Den 8. september om aftenen blev Lars Løkke Rasmussen overhalet af den digitale virkelighed, på samme måde som Danmark et par døgn tidligere – med statsministerens egne ord – var blevet overhalet af den europæiske virkelighed, da hundredvis af flygtninge strømmede ind i Danmark fra Tyskland.

Dagen efter Løkkes skelsættende pressemøde i Statsministeriet var højtstående politifolk i vildrede over, hvordan de skulle tackle situationen, mens resten af befolkningen måbende konstaterede en slingrende myndighedskurs i mødet med de store grupper af vandrende migranter på motorvejene på Lolland og i Sønderjylland.

Statsministeren selv valgte at bruge sin aften til en reception på en restaurant på Frederiksberg – en politisk ikke-begivenhed, der alligevel endte med at få vigtige stemmer i Danmark til at sætte spørgsmålstegn ved statsministerens lederegenskaber og dømmekraft. Løkke og hans rådgivere undervurderede eller negligerede en række helt elementære risici, den digitale medievirkelighed anno 2015 indebærer for politiske ledere, der er afhængige af befolkningens tillid for at kunne varetage deres job. Mens statsministerens fysiske person uden tvivl var beskyttet af de PET-folk, der altid beskytter Danmarks statsminister, var hans digitale person ubeskyttet, hvilket skulle vise sig at blive fatalt.

Endnu inden festen på restaurant Fabio på Frederiksberg var overstået, postede en af gæsterne et billede på Facebook af sig selv med statsministeren i baggrunden med et glas rødvin i hånden. Klokken 23.17 bragte Ekstra-Bladets webavis billedet og en tilhørende artikel med overskriften ”Løkke til vinfest midt under Danmarks værste flygtningekrise”. Fra Facebook via eb.dk cirkulerede historien heftigt på sociale og digitale medier, og fredag morgen kunne man i Berlingske læse politisk kommentator Thomas Larsens analyse af sagen:

”Set herfra kan det konstateres, at Løkke har udvist ringe situationsfornemmelse. Han burde om nogen vide, hvor meget han har skadet sit omdømme med skødesløs optræden og dårlig dømmekraft i GGGI-sagen og i sagen om Venstres indkøb af tøj. Løkke er den sidste, som har interesse i at få genopvakt disse billeder, som ligger latent i en stor del af befolkningen, og derfor burde han udvise stor forsigtighed og sørge for at gå snorlige i en tid, som er så labil, kalder på så mange følelser og skaber så voldsom en polarisering i befolkningen. Løkke burde 24 timer i døgnet koncentrere sig om at være et samlingspunkt, som der ikke kan sættes en finger på,” skrev den politiske kommentator.

Flydende digital virkelighed

Statsministerens uheldige oplevelse i den digitale mediemølle er blot et af de seneste eksempler på de udfordringer, den nye digitale virkelighed stiller vore dages og fremtidens politikere over for. Digitaliseringen er i færd med at omvælte hele den måde, hvorpå politik udvikles og formidles.

Forandringerne er dybtgående og systemiske, fordi de ændrer forudsætningerne for eksisterende politiske aktører og giver helt nye muligheder for fremvæksten af nye demokratiske medspillere, som i kraft af de sociale medier meget hurtigt, nærmest pludseligt, kan træde ind og opnå repræsentation i demokratiske fora. Disse forandringer skyldes ikke mindst den nye digitale medievirkeligheds dybtgående indflydelse på, hvilke nyheder der tilflyder det enkelte individ og dermed former det enkelte individs verdenssyn.

Dette er nogle af hovedkonklusionerne i Mandag Morgens analyse af digitaliseringens indflydelse på den politiske verdens grundvilkår i 2015. Analysen bygger på interview med en række eksperter i sociale medier, digitalisering og filosofi i Danmark og i Storbritannien. At forandringerne stikker langt dybere end statsministerens uheldige oplevelser med den digitale medievirkelighed, fremgår også af et interview med Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung i sidste uge:

”De teknologiske spring forandrer verden. Det har jeg i høj grad set som finansminister, der iagttager de finansielle markeder. Det betyder, at problemer langt kraftigere og langt hurtigere bliver globaliseret. Alt rykker sammen og accelereres. Dermed bliver også de manglende sammenhænge hurtigere mærkbare,” sagde den tyske finansminister og uddybede videre:

”Det rum, politik udspiller sig i, har forandret sig dramatisk. Internettet er en driver af disse forandringer og virker derved ikke altid som en velsignelse. Tværtimod. Vi har endnu ikke noget fyldestgørende svar på, hvordan forandringerne i kommunikationsteknologien vil ændre vore samfund såvel som vore økonomiske og politiske strukturer. Tingene er flydende.”

Meningsbobler vokser frem

På de bare syv år, siden Barack Obama blev valgt som præsident i USA i 2008, har de sociale medier forandret den politiske offentlighed og ændret vilkårene for at opnå politisk indflydelse. Det mener også Vincent Hendricks, professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, hvor han også er leder af det nye Center for Information og Boblestudier.

