Selv om vi påstår det modsatte, er ledelse mange steder fortsat noget mekanisk, værktøjspræget og karl-smart-agtigt. Der er simpelthen ingen grænser for alle de floskler og pop-ord, der lever i ledelseskredse, hvad enten det kommer fra konsulenter, coaches, kurser, konferencer eller bøger. Det er skrækkeligt, hvad vi oplever.

En af de største virkelige ledelsesudfordringer lige nu handler om at gøre op med den amerikanske ingeniør F.W. Taylor og hans mekaniske ledelses- og organisationstænkning. Det er en tænkning, som har domineret hele verden i mere end hundrede år. Taylor regnes for at være én af hovedfædrene til scientific management, det vil sige den funktionsopdelte organisation, rationalisering og effektivisering, tids- og metodestudier.

Taylor var ikke alene, men han er nok hovedrepræsentanten for det 20. århundredes største revolution i organisations- og ledelsestænkning og -praksis verden over. Det er der blevet sagt og skrevet meget om. Og jeg vil på ingen måde underkende Taylors betydning. Men jeg vil sige: Nu skal vi videre, og helhedstænkning og bæredygtighed er i den forbindelse nøgleord.

Oprindelig var der tale om en enkel ingeniørvidenskabelig ledelsestænkning. Det var i de første tre til fire tiår af det 20. århundrede; dernæst gled vi over i en mere avanceret matematisk domineret og tværvidenskabeligt orienteret management science-tænkning fra perioden efter Anden Verdenskrig. En periode, hvor den inderste kerne fortsat var den Taylor-dominerede rationalitets- og produktivitetstænkning og kortsigtede optimeringstænkning. 

Og endelig var der en fortsat målingsorienteret og kvantitativt orienteret adfærdsvidenskabeligt baseret ledelses- og human ressource-orienteret tænkning fra de sidste 30-40 år af det 20. århundrede. Det er en meget grov beskrivelse, men det er vigtigt at have disse overordnede historiske billeder med sig, så lad det gå an. 

Vi får, hvad vi måler

 Det sidste var en periode, hvor hundredevis af smarte overskrifter, værktøjer og modeller så dagens lys, og hvor de mest bizarre benævnelser blev taget i anvendelse. Kernen var fortsat hård, mekanisk og kortsigtet økonomisk tænkning, hvorfor man da også ofte omtalte alt det nye i denne sidste periode som det bløde. Det handlede om værdier, følelser, mening, motiver, forståelser. Det var udtryk for en misforståelse af de fænomener og udfordringer, man havde med at gøre. Det var ikke bløde, men benhårde fænomener, men det forstod man ikke altid. 

I alle disse år har den målestok, der har været anvendt, både i offentlige og private virksomheder og på samfundsniveau, været baseret på simple og kortsigtede kvantitative økonomiske målinger; konkret i form af økonomiske regnskaber i virksomheder og bruttonationalproduktopgørelser på samfundsniveau. Der er en gammel indsigt og erfaring, der siger: Man får det, man måler. Hvis man vil have kortsigtet økonomisk profit og vækst, skal man belønne adfærd, der fører til øget produktivitet og vækst. De fleste beslutninger i verden i disse mange år har været begrundet i og været tæt relateret til kortsigtet produktivitet og økonomisk vækst og har derfor gjort brug af F.W. Taylors værktøjer og anbefalinger.

Ud af det er der kommet en ubeskrivelig stor produktions- og produktivitetsstigning i verden. Produktivitet, vækst og profit er eksploderet; det samme er antallet af mennesker i verden. Dette tilsammen gør, at der i netop den periode, vi her taler om, er sket en så voldsom acceleration i den økonomiske aktivitet i verden, at det er uden historisk sidestykke. Vi kalder det ’Den store Acceleration’, og den har fundet sted i de sidste 50-70 år.

