Det er ikke længere noget kontroversielt udsagn, at det globale energisystem har påbegyndt en omfattende omstilling til en renere og mere lokal fremtid.

Det er muligt, at forandringen er nået længst på elektricitetens område, hvor vedvarende energi de seneste par år har gjort store fremskridt, men den er også på vej inden for transport og vil på et tidspunkt brede sig til mere langsommelige områder som rumopvarmning og industriel produktion. Den skrider lige så hurtigt frem i ulandene som i ilandene, med Kina som det førende land, hvad angår investering i ren energi og massiv vækst i lokale forsyningsnet i energifattige områder.

For første gang taler respekterede personer om et fuldstændig fossilfrit energisystem. G7-ledere forpligtede sig ved topmødet i Tyskland i år til at udfase fossile brændsler ved udgangen af århundredet. Paven talte i sit netop udsendte encyklika, Laudato si’, om nødvendigheden af at erstatte fossile brændsler.

Denne nye, brede tilslutning til et CO2-frit energisystem har skabt splid i den fossile energisektor. Det er ikke længere troværdigt på forhånd at afskrive idéen som barnlig og urealistisk. Kun kulindustrien, som er bevidst om den afgørende trussel mod sin fortsatte eksistens og derudover hårdt medtaget af nylige konkurser, har intet andet valg end at sætte spørgsmålstegn ved den fossilfri dagsorden. Hovedparten af den øvrige fossile brændselsindustri er langt om længe ved at se en CO2-fattig fremtid i øjnene – om end deres foretrukne bidrag lader til at bestå i at smide kullet for løverne.

Den fossile industri lader andre betale

Kampen mellem dem, der forsøger at forandre energisektoren, og dem, der forsvarer status quo, fremstilles på forsimplet vis, som om den kun handler om klimaforandringer: Den ene side vil gøre noget ved problemet, den anden side vil blive ved med at tjene penge.

En mere nuanceret analyse stiller de enorme fordele, der følger med ren energi, såsom forbedret luftkvalitet, lokale jobs, teknologiske gennembrud og økonomisk modstandsdygtighed, op over for de fossile brændslers kolossale eksterne omkostninger i form af påvirkning af folkesundheden, forsvarsomkostninger, usikkerhed på råvaremarkedet og så videre.

Striden mellem den rene og den fossile energis respektive tilhængere må imidlertid også anskues på et tredje plan, nemlig i henseende til de sociale strukturer, vi ønsker at leve under.

[quote align="left" author=""]Den fossile brændselsindustri mæsker sig i tilskud og lader andre om at betale de anselige omkostninger, hvilket tillader den at generere enorme profitter, hvoraf den bruger en betydelig del på lobbyarbejde, fysisk beskyttelse, kompensation til lokalsamfund og endda – som historien gentagne gange har vist – bestikkelse[/quote]

Fossilbaseret energi lader sig opdimensionere og centralisere. Både i form af fysisk centralisering – store olie-, gas- og kulfelter, enorme kraftværker, et universelt energinet, rørledninger, raffinaderier og lignende – og den uundgåelige politiske og økonomiske centralisering, der følger med.

Hvis du skal beskrive verdens energisystem, kan du tegne to slags diagrammer.

Det første er et Sankey-diagram, der viser, hvor brændsler udvindes, hvor de raffineres og omdannes, hvor hovedparten af energien går tabt som spildvarme, og hvor den resterende del finder anvendelse som brugbar ressource.

Det andet, som er lige så gyldigt og udtømmende, er et kausalitetsdiagram. Et af de primære “kausale loops” i dette diagram vil vise, hvordan den fossile brændselsindustri mæsker sig i tilskud og lader andre om at betale de anselige omkostninger, hvilket tillader den at generere enorme profitter, hvoraf den bruger en betydelig del på lobbyarbejde, fysisk beskyttelse, kompensation til lokalsamfund og endda – som historien gentagne gange har vist – bestikkelse, slet og ret. Disse aktiviteter tjener igen til at beskytte industriens adgang til politiske beslutninger og veletablerede økonomiske fordele. Alt dette er lige så en meget del af det gamle energisystem som rørledninger og kraftværker.

Uretfærdigt, tyrannisk, samfundsskadeligt

Og nu en tilståelse: Disse kausale loops er en af hovedårsagerne til, at jeg for mere end et årti siden oprettede New Energy Finance. Jeg er ikke aktivist og ikke nogen egentlig miljøforkæmper (bare et passioneret friluftsmenneske). Og jeg er, trods analysen ovenfor, på ingen måde marxist. Men det nager mig, når jeg ser energiindustriens uretfærdige, tyranniske og samfundsskadelige adfærd.

