Ti års økonomisk forskning og en global finanskrise, der stadig sætter sine spor, har lært os, at man ikke kan spare sig ud af en finanskrise. Nedskæringspolitikken blev endegyldigt lagt i graven under EU-topmødet i juli, hvor unionens regeringsledere etablerede fælles gæld i stor skala. Men er der ingen kriser, man kan spare sig ud af? Rundt om det spørgsmål kan man nu tegne skarpe fronter i den politiske diskussion om løsningen af en anden af tidens store kriser, nemlig klimakrisen.

Aktivister, grønne NGO’er og flere af regeringens støttepartier udgør i den klimapolitiske debat en slags CO2-sparebande, der taler for omgående adfærdsændringer og nedskæringer på det klimaskadelige forbrug. I deres udlægning er sparekniven et centralt værktøj, hvis vi skal nå de mål, vi har vedtaget med Parisaftalen, verdensmålene og klimaloven.

Mette Frederiksen er et stolt medlem af den europæiske sparebande, når regeringslederne mødes i Bruxelles, men i den hjemlige debat har hun nu meldt sig ind i klimadebatten med et anderledes lysegrønt budskab. Det blev tindrende klart, da statsministeren tidligere på måneden holdt sin tale ved Dansk Erhvervs årsmøde.

”Vi skal turde tro på, at teknologien er med til at finde svarene for os. Gør vi ikke dét, bliver det kun til højere afgifter. Og det er ikke svaret, hverken i dag, om fem år eller ti år. Det er ny teknologi, det er innovation, det er forskning,” sagde hun. Vi når ikke 70 procents-målet i 2030 med de værktøjer, vi kender i dag. Regeringen sætter sin lid til iværksætterne, den frie forskning og det grønne erhvervsliv.

Kommer der så en rigtig god teknologi i morgen? Det spørgsmål kan vanskeligt besvares med sikkerhed, men en række påfaldende paradokser viser sig, når man holder statsministerens tyrkertro op mod de faktiske forhold for det grønne iværksætteri i Danmark.

Et halveret forskningsbudget 

Sammenligner man Danmark med resten af EU, ligger vi ifølge en European Innovation Scoreboard-analyse fra 2020 på en flot tredjeplads over unionens bedste iværksætterlande, i hælene på Sverige og Finland, men langt over gennemsnittet. Det skyldes ifølge analysen gode strukturelle rammebetingelser, herunder særligt adgang til højtuddannet arbejdskraft og stærke forskningsmiljøer. Men netop på det grønne område, som regeringen sætter sin lid til, halter vi efter. I 2017 blev Danmark nummer 1 i The Global Cleantech Innovation Index, men vi rangerer lavere end en række lande og er helt nede på 11.-pladsen, når det handler om højvækst-startups og opfindelse af nye grønne teknologier.

Dertil kommer, at Danmark i 2018 kun brugte fire procent af det samlede offentlige forskningsbudget på miljø- og energiområdet. Det er et markant fald siden 2010, hvor andelen var på otte procent. I The Global Cleantech Innovation Index blev det påpeget, at Danmark ville miste førstepladsen, hvis denne besparelse var sket, inden indeksets færdiggørelse.

Selv om Folketinget tidligere på året vedtog at øge bevillingerne til grøn forskning med en milliard kroner i 2020, er der et forskningsmæssigt efterslæb, som risikerer at spænde ben for regeringens planer. Den ene milliard skal med andre ord gives særdeles godt ud, hvis den skal batte noget og holde sparebanden stangen.

Under en paneldebat ved årets klimafolkemøde i Middelfart om ”Danmark som grønt foregangsland” udtrykte både Venstres klimaordfører Tommy Ahlers og Kresten Ørnbjerg, Head of Global Public Affairs i Vestas, en udtalt bekymring for, at Danmark er begyndt at sakke bagud på den energiteknologiske front, hvor lande så forskellige som Finland, Kina og Israel er begyndt at investere kraftigt i klimainnovation.

Manglende risikovillighed som strukturelt benspænd 

I februar offentliggjorde Dansk Erhverv en analyse, som forsøgte at grave nogle flere svar frem om de grønne iværksættervirksomheders udfordringer i Danmark. Blandt konklusionerne var, at en stor del af de danske iværksættervirksomheder både mangler adgang til myndighedssamarbejde, kapital, forskning og kvalificeret arbejdskraft.

En af de virksomheder, som Dansk Erhverv har baseret rapporten på, er Wavepiston, der udvikler strøm via bølgeenergi. Virksomhedens direktør, Michael Henriksen, udtaler i rapporten, at mens der allerede er ”kapital til eksisterende energiområder, såsom vind og sol, så går det langsomt med at bakke op om nye former for grøn energi, såsom bølgeenergi. For nye, grønne teknologier er der både behov for kapital til forskning og udvikling, og til test og demonstration af teknologierne”.

Der er med andre ord behov for den risikovillighed, Mette Frederiksen fremhævede i sin tale. Vi skal turde tro. Det kan selvfølgelig være, at Wavepistons idé er uholdbar og ikke værd at investere i. Men noget tyder på, at også den manglende risikovillighed er en strukturel forhindring.

Danmarks Grønne Fremtidsfond, der blev lanceret tidligere i september, er sat i verden for at løse problemet. Med den vil regeringen og støttepartierne etablere en fond, som skal ”bidrage til at udvikle morgendagens grønne løsninger i Danmark”, som det lyder i pressemeddelelsen på Finansministeriets hjemmeside.

