De seneste fem måneder har knæsat nye kriterier for relevant samfundsdebat. Glem Danmarks krigsførelse, folkeskolens problemer, reform af efterlønnen, landets økonomiske krise. Det er andre temaer, der binder nationen sammen – i mediernes optik.

Periodens højst prioriterede dagsorden er uden sammenligning Lene Espersens afbud til tre møder. De har siden 1. marts  affødt 2.700 artikler i form af nyhedshistorier, analyser, kommentarer m.v. Til sammenligning er der i samme periode noteret godt 800 indslag om genopretningen af dansk økonomi og 2.000 om Danmarks krigsførelse i Afghanistan. Velkommen til den nye medievirkelighed.

Den store medieinteresse ville være berettiget, hvis de tre afbud havde haft alvorlige konsekvenser for Danmarks internationale rolle, havde undermineret dansk indflydelse, skabt problemer for andre lande eller på anden vis svækket Danmark og dansk udenrigspolitik. Realiteten er, at afbuddene isoleret set ikke har haft nogen betydning overhovedet. To af dem byggede på velovervejede beslutninger og prioriteringer fra udenrigsministeriets side. Det eneste problematiske afbud – det til mødet i Arktisk Råd – må antagelig betegnes som en svipser, som dog ikke synes at have skadet Danmarks indflydelse eller status. Det er realiteterne bag årets hidtil største politiske “skandale” – en sag, der over fem måneder har domineret den politiske dagsorden og sendt såvel udenrigsministeren som hendes parti ud i en dyb  krise, der på sigt kan true regeringens eksistens.

Set udefra forekommer forløbet absurd og virkelighedsfjernt. Det kunne let forveksles med drejebogen til en sæbeopera, en politisk thriller om det perfekte og veltimede “dronningemord” eller en komedie.

Desværre er det dyb alvor og udtryk for en virkelighed, vi åbenbart skal leve med og vænne os til. Derfor er dramaet om Lene Espersen ikke kun en sag for de politisk interesserede eller den sensationshungrende del af befolkningen. Det rejser en række fundamentale spørgsmål om, hvordan vi i fremtiden skal etablere en nogenlunde seriøs debat og dialog om de reelle udfordringer i samfundet. Og det rejser tvivl om, i hvilken omfang vi kan forlade os på massemedierne. Den tvivl har medierne selv bidraget til i løbet af sidste fem måneder, og det kan vise sig at blive afgørende for dramaets udfald og langsigtede konsekvenser.

Scener fra et dronningemord

Det hele handler om H.C. Andersens berømte fjer. Om hvordan en enkelt fodfejl kan udvikle sig til et langvarigt højspændt politisk drama. For at forstå drivkræfterne i udvikling er det nødvendigt at dykke ned i nogle af de centrale scener fra de forløbne fem måneder. De beskriver den indre logik, der driver og udvikler dramaer og sensationer. En logik, som kun respekterer dokumentationen i det omfang, den fremmer spændingen frem for at punktere den.

Det illustreres bl.a. af Mandag Morgens analyse af Per Stig Møllers fraværsprocent ved EU-rådsmøder. Han er i medierne og af flere politikere blevet iscenesat som rollemodellen, den gode og samvittighedsfulde udenrigsminister – og dermed den målestok, Lene Espersen skulle måles med. Mandag Morgen har tegnet et portræt af rollemodellen for dermed at kunne af- eller bekræfte, om Lene Espersen har været udsat for negativ særbehandling, sådan som hun selv har fremført.

Undersøgelsen giver hende ret. Den afslører, at den tidligere udenrigsminister pjækkede fra ca. hvert tredje EU-møde i størsteparten af sin embedsperiode. Se artikel side 7. Der var tale om et gennemgående mønster. Han udeblev fra vigtige drøftelser, hvor stort set alle andre EU-lande var repræsenteret på ministerniveau.

