Egentlig  begyndte jeg med at skrive en artikel om det uhyrlige i, at Trump kan stille sig op i et Californien, der står midt i de værste skovbrande nogensinde, og slå klimaforandringerne hen med en bemærkning om, at det nok skal blive koldere, og at han ikke tror, at videnskaben ved, hvad den skal mene.

Et par dage efter lavede han et lignende stunt, da han konstaterede, at covid-19, der foreløbig har slået over 200.000 amerikanere ihjel, for det meste er totalt harmløs. 

Af en eller anden grund mindede det mig om, at den katolske kirke i 1600-tallet stædigt insisterede på, at jorden er universets centrum, som alle planeter og stjerner drejer omkring. 

Også dengang virkede synspunktet mere og mere ude af trit med den virkelighed, man kunne observere. For at holde fast i den gamle logik måtte man ud i stadig flere intellektuelle krumspring og kunstfærdige bortforklaringer, eller slet og ret rå undertrykkelse af alle antydninger af, at det kunne forholde sig anderledes. 

Den danske astronom Tycho Brahe kortlagde fra sit observatorium på Hven planeternes baner i forhold til jorden, og når man ser Brahes kort over bevægelserne, kan man umiddelbart fornemme, at der er noget galt. Planeterne bevæger sig i komplicerede spiraler, og det er svært at forklare, hvilke drivkræfter der skulle få dem til at opføre sig sådan. 

Hvis man i stedet – Gud forbyde det – tegnede banerne med solen som centrum, faldt det hele på plads i pæne og regelmæssige ellipser. 

Kortene over himmelrummet blev mere og mere rodede, i takt med at forskerne fik bedre kikkerter og mere detaljerede data – alligevel fastholdt kirken det gamle dogme. Der skulle gå så lang tid som til 1757, før Vatikanet opgav bandlysningen af det nye verdensbillede. 

På det tidspunkt havde Kepler, Copernicus, Galileo og mange andre af historiens største videnskabsmænd allerede i et par hundrede år arbejdet med en helt anden forståelse af astronomi.

Hvordan kunne de insistere på, at alt var ved det gamle?

Det var de nødt til, for hvis først kirken gav slip på stillingen som universets centrum, så var døren åbnet for mange andre spørgsmål og observationer, der kunne udfordre kirkens ultimative autoritet. 

Tilsvarende kan Trump ikke åbne for, at klimakrisen er en reel, global udfordring, eller at vi står over for en pandemi, der kræver, at alle samarbejder. For hvis han erkender det, har det konsekvenser; så er han nødt til at handle derefter. Og så skrider hele korthuset.

Hvis det er de samme CO2-udledninger, der skaber skovbrande i Californien og oversvømmer Florida, som fører til et halvt års brande i Australien, oversvømmelser i Kina og afsmeltning af Grønland, så giver det ikke mening at tale om America first. 

Hvis covid-19 er en seriøs udfordring for hele kloden, der kræver, at alle tager forholdsregler for at stoppe smitten, så er det kontraproduktivt at insistere på individets frihed til gå uden maske, og at se udviklingen af en vaccine som et kapløb, hvor man skal slå de andre og skaffe præmien til sig selv. 

Så handler det, kort sagt, ikke om at starte krige, men om at stifte fred og samarbejde, inden vi alle sammen bliver overmandet af katastrofen. 

Men det er ikke det synspunkt, der har ført Trump til magten, og det er ikke en strategi, han kan følge med nogen form for troværdighed. 

Og derfor kan det vælte ind med nye ulykker, og dataene kan vise med stadig større tydelighed, at der er udsigt til yderligere katastrofer – og alligevel må Trump fastholde, at løsningen er at fortsætte som man plejer, just more so.   

And now for something completely different

Men tilbage til begyndelsen. Når man skriver klummer, er det altid rart at kunne diske op med en lidt spidsfindig analogi, der sætter den aktuelle problemstilling i et større perspektiv.

