Lederne for de tre blå støttepartier, Kristian Thulesen Dahl, Anders Samuelsen og Søren Pape har en ting til fælles. De har alle tre gjort det sværere for finansminister Claus Hjort Frederiksen og statsminister Lars Løkke Rasmussen at forhandle efterårets store skattereform.

Thulesen Dahl har igen og igen sat spørgsmålstegn ved, om der er råd til at lette skatten. Skulle der være nogle penge ’tilovers’, vil han hellere investere i velfærden. I modsatte ende står Anders Samuelsen med en højt hævet fane og kæmper for lettelser af særligt topskatten. Og så er der de konservatives Søren Pape, der gerne vil sænke boligskatterne, og lige netop det er meget, meget dyrt.

Mere forskellige kan de blå partiledere nærmest ikke være. Skat kunne ellers være lige netop det emne, der samler de fire blå partier. Selv om netop skat har betydning for alle danskere, så er det et af de områder, hvor partierne oftest samles i blokkene, når de skal gennemføre reformer. En gennemgang af de i alt 8 skattereformer siden den konservative Poul Schlüters store reform i 1987 viser, at de fem er gennemført som ren blokpolitik. Det er tre blå og to rent røde reformer. Schlüters egen store reform, der blev startskuddet til den reformbølge, der har præget skatteområdet lige siden, blev vedtaget af et bredt flertal, ligesom den seneste reform under Helle Thorning-Schmidt. Men de to store reformer er faktisk undtagelserne. Skattepolitik er som oftest blokpolitik. Se figur 1.

Lytter vi til Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, er der ikke meget, der tyder på, at hun vil gå i sin forgængers fodspor og lægge stemmer til en ny skattereform. Det er særligt lettelserne af topskatten, der skiller.

Nu er Socialdemokraterne også et pragmatisk parti. Skattereformen fra 2012 lettede således både skatten i toppen og i bunden. Mette Frederiksens klare nej fra maj måned tyder bare ikke på, at hun er klar til endnu et kompromis af den type.

De radikale jokere

Under valgkampen sidste år fremlagde de radikale til Socialdemokraternes store fortrydelse forslag til lettelser i både top og bund. Det ville bl.a. indebære en nedsættelse af topskatten fra 15 til 9 pct. – altså lidt mere end det, regeringen lægger op til i regeringsgrundlaget.

Samlet set ville de radikale bruge 13 milliarder kr. på lettelserne i top og bund. Hjort Frederiksen og Løkke Rasmussen er efter alt at dømme en anelse mindre ambitiøse i regeringsgrundlaget, men afstanden er ikke stor.

Når de radikale til gengæld vil finansiere skattelettelserne ved at droppe skattestoppet på boligområdet og lade boligskatterne følge de almindelige lønstigninger i samfundet, så bliver det igen svært. Netop skattestoppet er højspændt ideologi – og det gælder særligt for Liberal Alliance og de konservative.

Men de radikale kan blive en af efterårets jokere i det ellers meget blå spil om en skattereform.

De har medvirket i to blå skattereformer, den store i 1987 og den lille i 2010.

Reform for et tocifret milliardbeløb

Heller ikke på den blå side er der dog det helt store fælles fodslag. Nærmest tværtimod.

For Løkke Rasmussen er der tale om et af de store løfter op til valget. På Venstres landsmøde tilbage i oktober 2014 sagde han, ”det skal kunne betale sig at arbejde – derfor vil Venstre sænke skatten på de laveste indkomster”.

Efter pres fra Anders Samuelsen har Venstre i regeringsgrundlaget forpligtet sig til at lette skatten i toppen i forbindelse med den job- og skattereform, der skulle gennemføres i foråret.

Da Løkke Rasmussen udskød forhandlingerne til efteråret, vandt han måske nok tid, men det gjorde de tre andre på partiledere også. Og hvor Thulesen Dahl i Folketingets afslutningsdebat viste en lille smule imødekommenhed, kæmper både Anders Samuelsen og de konservative hårdt for deres respektive mærkesager på skatteområdet.

Det er derfor svært at forestille sig en reform, hvor de tre ikke får sat et aftryk, der er så stort, at alle kan se, hvordan den endelige reform afspejler netop deres mærkesag.

På den måde adskiller forhandlingerne om en skattereform sig ikke fra forhandlinger på andre områder. Der er kun et problem. Jo mere tydeligt aftrykket er, des dyrere er det.

Når Venstre f.eks. taler for en lettelse af topskatten med 5 pct. og om en forhøjelse af det såkaldte beskæftigelsesfradrag i bunden, kommer det nemt til at koste 9-10 milliarder kr. i tabte indtægter. Læs også ”Skattereform med bind for øjnene”.

