Det er nærmest skæbnens ironi.

Præcist 27 år efter at tyskere fra øst og vest i november 1989 rev Berlinmuren ned med forhamre og de bare næver og derved indvarslede en ny historisk epoke præget af tro på friheden og fremtiden, har USA valgt en præsident, der vil bygge en mur.

Donald Trump vil bygge en mur på 3.200 kilometer på grænsen mod Mexico. Han vil også bygge toldmure. Han vil føre handelskrig over for Kina, der ejer over 20 pct. af den amerikanske statsgæld, svarende til mere end 1.200 milliarder dollars. Han vil styre verdens mest magtfulde land som en stor virksomhed og føre en finanspolitik på steroider. Og han vil opgive USA’s globale bestræbelser på at opretholde en verdensorden præget af supermagtens egne erklærede værdier.

Murens fald står som symbolet på globaliseringen. De 27 år, der er gået, har været præget af den mest intense og i mange henseender vellykkede globalisering, verden nogensinde har oplevet. Båret af teknologiske fremskridt, frie kapitalstrømme og millioner af nye arbejdere er verdens industriproduktion, handel og overordnede velstandsforøgelse eksploderet.

Men valget af Donald Trump markerer – ligesom den britiske beslutning den 23. juni om at forlade EU – et historisk opgør med de, eller snarere de politiskøkonomiske retninger, som et bredt flertal af det politiske centrumvenstre og centrumhøjre i USA, Europa og deres allierede lande dybest set har været enige om siden Anden Verdenskrig.

Vi kan kalde det den fjerde vej.

Opgørets time

Efterkrigstidens opbygning af de vestlige velfærdsstater markerede den første vej. Den blev efterfulgt af Ronald Reagan og Margaret Thatchers massive liberaliseringer. Efter dem kom politikere som Bill Clinton og Tony Blair og erklærede sig som tilhængere af den tredje vej.

Den var med Tony Blairs ord ”et moderniseret socialt demokrati, der er passioneret i sit forsvar for social retfærdighed,” alt imens man advokerede for, at britiske og amerikanske lønmodtagere skulle omfavne globaliseringen i den faste overbevisning, at den samlede velstandsstigning ville komme dem til gode i form af billigere varer, bedre uddannelse og bedre jobs.

For danske socialdemokrater som Poul Nyrup Rasmussen var det en diskurs, man kunne se sig selv i – ikke mindst fordi der i Danmark var en bred samfundsmæssig forståelse for, at globaliseringen med dens udflytning af arbejdspladser måtte akkompagneres af en aktiv statsfinansieret beskæftigelsespolitik.

Sådan var det ikke i USA og Storbritannien, hvor man ikke gjorde meget for de fyrede arbejdere på fabrikkerne, i minerne og på værfterne. Derfor føler den amerikanske og britiske underklasse og middelklasse sig i 2016 snydt. Og derfor har disse vælgergrupper været spydspidser i folkelige demokratiske opstande, der har sat de hidtil herskende samfundseliter til vægs.

Både 23. juni i Storbritannien og 8. november i USA stemte store dele af den lavere middelklasse således for at forlade EU og for at gøre Trump til præsident. Mens disse vælgergrupper ikke alene har skabt flertallet ved de to valghandlinger, har selve fortællingen om disse hårdt arbejdende befolkningsgrupper, der blev snydt af globaliseringsivrige centrumvenstreeliter hånd i hånd med multinationale selskaber og globale investeringsbanker, været omdrejningspunktet i de stærkt demagogiske kampagner, der har ført til de to historiske valgresultater.

USA og Europas middelklasse er taberne

Økonomen Branko Milanovic fra City University of New York har gennem flere årtier analyseret ulighed i indkomster verden over. Han har, som det fremgår af figur 1 – den såkaldte elefantgraf – dokumenteret, hvad der reelt er sket under globaliseringens seneste fase.

Sagen er, at globaliseringen har ført til en massiv velstandsforøgelse for hundredvis af millioner af middelklassefamilier i Kina, Brasilien og andre udviklingsøkonomier, ligesom også de allerrigeste i Europa og USA har oplevet massive forøgelser af deres velstand. Til gengæld er der en distinkt gruppe af verdens borgere, for hvem globaliseringen ikke har været en fest. Det er de befolkningsgrupper, der på verdensplan ligger mellem de 75 pct. og 90 pct. rigeste af alle verdens borgere, der dybest set har betalt gildet. Det er netop her, man finder de vestlige økonomiers middelklasse.

Den voksende globale elite af superrige – hvortil Donald Trump hører – oplevede i perioden 1988-2008 en velstandsstigning på op til 60 pct. Fra 2008 til i dag er det kun gået endnu hurtigere. Endnu højere var velstandsstigningerne blandt den nye middelklasse i en række af de nye udviklingsøkonomier som Kina.

