Siden 15. januar har verden fået klare fingerpeg om dybden og bredden i, hvad der kan betegnes som erhvervslivets kulturrevolution. Fordi revolutionen sker over en længere årrække, opfattes den ikke som dramatisk, men de langsigtede konsekvenser bliver det. I realiteten er det et opgør med det private erhvervsliv – med troen på at privatejede virksomheder er deres egne og primært styres af de frie markedskræfter.

De klare fingerpeg kan bl.a. ses i den stribe af analyser, der er udkommet og drøftet op til og under World Economic Forums erhvervsøkonomiske topmøde i Davos i sidste uge. De dokumenterer ikke alene, hvor sammenfiltrede og komplekse de globale udfordringer er, men hvor meget alle sektorer – de private som de offentlige – er gensidigt afhængige af hinanden for at løse problemerne og få markederne til at fungere. De viser også, at såvel erhvervslivets som politikernes troværdighed er tyndslidt, og at der stilles spørgsmålstegn ved de store virksomheders license to operate.

[quote align="right" author=""]I takt med at udfordringerne griber stadig mere ind i hinanden, og løsningerne gør det samme, er det nødvendigt at nytænke, hvordan virksomheder i fremtiden skal afveje og prioritere deres interesser.[/quote]

En tværlæsning af de mange analyser bekræfter, at de gammelkendte forretningsmodeller med et ensidigt fokus på bundlinjen er endegyldigt passé. Fremtidens modeller skal tjene flere herrer og ikke kun de private ejere. Ansvaret over for og hensynet til det omgivende samfund vil spille en stadig større rolle og ændre de hidtidige succeskriterier i en grad, der afliver begrebet ”det private erhvervsliv”. Egentlig har det været realiteten i flere år, men paradigmeskiftet er nu så synligt og overbevisende, at det ud fra alle hensyn er nødvendigt at erkende det og udvikle afløseren. Hvad der er nok så vigtigt: De private virksomheder vil i stigende grad erkende fordelene ved at opgive deres private selvstændighed.

Her følger nogle af de mange fingerpeg.

Opbygningen af helt nye klynger

Den 15. januar udgav World Economic Forum sin 10. udgave af ”Global Risk”, der viser, at erhvervslivet er en vigtig aktør i løsningen af otte af verdens ti største risici. Det drejer sig bl.a. om vandkrisen, begrænsningen af infektionssygdomme, kampen mod klimaforandringerne, arbejdsløsheden, et truende kollaps af biodiversiteten m.m. Ingen af problemerne kan løses af nogen sektor alene, men kræver et tæt sektoroverskridende samarbejde, herunder imellem private virksomheder og offentlige myndigheder. Svaret er udviklingen af en helt ny type klynger.

[graph title="Erhvervsledere bygger klynger" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/d4a6a-erik_1.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/ebd9b-erik_1.png" text="PWC har spurgt ca. 1.300 internationale ledere om deres samarbejde med eksterne partnere. Rapporten konkluderer, at nye tværgående partnerskaber er vigtige drivere for nye muligheder og løsninger. "]Kilde: “18th Annual Global CEO Survey”, PricewaterhouseCoopers, 2015. [/graph]

Hidtil har klynger været defineret ud fra såvel geografiske som sektor- og teknologispecifikke relationer. Fremtidens klynger beskrives ud fra tre overordnede kriterier: 1) Behovsdrevne – de retter sig mod aktuelle udfordringer, der ikke kan løses af enkeltvirksomheder eller enkeltsektorer. 2) Partnerdrevne – på grund af problemernes kompleksitet forudsætter løsninger brede alliancer imellem såvel private virksomheder, offentlige myndigheder som forsknings- og udviklingscentre m.v. 3) Værdidrevne – klyngerne vil som regel bygge på nye værdinormer, typisk fordi udfordringerne handler om at levere bedre livskvalitet til store grupper.

Den erkendelse breder sig ifølge 2015-udgaven af PWC’s ”Global CEO Survey” hastigt i erhvervslivet. Rapporten bygger på svar fra ca. 1.300 internationale topchefer. 51 pct. af dem planlægger at etablere nye alliancer inden for de næste 12 måneder – hermed refereres til partnerskaber med komplementære kompetencer og erfaringer. 66 pct. ønsker tættere samarbejde med kunder, 52 pct. med forsknings- og udviklingscentre, 52 pct. med andre industrier, 50 pct. med konkurrenter, 37 pct. med myndigheder, 53 pct. med erhvervsnetværk, andre klynger etc. PWC understreger i rapporten, at betydningen af de nye tværgående partnerskaber ikke kan vurderes højt nok som drivere af nye muligheder og løsninger. De vil være et succesparameter under fremtidens konkurrencevilkår. Men hermed tegnes også konturerne af en helt ny klyngestruktur. Se figur 1.