Statistikken skal ses i lyset af Per Stig Møllers kommentar i Berlingske Tidende, hvor han under overskrift­en “Man må prioritere” leverer en skarp indirekte kritik af efterfølgerens prioriteringer. Her fremhæver han betydningen af at være til stede, “hvor Danmark kan spille en rolle, hvor der skal træffes beslutninger, hvor man kan gavne danske interesser, hvor danske synspunkter skal fremlægges, eller nye alliancer smedes”. Den ambition har han tilsyneladende haft svært ved at indfri.

Det er tankevækkende, at ingen af de 2.700 indslag og analyser, der er skrevet om Espersen-sagen, har interesseret sig for den tidligere udenrigsministers adfærd. Enten er det udtryk for dårligt journalistisk håndværk, eller også har det ikke passet ind i kampagnestrategien.

Udenrigsministerens største fejl består således i, at hun ikke lever op til de forventninger, medierne skaber – f.eks. at hun skal undskylde og vise ydmyghed over for fejl, hun reelt ikke har begået, og forhold, som ikke i sig selv har reelle konsekvenser. Det gør forløbet absurd og meningsløst, og det viser i højere grad mediernes dobbeltmoral end en ministers påståede inkompetence.

De vigtigste scener i drejebogen ser således ud:

Den første politiske bombe

Nyheden om Lene Espersens afbud til mødet i Arktisk Råd detonerer. Umiddelbart ingen stor sag. Det mest interessante er mødets deltagere, ikke dagsordenen. Men sagen er oplagt, fordi Espersen melder afbud til fordel for en ferie, og fordi det er en af ministerens første udenrigspolitiske rejser, efter hun – ifølge forlydender – har presset den tidligere minister Per Stig Møller til at fortrække til Kulturministeriet. Alle ingredienser til en politisk skandale er til stede og udfoldes med stor effektivitet og nidkærhed af det samlede mediekorps bistået af villige politikere. De lugter lige så meget blod som medierne. Til gengæld er interessen for de politiske aspekter af det arktiske topmøde minimal. Der er heller ingen, som ser på afbuddets reelle betydning. For det vil kun afspore det egentlige mål: jagten på ministeren. Sagen handler om personpolitik, ikke udenrigspolitik.

Den personlige krise

Kritikken hagler ned over ministeren. Den indledes over en bred front af et samlet korps af kommentatorer, politiske eksperter m.fl. I første omgang forsvarer Espersen sin beslutning og forsøger sig med et modangreb. Det skærper blot angrebene. De bliver stadig mere rå og personlige. “Lene Espersen må vælge imellem at være familiemor eller udenrigsminister,” lyder det gennemgående tema. I alle karikaturtegninger fremstilles hun konsekvent i en liggestol på en badestrand med en drink i hånden. Hun er Danmarks ubestridte “ferieminister”, uanset hvor meget hun end måtte knokle og rejse rundt i verden. Ikke alene beklikkes hendes arbejdsmoral, men hendes personlighed og evner som minister, partiformand m.v. drages alvorligt i tvivl. Også selvom hun internt i ministeriet opleves som både engageret og kompetent og udviser et højere aktivitetsniveau end sin forgænger. De forhold afdækkes ikke i nogen af de 2.700 indlæg om hendes professionelle og personlige adfærd.

Den politiske krise

Sagen breder sig fra ministeren til partiet. Konservative befinder sig ifølge kritikerne i en historisk krise, der bliver vanskelig at kæmpe sig ud af. Omtalen slår igennem i meningsmålingerne. Tilliden rutsjer ned.
Den 8. april fastslår en måling, at 55 pct. af vælgerne mener, at Lene Espersen varetager sin post dårligt eller meget dårligt. Den 9. maj viser en ny undersøgelse, at kun 22 pct. opfatter Lene Espersen som en egnet leder af Konservative. Hun rammer også bunden i diverse troværdighedsanalyser. Samtidig begynder opbakningen i egne rækker at svigte. Flere konservative lokalformænd udtrykker offentligt tvivl om Lene Espersens evner som leder af partiet. Mange ønsker Per Stig Møller genindsat som udenrigsminister. Han var den dygtigste og flittigste, Danmark har haft, hedder det. Enden på de gode gamle dage synes at være indtruffet med Espersens indtog på Asiatisk Plads. Utilfredsheden slår også igennem i de politiske opinionsmålinger, hvor partiet dykker mod 7 pct. Katastrofen griber om sig og giver ny næring til en selvforstærkende kritik. Succeskriteriet for kampagnen tegner sig: Lene Espersens afgang som minister.

