Den digitale virkelighed sætter politikere under pres

Den digitale virkelighed stiller store krav til verdens politiske ledere, giver det åbne samfunds fjender nye våben og åbner nye muligheder for politiske startups, som i dag langt hurtigere kan gøre indhug i de eksisterende magtbastioner. ”Forretningsmodellen for politisk indflydelse og produktsalg er blevet en anden,” konstaterer professor Vincent Hendricks. Fra finanskrisen til flygtningekrisen tvinges politikere til at agere stadigt hurtigere på ekstremt komplekse problemstillinger. Mens Europa står i den største migrationskrise i mands minde, er det derfor uklogt at stille op til selfies på et jovialt vinsmagningsarrangement, sådan som Lars Løkke Rasmussen blev fanget i for nyligt. I løbet af få minutter skabte billedet furore på de sociale medier i en oppisket undren over landets politiske leders prioriteringer. Han blev overhalet af den digitale virkelighed, og det dur ikke i længden, hvis man vil lykkes som moderne politisk leder. ”Det rum, politik udspiller sig i, har forandret sig dramatisk. Internettet er en driver af disse forandringer og virker derved ikke altid som en velsignelse. Tværtimod,” siger den tyske finansminister Wolfgang Schäuble.

Den 8. september om aftenen blev Lars Løkke Rasmussen overhalet af den digitale virkelighed, på samme måde som Danmark et par døgn tidligere – med statsministerens egne ord – var blevet overhalet af den europæiske virkelighed, da hundredvis af flygtninge strømmede ind i Danmark fra Tyskland.

Dagen efter Løkkes skelsættende pressemøde i Statsministeriet var højtstående politifolk i vildrede over, hvordan de skulle tackle situationen, mens resten af befolkningen måbende konstaterede en slingrende myndighedskurs i mødet med de store grupper af vandrende migranter på motorvejene på Lolland og i Sønderjylland.

Statsministeren selv valgte at bruge sin aften til en reception på en restaurant på Frederiksberg – en politisk ikke-begivenhed, der alligevel endte med at få vigtige stemmer i Danmark til at sætte spørgsmålstegn ved statsministerens lederegenskaber og dømmekraft. Løkke og hans rådgivere undervurderede eller negligerede en række helt elementære risici, den digitale medievirkelighed anno 2015 indebærer for politiske ledere, der er afhængige af befolkningens tillid for at kunne varetage deres job. Mens statsministerens fysiske person uden tvivl var beskyttet af de PET-folk, der altid beskytter Danmarks statsminister, var hans digitale person ubeskyttet, hvilket skulle vise sig at blive fatalt.

Endnu inden festen på restaurant Fabio på Frederiksberg var overstået, postede en af gæsterne et billede på Facebook af sig selv med statsministeren i baggrunden med et glas rødvin i hånden. Klokken 23.17 bragte Ekstra-Bladets webavis billedet og en tilhørende artikel med overskriften ”Løkke til vinfest midt under Danmarks værste flygtningekrise”. Fra Facebook via eb.dk cirkulerede historien heftigt på sociale og digitale medier, og fredag morgen kunne man i Berlingske læse politisk kommentator Thomas Larsens analyse af sagen:

”Set herfra kan det konstateres, at Løkke har udvist ringe situationsfornemmelse. Han burde om nogen vide, hvor meget han har skadet sit omdømme med skødesløs optræden og dårlig dømmekraft i GGGI-sagen og i sagen om Venstres indkøb af tøj. Løkke er den sidste, som har interesse i at få genopvakt disse billeder, som ligger latent i en stor del af befolkningen, og derfor burde han udvise stor forsigtighed og sørge for at gå snorlige i en tid, som er så labil, kalder på så mange følelser og skaber så voldsom en polarisering i befolkningen. Løkke burde 24 timer i døgnet koncentrere sig om at være et samlingspunkt, som der ikke kan sættes en finger på,” skrev den politiske kommentator.