”Den politiske offentlighed har via de sociale medier fået en organisationsstruktur, som den egentlig ikke har haft før. Forretningsmodellen for politisk indflydelse og produktsalg er så at sige blevet en anden,” siger Vincent Hendricks og fortsætter:

”På de sociale medier er der så at sige en masse likviditet i form af likes, kommentarer osv. Der kan være social kapital at høste på de sociale medier for den enkelte investor, uanset om vedkommende satser på budskaber om had eller kærlighed. Det kan føre til meningsbobler, hvor folk fejlagtigt kommer til at tro, at alle andre mener det samme, som de selv mener.”

Vincent Hendricks mener ikke umiddelbart, at man kan tale om en meningsboble i forbindelse med den meget omtale af flygtningekrisen de seneste uger, fordi der er tale om reelle begivenheder, som ifølge filosofiprofessoren nærmest bogstavelig talt har taget et helt kontinent på sengen. Omvendt er der ingen tvivl om, at både flygtninge og danske borgeres brug af smartphones og sociale medier både bidrog til at accelerere begivenhederne og til at forstærke formidlingen af dem.

Lygtepælsdemokratiet

Det ekstremt høje tempo i den nye digitale virkelighed, og politikernes egen lyst til hurtigt at reagere på henvendelser fra offentligheden, udgør ifølge digital chef og specialist i digital kommunikation hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese, Benjamin Rud Elberth, en risikofaktor i sig selv. Elberth har blandt andet en fortid som socialmediemedarbejder hos Socialdemokraterne.

”Socialdemokraterne var meget opmærksomme på, at Lars Løkke Rasmussen er meget bundet til sin Facebook-profil. Det betød, at han kunne finde på at bedrive det, man kalder lygtepæls-demokrati, hvis man kunne få skabt et digitalt tryk på hans facebookside,” siger Elberth, der forklarer lygtepæls-demokratiet som et fænomen, hvor en borgmester straks hidkalder kommunens tekniske afdeling, hvis en borger klager over, at der mangler lys i en lygtepæl.

”Og det er jo ikke nogen rationel måde at drive politik på,” tilføjer Elberth.

Han beskriver folketingsvalget 2015 som en ”osteklokkevalgkamp” i den forstand, at ingen danskere så den samme valgkamp. Danmark og de øvrige skandinaviske lande har de højeste brugerfrekvenser i verden for Facebook. Se figur 1.

Nye teknologier rummer nye muligheder, men de stiller samtidig de politiske beslutningstagere over for komplicerede ledelsesmæssige udfordringer. Hvor hastigt kan man på en socialt bæredygtig måde realisere et eventuelt rationaliseringspotentiale? Hvor langt skal man gå i forhold til at introducere nye medikamenter og behandlingsformer i sundhedssektoren? Og hvor langt tør man gå i forhold til at give borgere adgang til de offentlige data, som pludselig bliver lette at udnytte, når først de er digitaliserede?

Det er, som den tyske finansminister Wolfgang Schäuble formulerer det, endnu for tidligt at sige, i hvilket omfang digitaliseringen, internettet og de nye kommunikationsteknologier forandrer verden, men det er hævet over enhver tvivl, at de politikere og politiske forsamlinger, der på lokalt, nationalt, europæisk og globalt niveau skal sikre almenvellets interesser i den udvikling, vil stå over for udfordringer af en hidtil uset kompleksitet. Se figur 2.

Den digitale virkeligheds politiske leder skal, sådan som statsminister Lars Løkke Rasmussen har oplevet det i løbet af de seneste uger, på den ene side lære at håndtere stadig hurtigere og massivt medieeksponerede udviklinger i befolkningsmæssige eller finansielle kriser. Samtidig skal vedkommende, hvis man vil drage nytte af den digitale virkeligheds uomtvisteligt positive potentialer, være langt dygtigere end hovedparten af vore dages politiske ledere til at udnytte de massive mængder af data, som hvert minut døgnet rundt oplagres i datacentre verden over. Nogle verdensledere er allerede på forkant med at udnytte de sociale medier til at udbrede synspunkter og bedrive en form for digitalt lederskab. Det sker eksempelvis på Twitter, hvor Barack Obama godt nok er den verdensleder med klart flest følgere, men hvor eksempelvis Pave Frans er langt dygtigere til at udbrede sine synspunkter. Hans beskeder på det sociale medier bliver i gennemsnit retweetet knap 10.000 gange, har organisationen Twiplomacy optalt. Se figur 3.

Alt i alt kan man sige, at den digitale virkeligheds politiske ledere skal kunne reagere resolut og samtidig forstå at vinde tid, ligesom de skal kunne spille en troværdig og åben rolle i dialogen med borgerne, alt imens de samtidig skal forstå at beskytte deres digitale såvel som deres fysiske person.

Velkommen til den digitale virkelighed.