Efterlysning: Stærk strategiplan for ustyrlig sundhedssektor

MM MENER: Sundhedssektoren skal ikke styres af bureaukrater. Den skal styres af folkevalgte, som vi kan skifte ud, hvis vi ikke er tilfredse. Og det kan vi gøre den 21. november.

MM Special: Sundhed 2030 - mere sundhed, færre behandlinger

Det ligner en opgave, der aldrig vil lykkes. Det politiske område, som måske interesserer danskerne allermest til det kommende lokalvalg den 21. november, er sundhedsområdet. Og det står over for kæmpemæssige udfordringer de kommende år, som det er svært at se enden på. Tværtimod ser problemerne ud til kun at blive forværret.

Der er intet, der tyder på, at sygehusenes bevillinger vil kunne følge med til efterspørgslen på ydelser og vælgernes forventninger. ”Sygehusene får sværere og sværere ved bare at behandle og behandle patienterne. Det vil kræve ekstremt mange ekstra ressourcer, hvis vi skal følge med, og så mange ekstra ressourcer får vi nok ikke,” siger Adam Wolf, der er direktør for Danske Regioner, i vores MM Special om sundhedsvæsenet i Danmark.

Selv om der er blevet arbejdet med alle mulige løsninger for at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen og på at forbedre forholdene for patienter og pårørende, står de elendige eksempler lige så meget eller mere i kø som de få fremskridt og succeshistorier. Og der er udsigt til fortsat vækst i en række af de sygdomme, der udløser et stort behov for sygehusbehandling. Kræft, hjertekarsygdomme, diabetes og KOL er blot nogle af eksemplerne.

På den gode side lever vi længere, men det gør også på den anden side, at vi får flere ældre og kronikere og såkaldt multisyge. På den gode side har vi som borgere stigende forventninger til at kunne blive repareret og kureret for hvad som helst med operationer, dyr medicin eller nye behandlingsformer. Og på den gode side er der faktisk fremdrift i forskningen på mange områder.

Der er ny teknologi og automatisering, der er bedre redskaber til udredning og diagnosticering, mindre tidkrævende operationer og kortere indlæggelser. På den gode side forventer vi en stadig mere individuel behandling og skræddersyede forebyggelses- og behandlingsforløb. På den anden side stiller det krav om, at vi selv i stigende omfang gør en indsats for sundheden, og at vi leverer vores sundhedsdata til myndighederne, så de kan bruges til netop sådan en individuel behandling og til forskning i forbindelse med resultaterne.

Banalt nok er både regionernes og eksperternes bedste svar på, hvad vi skal gøre ved de eksploderende sundhedsudgifter, at holde patienterne mest muligt ude af sygehusene, så mere af behandlingen foregår i folks eget hjem eller i den primære sundhedssektor i kommunerne.

Det er jo en fin plan, men den lader sig slet ikke praktisere med den nuværende økonomiske styringsmodel, med den nuværende dårlige koordinering mellem de forskellige sektorer, med den nuværende mangel på helhedsbetragtning på patienten, med den nuværende forebyggelsesindsats og med en skepsis i befolkningen over for sundhedssektoren som tillidsvækkende og velfungerende.

Over to millioner danskere er hvert år i kontakt med sygehusvæsenet. Mange af dem for lidelser, der økonomisk set er i ’småtingsafdelingen’. Det er de 10 procent med det største behandlingsbehov, der tegner sig for tre fjerdedele af udgifterne. Det er den allerhårdest ramte ene procent af patienterne, der står for 30 procent af hele budgettet.

Regionerne er faktisk lykkedes med at få ventelisterne på hospitalerne ned. De er faktisk lykkedes på en række af de nationale mål for sundhedsvæsenet. Flere borgere er i arbejde et halvt år efter en behandling, færre borgere med KOL eller diabetes indlægges akut, der er lavere hjertedødelighed, og der sker en hurtigere udredning af patienterne. Og alligevel står de negative historier i kø, blandt andet om manglende sammenhæng i behandlingen og dårlig information til patienter og pårørende.

I denne udgave af MM Special bliver det foreslået at følge de nationale kvalitetsmål op med en egentlig national strategi for fremtidens sundhedsvæsen. Det er en overordentlig god ide. En strategi, som involverer politikere på tværs af de tre styringsniveauer i Folketing, regioner og kommuner. En strategi, som tør prioritere, hvad det er for servicemål, vi som borgere kan forvente på vores hospitaler. En strategi, som tør tage fat om problemet i, at det, man fokuserer politisk på, det ser man ud til at lykkes med – f.eks. kræftplanerne – men det, der ligger udenfor, bliver til gengæld markant nødlidende områder.

Det skal være en strategi, som satser benhårdt på, at Danmark skal være førende på ny sundhedsteknologi – at vi skal turde være førende på udnyttelse af vores sundhedsdata til at skabe sammenhæng og effektive, individuelle behandlingsforløb. En strategi, som prioriterer information og inddragelse af patienter og pårørende langt højere end i dag. En strategi, som kigger på det hele menneske og holder fokus på en særlig indsats for den ene procent af befolkningen, som bruger 30 procent af sundhedsbudgettet.

Det er nu fjerde gang, vi skal have et regionsvalg, som primært handler om at finde de rigtige folkevalgte til at sikre en ambitiøs fremtidig sygehussektor. Nogen drømmer om, at alt på sundhedsområdet ville være bedre, hvis dette var regionernes sidste valgperiode. Der er intet, der tyder på, at Folketinget eller kommunerne ville være et bedre sted at styre både de nye supersygehuse og de eksisterende. Og intet i folkestrømningerne for tiden tyder på, at vi skal fjerne et folkevalgt lag af politikere til fordel for nogle erhvervsfolk eller eksperter, der ikke er på valg.

I stedet for skal vi bede politikerne i stat, regioner og kommuner om at give os som borgere en samlet strategiplan for fremtidens sundhedsvæsen. Det må være et rimeligt valgløfte.

Forrige artikel Dit digitale omdømme er din nye valuta Dit digitale omdømme er din nye valuta Næste artikel Skatteminister er åben for bundgrænse under selskabsskat Skatteminister er åben for bundgrænse under selskabsskat