Flydende digital virkelighed

Statsministerens uheldige oplevelse i den digitale mediemølle er blot et af de seneste eksempler på de udfordringer, den nye digitale virkelighed stiller vore dages og fremtidens politikere over for. Digitaliseringen er i færd med at omvælte hele den måde, hvorpå politik udvikles og formidles.

Forandringerne er dybtgående og systemiske, fordi de ændrer forudsætningerne for eksisterende politiske aktører og giver helt nye muligheder for fremvæksten af nye demokratiske medspillere, som i kraft af de sociale medier meget hurtigt, nærmest pludseligt, kan træde ind og opnå repræsentation i demokratiske fora. Disse forandringer skyldes ikke mindst den nye digitale medievirkeligheds dybtgående indflydelse på, hvilke nyheder der tilflyder det enkelte individ og dermed former det enkelte individs verdenssyn.

Dette er nogle af hovedkonklusionerne i Mandag Morgens analyse af digitaliseringens indflydelse på den politiske verdens grundvilkår i 2015. Analysen bygger på interview med en række eksperter i sociale medier, digitalisering og filosofi i Danmark og i Storbritannien. At forandringerne stikker langt dybere end statsministerens uheldige oplevelser med den digitale medievirkelighed, fremgår også af et interview med Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung i sidste uge:

”De teknologiske spring forandrer verden. Det har jeg i høj grad set som finansminister, der iagttager de finansielle markeder. Det betyder, at problemer langt kraftigere og langt hurtigere bliver globaliseret. Alt rykker sammen og accelereres. Dermed bliver også de manglende sammenhænge hurtigere mærkbare,” sagde den tyske finansminister og uddybede videre:

”Det rum, politik udspiller sig i, har forandret sig dramatisk. Internettet er en driver af disse forandringer og virker derved ikke altid som en velsignelse. Tværtimod. Vi har endnu ikke noget fyldestgørende svar på, hvordan forandringerne i kommunikationsteknologien vil ændre vore samfund såvel som vore økonomiske og politiske strukturer. Tingene er flydende.”

Meningsbobler vokser frem

På de bare syv år, siden Barack Obama blev valgt som præsident i USA i 2008, har de sociale medier forandret den politiske offentlighed og ændret vilkårene for at opnå politisk indflydelse. Det mener også Vincent Hendricks, professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, hvor han også er leder af det nye Center for Information og Boblestudier.

”Den politiske offentlighed har via de sociale medier fået en organisationsstruktur, som den egentlig ikke har haft før. Forretningsmodellen for politisk indflydelse og produktsalg er så at sige blevet en anden,” siger Vincent Hendricks og fortsætter:

”På de sociale medier er der så at sige en masse likviditet i form af likes, kommentarer osv. Der kan være social kapital at høste på de sociale medier for den enkelte investor, uanset om vedkommende satser på budskaber om had eller kærlighed. Det kan føre til meningsbobler, hvor folk fejlagtigt kommer til at tro, at alle andre mener det samme, som de selv mener.”

Vincent Hendricks mener ikke umiddelbart, at man kan tale om en meningsboble i forbindelse med den meget omtale af flygtningekrisen de seneste uger, fordi der er tale om reelle begivenheder, som ifølge filosofiprofessoren nærmest bogstavelig talt har taget et helt kontinent på sengen. Omvendt er der ingen tvivl om, at både flygtninge og danske borgeres brug af smartphones og sociale medier både bidrog til at accelerere begivenhederne og til at forstærke formidlingen af dem.

Lygtepælsdemokratiet

Det ekstremt høje tempo i den nye digitale virkelighed, og politikernes egen lyst til hurtigt at reagere på henvendelser fra offentligheden, udgør ifølge digital chef og specialist i digital kommunikation hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese, Benjamin Rud Elberth, en risikofaktor i sig selv. Elberth har blandt andet en fortid som socialmediemedarbejder hos Socialdemokraterne.