I den vestlige verdens middelklasse derimod måtte millioner af mennesker konstatere, at deres samlede velstandsstigning over 20 år var mindre end 10 pct., mens den for mange sågar var negativ. Perioden fra 2008 til i dag har været præget af det historisk dybe økonomiske tilbageslag efter finanskrisen. Og det har kun gjort utilfredsheden blandt vælgere i Vestens lavere middelklasse endnu større.

Derfor køber disse grupper tilsyneladende ikke længere konceptet bag den tredje vej, men har i stedet ladet sig besnære af Donald Trumps politiske projekt. Indpakket, som det er i tv-kendissens hårde retorik, rummer det en række politiske mærkesager, der synes at være hevet ned fra hylderne i både højrefløjens og venstrefløjens politiske varelager.

Det er da også tankevækkende, at befolkningen i de fleste lande ser pessimistisk på udviklingen. Da folk blev spurgt i Danmark og 16 andre lande, om verden var blevet bedre eller værre, svarede over halvdelen af dem i samtlige lande - bortset fra Kina og Indonesien - at tingene var blevet forværret. Se figur 2.

Trump har lovet at genforhandle frihandelsaftalen NAFTA med Mexico og Canada. Han har erklæret de to store frihandelsaftaler – TTIP med Europa og TPP med Stillehavsregionen – for døde, og han har varslet straftold på op til 45 pct. på importvarer fra Kina. Samtidig har Trump annonceret et massivt program til investeringer i offentlig infrastruktur og til uddannelse. Alt sammen klassiske venstrefløjsprioriteter.

Trump har imidlertid lanceret en skatteplan, der er klassisk højrefløjspolitik med store nedsættelser af skattesatserne for både lønmodtagere og virksomheder. Disse skal finansieres gennem drakoniske nedskæringer i antallet af offentlig ansatte. Stribevis af førende økonomer har påpeget, at Trumps økonomiske planer ikke hænger sammen, og at importtold på varer fra Kina og Mexico først og fremmest vil fordyre tilværelsen for amerikanske arbejdere. Og ingen kan sige, om disse tiltag rent faktisk vil medvirke til at flytte produktionsjobs tilbage til USA.

Ikke desto mindre er USA allerede nu på vej ud i et massivt politisk-økonomisk eksperiment, der får vidtrækkende konsekvenser verden over.

Populismen møder virkeligheden

Det store spørgsmål er, hvor langtidsholdbar den fjerde vej er. De kommende måneder bliver den store test. Fejler Trumps projekt med at gøre ”America great again”, kan det blive enden på højrepopulismens tilsyneladende globale triumftog.

For første gang skal den nationale højrepopulisme i politisk forstand sidde for bordenden. På magtens allerøverste top. Der, hvor de nemme løsninger er svære at implementere, hvor skylden ikke kan placeres hos andre, og hvor den politiske chef stilles til ansvar for den samlede førte politik. Det er et nybrud.

Da Kristian Thulesen Dahl efter valget i juni 2015 fik muligheden for at sidde med ved magtens højbord, stak han halen mellem benene. Brexit-bevægelsens frontfigurer, Nigel Farage og Boris Johnson, hoppede fra borde sammen med David Cameron i samme sekund, de fik den politiske magt serveret. Og hverken Marine Le Pen i Frankrig, Frauke Petry i Tyskland eller Geert Wilders i Holland har endnu fået muligheden – kun den politiske revselsesret til at råbe højt.

Nu fanger bordet for Trump. Med flertal i begge kamre – Repræsentanternes Hus og Senatet – har han umiddelbart ingen undskyldninger for ikke at indfri sine talrige og vidtgående løfter i forsøg på at gøre USA stort igen. Men forholdet mellem Trump og de republikanske medlemmer af kongressen er anspændt.

Han vil formentlig aldrig komme til at bygge sin berømte mur langs grænsen til Mexico, smide 11 millioner illegale indvandrere ud af landet eller smadre Islamisk stat på rekordtid. Men mindre kan også gøre det. Og han vil få politisk syndsforladelse af sine vælgere. Det er straks værre med mange af hans andre løfter.

Han får mere end svært ved at etablere millioner af job til de fyringsramte folk i bilfabrikkerne, stålindustrien og kulminerne, som han har lovet. Det er også tvivlsomt, om han kan få politisk opbakning til at rive klimaaftalen fra Paris og de mange frihandelsaftaler i stykker.

Gælden vil eksplodere

Hans økonomiske plan, der skal få økonomien til at vokse med 4 pct. om året og skabe over 25 millioner nye job, er blevet jordet af eksperter for at være rent fatamorgana. Hans plan vil i stedet øge den i forvejen tårnhøje statsgæld med 5.300.000.000.000 dollars – svarende til at gælden vil eksplodere til 105 pct. af det amerikanske BNP i løbet af 10 år. Det konkluder den uafhængige Komite for et Ansvarligt Føderalt Budget.

