Danmarks største politiske udfordringer i 2019 er ikke indenlandske. De er europæiske, og de er globale.

Migration, klima og Europas kollektive sikkerhed er med al respekt for Folketinget ikke problemstillinger, der finder deres løsninger på Christiansborg. Det er udfordringer, Danmark kun kan gøre sig forhåbning om at håndtere gennem internationale politiske fora som EU, NATO og FN.

Derfor vil statsminister Lars Løkke Rasmussen gøre Danmark en tjeneste ved at gøre årets folketingsvalg til en national demokratisk valghandling, hvor vælgerne får lejlighed til for alvor at gå partierne på klingen, i henseende til hvordan de mener, at Danmark skal placere sig i Europa og i verden.

Løkke står med en helt unik mulighed, eftersom det allerede ligger fast, at danskerne skal i stemmeboksen 26. maj for at vælge de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Og han har sågar en klar opfordring fra Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl til netop at tage både valget til Folketinget og til parlamentet i Strasbourg samme dag.

Statsministeren bør tage DF-formanden på ordet. Det vil tjene Danmarks nationale interesser – og det vil uden tvivl også tjene Lars Løkke Rasmussens personlige interesser bedst.

Ikke at det sidstnævnte er vanvittig vigtigt, men at tro, at det ikke spiller nogen rolle i statsministerens overvejelser i forbindelsen med udskrivningen af det kommende valg til Folketinget, ville være naivt. Hvis Lars Løkke Rasmussen i tilfælde af et valgnederlag skal finde den attraktive stilling, hans status som 54-årig eksstatsminister kan berettige til, vil han uden tvivl stå sig bedst ved at dø med støvlerne på i den europæiske sags tjeneste.

Ydermere vil det for Venstre som parti – uanset folketingsvalgets udfald – være sundt at have været igennem en valgkamp, hvor man har haft skarp kant til Dansk Folkeparti, der i årevis har fået lov til at køre på frihjul i europapolitikken.

Danmark som land og nation har i 2019 et påtrængende behov for at besinde sig på sin plads i Europa og i verden. Storbritanniens farvel til EU og den amerikanske præsident Trumps systematiske bestræbelser på at undergrave sammenholdet i EU udgør historiske udfordringer for Danmark. Udfordringer, som hverken de politiske kandestøbere, størstedelen af politikerne eller de danske vælgere endnu har indset det reelle omfang af.

Alt dette pointerede Lars Løkke Rasmussen fornuftigt i sin nytårstale til nationen, og nu bør han drage den logiske konsekvens og sætte netop disse forhold øverst på den politiske dagsorden. Det er netop, hvad der vil ske, hvis de to valg kommer til at finde sted samtidig.

Ikke at danske vælgere ikke vil kunne kende forskel på Folketinget og Europa-Parlamentet. Selvfølgelig kan de det. Men det er oplagt, at europæiske spørgsmål vil komme til at fylde mere, hvis valgkampagnerne forud for de to valg finder sted samtidig. Derved vil det stå klart for alle, at Folketingets partier også bør tryktestes, hvad angår deres holdninger til EU, til Nato og til internationalt samarbejde i det hele taget.

Det vil – eller burde i hvert fald – føre til, at fløjpartier som Enhedslisten, Nye Borgerlige og ikke mindst Dansk Folkeparti vil blive nødt til at svare på, om de vitterligt mener det seriøst, når de i varierende grad taler for dansk udmeldelse af EU.

Danmarks europapolitik er i dag præget af halve sandheder og kostbar symbolpolitik, alt imens Danmark som land er om muligt endnu dybere integreret i EU, end Storbritannien er.

De kaotiske tilstande omkring Brexit dokumenterer, at det vil være uhyre risikabelt at melde Danmark ud af EU. Og det ville være gavnligt for den politiske debat i Danmark, hvis en europæisk orienteret dansk folketingsvalgkamp førte til, at Dansk Folkepartis Kristian Thulesen blev afkrævet et klart svar på det spørgsmål.

Der er ingen, der tvinger nogen til at elske EU. Det ville også være et bizart krav. Men det er i Danmarks nationale interesse, at flest muligt danske vælgere bliver sagligt orienteret om, hvad der rent faktisk foregår i EU og i det Europa-Parlament, som i perioden 2019 til 2024 skal have 14 – mod i dag 13 – danske medlemmer.

Selvom danske parlamentarikere som Christel Schaldemose, Rina Ronja Kari, Jeppe Kofod, Jens Rohde, Morten Helveg Petersen, Bendt Bendtsen, Margrete Auken og Anders Vistisen ikke fylder så meget i den danske offentlighed, som politikerne i Folketinget gør, skal man ikke tage fejl af vigtigheden af deres arbejde, ligesom man heller ikke skal undervurdere parlamentets betydning for den samlede politik, der føres i EU og Europa.

Både Danmark og EU skal i 2019 have nye regeringer. I København skal enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen sætte det hold og skabe de koalitioner, der skal regere frem til 2023. I Bruxelles skal Europa-Parlamentet og de 27 EU-landes politiske ledere sammensætte den ’regering’, som den nye EU-Kommissionen i mange henseender er, og som skal styre EU igennem stormfuldt hav indtil 2024.

Derfor er det vigtigt, at både den kommende statsminister og de kommende medlemmer af Europa-Parlamentet bliver valgt efter en valgkamp, hvor indenrigspolitikken og europapolitikken hænger sammen, sådan som de gør det i virkelighedens verden.

Derfor vil Lars Løkke Rasmussen gøre Danmark en tjeneste – og sikre sig selv en plads i historiebøgerne – hvis han giver Danmark et ægte Europavalg 26. maj i år.