Befolkningstallet i verden stiger fortsat, men med en stedse lavere hastighed – produktionen i verden stiger i disse år voldsomt – og en stor del af den produktion, der finder sted, er ikke bæredygtig. Ikkebæredygtig adfærd og produktion, der finder sted gennem mange årtier i en verden med stadig flere mennesker, ender efter de fleste forskeres opfattelse i katastrofer. Det er sådanne katastrofer, verden er på vej ind i, blandt andet ifølge forskere på Stockholm Resilience Center.

Kursen skal ændres, også i danske offentlige og private virksomheder. Per Stig Møller brugte for nylig i en kronik i Berlingske udtrykket ”hensynsløs effektivisering” om meget af det, der foregår – og det er jeg enig med ham i. Måske skal man sige dum og hensynsløs effektivisering.

En bæredygtig fremtid kræver nye kriterier

Overordnet set handler det om at bevæge virksomheder, lande og verden i en ny retning, hvilket kræver, at vi formulerer nye kriterier for og billeder af, hvad det er for en verden, vi vil lede os hen imod.

Hvilke mål skal være styrende for vore beslutninger? Hvilke fordele og indtægter og hvilke ulemper og omkostninger skal medregnes i de kalkuler, vi opstiller med henblik på at træffe vore beslutninger? Hvilke grænser eller begrænsninger skal vi respektere og overholde, når vi træffer og implementerer vore beslutninger? Og hvilke tidshorisonter skal vi arbejde med eller inden for, når vi kalkulerer, beslutter og implementerer? Skal vi tage hensyn til de endnu ikke fødte generationer, eller skal vi udelukkende betragte de nærmeste år eller årtier, når vi planlægger og træffer beslutninger?

Jeg siger ikke, at der ikke er sket noget væsentligt siden F.W. Taylor. Jeg siger, at hvis vi kunne gennemlyse de kalkuler og beslutninger, der træffes overalt i verden i dag, så er der mange spor efter Taylors principper og metoder. Og samtidig kan man konstatere, at det er et paradigme, der fører til så katastrofale beslutninger og resultater, at hele paradigmet, hele skelettet, vakler. Det vakler, fordi det bliver mere og mere åbenlyst, at kloden er på en katastrofekurs, hvilket blandt andet og helt synligt fører til klima- og biodiversitetsændringer med katastrofale følgevirkninger. 

Taylors modeller og ræsonnementer var som nævnt en skelsættende faktor i den industrielle verdens udvikling. Men der skal skiftes kurs nu. Det, der før var en god og effektiv løsning, er nu et problem.

Silotænkning løser ikke opgaven 

Jeg vil pege på to sammenhængende og vigtige hovedindsatser. Det første, der er behov for, handler om at nedbryde mange af de siloer, søjler og funktioner, som verden med stor iver og systematik er blevet opsplittet i op gennem 1900-tallet. Mange af de opgaver og udfordringer, som verden og verdens organisationer står over for i dette århundrede, kan ikke effektivt og hensigtsmæssigt løses inden for rammerne af den organisationstænkning, som Taylor var ophavsmanden til.

Nye organisations- og samarbejdsstrukturer skal udvikles og implementeres. Det gælder på det høje niveau, for eksempel FN, hvor det i en nylig udgivet rapport nævnes, at FN ikke kan løse sine mange opgaver med de mange siloer, som organisationen nu er opsplittet i. Og det gælder på det helt nære niveau, for eksempel skolen, plejehjemmet, kommunen.

Det andet handler om verdensmålene eller FN’s 17 bæredygtighedsmål, som blev vedtaget af FN’s generalforsamling i september 2015. 17 mål for en bæredygtig global udvikling. Man kan ikke lede uden mål. De mål, man sigtede imod på Taylors tid i 1900, i 1950 og i vid udstrækning fortsat i dag, skal afløses af de 17 FN-mål. 

Det er mål, ikke for en simpel produktivitets- og profitudvikling, men mål for en balanceret, retfærdig og bæredygtig udvikling, ikke i Danmark og EU, men i hele verden. Det fundamentale menneskesyn i verdensmålene hedder: Leave no one behind! Et princip, som blandt andet refererer tilbage til FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948. Verdensmålene er i virkeligheden et stort globalt ledelses- og solidaritetsprojekt.