Dette går tilbage i hvert fald til 1995, hvor jeg arbejdede for det internationale nyhedsbureau, som først bragte nyheden om hængningen af Ken Saro-Wiwa, den nigeriske forfatter og miljøaktivist, som kæmpede imod dumping af olieaffald i sin hjemregion, Ogoniland. Jeg husker chokket og væmmelsen. Og jeg væmmes stadig, når jeg ser amerikanske senatorer, åbenlyst finansieret af selskaber, der producerer fossile brændsler, kæmpe for at bevare industriens skattefordele. Jeg væmmes, når Storbritanniens Competition and Markets Authority oplyser, som de gjorde i juli i år, at forsyningsselskaber årligt har opkrævet deres kunder mere end en millard pund for meget. Jeg væmmes, når jeg ser oliefinansierede diktaturer forsømme deres befolkninger, mens de understøtter sig selv gennem fremmede staters urostiftelse. Jeg væmmes, når jeg ser korrupte regeringer og globale koncerner lade hånt om gennemsigtighed. Jeg væmmes, når jeg ser kulselskaber, der, ligesom tobaksselskaberne altid har gjort, kaster sig over det ene uland efter det andet for at gøre dem afhængige af deres skadelige produkter. Jeg væmmes, når jeg ser politikere – i den frie verden, vel at mærke! – der forbyder forskere at diskutere fossile brændslers negative indflydelse og binder deres økonomier til fortidens industrier.

Med fare for at støde nogen skal jeg være helt ærlig: Ting som disse generer mig meget mere end de lejlighedsvise tørker, skovbrande eller orkaner, som en rig og fornuftigt regeret verden burde være i stand til at beskytte sig selv imod. Olieforurening, gaseksplosioner og kuludslip oprører mig også, men ikke så meget som den kynisme, hvormed sådanne fænomener accepteres som den uundgåelige pris for en behagelig livsstil.

Da Saro-Wiwa blev dødsdømt i 1995, følte jeg mig hjælpeløs. Det gør jeg imidlertid ikke længere. Dengang var det umuligt at forestille sig en anden verden. Dengang var sundhed, velstand og glæde uløseligt forbundet med fossile brændsler og deres medfølgende korrupte og ødelæggende magtcentralisering. Nu ved vi, at en anden vej er mulig. Dengang var jeg chef i nyhedsindustrien, nu spiller jeg min egen beskedne rolle, mens verden bevæger sig fra gammel til ny energi.

En uundgåelig omstilling

Ren energi er af natur mere lokal, mere jævnt distribueret, mere ansvarlig. Mens Tysklands fire største forsyningsselskaber ejer hovedparten af den fossile og nukleare produktionskapacitet, ejer de kun en lille del af landets kapacitet for vedvarende energi. Den almene befolkning ejer mange gigawatt af sidstnævnte, enten direkte eller gennem investeringsforeninger. Nogle finder muligvis vindmølleparker uskønne, mens andre finder dem smukke; uanset hvad får de os til at tale om de kompromiser, vi indgår for at producere elektricitet. Tidligere var der ingen diskussion om de æstetiske aspekter ved kulminer og gasfelter i fjerntliggende lande.

[quote align="right" author=""]Efterhånden som energisystemet omlægges til rene energiformer, vil det blive mere lokalt, mere menneskeligt i sin størrelse og mere digitalt. [/quote]

Energieffektivisering er i gang i alle hjem og kontorer. Folk, der har solpaneler på taget, ser helt anderledes på deres forbrugsregninger end de, der ikke har. Rundt om i verden er der fornyet interesse for at gøre kommunale forsyningsselskaber til et fælles anliggende. Selv gasindustrien vil i fremtiden blive lokal, når hydraulisk fracking spredes til byer i alle områder, sådan som det allerede er tilfældet i nogle dele af USA.

Transportsektoren vil også blive forandret, og det vil ryste olieindustrien i dens grundvold. Mere end halvdelen af verdens befolking bor nu i byer, og byer over hele verden er mærket af de fossile brændsler påvirkning af luftkvalitet og personbilerne påvirkning af den generelle livskvalitet.

Efterhånden som energisystemet omlægges til rene energiformer, vil det blive mere lokalt, mere menneskeligt i sin størrelse og mere digitalt. For at citere Marshall McLuhan, postmodernismens bedstefar: "De personlige og sociale konsekvenser af et hvilket som helst medium er resultatet af den nye målestok, som enhver ny teknologi indfører i vores liv." Det fremtidige, rene energisystem vil være mere åbent, mere ansvarsbevidst, mere ansvarligt over for fællesskabet og mere socialt inkluderende.

Verdensrekord i konservatisme

Som forholdene er nu, står energiindustrien næsten lige så dårligt, når det gælder social inklusion, som når det gælder bæredygtighed. Ved en af de førende traditionelle energievents i Houston i år var andelen af kvindelige talere kun 7 pct. Ved arrangement efter arrangement har jeg siddet i paneler bestående udelukkende af mænd. I Davos var jeg med i en session om bæredygtig transport, hvis 50 deltagere kun talte en kvinde. Lord Browne, som for øjeblikket er en af verdens mest fremtrædende åbent homoseksuelle erhvervsledere, følte sig i hele sin 41-årige karriere hos BP tvunget til at skjule sin seksualitet. I det årti, hvor jeg etablerede Bloomberg New Energy Finance, stødte jeg kun på én sort CEO for et forsyningsselskab uden for Afrika. Jeg mindes ikke, hvor mange gange jeg har siddet i møder om global energifattigdom, hvor samtlige deltagere var hvide.

