“Jeg kan ikke mindes en regeringskrise så stor som denne siden 2001. Det er, som om det hele ramler.”

“Statsministeren er havnet i en situation, hvor alle hendes beslutninger og handlinger udlægges som forkerte.”

“Hun optræder ikke som en lederkarakter, men som en veg administrator, der virker som om hun ikke rigtig ved, hvorfor hun er der.”

Virker konklusionerne bekendte? Så læs dem igen. De handler ikke om Helle Thorning-Schmidt. Rent undtagelsesvis har vi nemlig fusket lidt med citaterne og rettet “han” til “hun”. De stammer alle fra 2010 og handler om daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

For bare to år siden var det ham, kommentatorerne beskrev som en katastrofal politisk leder, mens de spekulerede på hans snarlige fremtid uden for politik. Se også tekstboks. I dag har han noget nær politisk heltestatus. Venstre får rekordstor tilslutning i alle meningsmålinger og ville score op imod 60 mandater ved et folketingsvalg.

Kommentatorernes dom over Thorning i 2012 ligner til forveksling Løkkes i 2010. Det rejser uvægerlig det spørgsmål, om Danmark virkelig har været så uheldig at blive ledet af to uduelige statsministre efter hinanden?

Der sker løbende forskydninger partierne imellem, afhængig af aktuelle kriser og dagsordener. I øjeblikket er det Venstre og Enhedslisten, der scorer flest nye medlemmer, og Socialdemokratiet, der taber flest. Men det kan se helt anderledes ud om et år eller to. Og det ændrer ikke ved et samlet billede af en befolkning med en meget beskeden interesse for partipolitik. Der er ingen grund til at tro, at udviklingen er stoppet, selv om der i valgåret 2011 har været en mindre medlemsfremgang. Med omkring 150.000 medlemmer er man måske nået ind til den hårde politiske kerne.

Vælgernes svigtende engagement i partipolitik kan også aflæses af deres vandringer imellem partierne. De har tilsyneladende sværere og sværere ved at finde sig til rette i et bestemt parti. Berlingskes tillæg Politiko betegnede den 20. marts de troløse vælgeres jagt efter de nyeste politiske trends som “bisværmevælgere”. Politik er blevet en forbrugsvare, som vi løbende tager stilling til. I artiklen advarede politiske eksperter om, at partiernes bestræbelser på at lokke “bisværmene” til sig med kortsigtede slagtilbud kan gøre det næsten umuligt at forfølge langsigtede mål – og især hvis de kræver store ofre. De store valgundersøgelser dokumenterer, at antallet af vælgere, der skifter parti, er vokset fra 25 pct. i 2005 og 2007 til 35 pct. i 2011, hvilket betyder, at over en million vælgere er til fals for øjeblikkets bedste politiske tilbud. Intet tyder på, at den udvikling er stagneret. Og det  gør det fortsat vanskeligere for en regering at navigere i forhold til sit bagland. For hvem er dét egentlig?

Mediernes nye virkelighed

I “gamle dage” var de store dagblade krumtappen i den politiske debat. Det var her, politikerne kunne formidle deres budskaber, suppleret med politiske møder rundt om i landet, hvor de kunne møde deres vælgere ansigt til ansigt. Senere kom de elektroniske medier, og det statslige radio- og tv-monopol blev den dominerende politiske arena.

Men gennem de sidste årtier har en ny medievirkelighed dramatisk ændret vilkårene for kommunikation mellem politikere og befolkning. To forhold ændrer mediernes rolle og betydning i det politiske arbejde:

Fra substans til proces.

Mandag Morgen har igennem flere år dokumenteret, at personsager og magtkampe i stigende grad dominerer nyhedsformidlingen på bekostning af den politiske debat om de udfordringer, der for alvor afgør vores fremtidige muligheder. Denne tendens nåede en foreløbig kulmination i forrige weekend, hvor alle forsider og sendeflader måtte ryddes, fordi landets statsminister kommenterede rygter om sin ægtefælles seksuelle observans.

