Konturerne af en kulturrevolution i erhvervslivet tegner sig stadig tydeligere. Den tid er forbi, hvor politik og forretning kunne skilles ad. Tværtimod bliver de mere og mere filtret sammen i en fælles bestræbelse på at løse nogle af klodens største ufordringer. Det betyder også udviklingen af helt nye typer klynger, hvor virksomheder går i tætte alliancer med såvel NGO’ere, kunder, konkurrenter, myndigheder m.fl. Dermed skabes helt nye erhvervsstrukturer, der nedbryder grænserne mellem hvad der er privat og offentligt. Som et led i den proces bliver begrebet “smarte reguleringer” stadig vigtigere som en metode til at accelerere omstillingen til nye vilkår. Her bliver det op til virksomhederne at lade sig regulere eller samarbejde med politikerne om de bedst mulige løsninger. Ansvarshavende chefredaktør Erik Rasmussen uddrager essensen af en række internationale analyser som blev lanceret op til og under det erhvervsøkonomiske internationale topmøde i Davos. Konklusionen er klar: Den hidtidige forretningsmodel baseret på de frie markedskræfter er historie. Der er brug for en model, der er tilpasset en helt nye virkelighed, der både stiller nye krav til erhvervslivet, og samtidig åbner flere nye muligheder.