Den danske velfærdsmodel har splittet nationen i to

BOGANMELDELSE: Ældre Sagens medstifter og direktør, Bjarne Hastrup, leverer i ny bog en analyse af velfærdssamfundets udvikling, som kalder på, at vi skal finde en ny formel med mindre ulighed.

Vi har fået et Danmark, der er splittet i to nationer: Nationen med arbejde og nationen uden arbejde. Nationen i arbejde bliver prioriteret og respekteret. Får skattelettelser, arbejdsmarkedspensioner og adgang til flere ydelser. Nationen uden arbejde bliver mistænkeliggjort, mister ydelser og bliver mødt med manglende forståelse for ikke at være på arbejdsmarkedet.

Så kontant gør direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup, regnebrættet op for dagens Velfærdsdanmark i en ny bog. Med økonomens grundige pædagogik gennemgår han velfærdsudviklingen i det 21. århundrede og leder læseren hen til dagens store udfordring: På en gang at gøre det danske samfund ikke bare mere retfærdigt og mindre ulige, men også rigere. Det er den nye formel, der skal findes, hvis velfærdssamfundet skal overleveres rigtigt til de næste generationer, mener forfatteren. Både retfærdigheden og ligheden er ved at sive gradvis ud af den danske velfærdsmodel.

Hastrup er normalt en god og klar kommunikator. Det ved alle, der har fulgt den organisation, han er medstifter af og direktør for. Ældre Sagen nyder stor respekt i det politiske landskab, og politikerne ved godt, hvem de ikke skal blive uvenner med, når Hastrup kalder til kamp for sine medlemmer. Grundige analyser af den danske velfærdsmodel og socialpolitik har i årevis præget både hans plads som samfundsdebattør, som leder af en interesseorganisation og som ekstern lektor på Københavns Universitet.

Bogens titel, ’Hovedstrømninger i dansk og international velfærd i det 21. århundrede’, kalder på fornemmelsen af en universitetsforelæsning. Og det er bogen i mange sammenhænge også. Det er en forsigtig og mere analyserende end politiserende Hastrup, der præsenterer sin gennemgang af udviklingen. Men inde imellem den grundige beskrivelse og den afbalancerede analyse finder man et par skarpe iagttagelser, som pludselig skærper opmærksomheden igen.

I designet af den danske velfærdsstat har man foretaget et ordentligt herresving med finanskrisen i 2008-2009, og de bærende velfærdsteoretiske principper er blevet omdefineret i flere faser fra det tidspunkt, hvor krisen brød ud. Der indfandt sig begreber som ”the enabling society”, skriver Bjarne Hastrup med henvisning til en situation, hvor borgerne gennem træning, læring eller uddannelse skulle udvikle kompetencer til at klare sig fri af samfundets sociale ydelser og service. Det handlede bl.a. om rehabilitering af handicappede og ældre i hjemmeplejen. Uden evidens for at det ville kunne virke, blev reformerne gennemført i 2013-2015, skriver Hastrup. Her er man ikke i tvivl om, hvad Ældre Sagens direktør mener om den sag, og heller ikke om, når kommunerne indregner besparelserne på indførelse af ny teknologi, inden det er tydeligt, om der nu også kan spares personale.

Han beskriver, at Danmark efter finanskrisen fik et nyt velfærdsdesign med et langsigtet perspektiv, som er tilpasset globaliseringen og den kommende demografiske udfordring. Et design, som bl.a. udskyder pensionsalderen, og som holder folk længere på arbejdsmarkedet. Danmark blev gennem disse reformer det mest digitaliserede samfund i Vesten, men fik ikke løst sine stadigt voksende integrationsproblemer, ligesom uligheden voksede i det ellers så lige danske samfund, konstaterer Hastrup.

Om velfærden kan videreudvikles af kommende generationer afhænger af samfundets evne til at mobilisere tilstrækkelig arbejdskraft og af investeringer i ny teknologi, hedder det i bogen. Hen over perioden efter finanskrisen er skatterne blevet lettet, den offentlige service er blevet reduceret, og overførselsindkomsterne begrænset. Det er årsagen til den stigende ulighed, mener Hastrup. Og det er ikke skatterne, der løser det problem, tilføjer han. Det er ”den robuste indsats på uddannelse, offentlig service og overførslerne, der trods beskæringer har holdt hånden under fordelingspolitikken”.

Velfærdssamfundet i Danmark og i Norden har trods den øgede ulighed klaret krisen langt bedre end andre velfærdssamfund, men samtidig udfordres samfundet af den forskelsbehandling, der finder sted i de to nationer, som Danmark blev opdelt i gennem 2000-2017 - nationen på arbejdsmarkedet og nationen udenfor, konkluderer Hastrup. Hans kæmpe indsats med bogen havde fortjent et skarpere afsluttende afsnit om den formel, der er brug for at få de to nationer til at hænge sammen igen.

Bogen er forsynet med en kæmpe litteraturliste og intet mindre end 44 sider med nyttige tabeller og figurer, der må være en drøm for enhver talnørd, som vil studere de forskellige aspekter af velfærdssamfundets udvikling i tal i stedet for ord.

BJARNE HASTRUP. Hovedstrømninger i dansk og international velfærd i begyndelsen af det 21. århundrede. Forlaget: Multivers Academic. 224 sider. 279,- kr.

Forrige artikel Unge er intenst forbundne - og mere ensomme Unge er intenst forbundne - og mere ensomme Næste artikel Rusland har gjort Vestens frihed til sit våben Rusland har gjort Vestens frihed til sit våben