Det undergraver befolkningens tillid til den politiske journalistik, men også det politiske arbejde. Med skattekommissionens arbejde kan vi forvente et førstehåndsindblik i, hvordan spindoktorer, journalister, embedsmænd og politikere i uskøn forening orkestrerer politiske dagsordener i forsvaret for magten eller jagten på den store sensation.

Sagen risikerer at sætte sig på den politiske opmærksomhed i en lang periode, næret af nye “sensationelle” afsløringer og endeløse spekulationer om de mulige konsekvenser for de involverede – Lars Løkke Rasmussen, Troels Lund Poulsen, embedsmænd, chefredaktører, Christiansborg-journalister m.fl.

Alles troværdighed er til eksamen. Måske bliver det ikke vælgerne, men en kommissionsdomstol, der afgør, hvem der skal være helte og skurke i næste sæson af det politiske realityshow.

Hvis processen øger presse- og politikerleden, er det dybt forståeligt – vel nærmest et demokratisk sundhedstegn, der tyder på en kritisk befolkning. Men det er også en faretruende udvikling for demokratiet. Det fjerner fokus fra de problemer, som på kort og langt sigt truer Danmarks vækst og velstand.

Farvel til fordybelsen

Samtidig med at samfundets udfordringer bliver større og mere komplekse, bliver formidlingen af nyheder tilsvarende fragmenteret. Mobile og sociale medier er ved at revolutionere vores forbrug af nyheder: hvordan vi får dem, hvor lang tid vi bruger på dem, og hvor hurtigt vi kaster os over noget nyt.

Ideen om, at den gennemsnitlige danske vælger får sin viden i morgenavisen, der nydes sammen med morgenkaffen, er for længst historie. Nyhederne – og kaffen – indtages “on-the-go”. Kun 15 pct. af befolkningen kan ikke undvære de landsdækkende aviser, mens 20 pct. nu tilkendegiver, at de ikke kan leve uden nyheder på nettet. Samdidig vinder nye medieplatforme som tablets og smartphones hurtigt terræn og ændrer vores forbrug af nyheder radikalt.

Selv om tv fortsat er den primære kilde til formidling af nyheder og samfundsstof, har det sjældent vores udelte opmærksomhed. Ifølge en undersøgelse fra DR bruger over halvdelen af danskerne internettet, mens de ser tv. Fænomenet kaldes multimedietasking og er et symptom på den medierevolution, der hastigt ruller ind over os.

Kombinationen af en ny vælger- og medievirkelighed har totalt ændret vilkårene for udøvelse af politik. Det stiller politikerne over for store udfordringer i en tid, hvor de mere end nogensinde bliver afhængige af en stærk dialog med vælgerne for at genskabe den tabte tillid. Det er ikke alene en betingelse for, at Danmark kan omstille sig til en ny økonomisk virkelighed, der kræver folkelig forståelse for og opbakning til vanskelige beslutninger. Det er også nødvendigt for at sikre fremtiden for en demokratisk styreform, der er er under stigende pres.

Samfundets nye virkelighed

Det pres forstærkes de kommende ti år, hvor vi skal tage stilling til dybtgående forandringer i vores samfunds- og livsform, hvis vi skal gøre os håb om at bevare vores velstand. Skattereform og efterlønsreform er blot krusninger på det politiske hav sammenlignet med de omstillingskrav, vi fortsat skubber foran os. Udfordringerne kommer både indefra og udefra.

Indefra vokser presset for omlægning af den danske velfærdsmodel. Det gælder både arbejdsmarkedet og en række af de mest basale velfærdsydelser. En række større og mindre reformer inden for de sidste par årtier har ikke løst de mest fundamentale problemer: for mange danskere på overførselsindkomster, for mange sociale tabere, ikke mindst blandt de unge, for høje uddannelsesomkostninger i forhold til kvaliteten, for lav produktivitet. Den velfærdsmodel, der blev skabt i efterkrigstiden med helt andre sociale formål, er ikke tilpasset vilkårene i det 21. århundrede og må derfor tænkes forfra. Så længe den erkendelse ikke trænger igennem, vil vi opleve en gradvis afvikling og underminering af velfærdssamfundet, i takt med at den offentlige økonomi dikterer fortsatte besparelser.