Hullet i statskassen

Mens de tre blå partier hver især peger på dyre reformer, stirrer Hjort Frederiksen og Løkke Rasmussen ned i en næsten tom statskasse. Regeringen har ikke mange frie milliarder kr. at gøre godt med.

Og det harmonerer slet ikke med de tre blå partiers ønsker. Der skal mere til. Det gælder særligt for Liberal Alliance og de konservative, der møder op med ønsker, der kan koste et større tocifret milliardbeløb.

Frem til 2020 er der slet, slet ikke plads til ambitioner af den størrelsesorden.

Spørgsmålet er, om råderummet efter 2020 er så stort, at det kan finansiere en skattereform, der tilfredsstiller alle tre blå støttepartier. Det ved vi selvfølgelig først, når Claus Hjort Frederiksen præsenterer regeringens 2025-plan senere på måneden.

På forhånd er presset på råderummet dog stort.

Det er her, regeringen finder penge til udbygning af sygehuse, folkeskoler eller andet velfærd. Jo flere milliarder regeringen bruger på ny velfærd, des færre er der til skattelettelser. Og omvendt.

Dertil kommer, at regeringen ikke bare skal finde penge til skattelettelser og udbygning af velfærden. Der skal også være plads til den årlige støtte til udbygningen af vedvarende energi som f.eks. vindmøller.

Det er nødvendigt, fordi EU-Kommissionen har underkendt den nuværende finansieringskilde, PSO-afgiften på elregningen.

I et svar til Folketingets skatteudvalg regner Skatteministeriet med, at det vil koste 4-5 milliarder kr. årligt at droppe PSO-afgiften og i stedet betale for udbygningen af den vedvarende energi over finansloven og altså sætte skatten op. Ikke just den bedste optakt til en diskussion af, hvordan skattelettelser kan finansieres.

Her har de tre blå partiledere og også den mest pragmatiske af de tre blå partiledere, Kristian Thulesen Dahl, sat foden ned.

Og med det er vi tilbage ved de tre dyre herrer, der politisk set holder liv i regeringen, men som ikke har brugt de seneste måneder på at tale sig tættere på hinanden.

Særligt Liberal Alliances og de konservatives ønsker til en skattereform er så dyre, at regeringen ikke bare er i nærheden af at kunne honorere deres ønsker. Heller ikke med de penge, der måtte være i råderummet efter 2020.

Liberale faner

Både Liberal Alliance og de konservative har taget konsekvensen og er klar til at nulstille væksten i det offentlige forbrug helt frem til 2025. Hele råderummet skal bruges til skattelettelser.

Det er Kristian Thulesen Dahl bare ikke klar til.

Topskattelettelsen er liberalt hjerteblod. Over flere omgange har Anders Samuelsen truet med at trække støtten til regeringen, hvis ikke han får de ønskede lettelser i topskatten. Meget tyder dog på, at han ikke får det nemt.

Regeringen arbejder selv på et udspil til en skattereform, der vil lette skatten i både top og bund. Så det, Anders Samuelsen skal tage stilling til, bliver altså ikke et enten-eller, men derimod om skattereformen bliver stor nok.

De blå desperados

Søren Pape og de konservative vil ligesom Liberal Alliance gerne af med topskatten. Alligevel er partiets krav nummer 1 en reduktion af boligskatterne.

De konservative fortsætter her partiets linje fra forhandlingerne om finansloven for 2016, hvor de fik fastfrosset grundskylden, men dengang kun for 2016.

Ideelt set vil de konservative afskaffe grundskylden og også den anden skat på boligområdet, ejendomsværdiskatten.

Problemet er her, at de to boligskatter tilsammen giver staten et provenu på mere end 40 milliarder kr. om året.

Det er altså helt sikkert, at Søren Pape ikke får det hele ved en reform.

Forligsmageren

Kristian Thulesen Dahl gør en dyd ud af at fremstå mere pragmatisk end de to andre blå kolleger. Han er bare ikke ret glad for skattelettelserne i toppen.

Under Folketingets afslutningsdebat sagde han:

”Vores ønske er ikke topskattelettelser. Betyder det, at jeg udstikker nogen garanti eller stiller ultimative krav? Nej, det har vi ikke for vane at gøre.”

Han udelukker således ikke et ja til en reform, der også indeholder lettelser i toppen. Og med det kan han have banet vej for en skattereform, der kan blive meget blå. Hvis altså ikke den radikale joker bringes i spil. Og hvis Anders Samuelsen og Søren Pape i sidste ende stiller sig tilfreds med meget mindre, end de havde ønsket sig.

Hvis ikke, ender vi med det dilemma, Anders Samuelsen har opstillet.

Til jul ved vi, om vi får reform eller valg.