”Socialdemokraterne var meget opmærksomme på, at Lars Løkke Rasmussen er meget bundet til sin Facebook-profil. Det betød, at han kunne finde på at bedrive det, man kalder lygtepæls-demokrati, hvis man kunne få skabt et digitalt tryk på hans facebookside,” siger Elberth, der forklarer lygtepæls-demokratiet som et fænomen, hvor en borgmester straks hidkalder kommunens tekniske afdeling, hvis en borger klager over, at der mangler lys i en lygtepæl.

”Og det er jo ikke nogen rationel måde at drive politik på,” tilføjer Elberth.

Han beskriver folketingsvalget 2015 som en ”osteklokkevalgkamp” i den forstand, at ingen danskere så den samme valgkamp. Danmark og de øvrige skandinaviske lande har de højeste brugerfrekvenser i verden for Facebook. Se figur 1.

Facebook er kongen" caption="Figur 1  

Figur 2  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/d1262-ckr_figur02_digitale-verdensledere.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/08b4f-ckr_figur02_digitale-verdensledere.png | Forstør   Luk

Nogle verdensledere er særdeles aktive på det sociale medie Twitter, hvor de udbreder deres budskaber og interagerer med borgere eller andre verdensleder. Obama har flest følgere, men det er Pave Frans, der er bedst til at udbrede sine budskaber.

Kilde: Medieudviklingen 2014, DR Medieforskning [/graph]

Dette får ifølge Elberth en afgørende indflydelse på den enkelte borgers opfattelse af, hvad der overhovedet foregår i løbet af valgkampen.

”Hver eneste dansker fik et forskelligt billede af valgkampen, fordi folk har opbygget forskellige feeds af nyheder. Man redigerer jo sin egen virkelighed, når man klikker på ting på Facebook og på nettet i det hele taget,” siger Elberth.

Han tøver ikke med at kalde Dansk Folkeparti det dygtigste danske politiske parti, når det gælder politisk interessevaretagelse via de sociale medier. Elberth mener samtidig, at Dansk Folkeparti i sin sociale mediestrategi – ligesom andre partier – i det skjulte arbejder med at dominere de sociale medier med partiets holdninger gennem skabelse af såkaldte ”digitale tryk” ved at mobilisere menige partimedlemmer og sympatisører til at præge de sociale medier med partiets kernebudskaber – og dét ifølge Elberth gerne i et sprog, der er skarpere, end det partiets folkevalgte selv vælger at bruge.

”I alle partier er det sådan, at man er ekstremt opmærksomme på den feedback, man får fra de sociale medier. Og derfor arbejder man intenst på at dominere kommentarfelterne på forskellige facebooksider,” siger Elberth.

Nye politiske roller

Ifølge professor Vincent Hendricks har de sociale medier ligeledes ført til, at politikerne i dag har fået andre roller i offentligheden end tidligere. Politikerne lægger sig efter hans opfattelse i deres sociale medieprofiler et sted midt imellem det at være partisoldater og privatpersoner, hvilket betyder, at de både optræder som privatpersoner og politikere. Det betyder, at man kan lægge sig på niveau med vælgerne.

Men den nye digitale virkelighed rummer også den fare, at de sociale mediebrugere er blevet ”journalister”, men uden at være bundet af de klassiske journalistiske konventioner, som de slet ikke kender. Det var netop, hvad der skete for Lars Løkke Rasmussen tirsdag den 8. september om aftenen, hvor en privatperson virkede som pressefotograf, men uden at overholde den gentlemanaftale, som i årtier har hersket mellem danske medier og politikere: At medierne – med få undtagelser – holder sig fra at rapportere fra private begivenheder, som den Løkke deltog i på den skæbnesvangre aften. Det er således helt givet, at en klassisk dansk pressefotograf fra et af de store danske medier aldrig ville have videreformidlet billedet af statsministeren med rødvinsglas i hånden og halvt lukkede øjne, som formentlig ikke var andet end et blink, men som ikke desto mindre fik mange facebookbrugere til at spekulere i, om statsministeren skulle være beruset.

