske befolkninger. Det har for Kinas vedkommende nået et stadium, hvor f.eks. den australske regering har måttet lovgive imod Kinas forsøg på at øve indflydelse på landets lovgivning, herunder at købe australske politikere til at arbejde for Kinas interesser. Ifølge oplysningerne har Kina set Australien som et laboratorium for politisk indflydelse i andre lande.

Det andet scenarie afdækker måske den farligste udvikling, nemlig hvor autokratiske ledere – læs enerådende – bringes til magten gennem demokratiske valg. Det er f.eks. sket gennem valget af Tyrkiets præsident Erdogan, men problemet udfoldes også i verdens største demokrati, nemlig i USA. Freedom House er meget skarp i sin analyse af Trump-æraen i amerikansk politik.

Tænketanken konkluderer, at valget af Trump og den politik, han fører, var årets største og mest dramatiske tilbageslag for verdens demokratier og betyder, at landet ikke fortsat kan opfattes som en demokratisk bannerfører. Det er netop koblingen af USA's demokratiske nedtur og de autoritære og autokratiske regimers fremmarch, der ifølge Freedom House giver anledning til dybe bekymringer på demokratiernes vegne.

Men det er ikke kun Freedom House, der ser store faresignaler. I denne uge udgiver to fremtrædende Harvard-professorer, Steven Levitsky og Daniel Ziblatt, bogen ”How Democracies Die”. Det er ifølge forhåndsanmeldelserne blevet til en overbevisende dokumentation af netop den krise, demokratierne befinder sig i. De er også meget kritiske overfor udviklingen i det amerikanske demokrati og mener, at Trump opfylder en række vigtige kriterier for at være en autokratisk præsident.

Men Donald Trump er blot eksemplet på en populistisk men demokratisk valgt leder, der udnytter en folkestemning til at erobre den politiske magt. Freedom House ser dette som en tendens, der risikerer at sprede sig og nævner bl.a. den politiske højredrejning i Holland, Tyskland, Frankrig og Østrig. Men lande som Polen og Ungarn kan føjes til samme liste. Mønstret er det samme: Udviklingen drives af fremmedhad vendt mod flygtningene og med indskrænkning af frihedsrettigheder og stærkere opbakning til nationalistiske dagsordenener som den afledte konsekvens.

Demokratiernes udfordringer

Med nationalismen følger en kritik eller direkte afstandtagen fra globaliseringen og dermed en nedprioritering af det internationale samarbejde, som er tvingende nødvendigt for at løse en række af de største internationale udfordringer, herunder klimaforandringerne.

Det er her, den kortsigtede politiske virkelighed støder sammen med de langsigtede globale udfordringer, som beskrevet i Global Risk Report 2018. De udfordrer demokratiernes handlekraft eller mangel på samme. Den helt dominerende og relativt kortsigtede risiko er klimaforandringerne og for sen omstilling til en virkelighed med markant ændrede livsvilkår. Det gælder såvel, når der måles på sandsynlighed og på konsekvenser.

Rapporten bekræfter hermed andre analyser, der tegner billedet af en verden, der er på vej mod tre graders temperaturstigning og dermed uoverskuelige konsekvenser for store dele af verdens befolkninger – en udvikling der forudses at ske langt hurtigere end hidtil forudset. Der bliver tale om en dominoeffekt, der beskrives som et miljømæssigt ”Armageddon”.

Netop klimaforandringerne har været et gennemgående tema i de seneste års risikorapporter, men den nye udgave strammer såvel advarsler som konsekvenser og efterlyser et markant højere tempo i adresseringen af klimaforandringerne og de affødte konsekvenser.

Men at det er nemmere at efterlyse initiativer end levere dem, giver bl.a. Tyskland, Storbritannien og også Danmark bekymrende eksempler på. Tysk politik er lammet af en langvarig regeringskrise, der først ventes at have fundet sin endelige løsning til påske.

Hermed har EU's hidtil stærkeste nation været uden et reelt politisk lederskab i et halvt år – og intet tyder på, at den nye regeringskoalition vil genskabe fortidens magtbastion. Læg dertil Storbritanniens Brexit-udfordringer, og vi må konstatere, at tre af verdens førende demokratier, nemlig USA, Storbritannien og Tyskland på kort tid er blevet vingeskudte rollemodeller.

Herhjemme kan der blot henvises til de seneste politiske opgør for at dokumentere, at også Danmark kan tælles blandt de mere eller mindre handlingslammede demokratier. Her er reformer sparket til hjørne. I stedet fokuseres på mindre rokeringer af statslige arbejdspladser. Det bliver derfor ikke Danmark, der går i spidsen med løsninger på de globale klimaudfordringer. Den rolle er vi desværre ved at udspille.

Demokratiet skal ”disruptes”

Det er således svækkede demokratier, der skal deltage i løsningen af klodens største udfordringer – demokratier, der i øjeblikket skuer mere indad end udad. Hermed afskriver de sig også muligheden for at forme fremtidens for de næste generationer. Det overlades i stedet til de autoritære og autokratiske regeringer, der er stærkt på vej til at vinde den geopolitiske magtkamp.

Tilbage er blot at erkende, at den måde, demokratierne hidtil har responderet på nationale som internationale udfordringer på, ikke har været en succes, men ført til tab af troværdighed og indflydelse – år for år. Dermed er slaget ikke tabt. Det handler blot om at erkende udviklingen og forsøge at vende den – at forstå, at styreformer skal nytænkes og ”disruptes” på linje med andre samfundsinstitutioner.

Ingen tvivl om at demokratierne i disse år konfronteres med deres store og afgørende lakmusprøve. Det burde være hovedtemaet, når verdens ledere i denne uge mødes i Davos, men det bliver næppe her, løsningen findes.

I stedet burde man skabe et ”World Democratic Forum” med den ambition at være arnestedet for at nytænke og genskabe demokratiet som den bedste, mest troværdige, mest effektive og mest inkluderende styreform. Det forum burde naturligvis ligge i København og dermed i et land med stolte demokratiske traditioner.

Men man kan naturligvis frygte, at det danske demokrati ikke kan blive enig om at finde løsninger på demokratiets udfordringer, men i stedet blot beviser dem.