Den personlige undskyldning

Presset af angreb og katastrofemålinger giver Lene Espersen den 28. maj en offentlig undskyldning for afbuddet. Hun betegner det som “den dummeste beslutning i mit politiske liv” – til trods for, at det ikke har haft nogen påviselig politisk konsekvens. Undskyldningen formilner ikke medierne. Tværtimod. Nu angribes hun for at komme for sent med undskyldningen, og for ikke at kunne håndtere en krise professionelt. Ved indgangen til juli er det en konstateret “kendsgerning”, at Lene Espersen har mistet al troværdighed, er en katastrofe som udenrigsminister, ligesom Konservative har kurs mod en dyb og langvarig eksistenskrise. Uanset hvilke initiativer ministeren måtte tage, er hun kendt uduelig. Ud fra den opfattelse vurderes og bedømmes alle hendes gerninger, og ethvert forsøg på at retfærdiggøre dem udlægges som klynkeri eller bortforklaringer.

Den anden politiske bombe

Uanset hvilken damage control ministeriet måtte iværksætte, forhindrer det ikke detoneringen af den næste politiske bombe. Den går af i juli. Det viser sig, at Lene Espersen har gjort det igen: meldt afbud til møder. To, oven i købet. Det ene et rådsmøde i EU. Det andet en politisk konference i Polen. Begge afbud er givet ud fra en nøje vurdering i ministeriet. Men den slags faglige argumenter preller af på mediekorpset. Her henviser man til, at Espersen pga. den tidligere (læs: usaglige) kritik bør lægge en ekstraordinær indsats. Spørgsmålet er blot: til glæde for hvem? Hvem er det, hun skal bevise hvad over for? Svaret blæser i  pressestormen.

Tilbage er blot at konstatere, at mediekritikken er gået i selvsving. Angrebene forstærkes. Meningsmålingerne forringes i samme tak. Nye målinger viser, at over 80 pct. af befolkningen mener, at udenrigsministeren hverken tager sit job tilstrækkeligt seriøst eller egner sig til at være udenrigsminister. Samtidig nærmer partiet sig en ny bundrekord med 6 procents vælgertilslutning. I sidste uge bredte kritikken sig til internationale medier, f.eks. Daily Telegraph i England og Financial Times i Tyskland. Også her er den også lige så nådesløs som overfladisk. Hun beskrives som “verdens værste udenrigsminister” og som den “mest klodsede i EU”.

Det skal alt sammen ses med baggrund i afbuddet til et politisk relativt uinteressant arktisk topmøde, og at hun ud fra en ministeriel prioritering valgte fra til et enkelt sommermøde i EU. Men med den internationale presses interesse for Lene Espersens kompetencer gennemføres den selvopfyldende profeti: Sagen kan nu skade Danmarks interesser og indflydelse. Ikke pga. hendes saglige indsats, men mediernes usaglige behandling af den.