For tiden er Statsministeriet i færd med at opruste regeringens samlede kommunikationsindsats, hvilket skal ske gennem etablering af en særlig kommunikationsenhed, hvorfra man vil koordinere den samlede kommunikation. Dermed forsøger den danske regering at indhente noget af det efterslæb, man har på området i forhold til regeringerne i Tyskland, Sverige, Norge og Storbritannien.

Kraftfuld mobilisering

Digitaliseringen af det politiske omfatter langtfra udelukkende selve formidlingen af de politiske budskaber. De sociale medier spiller også en stadig større rolle, når det gælder mobilisering af de politiske partiers medlemmer og sympatisører. De sociale medier er netop sociale i den forstand, at de gør det ekstremt simpelt at organisere nye netværk og dermed også nye politiske grupperinger.

I Europa har man i løbet af de senere år set en række politiske bevægelser i Italien, Grækenland, Storbritannien, Finland og Danmark vinde øget folkelig opbakning i et tempo, som man ikke tidligere har set. I begyndelsen af 2013 fik den italienske komiker og populist Beppe Grillos Femstjernebevægelse således 25 pct. af stemmerne ved valget efter at have tiltrukket 1,2 millioner likes på Facebook, hvor Grillo i dag har over 1,7 million følgere. Også andre sociale medier som Twitter og en anden tjeneste ved navn Meetup bidrog til etableringen af den nye magtfaktor i italiensk politik. Siden har man set bevægelser som græske Syriza, spanske Podemos og det danske parti Alternativet vinde folkelig opbakning på baggrund af en vellykket brug af mobiliseringspotentialet i de sociale medier.

Benjamin Rud Elberth fra kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese ser Alternativets valgresultat i høj grad som et produkt af partiets evne til at bruge de sociale medier.

”De har været meget dygtige til at formulere et politisk budskab om et venligt alternativ til den aktuelle politiske kultur. De har fanget en strøm, der sætter dem i stand til at profitere af danskernes meget lave tillid til politikerne,” siger Elberth.

Professor på Københavns Universitet Stig Hjarvard beskriver de sociale medier som kraftfulde organisationsværktøjer, som ”gør adgangsbilletten billig” for nye grupperinger, som søger politisk indflydelse. Han har i en årrække forsket i begrebet medialisering, der dækker over det faktum, at medierne integreres i andre samfundsinstitutioners virke. Dette fænomen er kun blevet endnu stærkere efter de sociale mediers massive fremvækst i takt med den stadig kraftigere digitalisering af samfundet i løbet af de seneste 10 år.

”Det er ikke sådan, at magtbalancerne ændres radikalt, eftersom alle samfundets aktører jo begynder at bruge de sociale medier. Men de sociale medier er gode til at synliggøre grupperingernes størrelse i kraft af likes og følgere. Det bliver en kulturel reference. Folk oplever i dag i stigende grad at høre til i et fællesskab, fordi man eksempelvis efter et møde i den reelle virkelighed meget let kan mødes igen på de sociale medier,” siger Hjarvard.

Han har netop sammen med et par kolleger udgivet bogen ”The Dynamics of Mediatized Conflicts”, der beskriver, hvordan den reelle og den digitale virkelighed så at sige spiller sammen om at skabe virkeligheden.

”Medierne spiller ikke alene en vigtig rolle i forhold til at informere om konflikterne. De er også blevet medskabende i forhold til, hvordan konflikter udvikler sig og spredes,” hedder det blandt andet i bogen.

Vestens digitale krig med Rusland

Den sikkerhedspolitiske dimension af digitaliseringen og spredningen af de sociale medier er også for længst blevet en del af virkeligheden i Europa, hvor regeringer har set sig nødsaget til at imødegå Ruslands aggressive brug af digitale medier i konflikten med Europa efter først russernes annektering af Krim-halvøen og siden den militære destabilisering af det østlige Ukraine, der fortsat finder sted.

