Universiteterne skal uddanne unge mennesker til at udfylde vigtige funktioner i det danske samfund, og universiteterne skal udføre forskning af høj kvalitet.

Klarer universiteterne den opgave tilfredsstillende? Der findes mange forskellige målinger, men ingen af dem er fuldkomne. Jeg synes, at en af de bedste indikatorer for universiteternes undervisning må være, om mange kandidater, får gode job. Det er især et godt mål for kvalitet, hvis virksomhederne aftager mange kandidater fra universiteterne. Gør de det, må det være et udtryk for, at der er god kvalitet.

Men her står det sløjt til. USA har den største andel af universitetsansatte i den private sektor. Lige efter følger Sverige og Finland. Danmark ligger meget langt nede på listen, og det går den gale vej.

En tilsvarende god indikator for forskningen må være, om det private erhvervsliv vil være med til at finansiere den offentlige forskning. Også her er det USA, Sverige og Finland, der fører an, og Danmark halter langt efter.

Sådanne tørre tal for manglende kvalitet har været kendt længe, uden det har gjort synderligt indtryk. Der er i hvert fald sket meget lidt. I de senere år har der været stadig flere eksempler på kritik af det faglige niveau fra enkelte lærere og studerende, og kritikken er taget til på det seneste. Det er vel ved at være en almindelig konstatering, at der er noget galt på universiteterne.

Fra debatten får man let det indtryk, at det er ledelsen, det er galt med. I gamle dage, da ledelsen var decentral, gik det godt, men nu, hvor ledelsen er koncentreret i toppen, har det fatale konsekvenser.

Den forklaring køber jeg ikke. Vi ved, hvilke universiteter i verden, der er de bedste – både til at undervise og til at forske, og de har alle en stærk topledelse, der lægger en god strategi for universitetet.

Så kan man hævde, at ministeren har valgt dårlige folk til posterne, men det holder heller ikke. Der er valgt dygtige folk. Efter min mening skal den vigtigste årsag til den utilfredsstillende kvalitet, findes i det regelsæt, der regulerer universiteterne, og den måde universiteterne finansieres på.

Regler og incitamenter skaber adfærd og kultur. Nogen tror, det er omvendt, og selvfølgelig går det begge veje. Men der er talrige eksempler på, at love og regler kan ændre kulturen, og det er, hvad der er sket med universiteterne. For mere end 30 år siden blev taxametersystemet indført, fordi man ønskede at få et bedre redskab til at styre udgifterne. Det fik man også, men den alvorlige bivirkning har været ringere kvalitet.

Universiteterne vil gerne have flere bevillinger, og det er et sundt ønske, for så kan de som udgangspunkt løse deres opgave bedre. Men taxametersystemet virker på den måde, at hvis et universitet tiltrækker mange studerende, og får dem hurtigt igennem, så får de flere penge. En sådan mekanisme kan i det lange løb ikke undgå at føre til dårlige kvalitet. Ikke fordi nogen ønsker det, men konkurrence virker, og taxametersystemet er indrettet, så universiteterne kommer til at konkurrere på faldende kvalitet.

Hvad gør de imidlertid i USA, Sverige og Finland? De tre lande har meget forskellige systemer, men fælles er, at der er betydelige incitamenter til at konkurrere på kvalitet. Følgende eksempel er hentet fra Sverige, og det illustrerer en måde at skabe konkurrence på uden at ændre på ejer- og ledelsesforhold eller for den sags skyld den udgiftsstyrende del af taxametersystemet.

Da ambitionen er, at halvdelen af alle unge skal have en lang videregående uddannelse i løbet af de næste ti år, må universiteterne nødvendigvis tilføres flere økonomiske midler. Men man burde samtidig reducere budgettet til faste undervisningstimer med tre pct. om året. I stedet skulle midlerne gå til en nyoprettet pulje, hvor universiteterne kunne søge om midler til forbedring af uddannelserne eller til nye uddannelser. Her ville de bedste ansøgninger få tildelt midler.

Universiteterne skal efterfølgende godtgøre, at undervisningen har været en succes. Og det skal de gøre ved at vise, at de studerende har fået gode jobs. Kan de ikke det, skal pengene betales tilbage, og universiteterne skal kunne gå konkurs, hvis de får for store underskud.

Hvordan vil universiteterne reagere på et sådan bevillingssystem? De bliver selvfølgelig nød til at være meget omhyggelige med at lave de uddannelser, som samfundet virkelig har brug for. De bliver derfor nød til at have en meget tæt dialog med aftagerne af kandidaterne – både i den private og den offentlige sektor.

Det er netop det vi ser, at både de private og offentlige universiteter har i USA, og det samme har de offentlige universiteter i Sverige og Finland.

Et andet eksempel på sund konkurrere kunne være et mål om, at Danmark skulle have et bestemt antal eliteuddannelser. Regeringen kunne sætte penge af, men ikke give dem til universiteterne, men til de studerende, hvis de gennemførte en eliteuddannelse.

Hvordan kunne det gøres i praksis, så konkurrencen virkede?

Regeringen kunne tillade universiteterne at opkræve penge for en særlig eliteuddannelse på masterniveau. De studeredne skal betale, men danske studerende kan få statsgaranterede lån til studieafgiften, og hvis de gennemfører elitestudiet, skal lånet ikke betales tilbage eller eftergives i et vist omfang, da kandidaterne har udsigt til en god løn resten af deres liv.

Det kunne være spændende at se, hvad disse to eksempler på fornuftige regler og systemer med incitamenter kunne komme til at betyde for kvaliteten i uddannelserne. Sikkert er det, at det nuværende taxametersystem ikke gavner kvaliteten i hverken uddannelserne eller forskningen.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.