Jeg synes selvfølgelig selv, det var en ganske elegant måde at demonstrere, at de mekanismer, der er på spil i storpolitik i dag, er gammelkendte. 

Men det kræver, at læseren er i stand til at følge en. Det tror jeg godt læseren kan – men jeg tvivler på, at en maskine ville forstå, hvad jeg mener. Det slår mig, at den form for associationer – mellem Trump foran flammerne og Tycho Brahe, der sidder og tegner stadig mere umulige kruseduller – er noget, der er enestående for mennesker. Det er kun os, der kan præstere den slags med et produktivt resultat. 

Og dermed er denne artikel i gang med endnu et tankespring. For som jeg antydede i indledningen, har jeg en helt anden – men dog sært beslægtet – pointe, og den handler netop om at kunne hoppe fra det ene til det andet, uden at det strengt taget er logisk:

En robot kan finde sammenhænge i store mængder data, som vi mennesker måske overser. Computeren finder statistiske sammenhænge. Den kan konstatere, at når det er regnvejr, er der længere ventetid på taxaer, eller at folk, der bestiller vegetarmad, sjældent kommer for sent til flyveren. Det viser tallene, når man nærmest mekanisk går dem igennem på kryds og tværs.

Men computeren kan ikke på samme måde som mennesker uddrage essensen af en historie og bruge det til at fortolke noget, der bliver fortalt i en helt anden historie i en helt anden sammenhæng. 

Vi skal være skæve og vide en masse 

Det er vigtigt, fordi det peger på menneskers rolle i en fremtid, hvor intelligente maskiner kan klare en stor del af de opgaver, vi i dag bryder vores hjerner med. 

Som vi efterhånden har hørt mange gange, skal mennesker gøre det, maskiner ikke kan gøre. I takt med at maskinerne lærer at klare det mekaniske, det rutineprægede og alt det, der kan sættes på en formel, vil det frigøre mennesker til at tage sig af det uforudsigelige og ikke-lineære. 

Fremtidens mennesker skal være kreative, i den forstand at vi bruger vores særlige evner til at finde helt nye løsninger, og det kan vi gøre ved at bruge vores erfaringer, viden og fantasi på måder, der netop overskrider den stringente og lineære måde, en computer kan gribe tingene an på.

Med andre ord: Jeg bilder mig ind, at det netop er ved at skrive artikler, der er lige så skæve som den her, at jeg kan fremtidssikre mit job. 

Hvordan kunne vi tvivle på computerens evner? 

Der er en lille krølle på det: Hvordan kan man uddanne sig til at være kreative på den menneskelige måde? Man kunne tro, at det hele handler om at lære at lære, om at  kommunikere og at være empatisk, lyttende og analytisk. For hvorfor bruge tid på at lære facts, når man har alverdens viden lige ved hånden, kun en Google-søgning væk? 

Men vi kan jo kun lave associationer og nye kombinationer ud fra den viden og erfaring, vi har i hjernen. Jeg ville ikke kunne have set parallellen mellem Trumps klimafornægtelse og kirkens insisteren på at være i centrum, hvis ikke jeg havde haft dem i hovedet.

Jeg kan ikke lave associationer mellem informationer, som kun ligger ude i skyen. Ligesom for kunstigt intelligente computere er det de data, vi har i hukommelsen – det, vi kender til – der afgør, hvilke sammenhænge vi kan se, og om vores konklusioner er korrekte eller overfladiske og ensidige.

Der er altså stadig brug for at vide en masse. Vi kan ikke outsource alle facts til maskinen.

Et sidste tankespring: Måske engang om nogle år er der en computer, der i et splitsekund scanner denne tekst og tænker: Hvordan kunne mennesker se på kurverne for computerkraftens udvikling og alligevel insistere på, at computere ikke skulle kunne skrive tekster, der er mindst lige så syrede?

Og den vil naturligvis konkludere, at det ville mennesker ikke indse, for det ville rokke ved deres position som universets intellektuelle omdrejningspunkt.