Rusland har investeret betydelige summer i opbygningen af et netværk af offentlige medier og mere lyssky sociale medieaktiviteter, der har til formål at skabe sympati i Vesten for Ruslands autoritære og ortodokst kristne regime. Det har man haft betydelig succes med, og derfor har en række europæiske lande – herunder Danmark – fundet det nødvendigt at etablere en propagandamæssig modoffensiv.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) sagde det direkte, da han tidligere på måneden var vært for et møde mellem nordiske og baltiske udenrigsministre i København. ”Der foregår en propagandakrig. Det kan vi se i medierne, også på de sociale medier,” sagde Kristian Jensen ved den lejlighed.

Ændrede forretningsmodeller

På samme måde som den nye digitale virkelighed påvirker Danmarks og Europas sikkerhedspolitiske interesser, har den stadig hastigere digitalisering over de senere år ført til massive forandringer af hidtil kendte forretningsmodeller i en række industrier og sektorer fra medier, over den finansielle sektor, til energi, uddannelse og sundhed.[graph title="Twiplomacy Study 2015" class="crb-wpthumb attachment-915-0 crb-graph-large" alt="" />

Kilde: Twiplomacy Study 2015 

Nye teknologier rummer nye muligheder, men de stiller samtidig de politiske beslutningstagere over for komplicerede ledelsesmæssige udfordringer. Hvor hastigt kan man på en socialt bæredygtig måde realisere et eventuelt rationaliseringspotentiale? Hvor langt skal man gå i forhold til at introducere nye medikamenter og behandlingsformer i sundhedssektoren? Og hvor langt tør man gå i forhold til at give borgere adgang til de offentlige data, som pludselig bliver lette at udnytte, når først de er digitaliserede?

Det er, som den tyske finansminister Wolfgang Schäuble formulerer det, endnu for tidligt at sige, i hvilket omfang digitaliseringen, internettet og de nye kommunikationsteknologier forandrer verden, men det er hævet over enhver tvivl, at de politikere og politiske forsamlinger, der på lokalt, nationalt, europæisk og globalt niveau skal sikre almenvellets interesser i den udvikling, vil stå over for udfordringer af en hidtil uset kompleksitet. Se figur 2.

Den digitale virkeligheds politiske leder skal, sådan som statsminister Lars Løkke Rasmussen har oplevet det i løbet af de seneste uger, på den ene side lære at håndtere stadig hurtigere og massivt medieeksponerede udviklinger i befolkningsmæssige eller finansielle kriser. Samtidig skal vedkommende, hvis man vil drage nytte af den digitale virkeligheds uomtvisteligt positive potentialer, være langt dygtigere end hovedparten af vore dages politiske ledere til at udnytte de massive mængder af data, som hvert minut døgnet rundt oplagres i datacentre verden over. Nogle verdensledere er allerede på forkant med at udnytte de sociale medier til at udbrede synspunkter og bedrive en form for digitalt lederskab. Det sker eksempelvis på Twitter, hvor Barack Obama godt nok er den verdensleder med klart flest følgere, men hvor eksempelvis Pave Frans er langt dygtigere til at udbrede sine synspunkter. Hans beskeder på det sociale medier bliver i gennemsnit retweetet knap 10.000 gange, har organisationen Twiplomacy optalt. Se figur 3.

Alt i alt kan man sige, at den digitale virkeligheds politiske ledere skal kunne reagere resolut og samtidig forstå at vinde tid, ligesom de skal kunne spille en troværdig og åben rolle i dialogen med borgerne, alt imens de samtidig skal forstå at beskytte deres digitale såvel som deres fysiske person.

Velkommen til den digitale virkelighed.

Forrige artikel Digitale markedspladser tiltrækker milliardinvesteringer Næste artikel Digitalt Wild West skal have global lovgivning