Hermed burde vi være tæt på det fuldbyrdede dronningemord, medmindre …

Fortsættelsen

Slutningen på rigtige dramaer er svære at forudsige. De vinder på overraskelsesmoment. Her skal alligevel forsøges et bud, for fortsættelsen tegner indlysende og logisk ud fra mange vurderinger:

Lene Espersen vinder

Selvom udenrigsministeren i dag ligner alt andet end en vinder, kan det hurtigt ændre sig. Vi nærmer os muligvis et vendepunkt, hvor absurditeten og det groft proportionsforvrængende i kritikken af Lene Espersen bliver stadig mere åbenbar. Det illustrerer analysen af Per Stig Møllers mødeaktivitet bl.a.
Tøger Seidenfadens opgør med selvsvingsjournalistikken både i forhold til kritikken af Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt er et eksempel på den nye opinionsstrømning. Det skaber ikke nye tilstande i sig selv, men det kan være et enkelt led i en begyndende  selvransagelse, som også spores i andre medier-  i en stillen spørgsmålstegn ved det rimelige og hensigtsmæssige i det nye debatklima.
Er det tilfældet, kan opfattelsen af udenrigsministeren vende. Om ikke hurtigt så over en længere periode. Meget afhænger af, hvordan hun selv er i stand til at håndtere de nye signaler fra omverdenen.

Medierne taber

Med sine ensidige, vedvarende og spinkelt underbyggede angreb på udenrigsministeren har medierne demonstreret en form for kampagnejournalistik, som ikke alene undergraver deres troværdighed, men deres berettigelse. Det er især et problem for de trykte medier, hvis eksistensberettigelse i høj grad er at være katalysatorer for en seriøs og vedkommende debat om udviklingen i samfundet. Den opgave har de totalt svigtet i Espersen-dramaet – og et langt stykke af vejen i angrebene på Helle Thorning-Schmidt.

Selvom der er væsentlige forskelle på de to sager, og selvom Socialdemokratiets leder måtte have bevæget sig i en gråzone af sløseri og forkerte oplysninger, er kritikkens omfang, form og intensitet ude af proportion med den reelle politiske betydning – ud over den, medierne selv fremelsker.

Læg dertil den voldsomme bilagskampagne mod Lars Løkke Rasmussen, og der tegner sig et billede af en ubehagelig form for persondreven politisk journalistik. Problemet for medierne er, at den gennemføres så monotont og forudsigeligt, at den bidrager til at udjævne deres eventuelle særkender. De indskriver sig alle i samme grå masse af sensations- og underholdningsdreven journalistik. Den er der næppe et stort købedygtigt publikum til i fremtiden.

Hvis sagerne Lene Espersen, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen skulle være udtryk for en tendens, har medierne forstærket deres egen marginalisering. Det er naturligvis deres egen sag, men problemet har meget alvorligere perspektiver.

For det første at politikerne begynder at disponere ud fra mediehensyn. Det vil sige, de hele tiden garderer sig mod den ætsende kampagnejournalistik. I udenrigsministeriet har kritikken af ministeren fået konsekvenser for ministerens dispositioner. Hun og hendes embedsmænd må nu indregne den offentlige mening og risikoen for medieangreb, når opgaver, rejser og møder fastlægges. Hendes rejseaktivitet sættes op, mødeprogrammet udvides – ikke ud fra faglige, men ud fra tvungne populistiske hensyn. Det er af indlysende grunde et skråplan.

For det andet betyder mediernes ændrede rolle, at det skorter på seriøse katalysatorer for en relevant samfundsdebat. Men måske rummer risikoen sin egen løsning. For risikoen for mediestyrede politiske prioriteringer og en perverteret samfundsdebat kan hurtigt provokere til, at nye dialog- og debatfora udvikles. F.eks. kan de sociale medier i stigende grad komme til at fungere som bindeled og kommunikationskanal mellem samfundets ledere og borgerne. Barack Obama demonstrerede under sin valgkamp, hvordan man via internettet kan opbygge stærke politiske grupperinger. Det kan vise sig at være modellen for en helt ny form for interaktiv, brugerdreven politik og en ny mulighed for at skabe tæt dialog om store samfundsudfordringer. Det bliver et spørgsmål om at vælge imellem den værdiløse og den værdiskabende journalistik. Valget synes ikke svært.

Og således kunne forsøget på det politiske dronningemord få en overraskende, men alligevel lykkelig afslutning. Om ikke for medierne så for samfundet – og for Lene Espersen.