Der ligger dog et indbygget benspænd i Danmarks Grønne Fremtidsfond, som den fungerer i sin nuværende konstruktion. Som Dansk Erhvervs chef for iværksætteri Jasmina Pless har udtalt, er der i fonden ikke afsat tabsrammer til risikovillig kapital. ”Det betyder, at de grønne investeringer skal holdes inden for fondenes nuværende risikoprofiler. Det mener vi ikke er nok, hvis vi skal klare os i den globale konkurrence. I udlandet bliver der satset massivt på at udvikle nye grønne teknologier,” som Pless udtalte til DR.

Det betyder også, at de iværksættere, som alle går og skriger på, får sværere ved at rejse midler til at udvikle idéer.

Udfordringen er, at kun en lille del af de innovative idéer bliver til succesfulde forretninger. Risikovillig kapital betyder altså, at man skal være villig til at satse på ti vilde idéer for at ramme én, der får succes. Hvis ikke det var sådan, ville alle være iværksættere. Hvis Danmarks Grønne Fremtidsfond satser for sikkert, løser den altså ikke sin opgave.

Nu har vi jo stadig til gode at se, hvordan milliarderne bliver investeret. Men ser man på Den Grønne Investeringsfond, som aftager 5 af de 25 milliarder kroner, som Danmarks Grønne Fremtidsfond er etableret for, viser det sig, at investeringsfonden endnu har til gode at investere i et projekt, der er gået konkurs. Fonden kan fremvise flotte CO2-regnskaber for sine investeringer, men har på fem års levetid ikke investeret i et eneste projekt, der har slået fejl, hvilket Line Lundbye, Green Investment Director i Den Grønne Investeringsfond, bekræftede ved årets Klimafolkemøde.

Den Grønne Investeringsfond tager højere renter end traditionelle banker, blandt andet med det argument, at traditionelle banker ville være forbeholdne ved at sætte penge i nogle af de grønne iværksætterprojekter, som Danmark har brug for. Som det hedder på fondens hjemmeside ”vil prisen for det enkelte lån afspejle projektets risiko”. Men hvis ingen projekter på fem år har slået fejl, tyder det på, at de ikke rigtig satser, når de investerer. Er Den Grønne Investeringsfond så bare en dyr bank med en grøn profil?

En præmis for regeringens klimapolitik – har Mette Frederiksen slået fast med syvtommersøm – er opfindelsen af nye teknologier, som kan hjælpe os med at nå 70 procents-målet. Men de innovative løsninger kommer med risikovillighed, ikke med en blind tillid til ”morgendagens grønne løsninger”.

Hvor urokkelig er afgiftsmodstanden? 

Tredje forhindring for udviklingen af de ønskede grønne teknologier er det, Nationalbanken har kaldt en ’markedsfejl’, nemlig den lave pris på CO2-udledning.

CO2-udledningen fra en virksomheds produktion påvirker samfundet negativt, og der vil derfor ud fra en traditionel markedsøkonomisk logik skulle kompenseres for skaden gennem et kvotesystem eller ved at betale afgifter. Den løsning har klimaminister Dan Jørgensen dog stemplet som ren Georg Gearløs. En linje, Mette Frederiksen har bakket fuldt op om. Modstanden mod afgifter kan dog vise sig at blive endnu en paradoksal modspiller i kampen for flere grønne iværksættere.

Højere afgifter er set fra et mainstream-økonomisk perspektiv et innovations-stimulerende værktøj. Som Peter Birch har påpeget, kan en grøn fond ikke sikre ”tilstrækkelig udbredelse af de nye teknologier, så længe det er alt for billigt for den private sektor at udlede drivhusgasser”.

Den tidligere formand for Klimarådet konkluderede, allerede inden fonden blev præsenteret, at den ville komme til at mangle kapitaltilførsel, hvis ikke klimakrisens markedsfejl blev rettet op med høje priser på CO2-udledning. Holder regeringen fast i sin modstand hele vejen igennem det højintense klimapolitiske efterår, vi går ind i, kan det blive sværere for en grøn fond at få succes, lyder konklusionen: ”Den stort anlagte grønne fond er en tom skal.”

Helt galt risikerer det at gå, hvis morgendagen ikke viser sig at have en ny, genial grøn løsning. Klimalovens krav om handlepligt og ministerens årlige redegørelse for, hvordan regeringen kan nå reduktionsmålene, burde forhindre den helt store blamage, men hvad er planen, hvis der ikke kommer en god teknologi i morgen, dagen efter eller i 2022? Risikerer vi at stå om fem år med budgetoverskridelser på CO2-kontoen og en lang næse?

Regeringen kan selvfølgelig satse på, at andre landes får succes med den grønne innovation. En god teknologi fra Japan er god for klimaet, også i Danmark. Klimakrisen er global, så nulsumsspillet i jagten på de grønne løsninger kan vel passende indstilles til fordel for en mere solidarisk og sportslig tilgang, hvor den bedste opfinder vinder? Det kunne man argumentere for, hvis ikke Fremtidsfonden blev lanceret med løfter om at ”fastholde vores grønne førerposition”, som finansminister Nicolai Wammen udtrykte det ved præsentationen. Mest præcist blev den socialdemokratiske vision formuleret af Wammens spindoktor Mads Brandstrup på Twitter: ”Det skal være danske virksomheder, der leverer de innovative løsninger, der bringer os tættere på vores ambitiøse klimamål – og leverer grønne job midt i en økonomisk krise!”

Grøn, dansk innovation er også grønne, danske jobs. En konkurrence, hvor nogen får mere end andre – også selv om klimakrisen har lige så lidt respekt for landegrænser som covid-19.

Det er ærgerligt at kritisere en politiker for at gå planken ud og turde satse på noget, hun tror på. Jeg skal være den sidste til at tage håbet fra Mette Frederiksen. Nu har hun måttet høre så meget for sin dunkle pessimisme, både før og under coronakrisen. Men skal regeringens ambitioner om en grøn iværksætter-guldalder nås, er der et bjerg af benspænd at bestige.