Energibranchen må omtrent være verdens mest socialt konservative – nej, lad mig bruge det rigtige ord: tilbagestående – industri. Indimellem ser det ud, som om det væsentligste lederkriterium er, at man en er heteroseksuel, hvid, mand født mellem 1950 og 1965.

Det forhold er begyndt at ændre sig, men ikke hurtigt nok. Energifattigdom stiller kvinder uforholdsmæssigt dårligt, idet det er dem, der bærer den ekstra arbejdsbyrde og de yderligere helbredsmæssige konsekvenser af madlavning med traditionel biomasse. Adgang til moderne energi er afgørende for, at kvinder kan nyde godt af grundlæggende sundhedsydelser, særligt ved fødsler, og for at piger kan få tid til at studere.

Kønsfordeling i energisektoren er ikke blot et spørgsmål om retfærdighed, det er også et spørgsmål om effektivitet. Det er muligt, at kvinder holder halvdelen af himlen oppe – hvad vigtigere er: de køber også halvdelen af verdens elektriske apparater, halvdelen af verdens energi og halvdelen af verdens biler. Og hvis de ikke gør det, så burde de gøre det og vil snart komme til det. Energiindustrien bliver nødt til at indse, at de udgør en enorm del af markedet. Dertil kommer, at halvdelen af alt talent i verden ligger hos kvinder.

[quote align="left" author=""]Med de gennemgribende forandringer, som energisektoren forventes at undergå i løbet af de kommende to årtier, vil det være utænkeligt, at dens ledere som gruppe betragtet kommer til at se ud som den nuværende[/quote]

Der er en voksende mængde studier, der viser, at virksomheder med ledelsesteams og bestyrelser præget af diversitet klarer sig bedre end de øvrige.

Flere kvinder i energisektoren

For tre år siden satte jeg det mål for Bloomberg New Energy Finance-teamet at nå en andel på 30 pct. kvindelige meningsdannere ved vores topmøde. Det er ikke en kvote, men et mål, og jeg er blevet bestyrket i denne ambition af den succes, som 30% Club-tiltaget har nydt. Det var ikke et fænomen, jeg var bekendt med, da jeg satte målet. Vi har ikke nået det endnu – ved dette års topmøde var andelen stadig kun 21 pct.

I mellemtiden er samtlige medlemmer af Bloomberg New Energy Finance-organisationen blevet undervist i vigtigheden af inklusion, hvad angår køn, etnicitet, seksuel orientering og andre potentielle forskelle, samt om de ubevidste fordomme, som kan påvirke ansættelsen af og tildelingen af opgaver og forfremmelser til de mest lovende kandidater. Jeg har talt med alle vores kontorchefer om, hvordan der i virksomheder kan opstå en intimiderende kultur, som kan forhindre kvinder og andre underrepræsenterede grupper i at yde deres bedste.

Bloomberg LP’s ledelse har i høj grad bakket op om tiltaget; de har lanceret initiativet Enterprising Women – og har dermed gjort Bloomberg til forkæmper for kvinder og kvinders forhold både i og uden for finansbranchen.

Der er allerede en lang række initiativer rundt omkring i verden, hvis formål er at støtte kvinder og minoriteter i at avancere hurtigere i energiindustrien. Jeg opfordrer Bloomberg New Energy Finance Team til at yde støtte og opbakning, hvor det er muligt. Bloomberg New Energy Finance kan kun nyde godt af det: Mens vi har haft kvindelige teammedlemmer på lederniveau fra begyndelsen, mangler vi stadig at gøre noget for at øge diversiteten – og vores præstationer vil kun blive bedre, efterhånden som det lykkes.

Med de gennemgribende forandringer, som energisektoren forventes at undergå i løbet af de kommende to årtier, vil det være utænkeligt, at dens ledere som gruppe betragtet kommer til at se ud som den nuværende. Fingerpeg om energisektorens fremtid er at se i andre sektorer, der har kastet centraliserede, statsdominerede forretningsmodeller af sig og er blevet mere dynamiske og konkurrencedygtige og mindre machoprægede – det gælder f.eks. teleselskaberne, medierne og (med nogle få årtiers forsinkelse) luftfartsindustrien.

Den revolution, der er på vej inden for energisektoren, drevet frem af nye teknologier og distribueret produktion, kan og bør medføre en demokratisering af sociale såvel som energimæssige ressourcer.

Vi er nødt til at arbejde sammen for at sikre, at en forandret energisektor også bliver en forbedret energisektor. 

Artiklen er oprindelig publiceret på Bloomberg New Energy Finance’ hjemmeside.

© Michael Liebreich og Bloomberg New Energy Finance.

Oversættelse: Thomas Kyhn