Den deleøkonomiske desillusion

Deleøkonomiens oprindelige vision om global ressourcedeling, stærkere fællesskaber og vækst til alle er forsvundet til fordel for konstant profitmaksimering. Det er på tide at gentænke modellen, og et godt sted at begynde er med den danske andelsbevægelse.

Den deleøkonomiske model er blevet en særdeles lukrativ forretning. Det startede som et argument for en smartere global ressourcedeling, stærkere fællesskaber og vækst til alle. Disse smukke visioner synes imidlertid at være trådt i baggrunden, og én af de førende danske stemmer på området er endda begyndt at bruge et nyt ord for fænomenet, nemlig platformsøkonomi.

Jeg foreslår en ny tilgang til deleøkonomien og mener, at det skal begynde med den måde, hvorpå selskaberne konstrueres i fremtiden. Her er den danske andelsbevægelse foregangseksemplet.

Den deleøkonomiske vision er smuk. Jeg køber den 100 pct. Missionen om at bruge digitaliseringen til at sikre en smartere global ressourcedeling, stærkere fællesskaber og vækst til alle er vigtig og nødvendig. Men hvorfor er det så ikke det, der synes at finde sted i praksis?

De amerikanske delegiganter

Du kender godt salgsargumenterne, når amerikanske megaselskaber som Uber og Airbnb skal sælge deres budskab til resten af verden:

”250 millioner biler står stille 23 timer i døgnet i Europa. Der er brug for, at vi får udnyttet disse ressourcer bedre. Det kan Uber bidrage til.”

”Millioner af huse står og sygner hen. Hvorfor ikke udleje dem til turister, der ikke har råd til at betale for de dyre hotelværelser?,” spørger og markedsfører Airbnb sig selv.

Problemet er bare, at selskaberne bag er blevet hundredvis af milliarder værd. Deres værdiansættelse er efterhånden så høj, at de er nødt til at gå meget aggressivt til værks for at erobre markedsandele, eftersom kapitalfonde og de andre ejere bag forventer dette. Man har ikke investeret for sjov og da slet ikke ud fra idealistiske grunde, og derfor skal der leveres return-on-investment.

Bundlinjefokuseret game

Resultatet er blevet, at to af giganterne inden for den såkaldte deleøkonomi reelt set intet har at gøre med den oprindelige vision. Det er blevet så udtalt, at én af de markante danske deleøkonomistemmer, Claus Skytte, nu selv er begyndt bruge den alternative betegnelse ’platformsøkonomier’ om det, der foregår.

Det er meget sigende, og selv om jeg kender Claus Skytte godt nok til at vide, at han i den grad går ind for en bedre global ressourcedeling og vækst til alle (ultimativt som en cirkulær økonomi), så er det bare ikke, hvad der finder sted i disse år.

Tværtimod oplever vi lige nu et professionaliseret og bundlinjefokuseret game.

Når Uberchauffører kører fuld tid i deres egne biler, så står disse biler ganske rigtigt ikke stille, men til gengæld er der ingen krav til hverken forsikring eller miljø. Det betyder, at køretjenesten har endog meget svært ved at dokumentere både en miljømæssig og socialt gavnlig effekt af deres forretning, selv om det startede med at være to af hovedargumenterne for Ubers værdiskabelse for samfundet. Lige nu synes den største værdiskabelse at ske for selskabets shareholders frem for dets stakeholders.

På samme måde er der problemer hos Airbnb. Her har tal dokumenteret, at platformen i høj grad bruges af professionelle udlejere, der nok ikke ejer traditionelle hoteller, men i stedet meget organiseret og systematisk udlejer boliger, der ellers ikke ville stå tomme, men blot give en mindre lejeindtægt end gennem Airbnb-modellen. Det er altså en særdeles god forretning for de professionelle udlejere, som udgør en stor del af det samlede udbud.

Det må gerne være en god forretning

Der er intet i vejen med, at deleøkonomi også kan være en god forretning. Blot er der ikke tale om deling i den forstand, som begrebet oprindeligt blev brugt: Nemlig som en vej til en smartere global ressourcedeling, stærkere fællesskaber og vækst til alle.

I stedet har nogle få pengestærke giganter sat sig på området, og så er det, at betegnelsen ’platformsøkonomi’ bliver både mere rammende og deprimerende sand.

Platformsøkonomi har vi kendt til længe. Som én, der har startet virksomheder siden 1998, husker jeg udmærket de første succesfulde platformsøkonomier i Danmark: Handelsplatformen Den Blå Avis og auktionstjenesten QXL.

Begge var veldrevne virksomheder, men ingen af dem bidrog til hverken en smartere global ressourcedeling, stærkere fællesskaber eller vækst til alle. De forbandt mennesker via internettet, ligesom Facebook og andre gør i dag, og det er for så vidt udmærket, det har bare intet med den deleøkonomiske vision at gøre.