Hans kontrakt med vælgerne indbefatter også et dramatisk opgør med det politiske establishment i Washington på alle facetter – lige fra militære og forvaltningsmæssige organer til føderale domstole og finansielle og politiske institutioner. Han vil bl.a. inden for de første 100 dage begrænse lobbyismen, indføre ansættelsesstop i staten, forbyde pengebidrag fra udenlandske lobbyister til amerikanske politikere og ændre forfatningen for at sikre, at medlemmer af kongressen kun kan sidde et vist antal embedsperioder.

Inden for de første 100 dage vil han også sænke skatten markant. Middelklassen får de største skattelettelser. En typisk middelklassefamilie med to børn vil få en skattelettelse på 35 pct. Og selskabsskatten skal sænkes fra 35 til blot 15 pct.

Ingen kan i dag forudsige, hvorvidt Trump bliver en succes eller fiasko som USA’s præsident. Hans samfundsmodel er et stort eksperiment, der kan betyde et kollaps for vores nuværende verdensorden, og at en ny kan bygges op: den fjerde vej med fokus på den nationale socialstat, strammere kurs over for indvandring, tilbagerulning af frihandel og et opgør med den skattefinansierede velfærd.

Cirka 60 millioner amerikanske vælgere – eller knap hver fjerde af de stemmeberettigede – satte deres kryds ved Trump på årsdagens for Murens fald. De kan nu have plantet et frø til en ny verdensorden, hvor USA har nok i sig selv, og hvor resten af verden må klare sig, som den bedst kan.

Ifølge Nobelprisøkonomen Joseph Stiglitz er Trump-fænomenet og tilsvarende udviklinger i Europa en reminder om, at den politisk-økonomiske kurs bør lægges om, hvis man vil undgå de dybe risici, som den aktuelle situation indebærer: delte samfund, underminerede demokratier og svækkede økonomier.

Kun ved at tage et markant opgør med den voksende ulighed kan de vestlige demokratier gøre sig håb om at sætte en stopper for Trump og de mange ligesindede politikere i Europa, der håber på vælgerfremgang i slipstrømmen på den nye amerikanske præsident.

Europa rykker sammen

I Europa har valget af Trump vakt stor bekymring. Både fordi regerende politikere og andre gamle politiske partier frygter, at Trump-bølgen så at sige vil smitte af, og fordi man er bekymrede over, om den kommende amerikanske præsident vil gøre alvor af at nedprioritere NATO.

Frankrig er på vej ind i en meget afgørende præsidentvalgkamp. Læs også ”Falder Frankrig, falder EU”. Men også i Østrig, Italien, Holland og Tyskland vil der over de kommende tolv måneder være valg og folkeafstemninger, hvor kandidater og partier med en Trump-lignende diskurs kan forventes at vinde ny tilslutning.

Hvad angår det sikkerhedspolitiske samarbejde i NATO, har den kommende amerikanske præsident fået en meget klart formuleret opfordring fra Tysklands forsvarsminister, Ursula von der Leyen. Hun mener, at Trump, hvis familie stammer fra Tyskland, må vælge side i den aktuelt meget anspændte situation mellem Rusland og resten af Europa.

”Donald Trump bliver nødt til at sige klart, hvis side han er på. Står han på lovens, fredens og demokratiets side? Eller er han ligeglad med alt dette og bare på udkik efter en ny kammerat,” lød det skarpt fra von der Leyen i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Det står endnu langt fra klart, hvilken udenrigspolitik Donald Trump egentlig kommer til at føre, udover at han ligesom mange af sine forgængere har sagt, at USA ikke kan blive ved med at stille mandskab, isenkram og finansiering til rådighed, når der skal føres krig i verden. Trumps fjerde vej er således ikke et bud på en ny verdensorden. Den er først og fremmest et ønske om, at USA kan skabe orden i eget hus.

Men hvis Trump holder disse valgløfter om at trække sig tilbage bag sine egne grænser, vil det også i sig selv være indledningen til en ny æra i verdenshistorie, hvor Europa skal tage vare på sin egen sikkerhed. Og det var netop, hvad EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, gav udtryk for efter valget af Trump.

”Helt uafhængigt af det amerikanske valg har det stået klart, at USA ikke for evigt vil tage ansvaret for Europas sikkerhed. Det bliver vi nødt til at klare selv. Det er derfor, vi har foreslået en ny tilgang til et styrket europæisk forsvar, herunder en europæisk hær,” sagde Juncker under et besøg i Berlin i sidste uge.

LÆS OGSÅ:

Falder Frankrig, falder EU

En ny verdensorden - fra værdipolitik til big business