Alle husker Rufus. Ja, vi er på fornavn med ham. Ambassadøren, der kom, så og forelskede sig i Danmark. Som giftede sig på Københavns Rådhus, dansede med i Gay Pride, fik sit eget tv-program, og som på sin Twitter-profil kalder sig selv for ”æresviking”.

Han er en af vor egne.

Så da Rufus Gifford i denne uge blev udnævnt til vicekampagnechef for Joe Biden, blev det selvsagt en stor historie i danske medier – det er næsten, som om den måske kommende præsident har hyret en dansker.

Kontrasten til hans afløser kunne næsten ikke være større.

Carla Sands er nær allieret med Donald Trump og holder sig ikke for god til at viderebringe præsidentens konspirationsteorier på sociale medier. Hun har ikke gjort meget ud af at mingle med den københavnske elite eller tage på cykelferie med et tv-hold i ryggen.

Men efter en uge, hvor USA annoncerede genåbningen af et konsulat i Nuuk, må man spørge, om den uerfarne ambassadør Sands – med en baggrund som skuespiller og kiropraktor – faktisk har været en mere effektiv ambassadør end den politiske netværkstype og Obama-fundraiser Rufus Gifford.

DET VAKTE BERETTIGET OPSIGT, da Carla Sands for et par uger siden tilbød økonomisk støtte til Grønland.

Det lød som et ekko – eller en ny version – af præsident Donald Trumps tilbud fra 2019 om at købe Grønland. Der går da også en klar linje fra det ene til det andet. Men efterhånden som detaljerne kom frem, viste det sig, at ambassadørens melding var mindre sensationel, end den lød.

For det første stod det snart klart, at den amerikanske hjælp var koordineret med danske myndigheder i både København og Nuuk. For det andet blev det tydeligt, at der ikke var tale om en bankoverførsel til Landsstyrets bankkonto. Tværtimod vil en stor del af midlerne gå til forskellige amerikanske myndigheder og organisationer som for eksempel USAID, den amerikanske pendant til Danida. Det er altså projektmidler.

Og donationen ændrer heller ikke på, at Grønland fortsat lider økonomisk under beslutningen i 2014 om at lade et amerikansk firma overtage servicekontrakten på Thule Air Base. Opgaven havde i årevis ligget hos danske MT Højgaard, hvis medarbejdere betalte skat i Grønland. Her er langt større beløb end 83 millioner kroner i spil.

Med andre ord: Historien var nærmest den modsatte af den, de fleste danske medier fortalte. Ja, USA tilbød at interessere sig lidt for Grønland, men der var næsten tale om en gratis omgang. Og få dage senere kunne udenrigsminister Pompeo som forventet meddele, at USA snart genåbner det konsulat i Nuuk, der har været lukket siden 1953. Det danske forsvar har ovenikøbet lovet at huse de amerikanske venner, indtil de finder et passende kontor med fjordudsigt.

DANSK FOLKEPARTI KALDTE ambassadørens kronik i Altinget for ”en fornærmelse”, og SF’s Karsten Hønge bjæffede, at der skal trækkes en streg i indlandsisen. Men regeringen har indset, at realiteten er en helt anden.

Nemlig at USA er ved at slå sit strategiske herredømme over Grønland fast – efter en periode, hvor Kina og andre udenlandske aktører har sværmet om grønlandske bygder på jagt efter mineraler, olie og adgang til arktisk infrastruktur. Man må tage hatten af for, at det er lykkedes ambassadøren at fremstille magtdemonstrationen som velgørenhed. Det er dygtigt diplomatisk arbejde.

Og selv hvis hendes gode ven Donald Trump skulle tabe valget i november, kan man regne med, at Carla Sands’ efterfølger vil forfølge samme linje – muligvis med en lidt større vilje til at inddrage klimaudfordringen i samarbejdet.

Så hvilken ambassadør har gjort det bedst? Sammenligningen er urimelig: De repræsenterer jo to forskellige lande. Gifford var ambassadør for Obamas USA, som vi elsker. Sands er ambassadør for Trumps USA, som vi foragter. Den rolle har hun udfyldt dygtigt.

At hun samtidig har sået splid mellem Danmark og Grønland og dermed bidraget til en ulmende uro i rigsfællesskabet, er kedeligt for Danmark, men vil næppe bekymre hendes chef i Det Hvide Hus. Han lever af den slags.

Alle husker Rufus Gifford. Men lige nu er det Carla Sands, der har plantet et flag i isen.