Udefra presses Danmark af en række globale megakræfter, der inden for de næste tyve år vil ændre alle præmisser for at udvikle samfund og drive virksomheder. Det handler ikke bare om en international gældskrise, der truer med at lamme væksten i en række lande i verden og sende flere europæiske nationer mod fallitten. Revisionsfirmaet KPMG har i rapporten “Expect the unexpected” kortlagt ti andre megakræfter – klimaforandringer, mangel på basale ressourcer, fødevarekrise, turbulens på energimarkederne m.v. Rapporten beskriver, hvor omfattende indgreb de enkelte samfund, sektorer og virksomheder må gennemføre de kommende år, hvis de ønsker at øve indflydelse på deres fremtidige vækstvilkår. Kræfterne er globale, men kræver nationale forholdsregler – ikke i en fjern fremtid, men nu. Ellers vil omstillingsbehovet vokse sig så enormt, at vi ikke demokratisk kan håndtere det.

Fælles for udfordringerne i en ny virkelighed er, at de er accelererende, komplekse og forbundne, at de kræver langt mere vidtrækkende løsninger end hidtil, og at de forudsætter en direkte involvering af befolkningen. Udviklingen, som den har formet sig igennem en årrække, udstiller den politiske afmagt. Det bliver sværere og sværere at regere Danmark. Den udfordring er hævet over partipolitik og handler om demokratiets evne til at respondere på stadig flere og større forandringer.

Danmarks valg

Situationen stiller Danmark over for et valg mellem to veje:

Politics as usual: Politikerne fortsætter deres arbejde som hidtil. Politikken forbliver i sin egen osteklokke, hvor virkeligheden formes i en uhellig alliance mellem politikere, medier, kommentatorer og eksperter. Dermed vil det politiske få stadig mindre betydning for udviklingen af samfundet. Andre dele af samfundslivet – kommuner, regioner, virksomheder og organisationer – sætter sig i stigende omfang for at definere deres egen virkelighed. De kan ikke forlade sig på politiske initiativer, der i bedste fald har ringe effekt – hvis de da overhovedet kommer. Det med­fører en suboptimering af Danmarks konkurrenceevne, hvor Danmark brækker over økonomisk, og sammenhængskraften krakelerer. I den situation vil det blive stort set umuligt at regere Danmark – for slet ikke at tale om at at omstille Danmark til nye vilkår.

Radikal politisk innovation: Politikerne erkender, at den nye virkelighed skaber behov for at nytænke den politiske proces. Skal politikken tilpasses markant ændrede vilkår, bliver en af de vigtigste forudsætninger at genskabe tilliden hos befolkningen og sikre, at den aktivt involveres i de store forandringer.

Det vil bl.a. kræve en mere direkte kontakt mellem politikerne og vælgerne – uden om de medier, der i stadig mindre grad er i stand til at fungere som katalysatorer for de store omstillingsprocesser. Dels fordi de udviser stadig mindre interesse for politik, når det da ikke lige drejer sig om magtkampe og personopgør. Dels fordi den nye medievirkelighed ændrer præmisserne for al politisk kommunikation.

Lige så meget de nye medier kan underminere den politiske dialog, lige så stor en gevinst kan de blive. Men det forudsætter, at politikerne innoverer den måde, politik udvikles og kommunikeres på.

Ét er at investere måneder og år på at afdække magtens mulige fejltrin. Den form for projekter har der efterhånden været en del af, og nu har vi med skattesagskommissionen fået endnu ét. Måske var tiden inde til at erkende behovet for at nytænke, hvordan de politiske og demokratiske processer kan omstilles til en ny virkelighed – og igen gøre politik til et respekteret håndværk. Det er nok hér, det haster mest med at få nedsat en “kommission”. Det kunne være et initiativ for Folketingets præsidium.

Når politik mødes med et skuldertræk og opgivende miner i befolkningen, har demokratiet et akut problem. Da bliver Danmark for alvor uregerligt.