Mulighederne har aldrig været større

Og mulighederne er store. Den 20. januar lancerede Mandag Morgen sammen med DNV GL (tidligere Det Norske Veritas) og UN Global Compact ”The Global Opportunity Report”. De bekræfter, hvordan fem udvalgte globale risici kan forvandles til 15 nye muligheder og dermed føde en række vækstinitiativer. En af dem handler netop om vandkrisen. Hvor ”Global Risk” vurderer den som verdens p.t. største risiko, udnævner panelet bag ”Global Opportunity Report” vandkrisen som den udfordring, verden har størst mulighed for at løse. Som det både fremgår af rapporten og Mandag Morgens analyse, kræver det netop en meget bredspektret indsats fra mange aktører fra såvel private virksomheder som offentlige myndigheder, men det skaber både muligheder og begrænsninger for de involverede.

Nok så tankevækkende efterspørger en af verdens største private vandentreprenører, Grundfos, flere offentlige reguleringer for at kunne udvikle og markedsføre de bedst mulige løsninger. Her udviskes grænserne i realiteten mellem, hvad der privat, og hvad der er offentligt, til fordel for, hvad der er fælles. Kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted anser det for et konkurrenceparameter med en skarp offentlig regulering. Det er en af årsagerne til, at danske vandkompetencer i dag er blandt verdens bedste.

Den holdning kolliderer umiddelbart med konklusionen i PWC-analysen. De 1.300 topledere anser offentlige overreguleringer som den største trussel mod erhvervslivet netop nu. Men hertil skal føjes, at reguleringer kan udfoldes meget forskelligt. De kan være konkurrencebegrænsende eller konkurrencefremmende – eller hvad der kan betegnes som ”smarte reguleringer”. Det vil sige, at de – som i tilfældet med vand – kan inspirere og provokere til udviklingen af nye løsninger, der kan give virksomheder og nationer store fordele på nye markeder. Under alle omstændigheder må erhvervslivet indstille sig på, at det bliver en vigtig del af en ny virkelighed, men at de i mange tilfælde har en stor interesse i at deltage i udviklingen af dem.

Det handler om troværdighed

Men reguleringer kan også være et vigtigt instrument til at løse det troværdighedsproblem, som både regeringer og erhvervsliv konfronteres med. Det afdækkes i det ”Trust Barometer”, som verdens største public relations-virksomhed, Edelman, netop har offentliggjort. Barometeret bygger på svar fra 33.000 udvalgte personer i 27 lande. Selvom der er klart større tillid til virksomheder end til regeringer – 58 pct. har tillid til virksomheder og 44 pct. til regeringer – så deler begge en bundplacering, når det gælder deres ledere. 43 pct. har tillid til de administrerende direktører, og kun 38 pct. til de politiske ledere. I toppen rangerer akademikere og faglige eksperter, og der er også langt større tillid til NGO-lederne end til virksomhedernes topchefer.

Mistilliden afspejles også i forholdet til reguleringer. 42 pct. efterlyser mere offentlig regulering af erhvervslivet, bl.a. for at beskytte forbrugerne. Det ønsker kommer især til udtryk over for industrier, der retter sig direkte mod forbrugerne, f.eks. fødevarer og drikkevarer, energi, finansielle ydelser etc. Men lige så klart udtrykkes ønsket om, at reguleringerne udvikles i et tæt samspil mellem erhvervsliv og myndigheder, bl.a. på grund af den manglende tillid myndighederne. Men omvendt er der heller ingen tiltro til, at erhvervslivet kan regulere sig selv. Rapporten fastslår nødvendigheden i, at fremtidens rammebetingelser og reguleringer sker i et tæt samspil mellem erhvervsliv, myndigheder og andre stakeholders.

Udfordringen sættes i et skarpt relief af en analyse fra 2012, der påviser, at 11 udvalgte sektorer skubber en stadig større ubetalt regning foran sig i form af miljøbelastninger. De beløb sig i 2012 til 854 milliarder kr. og fordobles hver 14 år. Hvis virksomhederne selv skulle betale, ville det med ét slag fjerne 40 pct. af deres samlede indtjening. For føde- og drikkevaresektoren drejer sig om 224 pct. af sektorens indtjening. Men regningen skal betales, og netop fordelingen af den regning bliver et spørgsmål om reguleringer – og helst reguleringer, som alle parter kan se en fordel i. Den skal derfor helst være smart.

Perspektiverne i såvel disse som andre analyser, der afdækker vilkårene i fremtidens samfund, er nogenlunde enslydende: De forretningsmodeller og de filosofier, der har formet den nuværende erhvervskultur med skarpe grænser mellem det private og det offentlige, overlever ikke. I takt med at udfordringerne griber stadig mere ind i hinanden, og løsningerne gør det samme, er det nødvendigt at nytænke, hvordan virksomheder i fremtiden skal afveje og prioritere deres interesser – herunder i hvilket omfang de skal indregne eksterne omkostninger såsom miljøbelastninger i deres bundlinje. Finder virksomhederne og deres ejere og ledere ikke selv en ny bæredygtig model, risikerer de at blive reguleret til en.

Den tid er for længst forbi, hvor politik og forretning kan skilles ad. De bliver i stigende grad hinandens forudsætninger.