Revolutionen har været undervejs længe. Mange universiteter over hele verden har gennem årene eksperimenteret med forskellige former for onlineundervisning. Men som regel uden den store succes.

De tre store amerikanske universiteter – Yale, Princeton og Stanford – gik f.eks. i 2000 sammen for at tilbyde onlineundervisning via selskabet AllLearn, men måtte lukke ned seks år efter.

Columbia University indførte tilbage i 2001 et lignende projekt, Fathom, der også involverede University of Chicago, University of Michigan m.fl. Men de mistede penge og lukkede allerede i 2003.

Når online undervisning – MOOC – nu ser ud til at ville revolutionere hele den globale uddannelsesindustri,  skyldes det flere forskellige faktorer:

Teknologi. Den formentlig væsentligste årsag er den dramatiske udvikling af teknologien. En langt større andel af verdens befolkning har fået adgang til internettet. Hastigheden på det nu trådløse internet er skruet voldsomt i vejret. Omfanget af computere, smartphones, iPads og andre tablets er eksploderet. Og kvaliteten af både billede og lyd er blevet bedre.

Værktøjerne til at dele og udveksle filer og dokumenter er også blevet langt mere brugervenlige. Debatsider er blevet lettere at navigere i. Der er større adgang til internetbiblioteker. Kursusudviklerne er blevet dygtigere til at skære undervisningen på nettet til i bidder med foredrag på f.eks. 10-15 minutter med indlagte spørgsmål. Undervisningen foregår heller ikke længere som en envejskommunikation, men er blevet interaktiv. Kursisterne kan stille spørgsmål til underviserne i onlinefora.

De studerende laver virtuelle studiegrupper med ”klassekammerater” på tværs af kontinenterne og skal nu lave hjemmeopgaver, terminsopgaver og afsluttende prøver, før de kan få et certifikat.

Folk er også blevet mere fortrolige med de digitale medier, i takt med at Facebook, Twitter og andre sociale medier er eksploderet. Samtidig indfrier MOOC også folks stigende behov om fleksibilitet, lethed og bekvemmelighed. De behøver ikke længere at tage orlov fra jobbet for at gennemføre en uddannelse på universitet – eller en MBA-uddannelse på en business school – men kan tage uddannelsen online om aftenen eller i weekenderne.

Økonomi. En anden væsentlig faktor er økonomien. Det er dyrt at gå på universitet i USA og andre steder i verden. Prisen for at gå på et typisk universitet i USA er steget fem gange så meget som inflationen på få år. Det har betydet, at amerikanernes samlede studiegæld er eksploderet de seneste årtier og nu ligger på omkring 1 billion dollar – svarende til næsten 5.700 milliarder kr.

Samtidig er de globale udgifter til uddannelse steget kraftigt de senere år og ser ud til at fortsætte stigningen. De løb sidste år op i 4.400 milliarder dollar og vil frem til 2017 stige til 6.300 milliarder dollar ifølge en analyse fra den britiske kapitalfond IBIS Capital. Beslutningstagere over hele verden leder efter nye løsninger, som kan dæmpe udgifterne.

Derfor er gratis – eller billige – universitetskurser af høj kvalitet på nettet en attraktiv vare. Mange folk i verden har heller ikke mulighed for at tage en uddannelse – eller efteruddannelse. Fordi de f.eks. er afhængige af deres nuværende lønindkomst. Men ved at kunne tage uddannelsen ved siden af deres normale arbejde åbner det helt nye perspektiver og kan dermed skabe et lukrativt marked. Det indebærer dog, at de forskellige onlineplatforme skal finde en bæredygtig forretningsmodel.

Erfaring. En tredje væsentlig faktor kan karakteriseres som en slags lemmingeeffekt. Ingen universiteter har endnu fundet den gyldne model for, hvordan onlinekurser kan blive en bæredygtig forretning på sigt.

Men når først store og stærke universiteter som Harvard, MIT, Stanford og Princeton begynder at rykke for alvor, villige private investorer kaster over 100 millioner dollar i risikovillig kapital ind i branchen, og millioner af mennesker over hele jorden kaster sig over de nye muligheder, går det stærkt.

Risikoen for at stå alene på perronen, mens toget farer af sted med alverdens store universiteter om bord, kan blive fatal for de enkelte universiteter. De kan miste massevis af dyrebar erfaring. De kan få svært ved at indgå i netværk og tiltrække gode forskere og talentfulde studerende. Og pludselig en dag kan løbet være kørt. Når en førende global tænker som Sebastian Thrun forudser, at der om knap 40 år kun vil være 10 universiteter tilbage i verden, er der grund til at lytte.

Det er derfor, at store britiske universiteter nu går sammen i Futurelearn for at tage kampen op mod de amerikanske platforme, da uddannelse er en af de vigtigste eksportvarer i Storbritannien. Det er derfor, at over 200 institutioner har interesse i at komme med i edX-partnerskabet. Og det er en af årsagerne til, at 62 universiteter – inklusive Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet – nu er med i Coursera for at give folk fra hele verden gratis onlinekurser. Og jo flere der er med, jo større er sandsynligheden for, at det kan føre til den store revolution, som mange eksperter taler om.