Forleden var jeg til Dansk Erhvervs Årsdag 2012 i Bella Centret. Omkring 1.100 erhvervsfolk var samlet til alvorlige miner, høflig mingling og den rituelle kanonisering af flere skattelettelser. Stor som lille inden for servicegrenen af dansk erhvervsliv var mødt op sammen med et stort slæng af borgerlige politikere, der rutineret cruisede rundt blandt de potentielle velyndere med villige håndtryk og hurtige smil.

På mange måder et fint og velorkestreret arrangement, men som en af de få deltagere uden slips var det også påfaldende, hvor meget energi, der blev brugt på at udstråle, at man havde styr på det hele. Fra deltagernes mørke jakkesæt, stramme slips og gråsprængte tindinger til den gennemgående iscenesættelse i mørkeblå med traditionel konferenceopstilling og en tætpakket serie af oplæg uden skyggen af deltagerinvolvering.

Intet var overladt til tilfældighederne.

Hvilket imidlertid kom til at stå i skærende kontrast til dagens første indlæg. Den nyudnævnte formand for Produktivitetskommissionen (et fantastisk navn på sådan en retro, Anker Jørgensen-agtig måde) Peter Birch Sørensen slog sagligt og med en charmerende underspillet humor fast, at der ikke har været styr på skidtet siden midten af 90’erne.

Den danske produktivitet er faldet ned gennem feltet, og vi ligger nu og roder rundt i det pinligt dårlige selskab sammen med Spanien og Italien. Fortidens styrkeposition og konkurrenceevne er formøblet, og vækstmotoren er gået i stå. Svenskerne er for længst løbet fra os.

[quote align="left" author=""]En lidt træt statsminister og en finansminister i bedemandssort jakkesæt forsøgte med alvorlige miner og lav stemmestyring at slå fast, at de røde havde styr på det. De fremstod næsten demonstrativt mere borgerlige end den forhenværende finansminister[/quote]

Desværre leverede Peter Birch Sørensen ikke en syndebuk. Det havde det været dejligt bekvemt, hvis vi kunne lægge fortidens synder bag os med et rask lille soningsoffer.

Men da ingen syntes oplagte at pålægge den kollektive skyld, fik fortidens katastrofale styringssvigt lov til at hænge truende i konferencesalens iltfattige luft. Mange rystede afvæbnende på hovedet eller prøvede at lette stemningen med et lille opgivende smil til sidemanden. Inderst inde vidste de fleste i salen, at en stor del af ansvaret var deres.

De havde ikke haft styr på det, mens tiderne var gode. Det, der skulle have været styrkepositioner i dag, var blevet formøblet i højkonjunkturens selvsving, kortsigtet salgsrus og drømme om at købe hele verden.

Der var også fint politisk besøg på årsdagen. En lidt træt statsminister og en finansminister i bedemandssort jakkesæt forsøgte med alvorlige miner og lav stemmestyring at slå fast, at de røde havde styr på det. De fremstod næsten demonstrativt mere borgerlige end den forhenværende finansminister Claus Hjort Frederiksen, der også var mødt op. Han forsøgte med sarkasme at undvige det faktum, at den tidligere Fogh-regeringen vel nok var dem, der måske havde haft allermindst styr på sagerne.

Jeg kom til at tænke på Mikael Simpsons hitnummer ”Jeg sidder fast”, som handler om den til tider hårfine grænse mellem at have ”styr på lortet” eller ”lort på styret”. Og at den styrepind, som den tidligere regering overlod til den nye, næppe var helt fri for ubehageligheder.

[quote align="right" author=""]Det er nemlig farligt at foregive, at man har styr på tingene, hvis det ikke er tilfældet. Det stjæler opmærksomhed og fokus, og skaber også mistillid og isolation.[/quote]

Det ville være et afgørende skridt fremad, hvis de selvsikre erhvervsfolk, landets førende embedsfolk og den politiske adel ville begynde at indrømme, at de har knap så meget styr på det hele, som de foregiver. At det bliver stedse sværere at overskue og navigere i en kompleks globaliseret verden, og at det med selv de bedste regnemodeller er stort set umuligt at lave gode forudsigelser, når vi ser blot få år eller sågar måneder frem.

At de ville punktere illusionen om, at alverden kan sættes på tal, gennemregnes, budgetteres og omsættes til implementerbare planer. At de ville droppe valgløfter på forventet efterbevilling og den maskerade, der dagligt opføres for pressen, kreditvurderingsinstitutter og deres eget bagland.

Det er nemlig farligt at foregive, at man har styr på tingene, hvis det ikke er tilfældet. Det stjæler opmærksomhed og fokus, og skaber også mistillid og isolation. Og netop tillid er det moderne samfunds og den moderne effektive organisations væsentligste smøring.

Vi har brug for en tillidsbaseret kultur, som muliggør effektiv arbejdsdeling, specialisering, innovation og derved højere produktivitet. Og tillid forudsætter åbenhed – også om de udfordringer, man står overfor.

Derfor virkede det helt tragikomisk at sidde i salen i Bella Centret og opleve, at den tillid, som skulle være en afgørende del af løsningen på Danmarks udfordringer, blev undermineret af behovet for at opretholde den teflonglatte illusion af, at vi har fuldstændigt styr på det hele.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.