Platformsøkonomier er et tosidet marked med forretningsmodeller, hvor en platform fungerer som mellemled mellem en bruger og en ejer. Ofte er de digitale, og du kender dem for eksempel som eBay, Just-Eat m.fl.

Hvad vil vi med deleøkonomien?

Det gælder også for disse forretningsmodeller, at desto mere succesfulde de bliver, desto mere magtfuld bliver skaberen af platformen. Det har vi set eksempler på i forhold til Just-Eat, hvor pizzeriaer i mange tilfælde har været tæt på at lukke, fordi de skulle betale en høj procentdel af deres indtjening, og reelt ikke har haft noget valg, eftersom så stor en del af deres omsætning var bundet op på Just-Eat.

Den samme situation ser vi med Amazon og deres stærke netværk af sælgere, hvor Amazon nærmer sig monopollignende tilstande inden for en række varegrupper. I dag har man ikke længere noget valg i forhold til, hvor man vil sælge sin vare. Den største vinder er i dette tilfælde manden bag, Jeff Bezos, en af verdens top3-rigeste personer.
Og noget lignende oplever mange chauffører hos Uber i USA, hvorfor de prøver at organisere sig i mindre foreninger og grupper for at presse selskabet til at nedsætte det høje cut, de tager pr. tur.

Er ovenstående så et argument for, at verden var bedre stillet uden selskaber som Just-Eat, Amazon.com, Uber og Airbnb? Ikke nødvendigvis. Men jeg savner en åben og ærlig debat omkring, hvad vi egentlig ønsker med den deleøkonomiske vision, som til tider også er blevet kaldt en revolution.

Lige nu er der for mig at se ikke meget revolution over det. Nærmere desillusion.

Vi køber fortællingerne bag selskaberne, men reelt leverer de ikke på det. Løsningen er næppe at forbyde dem på sigt, eftersom der blot vil komme nye aktører, som med endnu stærkere pengemænd bag vil gøre det samme. Jeg er derudover ikke nogen stor tilhænger af forbud, så i stedet må vi kigge på, hvorvidt der skal arbejdes med ejerstrukturen bag sådanne deleøkonomiske forretningsmodeller, hvis de virkelig skal lykkes og være bæredygtige på sigt.

Spansk inspiration

I Spanien findes en virksomhed eller rettere et kooperativ, der hedder Mondragon. Det er ét af Spaniens vigtigste væksttiltag netop nu, og projektet er både revolutionerende og entreprenant i sin form.

Mondragon er medlemsejet, ledelsen er demokratisk, og det årlige udbytte fordeles til medlemmerne. Siden starten har Mondragon etableret over 250 nye virksomheder. Lige nu beskæftiges flere end 80.000 ansatte, der, udover at eje kooperativet i fællesskab, producerer alt fra nøgler over bremseklodser til højteknologiske maskiner til medicinalindustrien.

Det gør de vel at mærke så effektivt, at de har klaret sig dobbelt så godt igennem finanskrisen som konkurrenterne, og sidste år kunne kooperativet præsentere sorte tal på bundlinjen og en omsætning på over 90 milliarder kr. Det er næsten 2,5 gange så meget som LEGO (37,9 milliarder kr. i 2016), og havde Mondragon været danskejet, ville det være landets tredjestørste virksomhed målt på omsætning efter A.P. Møller - Mærsk og Novo Nordisk.

Jeg tror, at vi skal arbejde frem mod en deleøkonomi og for så vidt også platformsøkonomi, hvor vi tænker innovativt i ejerformen bag, for ejerkonstruktionen betyder endog rigtig meget for, hvordan selskabet efterfølgende bliver drevet.

I tilfælde som Uber og Airbnb er hovedproblemet formentlig ikke selve modellen, men ejerkonstruktionen. Den fordrer nemlig en konstant profitmaksimering for at være en succes, og i et sådan profitræs er der ikke plads til at tænke i reel deleøkonomi, ressourcedeling og vækst til alle.

Det er klart, at vi ikke kan tvinge selskaber til at vælge denne konstruktion, men vi har i Danmark en stærk tradition fra andelsbevægelsen, som vi med fordel kunne revitalisere for på den måde at blive foregangseksempel og -land inden for den kooperative model. Det vil også give en langt stærkere og mere bæredygtig fortælling på sigt, for der er ingen tvivl om, at platformsøkonomien blot vil fortsætte med at vokse over de kommende årtier.

Måske står vi over for en ægte revolution, men kun hvis vi gentænker modellen hele vejen rundt. Jeg slutter således lidt mindre desillusioneret, end jeg indledte. Man er vel iværksætter!

Forrige artikel Med Pippi på lederjob Næste artikel Bagsiden af det gode liv