Danmarks kommende statsminister Mette Frederiksen bør hurtigst muligt melde offentligt ud, at hun støtter Margrethe Vestager i kampen for at blive den første kvindelige formand for EU-Kommissionen.

Det vil ikke alene tjene Danmarks interesser bedst i en tid, hvor vi som en lille frihandelsnation har mere brug for det europæiske samarbejde end nogensinde tidligere.

Det vil også tjene Europas interesser bedst at EU’s øverste ledelse optræder kompetent og reformorienteret. Det gælder både udadtil i forholdet til USA, Kina og Rusland og indadtil i forhold til at få den store maskine i Bruxelles til mest effektivt at tjene de 500 millioner europæeres interesser.

Den opgave vil Vestager være fremragende til at løfte. At hun bliver taget endog meget alvorligt som kandidat fremgår af den store mediedækning, hun får ikke mindst i førende tyske og franske medier i disse dage.

Det vil også styrke Socialdemokratiets interesser, fordi det kun igennem EU vil være muligt at imødegå de store udfordringer, som partiet har placeret øverst på sin dagsorden: Klimaet, indvandringen og en fair beskatning af multinationale virksomheder.

På alle tre områder vil Vestager som kommissionsformand være ambitiøs, realistisk og stålsat, og hun vil have stærk opbakning fra Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der er den centrale aktør i det aktuelle europæiske spil. Det er han ikke mindst, fordi Tyskland befinder sig i et politisk limbo, hvor Angela Merkel er på vej ud, og hvor den tyske regeringskoalition er svækket af ledelseskrise i det socialdemokratiske SPD, hvis formand netop er trådt tilbage.

Samtidig bør Frederiksen holde sig for øje, at mange magtfulde politikere rundt om i Europa – og det gælder ikke kun socialdemokrater – er betænkelige ved hendes politiske mix bestående af meget stram udlændingepolitik og en nationalt orienteret velfærdspolitik.

En socialdemokratisk dansk regering har derfor et stort behov for at vise, at man er klar til at deltage proaktivt i håndteringen af klimakrisen og ikke mindst i den ambitiøse Afrika-strategi, som både EU-Kommissionen og Mette Frederiksen selv har peget på som værende nødvendig for at håndtere migrationspresset på Europa fra syd.

På det personlige plan som ny statsminister og dermed nyt medlem af EU’s øverste ledelse, Det Europæiske Råd, og altså ligeværdig med personligheder som Emmanuel Macron og Angela Merkel, vil Mette Frederiksen gøre klogt i hurtigt at gøre sig klar til at spille med i kabalen om, hvordan de europæiske topjob fordeles. Og det er en hastesag.

Sanchez og Costa har vind i sejlene

Allerede fredag aften mødes seks af Frederiksens kommende kolleger til en middag i Bruxelles. De seks statsministre – to socialdemokrater, to konservative og to liberale – fra Spanien, Portugal, Kroatien, Letland, Holland og Belgien vil bruge middagen til at lægge planer for, hvordan man gerne ser de europæiske topposter besat.

I Europa-Parlamentet finder en lignende proces sted, hvor konservative, liberale og socialdemokrater sammen med repræsentanter for den grønne gruppe i det nyvalgte parlament på mandag mødes for at forhandle om de politiske ønsker, man har til Jean-Claude Junckers afløser i spidsen for EU-Kommissionen.

Derfor bør Mette Frederiksen tage klar pejling af, hvad hendes to partikammerater i Det Europæiske Råd rådet, Spaniens Pedro Sanchez og portugiseren Antonio Costa, mener, ligesom hun bør have fingeren på pulsen i forhold til, hvad den aktuelle leder af socialdemokraterne i parlamentet, Udo Bullmann, mener.

Realiteterne er, at der i øjeblikket – både i Det Europæiske Råd og i Europa-Parlamentet – arbejdes på en bred politisk aftale om den fremtidige politik og jobbesættelse i EU. Socialdemokrater, konservative og liberale bøjer deres holdninger mod hinanden i et forsøg på at finde de bedste folk til de europæiske topjob.

Som landet ligger lige nu, ser det ud til, at den konservative Manfred Weber kan blive formand for Europa-Parlamentet. At socialdemokraten Frans Timmermanns, der var den succesrige hollandske spitzenkandidat ved EP-valget, helst vil være EU-udenrigsminister som afløser for den italienske socialdemokrat Federica Mogherini. Og at Margrethe Vestager ses som en mulig kompromiskandidat til posten for formand for EU-Kommissionen.

Vestager har den franske præsident Emmanuel Macrons støtte, og Spaniens statsminister Pedro Sanchez er meget interesseret i at lave en aftale med Macron i håbet om, at dette kan bidrage til at gøre Spaniens liberale parti Ciudadanos mere samarbejdsvillige over for Sanchez hjemme i Madrid.

Det korte af det lange er, at det vil styrke Margrethe Vestagers muligheder i Bruxelles betydeligt, hvis hun får klar opbakning fra Danmarks kommende socialdemokratiske statsminister. I hvilket omfang Vestager-kandidaturet indgår i aktuelle samtaler mellem Socialdemokratiet og De Radikale om den fremtidige regeringsdannelse og flertalskoalition på Christiansborg står ikke klart. Men der er næppe tvivl om, at en støtte fra Frederiksen til Vestager vil virke befordrende på forholdet til den radikale leder Morten Østergaard.

Og sikkert er, at både Danmark, EU, Socialdemokratiet og Mette Frederiksen vil være bedst tjent med, at man lægger gammelt nag bag sig.

Ikke at spille Vestager-kortet i den aktuelle kabale om topjob i EU vil være en stor fejl af Danmarks kommende statsminister.